Hermeneutisk sprogteori
en præsentation af Paul Ricoeurs og K.E. Løgstrups tanker om sprog
Af Jeppe Bundsgaard
Gå til indholdsfortegnelse
Foredrag med analyse af Blå
Indledning
I den evige jagt på strukturer sker det lidt for ofte, at sprog- og litteraturvidenskabsfolk med baggrund i Saussures og Hjelmslevs tanker løber af sporet. Pludselig står de med et skelet, som de kan påstå, at al kommunikation er skåret over, men som de ingen glæde har af. For det er netop ikke i skelettet, men i påklædningen af det, det interessante skal findes.
I nærværende artikel præsenteres to filosoffer, som begge har indset strukturalismens begrænsninger, og som desuden begge har såvel deres filosofiske som metodiske basis i fænomenologien.
Det drejer sig om teoretikerne Knud Ejler Løgstrup og Paul Ricoeur. Behandlingen tager sit udgangspunkt i deres værker hhv. Vidde og Prægnans og Fortolkningsteori. Hovedparten af artiklen er en gennemgang af deres grundlæggende opfattelse af sproget som talt og sekundært som skrevet. Afslutningsvis er de to teorier sammenlignet, så det ses, hvordan de kan supplere hinanden, og hvor de har deres begrænsninger.
Filmen Blå fra trilogien Tre farver af Krzysztjof Kieslowski vil sammen med Thorkild Bjørnvigs digtsamling Gennem Regnbuen blive anvendt til at belyse implikationerne af det teoretiske stof på virkeligt sprog. Disse typer materiale er valgt, fordi de indeholder hhv. dækkende opbud af kommunikationsformer (film er billeder, tale, mimik, lyd, lys osv.) og en brug af sprog, som prøver grænser af, som forsøger at nå til erkendelse, som er svær at udtale på dagligsprog.
Blå begynder med en bilulykke, hvor filmens hovedperson overlever, mens hendes mand, der er en kendt europæisk komponist, og hendes barn dør. I sin sorg skiller hovedpersonen sig af med alt hun ejer, pånær en blå glasklar perlemobile, sin skuldertaske og en kladde med noder. Hun sælger alt, og beholder blot en bankkonto. Som en sidste handling ringer hun til sin mands gamle arbejdskammarat, som hun, efter at han har indrømmet, at han elsker hende, inviterer ud på landstedet, hvor hun bor. Da hun efter en nat forlader ham, siger hun, at hun er en kvinde som alle andre og altså ikke specielt værd at savne. Hun flytter ind til Paris og bosætter sig i en lejlighed i en ejendom uden børn.
På trods af sine forsøg på at holde sig på afstand af alle menneskelige forhold involveres hun alligevel med en stripteasedanserinde, der bor i samme ejendom. Da hun ser en udsendelse i fjernsynet om sin afdøde mand, forstår hun, at den store europakoncert, som han var igang med, vil blive forsøgt afsluttet af arbejdskammeraten, og hun finder ud af, at hendes mand har haft en hemmelig elskerinde i flere år. Elskerinden er gravid med mandens barn. Hovedpersonen giver landstedet til elskerindens barn og ønsker, at han skal have mandens navn. Desuden hjælper hun arbejdskollegaen med at færdiggøre arbejdet på koncerten og tillader tilsidst, at hendes navn kommer til at optræde på komponistens plads. Da filmen slutter, elsker arbejdskammaraten og hovedpersonen, som skubbes op mod en glasvæg ind til et akvarium, hvorefter hovedpersonen ses bag et vindue, først alvorlig, dernæst smilende. Afhængighed gør glad.
Begge teoretikere er inspirerede af strukturalismen, som de tager stilling til og skaber afstand fra på forskellig måde og til den fænomenologiske skole, som de begge udgår fra i tankegang og metode.
Strukturalisme
Strukturalismen, som Ferdinand de Saussure og Louis Hjelmslev udviklede i starten af dette århundrede, udskiller deres forskningsobjekt, ved at stille en række dikotomier op. Således ses sproget (la langue) som en kode, et system af tegn, som alle kan defineres i forhold til hinanden og altså ikke er afhængige af noget udenforsprogligt. Heroverfor står talen (la parole), der er produktion af budskaber (altså realisering af sprogkoden). Koden er synkron, budskabet diakront. Koden er systematisk, tvingende, anonym og virtuel, budskabet er arbitrært, kontingent, individuelt og realt. Ved at sætte budskabet i parentes og kun beskæftige sig med koden kommer strukturalisterne frem til et snævert afgrænset videnskabsfelt. Deroverfor står budskabet, som kalder på mange forskellige tilgange, såsom psykologi, hermeneutik, sociologi osv.
Fænomenologi
Fænomenologien i Husserls form udvikledes ligeledes i starten af århundredet og tog sit udspring i Descartes Cogito ergo sum (Jeg tænker altså er jeg). Husserl var idealist og mente altså, at vi med vores fornuft kan gennem-skue os selv, at vi, når vi kommunikerer, udveksler ideale objekter, som vi er nået frem til uden sprogets hjælp. Heidegger viderefører Husserls tanker, især i sit store værk fra 1927: Sein und Zeit, men gør herved også op med Husserls idealisme. Heidegger opfatter mennesket som altid allerede kastet ind i verden, som levende rettet mod fremtiden, med dens muligheder, som begrænses af den fortid, som opstiller de nødvendige forudsætninger for nutiden, som er en bestandig udkastning af projekter for fremtiden. Grundsubstansen i menneskets væren er Sorge (tysk: optagethed, tagen sig af eller følen omsorg for). I sit liv tager man sig altid af noget, beskæftiger man sig konstant med sin verden. I denne Sorge er man forstående og stemt, man møder verden med følelse og påvirkes (stemmes) af det man møder.
Er film sprog?
Før den egentlige gennemgang af de to sprogfilosofier/-teorier, skal det kort undersøges, om det er forsvarligt at anvende en film som eksempelmateriale i forbindelse med sprogteorier. Palle Schantz Lauridsen1 stiller med baggrund i en gennemgang af Christian Metz' tanker spørgsmålet, om film er sprog, som vi kender det fra verbalsproget. Ved at påvise, at film ikke har enheder, der modsvarer verbalprogets ord, som kan defineres inden for et system i forhold til hinanden, kommer Metz frem til, at film ikke har et sprogsystem og derfor ikke kan sammenlignes med verbalsproget, men til gengæld med litteraturen.
Med et eksempel fra filmen Blå kan vi se den forskel, der er på verbalsprogets mindste betydende enhed og filmens mindste betydende enhed. Et billede er ikke et ord, men en hel sætning. Den blå mobile, som første gang vises i "det blå værelse", hvor den hænger som værelsets eneste genstand, kan ikke sammenfattes i et enkelt udtryk, som: "blå glasklar mobile", men kræver i det mindste en sætning: "Her har du en blå glasklar mobile". At det ikke er gjort med den sætning er klart, fx siges også: "Her har du et symbol på friheden".
Lauridsen kan altså sige: "At sætningen er artikuleret betyder, at den ikke tilhører sprogsystemet, men at den er sprogbrug"2.
Lauridsen undersøger om filmsproget passer ind i den fra verbalsproget kendte syntagme-paratagme-model. Han behandler to typer, men den interessante er den anden type. Det er brugen af materialet, af zoom, perspektiv, proportioner, lys, farve, lyd osv. Disse virkemidler er paradigmatiske fordi "... der er mulighed for kommutation."3
Julie roder sin taske igennem - det eneste hun endnu har tilbage fra sin fortid, udover den blå mobile og en madras. Heri finder hun en blå slikkepind, som stammer fra den skæbnesvangre biltur; man har set datteren holde papiret fra en tilsvarende slikkepind ud af vinduet af bilen. Lyden er høj, da hun roder sin taske igennem, men intensiveres til det næsten fysisk ulidelige, da hun tager papiret af slikkepinden og under tydelig stønnen og smasken først slikker og derefter gnaver slikkepinden i sig. I denne scene anvendes lyden som en underbyggelse af Julies eget indre fysiske ubehag og sorg. Blev dette lydspor kommuteret til blød og kærlig underlægningsmusik, ville stemningen være en fuldstændig anden, og man ville se Julie glædes ved mindet om sin datter.
Søren Kjørup har behandlet denne brug af materiale i sin artikel "Filmens sprog". Han gennemgår en række af disse paradigmatiske klasser og afslutter sin artikel med at sige:
"Men det er vanskeligt at være opmærksom, hvis man ikke ved, hvad man skal være opmærksom på, og lykkeligvis er det filmiske sprog da også i hvert fald så stramt, at man som her kan redegøre for, hvad det grundlæggende drejer sig om, nemlig om filmsprogets forskellige elementer i billede og lyd."4
Ganske rigtigt har strukturalisten (her Søren Kjørup) afklaret nogle grundlæggende begreber, som vi kan anvende i vores videre vej mod forståelsen af kommunikationen mellem mennesker, men med Paul Ricoeur kan vi sige: "Der er ... ikke nogen lineær progression fra fonemet til leksemet og så til sætningen og til lingvistiske enheder større end sætningen. Hvert trin kræver nye strukturer og en ny beskrivelse."5 Så tilbage står for sprogfilosoffer og -teoretikere at klarlægge, hvad det er, sprog på niveauer over ordet er, og hvordan man forholder sig til det, hvordan man fortolker med sit sprog. Film kan, da deres mindste enheder svarer til en sætning, altså ikke behandles som strukturalister behandler sproget på ordniveau, men må behandles med en ny metode. De to teorier, som gennemgås her, er begge teorier, som beskæftiger sig med sætningsniveauet og det, der ligger derover. Derfor er de også i stand til at behandle film.
Løgstrups viide og indskrænkede sprogopfattelse
Løgstrup ønsker ikke at sige sig fri af strukturalisternes store betydning for sprogvidenskaben. Han ser sig selv som følgende en "tredie vej"6, som hverken er strukturalisternes eller den vej, som kun beskæftiger sig med sprog for at komme til andre problemers løsninger (fx litteratur eller historie). Den tredie vej er den, som beskæftiger sig med sprog "i dets trancendens, i dets henvisning og henvendelse som sådanne"7 og som altså vil beskæftige sig med sproget ikke som langue, men som diskurs, med ordenes mening, ikke deres forhold til andre ord i et system.
Vidde og prægnans
Løgstrups væsentligste tese kommer til udtryk allerede i bogens titel: Vidde og prægnans. Løgstrup gør opmærksom på, at intet ord har en koncis betydning, men breder sig over en bred vifte af betydninger og nuancer.8 Derfor er et leksikon altfor entydigt9, også når det opregner mange mulige betydningsindhold og synonymer, og derfor har de fleste ord betydningsområder til fælles med andre ord. Løgstrup taler om ords sigte. Et ord har oprindeligt et sigte, en måde det stemmer sindet på, en holdning osv., så længe nye betydninger af ordet holder sig inden for dette sigte, har ordet plads til at indoptage dem. Sprogets sigte er oprindeligt at være sammensat.
Den viide betydning bliver til gengæld indskrænket, så snart ordet optræder i en sætning. Her får ordet en prægnant betydning, og først her får ordet en egentlig mening, "ordene får deres betydning af udsagnets mening."10
Ordet frihed har mange betydninger. I et projekt i folkeskolens 9. klasse11 om begrebet frihed stillede projektskriverne spørgsmålet: "Hvad er frihed?", til en række elever på forskellige alderstrin. Svarene spændte vidt fra "fri fra skole" til "fri fra fængsel", men beskæftigede sig alle med den personlige frihed. Frihed fra tvang, frihed til selvudfoldelse. Men man kunne også tale om naturens frihed, økonomisk eller økonomiens frihed, demokratisk frihed, trosfrihed osv. Ordet spænder altså over et nærmest uendeligt antal betydningsklasser og -nuancer. Men brugt i sætningen: "Endelig kom jeg fri af fængslet", er betydningen skrænket ind til den helt specielle frihed, som er friheden fra voldelig begrænsning af bevægelsesfriheden. Og først i anvendelsen i udsagnet, i den givne kontekst, kan man tale om at der menes noget med ordet frihed.
Et andet sted Løgstrup påviser vidden i ordene er ved at undersøge synonymerne. Synonymer falder oftest kun sammen inden for en del af deres betydningsområde. Løgstrup anvender eftergivenhed som eksempel, og sammenligner det med at lade sit standpunkt falde. I den ene ende svarer eftergivenhed til at lade sit standpunkt falde, når man bøjer sig for argumenter. I den anden ende er ordene ikke synonymer, idet eftergivenhed, når man har ret, ikke svarer til at lade sit standpunkt falde, blot har man ikke kræfter eller mod til at holde på sit.
Ordene uafhængighed og frihed kaldes synonymer. Det er uafhængigheden af andre mennesker, der er Julies forståelse af friheden. Det er altså korrekt at sige, både at Julie gør sig uafhængig, og at hun gør sig fri. Men til slut i filmen forstår Julie, at uafhængigheden ikke er mulig, at man som menneske må interessere sig for andre mennesker. Føle omsorg og engagement. Men det er ikke ensbetydende med, at man bliver ufri, tværtimod slipper Julie for at lægge de bånd på sig selv, som uafhængigheden pålagde hende i forholdet til mennesker. Så i den anden ende er uafhængighed og frihed tvært imod synonymer.
Opgør med den nominalistiske tegnteori
For at give den fornødne plads til sin viddeteori må Løgstrup afvise og modbevise den nominalistiske teori, idet den ser ord som tegn, som betegner noget udenfor-sprogligt. Dementeringen af nominalismen sker ad to veje. Først er det de historiske fænomener, det som sker i de mellemmenneskelige forhold, som vi jo ikke har andet end sprogets adgang til, der undersøges, og derefter fakticiteten12, de fysisk eksisterende ting i verden.
Historicitetens ord kan ikke læres ostensivt, de er tydninger, man kan ikke pege på noget og sige: "Dét betyder frihed", man er nødt til at forklare og tyde handlinger og udsagn, som har med frihed at gøre.
I nominalismen er ord blot tegn, som peger på et designatum, men det betyder, at ord ingen kontekst har i sig selv, at de blot modtager deres kontekst fra udsagnsmeningen. Heri er Løgstrup ikke enig. Han mener at ord har en kontekst, som de kommer med til udsagnsmeningens kontekst. Er disse kontekster sammenfaldende, møder ordene ingen modstand i sætningen, de kommer nærmest af sig selv. "De enkelte ordbetydninger fuldbyrder derimod udsagnets typiske mening."13
Men fakticitetens ord kan også fungere som tegn. Det gør de når ordets egen kontekst er forskellig fra udsagnsmeningens kontekst.
I På en altan i New York14 lyder det: "og set over mod bjerge, hvis konturer / livagtigt lignede en kæmpehvals ..." Den kontekst, som ordet bjerg kommer med til udsagnet, anvendes ikke deri. Det hører ikke med til bjerges betydning, at deres konturer ligner kæmpehvaler. Bjergene fungerer som tegn i udsagnet.
Løgstrup påviser, at ingen ord er regionalt fastlagte, at ingen ord fungerer som tegn altid, ikke engang appellativerne. Når fx et ord som grå anvendes i forbindelsen grå hverdag, er brugen ikke metaforisk, men en understregning af, at mennesket lever stemt, at ord "indebærer et sigte, en spontaneitet, en adgang"15.
Digtet Den blåeste dag16 beskriver en dag i det nordlige Island og afslutter med strofen: "Det var den blåeste dag i mit liv". Anvendelsen af blå i denne forbindelse er, ifølge Løgstrup, ikke metaforisk. Ordet blå beskriver den stemning af storladenhed, friskhed, uendelighed og frihed, som dagens oplevelser sætter digteren i.
At ord stemmer sindet skyldes, at vores tilværelse er ikke-dualistisk. "I den [tilværelsen] findes der ikke en ren og skær sansning. Sanseorganerne er organer for sindets sansning."17 Det er denne ikke-dualisme, sproget har opfanget og som vi udtrykker, når vi bruger et sanseindtryk (fx blå) til at beskrive en sindsstemning. Og det er denne ikke-dualisme der gør at ord henter deres betydning fra de forskelligste områder af tilværelsen.
Metafor i den mest indskrænkede form
Som konsekvens af sin ordteori indskrænker Løgstrup området for metaforens udfoldelse. Der findes ikke noget sådant som en død metafor. En død metafor er blot en udvidelse af ordets betydningsvidde. Løgstrup gør, med baggrund i I. A. Richards arbejder, opmærksom på, at sproget arbejder metaforisk, at det benytter en lille del af et ords betydningsvidde til at åbne for nye udtryksmuligheder med ordet.
Ordet frihed kan oprindeligt have været et spørgsmål om fysisk frihed fra undertrykkelse af andre mennesker. Siden har det måske udviklet sig til at kunne bruges i forbindelse med spørgsmålet om viljens frihed i forhold til guden eller friheden fra naturnødvendigheden. Hvilken betydning, der er den oprindelige er det sikkert ikke muligt at sige, og rent fænomenologisk er det heller ikke interessant, fordi alle betydningerne har samme prioritet i vores bevidsthed.
"I den metaforiske brug af ordet sættes derimod det forskelligste sammen for at sættes op imod hinanden. Det forskelligste kan ikke blive forskelligt nok. Forskellen urgeres, for at ligheden kan frappere"18.
En metafor er ikke udvidelse af et ord, det er ikke påvisning af lighed mellem to ord, det er modstilling af to betydningsfelter, det er mødet mellem to områder af livet, hvor begge områder pludseligt åbner op for nye tilgangsvinkler til forståelsen af et ords, et begrebs eller en livsforståelses indhold. "For at der skal foreligge en metafor, må det metaforisk brugte ords betydning være fremmed for det, som den bruges til at karakterisere."19
Et eksempel på en metafor findes i digtet De store træer20: "I morgen kan motorsaven fælde min vældige lykke". Her mødes begreber fra to vidt forskellige verdner. Pludselig indser læseren, hvordan lykken er et sårbart træ, der står fastlåst i al sin vælde. Men en beslutning, ondsindet eller ej, kan omstyrte lykken med et enkelt ryk af motersaven.
Ord har vidde, derfor skal de fleste ord først bindes til en betydning i vidden, før det kan bruges i en metaforisk vending og give det chok, som er nødvendigt.
Med et eksempel fra digtet Enzian: "Rummet fra bjergryg til bjergryg/fortættet til blåt i et fingerbøl"21. Ordet rum spænder over mikroskopisk rum mellem atomer til uendeligt mellem stjerner. Men brugt som rummet mellem bjergrygge afgrænses det, så det, når det mødes med rummet i et fingerbøl, møder modstand, så læseren eller tilhøreren med sin stemthed pludselig får en ny fornemmelse af rum. "Metaforen skiller altså her nogle af de fortrolighedsplaner ud fra hinanden, der er skudt sammen i ordet"22
Løgstrup viser med sin sprogfilosofi, at ords indhold ikke kan fastlægges éntydigt og at tolkning af, hvad mennesker siger, ikke kan foregå objektivt, men må tage kontekstoverejelser med ind i betragtningen.
Systematikeren Paul Ricoeurs dialektikker
Ricoeur er, som det fremgår af indledningen, grundlæggende påvirket af Husserl. Men også Freuds og Marx' påvisning af, at mennesket ikke har direkte tilgang til sit eget indre, sine egne ideer, bevæggrunde osv. har betydet meget for Ricoeurs sprog- og fortolkningsteori. Ricoeur har beskæftiget sig meget med Freuds drømmetydning og hans symbolundersøgelser. På den baggrund kommer Ricoeur frem til en sprogteori, som klarlægger, at mennesket må gå over tolkningen af ydre manifestationer for at forstå sig selv. Ricoeur gør altså op med Husserls tanker om individet som besiddende nogle førsproglige meninger og ideer, som det anvender sproget til at kommunikere ud i verden. For at forstå sig selv, må man undersøge sin værens egne manifestationer.
Blå er frihedens farve i trikolorens triade af frihed, lighed og broderskab. Friheden er netop det, der er hovedtemaet i filmen Blå. Den personlige frihed, afsøgelsen af om det er muligt at, betinget af, at de nødvendige økonomiske resourcer er til stede, frigøre sig fuldstændig fra afhængigheden af mennesker. Julie tager konsekvensen af sin personlige ruin og flygter fra alle nære menneskelige forhold. Men forsøget mislykkes. Ikke fordi hun ikke er optaget nok med sit forsøg, men fordi hun ikke kan gøre sig fri af sig selv, som optaget af sine medmennesker. Da hun forærer sit landsted til sin mands ufødte barn, siger elskerinden: "Det er sandt hvad Patrice sagde, du er god." Måske det netop er ved denne handling, denne manifestation af sit selv, at Julie forstår, at hun ikke kan løbe fra sig selv, at hun må vælge sig selv som den hun er, som afhængig af og nødvendig for mennesker.
Ricoeur afgrænser til at begynde med sit undersøgelsesområde til at være på sætningens niveau. Han distinkverer mellem det strukturalisterne kalder parole, som er sprogsystemets kontingente aktualisering, og diskurs, som han definerer som sproget som talt i en situation med et budskab. Ricoeur beskæftiger sig altså med sætningens semantik og lader strukturalisterne om at beskæftige sig med sprogsystemets semiotik.
Bogen Fortolkningsteori har som hovedmål at udfinde en teori til tolkning af skrevne tekster, men beskæftiger sig grundlæggende med forståelse, først som talt og derigennem som skrevet. Ricoeur beskæftiger sig med problematikken i forbindelse med nedskrivningen. Jeg gør opmærksom på at de grundlæggende tanker på vejen til en teksthermeneutik bygger på overvejelser over sproget som talt. Det er disse overvejelser, som jeg først og fremmest vil beskæftige mig med i det følgende.
Diskursen er en dialektik mellem begivenhed og mening
Diskurs er en dialektik mellem begivenhed og mening. Det, der hovedsageligt adskiller den udførte sproghandling fra sproget som system, er, at den sker i tiden, som begivenhed. Begivenheden er flygtig, og kan ikke genkaldes i præcis samme form. Meningen overskrider begivenheden og fastholder derved diskursen. "Hvis al diskurs aktualiseres som en begivenhed, forstås al diskurs som mening."23
Meningen er en dialektik mellem betydning og reference
Meningen kan bestemmes ud fra to synsvinkler, den objektive, som bestemmer meningen som det ytringen siger eller den subjektive, som bestemmer meningen som afgjort af talerens, ytrerens, intenderede mening, det som han ønsker at kommunikere ud, den handling, som han udfører, når han siger det han siger (den illokutionære akt) og den forventning om lytterens anerkendelse, der ligger i overhovedet at sige noget. Men meningens struktur udtømmes ikke ved denne bestemmelse. Diskursens omverden må med ind i overvejelserne24. Hertil opstiller Ricoeur en dialektik for meningen, som udgøres af reference og betydning. Referencen er diskursens "om hvad", betydningen dens "hvad". Med Ricoeurs egne ord: "betydningen korrelerer identifikationsfunktionen og prædikationsfunktionen indenfor sætningen, og referencen relaterer sproget til verden."25 Både betydning og reference er instanser på diskursens niveau. Ingen af de to kan genfindes i et leksikon. Sammenhængen mellem dialektikken mellem begivenhed og mening og dialektikken mellem betydning og reference er intim, idet en betydning eller en reference findes i talebegivenheden og udgør meningen.
Dialektikken mellem reference og betydning er grundlæggende for vores væren i verden, fordi vi lever og op-lever, har vi noget at sætte på sprog og noget at referere til og tale om, at be-tyde.
Forklaring og forståelse
Med disse definitioner bevæger vi os hen imod, hvad Ricoeur opfatter som menneskets grundlæggende tilegnelse af sproglig kommunikation. Ricoeur genoptager Schleiermachers gamle tanke om fortolkning som en cirklen mellem forståelse af delen ud fra helheden og helheden ud fra delen. Men Ricoeurs reviderede udgave, som han kalder nærmere en hermeneutisk bue end en cirkel, ser han som en dialektisk bevægelse mellem en grundlæggende forståelse, som forudgriber en forklaring, som igen fører til en mere dybtgående forståelse af værket, "i forklaringen eks-plikerer [vi] eller udfolder [vi] raden af udsagn og meninger, hvorimod vi i forståelsen indser eller sammenfatter kæden af delvise meninger i én syntese-akt."26
Ricoeur udskiller nu forståelsen af en tekst, forstået bredt, fra forståelsen i dialogsituationen. Schleiermacher, og med ham Dilthey, anså tekstfortolkning for en forfinet udgave af dialog. Deres slogan var: "At forstå en forfatter bedre end han forstod sig selv". Men Ricoeur er påvirket af Gadammers begreb horizont-verschmelzung, og mener derfor, at forståelsen af et værk drejer sig om at til-egne sig værkets væren i verden, det drejer sig om at lade sin egen forståelseshorisont smelte sammen med værkets.
Ricoeur er opmærksom på, at forståelse-forklaringsdialektikken er på spil allerede i samtalen, men han mener, at "indlevelsen i et fremmed psykisk liv [finder] støtte i, at den delte meningssfære er den samme"27. Det vil jeg komme tilbage til i de afsluttende bemærkninger.
Ricoeur ser forståelsen, tilegnelsen, af et udsagn, som en evig vekslen mellem at gætte helhedens mening, efterfulgt af en gyldiggørelse ved hjælp af delene. Man kunne sige, at vores forståelse af en tekst bunder i en gæt-forklar-forstå-triade, som hele tiden er på spil, og som aldrig fuldstændiggøres.
Til at gyldiggøre et givet gæt, anvendes en sandsynliggørelse af gættet, som påviser, at det er mere sandsynligt end andre. På den måde understreger Ricoeur, at "ikke alle fortolkninger er lige"28, hans teori åbner ikke for en impressionistisk fortolkningsteori.
Metaforteori
Ricoeur undersøger om Aristoteles og retorikkens holdning til metaforer er korrekt. Hvis metaforen, som retorikken påstod det, blot er forsiringer og anskueliggørelse af noget, der er muligt at sige med ikke-metaforiske sætninger, da er metaforer ikke interessante i en generel sprog- og erkendelsesteori.
Ricoeur mener ikke at det overskud af mening, man ser ved metaforer, er nonkognitivt og rent emotionelt, derfor siger han: "Hvis vi kan inkorporere metaforens overskud af mening i semantikkens domæne, så vil vi være i stand til at give teorien om verbal betydning den videst mulige udstrækning"29
Ricoeur påviser at metaforer har at gøre med sætninger og ikke ord. Det er ved sammenkædningen af to ord eller ideer, som oprindeligt er uforenelige, at metaforen har sin virkning. En metafor "består i at reducere chokket skabt af to uforenelige ideer"30 og fremvise det slægtskab mellem deltagerne i metaforen som før var skjult. Ricoeurs teori kalder han en spændingsteori, idet en metafor omfatter en hel sætning, hvorindenfor ordene eller ideerne står spændte mod hinanden. Kun i denne sammenstilling kommer metaforens mening til udtryk, altså kan en metafor ikke oversættes, uden at denne "parafrasering er uendelig og [dermed] ude af stand til at udtømme den nyskabende mening"31. Så Ricoeur kan slutte af med at konkludere, at "en metafor fortæller os noget nyt om virkeligheden", hvorfor den altså er et semantisk fænomen.
Ricoeur beskæftiger sig videre med symboler og deres affiniet til metaforer. Symboler kan, i modsætning til metaforer, sagtens accepteres semantisk, der er ingen "semantisk utålelighed"32 som ved metaforen. Symboler har et semantisk moment, som leder videre til en dybere erkendelse, som ikke kan nås ad direkte vej. Vi har brug for den primære betydning for at kunne komme videre til den sekundære "implicitte semantik"33.
Da Julie har afsluttet sine forretninger med sin advokat, spørger han: "Hvad har du tilbage?", og hun svarer, mens hun åbner hånden hvori hun krammer nogle glasklare blå perler fra mobilen i det blå værelse: "Min egen konto." Scenen kan, uden at man føler at der mangler noget, forstås således, at Julie har knyttet nogle personlige erindringer til den blå mobile, som hun ønsker at bringe med sig til sit nye liv. Men symbolværdien overses da. Hvad hun har tilbage er friheden, symboliseret ved farven blå. Med den viden åbnes op for en dybere forståelse af handlingen. Filmen bliver pludselig en symbolsk fortælling om friheden som ufhængighed og dens (u-)mulighed. Men nu da vi har fundet frem til det som farven blå symboliserer, kan vi ikke blot smide den bogstavelige mening væk. Den er nødvendig for det indirekte sprog, som symbolsproget er.
Farven blå er et symbol på frihed og har været det ihvertfald siden den franske trikolore blev sammenstillet med slagordet: "Frihed, lighed og broderskab". Det er klart, at denne farves symbolværdi ikke er hentet ud af det rene intet. Havet er blåt, og himlen er blå, og intet i naturen åbner for større vidder, større frihed, end disse to fænomener.
Flere gange er Julie i en svømmehal, ganske alene. Måske det er et lille ironisk hint fra instruktøren om, at friheden i vore dage er lige så begrænset som havet, når det er lukket inde i en svømmehal.
Ricoeur har en nu vist, at metaforer og symboler er interessante for en sprogteori, idet de er eksempler på, at sproget mening ikke er udtømt med beskrivelse af det objektive indhold.
Afslutning
Forklaring og forståelse - dialektik i talen
Ricoeur gør meget ud af at påpege, at hans dialektik mellem forklaring og forståelse hører litteraturen til. Det gør den i høj grad også, men samtalesituationen er absolut ikke fri af denne dialektik, fx når samtalen foregår mellem mennesker, som ikke kender hinandens grundindstilling til samtaleemnet.
Når man møder en anden person, som man påbegynder en fx politisk diskussion med, lægger man ikke ud med at erklære sig som fx socialist, men man begynder med at fortolke den andens udsagn, så man kan se, hvor der er mulighed for at tage en diskussion op, som ikke på forhånd er dømt til at gå i hårdknude. Man pejler sig så at sige ind på den anden person, som var han eller hun en tekst, som skulle forstås. Dertil anvender man forståelse-forklarings-dialektikken, sådan som Ricoeur stiller den op med henblik på skrevne tekster.
Løgstrup har et eksempel i Vidde og Prægnans med en kunsthistoriker, der viser rundt på et museum. Løgstrup gør opmærksom på, at kunsthistorikeren skal afpasse sin fremstilling efter tilhørerne. "Det går altså ikke an at ignorere talesituationen og se bort fra, at det er den anden person (eller een selv), man vil lade noget vide med beskrivelsen."34
For at få den nødvendige viden om den andens viden, må man først og løbende forholde sig fortolkende (altså forstående og forklarende) overfor den anden.
Tegnteori og metaforer
Løgstrup har et mere reflekteret forhold til tegn-teorien end Ricoeur. Ricoeur accepterer tegnteorien som grundlag der kan bygges videre på. Han forstår ordenes poly-semi som at ordene blot er tegn (semer) for flere emner, og har ikke som Løgstrup taget konsekvensen af at sproget arbejder metaforisk. Derfor vikles Ricoeur ind i det net, der skelner mellem døde og levende metaforer, og støder ind i de unødvendige overvejelser, som det afføder. Løgstrup løser dette problem ved at acceptere ords vidde og bygge sin metaforteori herpå. Derved kan han netop indskrænke sin metaforteori til kun at omhandle det, som også i daglig tale kaldes metaforer.
Ufri kommunikation
Begge teoretikere beskæftiger sig med sprog på sætningens niveau, med diskurs i situationer35. Deres diskussioner forudsætter implicit, at mennesker er frie og uafhængige individer i frie og ikke-undertrykkende situationer. Der imod kan man indvende, at langt de fleste situationer er tvingende og afgrænsende for kommunikationen. Mellem mennesker består et magtforhold, som indvirker på deres indbyrdes kommunikation. "Hensigten at lade den anden noget vide er jo f.eks. ikke særlig dominerende for den, der først udtaler sig under tortur."36
Da Olivier genfinder Julie på hendes nye stamcafé, er situationen ikke i hans favør, han er trængt ind på Julie uden hendes ønske, og han ønsker at gøre et godt indtryk. Situationen er ganske afgørende for kommunikationen.
Løgstrup skriver i et svar på Jørgen Chr. Bangs artikel, at "sproget er ingens"37. Det samme skriver Ricoeur i Fortolkningsteori38. At sproget er ingens er en nødvendig forudsætning for, at man kan skille behandlingen af sprog ud fra behandlingen af sprog talt i et magtforhold mennesker imellem. Hvis sprogets kode ingen indflydelse har på situationens udfald, hvis man, med Løgstrups ord, kun kan erobre det for en kort stund, kan man undlade at behandle situationernes indhold og magtforhold i en sprogfilosofi.
Koden i Danmark er en hvid vesteuropæers, påvirket af kristendommen, patriarkatet, rationalismen osv. Og som sådan må den være forskellig fra en afrikaners, en eskimos eller en kinesers. Gælder dette, må man tage med ind i sine overvejelser over sproget, om kvinden lever i eksil i vores sprog, om dualismen er sprogligt bestemt, om vesteuropæernes rationalistiske tankegang har sat sine spor i sproget og m den nu sætter sin spor via sproget i vesteuropæernes tankegang osv.
Litteratur
Bang J. Chr.: En marxistisk kritik af K.E. Løgstrup. I: Andersen, Svend mfl. (red.): Kredsen. Nr. 3, Århus, 1977, s. 27-45.
Bang, J. Chr.; Døør, J.: Sprogteori IV. Odense, Nordisk Institut Odense Universitet, 1990.
Bjørnvig, Thorkild: Gennem Regnbuen. København, Gyldendal, 1987.
Bundsgaard, Rikke; Damsted, Sara: Unges forhold til frihed. Højmeskolen, Odense, 1995. (upubliceret projektopgave med planche).
Kjørup, Søren: Filmens sprog. I: Jensen, Torkill; Pedersen, Jens (red.): Billedmedier, 1973, s.25-41.
Lauridsen, Palle Schantz: Sekvens. 1984.
Løgstrup, K.E.: Vidde og Prægnans. København, Gyldendal, 1976.
Ricoeur, Paul: Fortolkningsteori. København, Vintens Forlag, 1979.Fodnoter
1: Lauridsen 1984. Tilbage
2: Lauridsen 1984, s. 20. Tilbage
3: Lauridsen 1984, s. 23. Tilbage
4: Kjørup 1973, s. 41. Tilbage
5: Ricoeur 1979, s. 117 Tilbage
6: Løgstrup 1976, s. 175. Tilbage
7: Løgstrup 1976, s. 175. Tilbage
8: Ricoeur er opmærksom på problemet med ordenes vidde, som han kalder deres polysemi. Han siger: "Men det er diskursens kontekstuelle funktion at afskærme, så at sige, ordenes polysemi og at reducere pluraliteten af mulige fortolkninger". Ricoeur 1979, s. 128. Tilbage
9: Løgstrup (1976) skriver s. 22: "Den isolerede og selvstændige betydning er et leksikalt kunstprodukt, en ekstrakt." Tilbage
10: Løgstrup 1976, s. 22. Tilbage
11: Bundsgaard mfl. 1995, planche. Tilbage
12: Løgstrups brug af ordet fakticitet afviger fra den gængse fænomenologiske, som med fakticitet mener alt som har faktisk eksistens, også det der kun eksisterer i menneskers bevidsthed. Det der eksisterer i og imellem mennesker kalder Løgstrup historicitet, det fysisk eksisterende kalder han fakticitet. Tilbage
13: Løgstrup 1976, s. 55. Tilbage
14: Bjørnvig 1987, s. 57. Tilbage
15: Løgstrup 1976, s. 65. Tilbage
16: Bjørnvig 1987, s. 39. Tilbage
17: Løgstrup 1976, s. 67. Tilbage
18: Løgstrup (1976), s.79. Tilbage
19: Løgstrup 1976, s. 74. Tilbage
20: Bjørnvig 1987, s. 21. Tilbage
21: Bjørnvig 1987, s. 64. Tilbage
22: Løgstrup 1976, s. 81. Tilbage
23: Ricoeur 1979, s.122. Tilbage
24: Med to danske teoretikere, Jørgen Chr. Bang og Jørgen Døør, kunne man sige, at ytringens mening først kan bestemmes, når man har undersøgt deixisforholdene omkring teksten. Helt så vidt som Bang og Døør går Ricoeur dog ikke. Tilbage
25: Ricoeur 1979, s.132. Tilbage
26: Ricoeur 1979 , s. 194. Tilbage
27: Ricoeur 1979, s. 196. Tilbage
28: Ricoeur 1979, s. 203. Tilbage
29: Ricoeur 1979, s. 162. Tilbage
30: Ricoeur 1979, s. 169. Tilbage
31: Ricoeur 1979, s. 172. Tilbage
32: Ricoeur 1979, s. 169. Tilbage
33: Ricoeur 1979, s. 191. Tilbage
34: Løgstrup 1976, s. 115 Tilbage
35: De følgende kommentarer bygger til dels på Jørgen Chr. Bangs marxistiske kritik af Løgstrups Vidde og Prægnans. Bang 1977. Tilbage
36: Bang 1977, s. 36. Tilbage
37: Løgstrup 1982, s. 183. Tilbage
38: Ricoeur (1979) skriver (s. 111): "Koden er anonym og ikke intenderet." Tilbage
Indledning
Strukturalisme
Fænomenologi
Er film sprog?
Løgstrups viide og indskrænkede sprogopfattelse
Vidde og prægnans
Opgør med den nominalistiske tegnteori
Metafor i den mest indskrænkede form
Systematikeren Paul Ricoeurs dialektikker
Diskursen er en dialektik mellem begivenhed og mening
Meningen er en dialektik mellem betydning og reference
Forklaring og forståelse
Metaforteori
Afslutning
Forklaring og forståelse - dialektik i talen
Tegnteori og metaforer
Ufri kommunikation
Litteratur
Fodnoter
|
|
