Dialektisk deixissløringsanalyse
En metode til afklaring af tekstuelle & kontekstuelle subjekt-objektforhold

Af Jeppe Bundsgaard

Gentekonologivirksomheder, politikere og forskere lover os at ‘vi’ gennem genteknologien får bedre kontrol med vores livsprocesser:

Teknologien giver altså mulighed for kontrol med væsentlige træk af livsprocesserne, der hidtil har været uden for kontrol eller har skullet kontrolleres på en mere indirekte og mindre effektiv måde, fx igennem avl og forædling. (Nielsen m.fl., 1990, s. 283)

Hvem er det der får gensidig kontrol med livsprocesserne?

Det er udbredt i det der kaldes objektive tekster (fx journalistiske eller videnskabelige) at sløre hvem der egentlig handler og forårsager forandringer i konteksten. I citatet ovenfor og i den tekst jeg præsenterer og analyserer nedenfor, er vi for mig at se vidne til eksempler på en generel bevægelse der går mod mystificering af hvilke relationer og personer der har og får reel magt i mange af vores samfundsmæssige forhold.

I andre tekster er det måske mere ufarligt, men så kan det til gengæld betyde at teksterne bliver vanskelige at læse. Jo mere de kontekstuelle subjekter og objekter skjules og jo mere sammenhænge forklares som om de var naturgivne lovmæssigheder, des mere kendskab til konteksten kræver det af læseren, hvis hun faktisk skal forstå hvad der står i teksterne.

Deixissløringsanalyse er en metode som kan anvendes til at afklare hvordan producenter af tekster sprogligt på det syntaktiske og semantiske niveau kan sløre – bevidst eller ubevidst – hvem det er de taler om, hvordan deres relationer er osv. Deiksis betyder at pege og er det vi gør med vores ord når vi taler og skriver: Vi peger på noget i vores omverden. Men vi kan altså også tale om noget uden at pege på alle de personer, relationer og objekter vi taler om. Metoden bygger på en dialektisk sprogteori og -metode som er udviklet af lingvisten Jørgen Chr. Bang og filosoffen Jørgen Døør (se Bang og Døør 1985-1998, Lindø 2001 og Steffensen 2001).

Vi har altså en pragmatisk situation hvori en person producerer en tekst som nogen læser (og som jeg analyserer). Teksten handler om nogle personer (subjekter), institutioner og objekter i en kontekst. Det interessante for en dialektisk deiksissløringsanalyse er nu at undersøge hvordan producenten af teksten semantisk og syntaktisk (grammatisk) fremstiller disse personer, institutioner og objekter i denne kontekst: Sker det ved nøje at fremstille alle relationer og nævne alle personer ved navn og gavn, sker det mere overskueligt ved at fremstille de relationer og nævne de personer der er nødvendige for forståelsen af sammenhængen, eller sker det ved at nævne og særligt ikke nævne relationer og personer på måder der ikke afklarer og afdækker, men mystificerer og naturaliserer?

Sune Steffensen (2001:102) har i sin afhandling om de danske verbers morfologier udviklet en model over situationelle og tekstuelle subjekt-objektrelationer. En modificeret udgave ser således ud^[1]:

Figur 1. En matrix af situationelle og tekstuelle subjekt-objekt-relationer (Steffensen 2001/Bundsgaard 2002).

Det øverste niveau er den pragmatiske dialogsituation hvor nogen (S₁; S står for subjekt) siger noget til en anden/nogle andre (S₂) om noget (O, O står for objekt). Objekter kan både være redskaber, tekster og genstande. I fremmedgjorte forhold omtales og behandles også mennesker indimellem som objekter. De to (grupper af) subjekter er ikke de eneste der har indflydelse på dialogen eller som dialogen får indflydelse på. Derfor er der også en tredje kategori af deltagende subjekter (S₃) som på den ene side er dem der påvirker dialogen: Hvad eksaminanden (og eksaminator) (S₁) ytrer til eksamen er fx påvirket af censor (S₃) og hvad barnet (S₂) forstår ved det mor (S₁) siger, afhænger fx af om far (S₃) er der eller ej. På den anden side er S₃ dem der påvirkes af dialogen – fx barnet (S₃) af mors og fars (S₁ og S₂) samtale om opdragelse og eksaminanden af eksaminators og censors votering. Og endelig er S₃ alle dem S₁ og S₂ taler om (hvis ikke det er dem selv).

De subjekter som dialogen handler om eksplicit eller implicit, kalder jeg de kontekstuelle subjekter. De kontekstuelle subjekter kan ligesom de pragmatiske subjekter opdeles i tre kategorier: De mere handlende (C₁), de mere modtagende (hvilket jo også er en handling) (C₂) og dem der ikke indgår i en given sam-handling, men påvirker eller påvirkes af den (deltagende kontekstuelle subjekter, C₃). Den sam-handling C₁ og C₂ indgår i, er indimellem en dialog hvorved en ny matrix så at sige indskrives i den gamle. Det er fx tilfældet i flere dimensioner i denne artikel der handler om en anden artikel der igen bl.a. handler om subjekter der indgår aftaler (og altså er i en dialog).

Under den dobbeltstiplede linie i modellen findes de tekstlige niveauer. Det semantiske niveau er det meningsmæssige niveau i teksten. Bl.a. det niveau hvor vi nævner og ikke nævner personer og ting i vores kontekst. På det semantiske (indholdsmæssige) niveau opererer vi også med tre kategorier af agentsubjekter: Dem der er mere handlende (A₁), dem der er mere modtagende (A₂) og dem der er mere deltagende (A₃) og en kategori af mere objektagtige genter^[2] (A_o). Både det subjekt jeg kalder handler og det jeg kalder modtager, er aktive i processen. Modtager tager imod. Modtager ville altså mere korrekt (og mere omstændeligt) kunne kaldes en handlende modtager. Derfor benævner jeg med Steffensen det modtagende semantiske subjekt A₂.

På det syntaktisk-grammatiske niveau opererer vi som den traditionelle grammatik med et syntaktisk subjekt, et direkte objekt og et indirekte objekt. Derudover indfører Steffensen begrebet subjektiveret objekt, fx er ‘dig’ i “Jeg så dig give ham bogen” subjektiveret objekt idet ‘dig’ fungerer som subjekt for den handling der omtales med det infinit bøjede verbum “give” (Steffensen 2001:101).

Det hele sker ikke i det tomme rum, men i en kontekst. Denne kontekst udgøres af tre aspekter: Det sociale, det biologiske/fysiske og det ideologiske/mentale. Disse aspekter repræsenterer jeg med de tre koordinatakser.

Ofte er der sammenhæng mellem den måde vi bygger vores sætning op på og de agenter vi dermed semantisk omtaler og pragmatisk henviser til. Ex: I sidste sætning i (1):

(1) I øjeblikket er man i gang med at planlægge de konkrete detaljer for forsøgsmarkerne. Det sker i første omgang i et samarbejde mellem Miljøstyrelsen, landbruget og industrien, men Søren Søndergaard Kjær understreger, at de grønne organisationer også skal inddrages i samarbejdet. (§11)

 

er ‘Søren Søndergaard Kjær’ både kontekstuelt handlende subjekt (C₁), semantisk handlende subjekt (A₁) og syntaktisk placeret på subjektets plads (G_S). Men sådan behøver det ikke være. I den følgende ledsætning er ‘de grønne organisationer’ også G_s, men semantisk og kontekstuelt er de mere modtagere af nogens handling at ‘inddrage’ dem. De er altså C₂ og A₂. Som sagt er der nogen i konteksten som inddrager ‘de grønne organisationer’ og som altså er C₁. Hvem nogen er fremgår ikke eksplicit af (1) hvorfor C₁ ikke er ekspliceret som A₁. Med Frands Mortensens ord er der i sætningen en agentivstrygning. Jeg kalder det en komplicering af den handlende agent (A₁) eller mere generelt deiksissløring.

I den dialektiske deiksissløringsanalyse drejer det sig bl.a. om at afdække hvordan subjekter i dialoger syntaktisk fremhæver og skjuler mulige semantiske agenter og objekter og derigennem hvordan personen med ytringen omtaler og ikke omtaler subjekter, fænomener, ting og relationer i tekstens kontekst. Det fænomen Mortensen kalder agentivstrygning, er altså ikke et rent grammatisk, ‘indre’ fænomen, men en uoverensstemmelse mellem det der kan siges semantisk om de kontekstuelle forhold med de syntaktiske midler og det der faktisk siges.

De fire niveauer i en tekst, det syntaktiske, det semantiske, det kontekstuelle og det pragmatiske er altså alle afgørende for hvad og hvordan en tekst betyder.

I den kursiverede del af (2):

(2) Denne erkendelse har foreløbig ført til, at Miljøstyrelsen før jul lavede en frivillig aftale med industrien og landbruget om, at der hverken skal dyrkes genmodificerede afgrøder eller sælges genmodificerede frø i Danmark i 1999. (§9)

er der tre semantiske agenter som alle er mere handlende end modtagende og altså A₁: ‘Miljøstyrelsen’, ‘industrien’ og ‘landbruget’. Og der er et semantisk objekt (af en særlig art, nemlig en tekst), A_o: ‘Frivillig aftale’. Undersøger vi forbindelsen mellem ytringens semantiske fænomener og relationer og den omtalte kontekst ser vi at ‘Miljøstyrelsen’, ‘industrien’ og ‘landbruget’ er tre forskellige institutioner. Institutioner er indretninger indstiftede efter mere eller mindre eksplicit overenskomst i vores sociale sfære. Semantisk omtaler vi ofte institutioner som om de handlede på samme niveau som subjekter (de er altså A₁ og A₂) på trods af at institutioner netop ikke er enkeltsubjekter eller grupper af subjekter, men en mere eller mindre kompleks konjunktur af subjekter hvoriblandt nogle har juridisk eller legitim ret til at udtale sig eller handle på vegne af institutionen (eksaminator og censor er et velkendt eksempel for de fleste). Det kan være helt uproblematisk at omtale institutioner som om de handlede i og af sig selv. Men i andre tilfælde kan det opklare nogle sammenhænge som ellers er mystificerede at undersøge hvem der faktisk foretager de omtalte handlinger.

En kort definition er på sin plads. Institutioner er kendetegnet ved at være abstrakte fænomener der består af subjekter (nogle der udfører noget (C₁ og C₂) og nogle (C₃) der restringerer C₁ og C₂ eller får restringeret deres praksis^[3]) med et eller andet mere eller mindre ekspliciteret til fælles og at være fælles om (opgaver, pligter, rettigheder, interesser osv.). Institutioner består desuden af objekter, redskaber og tekster og har forskellige relationer til subjekter og institutioner uden for institutionen (i samfundet). Objekter for institutioner kan fx være miljø, dyrkning af jord osv. Jeg skelner mellem tre typer redskaber, institutioner anvender: 1) Fysiske redskaber: Computere, måleinstrumenter osv. 2) Mentale redskaber (teknologier): Beregningsmetoder (af skat fx), regelsæt osv. Og 3) sociale redskaber: Samarbejde, møder, konkurrence osv. Teksterne kan være af en art der regulerer relationerne mellem subjekterne og objekterne, redskaberne osv., og en art der fungerer som objekter for subjekternes arbejde osv.

I figur 2 har jeg illustreret en institutions konstituenter (dobbeltpilene symboliserer dialektiske relationer hvor én af polerne dominerer historisk).^[4]

Figur 2. En institutions konstituenter

Miljøstyrelsen er en statslig institution (et direktorat under Miljø- og Energiministeriet) med en række ansatte der bl.a. har til opgave, som objekt, at administrere miljølovgivningen og tilskudsordninger og at rådgive virksomheder, ministeren og andre myndigheder om miljøet og om de midler der anvendes til regulering af miljøet^[5]. ‘Landbruget’ er en metafor som kan dække over alle landmænd i Danmark, men som i dette tilfælde sandsynligvis betegner (nogle af) de institutioner der organiserer landmændene. Analogt er ‘industrien’ antagelig metafor for organisationer der organiserer industrivirksomhedsejere. Jeg kalder disse landmænd, industriejere og ansatte i Miljøstyrelsen for kontekstuelle subjekter. De findes i tekstens kontekst, men omtales ikke i teksten selv.

I (2) er der eksplicitte henvisninger til tre institutioner og til en tekst (frivillig aftale) der skal regulere nogle forhold i deres praksis, men ingen henvisninger til subjekter, objekter eller redskaber. Denne form for subjektløs handling er så almindelig, at vi sjældent lægger mærke til den. Netop derfor er det væsentligt at vi gennem en dialektisk deiksissløringsanalyse kan blive opmærksomme på at personen (S₁) der producerer eller citerer ytringen komplicerer subjektforholdene. I (2) er det hverken tydeligt hvem der har lavet den pågældende ‘frivillige aftale’ (C₁) eller for hvis skyld det er sket (C₃).

Jeg skelner mellem eksplicering, implicering og komplicering af semantiske og kontekstuelle forhold. I (2) er tids- (før jul), institutions- og tekstforhold ekspliceret, mens steds-, objekt- og kildeforhold er impliceret og endelig subjekt- og redskabsforhold kompliceret. De komplicerede forhold er dem som gennem en given metafor (her institutionsmetaforer) foldes sammen med (kom- af lat. cum-: sammen (med) og -plicere af lat. -plicare: fylde, folde) udtrykket og derfor ikke skal være tekstuelt eller kotekstuelt bestemt. De implicerede (im- af lat. im-: ind i) forhold er dem der i en mere ekspliceret ytring ville inddrages – fx er stedet (Danmark) impliceret af at der er tale om danske institutioner og om en dansk tekst.

Konsekvente kompliceringer af subjektforholdene kan vi kalde mystifikation. Det er særlig mystifikationer, der tiltrækker sig opmærksomhed i analysen. Som det fremgår af eksemplerne kan man komplicere både subjekt- og objektforhold og tids-, steds- og logikforhold. Hvor Frands Mortensen kun var optaget af hvem der var det handlende subjekt (med Mortensens term: Agentiven), er vi i en dialektisk deiksissløringsanalyse også interesseret i om det fx mystificeres hvem der har glæde af givne handlinger osv. (dvs. hvem er C₃, kompliceres A₃?).

Nogle processer i vores verden, fx den proces der beskrives med verbet ‘laver’ i (2), har prototypisk et handlende subjekt (C₁). Sådant et subjekt placeres som omtalt ofte som syntaktisk subjekt og fungerer som semantisk agent (A₁). Verbet ‘laver’ fremhæver derimod ikke prototypisk som fx verbet ‘giver’ at der er et modtagersubjekt (C₂) (‘Jeg giver dig gaven’) i processen/handlingen. Ikke desto mindre har ytreren ofte mulighed for at fremhæve at der er en modtager fx gennem relatoren ‘til’^[6]: “lave en genmanipuleret roe til forbrugeren” hvor ‘forbrugeren’ er A₂ og henviser til C₂.

Hverken det handlende kontekstuelle subjekt eller det modtagende kontekstuelle subjekt er nævnt i (2), og der er altså tale om en komplicering af C₁ (fordi en institution erstatter et handlende subjekt som A₁) og en implicering af C₂ (fordi ingen A₂ er nævnt).

Med nogle verber, fx verberne ‘er’ og ‘har’, kan ytreren helt komplicere processer der kontekstuelt udføres af subjekter og semantisk kunne beskrives med agenter. I (3)

(3) Mens lovgivningen er på vej gennem EU-systemet har flere medlemslande sat brugen af de genmodificerede organismer på stand by. (§1)

omtales en proces som om den var en ting – verbet ‘lovgiver’ er nominaliseret som ‘lovgivningen’. Navnet ‘lovgivning’ benævner en proces’ hvorved nogle subjekter giver nogle andre subjekter love som begrænser deres handlingsrum. Denne forstenede form af processen kan omtales som en ting der ‘er på vej’ hvorved det hverken fremgår hvem der giver lovene eller hvem der underlægges dem. Her er både A₁ og A₂ altså komplicerede, og det grammatiske subjekt er et semantisk objekt.

Som det fremgår kalder jeg nominalisering hvor en proces i konteksten semantisk gøres til et objekt med en metafor for en forstenet semantisk form. Også navnet ‘brugen’ i (3) er en forstening af processen ‘bruger’. Hvem bruger de genmodificerede organismer? Nominaliseringer er kun en af flere muligheder for at forstene. Fx anvendes verbets P-bøjninger^[7] (der er blevet lovgivet, den lovgivende) ofte som semantiske forsteninger.

Der er principielt altid andre subjekter der er deltagere i en given proces (C₃-ere) udover de subjekter vi omtaler semantisk som A₁ og A₂. Der er sjældent tvingende sproglige grunde til at omtale deltagerne (som A₃). Derfor er det ofte op til analysen at fremhæve disse kontekstuelle subjekter. EUs love gælder for alle indbyggere i EUs medlemslande – borgerne er modtagere af lovgivningen (C₂). Men borgerne i EU er ikke de eneste der får restringeret deres praksis af lovene. Et eksempel på nogle der deltager i at EU giver love, er alle landmænd rundt omkring i verden (fx i USA og i Vietnam) der ønsker at eksportere til Europa eller som på deres eget hjemmemarked skal konkurrere med europæiske genmanipulerede fødevarer. De vil være nødsagede til at dyrke fødevarer der kan konkurrere med de genmanipulerede fødevarer – og det vil sikkert kun være genmanipulerede fødevarer der kan det^[8].

Ko- og kontekstuelle forhold

Der er en række forhold som altid medkonstituerer ytringen. Således har en ytring altid en kilde. Denne kilde kan være producenten af ytringen selv (S₁), men det er ofte andre subjekter (S₃’er) eller overgribende subjekter (omtalt som ‘man’, ‘enhver’, ‘alle’ osv.). Både (1), (2) og (3) har implicerede kilder. Et træk der er gennemført igennem hele teksten. Der er to kilder der optræder med navns nævnelse: Landbrugsmedarbejder i miljøkommissærens kabinet Rasmus Kjeldahl og kontorchef i Miljøstyrelsen Søren Søndergaard-Kjær. Kilder er en kategori af S₃-er.

Producenten ytrer ytringen med en given modalitet. I den dialektiske grammatik betragter vi ordvalg som en væsentlig modalitet. I (4):

(4) Debatten om genteknologi har længe været et varmt emne blandt EU’s borgere. Forbrugerne er generelt skeptiske og bekymrede over brugen af genmodificerede organismer - GMO’ere i fødevarene. Det er en bekymring man tager alvorligt i EU. (§2)

betegnes den samme gruppe af personer, nemlig indbyggerne i de europæiske lande der er medlem af EU, med to forskellige ord. Først kaldes de ‘EU’s borgere’ – med denne benævnelse, denne modalitet, kan de debattere. I sætningen efter bliver de samme personer benævnt ‘forbrugerne’ – og nu kan de være skeptiske og bekymrede. En borger deltager med rationelle argumenter for og imod i debatter om væsentlige problemstillinger. En forbruger lader sig styre af sine følelser og kan derfor beroliges med informationer og med forsikringer om at ‘man’ tager bekymringen alvorligt i EU. Bemærk at ‘man’ her fungerer som handler, A₁ (ikke overgribende subjekt), og derved komplicerer C₁ fordi ‘man’ erstatter egentlige handlende subjekter. Bemærk tillige glidningen i det metaforiske udtryk: ‘EU’ der først betegner et geografisk område og dernæst et bureaukratisk system der administrerer og lovgiver for indbyggerne i det geografiske område.

Alle sætninger ytres med en modalitet – det gælder også ytringer som ‘konstaterer’: “Forbrugerne er skeptiske…” (§2) har en værensmodalitet: Ifølge ytreren er det hverken godt eller skidt, glædeligt eller sørgeligt, engagerende eller passiviserende – det er bare sådan at forbrugerne er skeptiske.

Metoden

Til brug for deiksisanalyse har Bang og Døør (1990:16) udviklet en metode som består af tre trin: a) Find de [relevante, jb] deiktiske træk i teksten, b) undersøg hvilke relationer de deiktiske træk indgår i til hinanden, og c) undersøg hvem og hvad der er de aktuelle konstituerende kontekster for og af teksten. Her skal deiktisk forstås bredt som alle træk (syntaktiske og semantiske) i teksten der henviser. Dvs. at undersøgelsen i a) ud over en udpegning af person-, logik-, tids- og stedsdeiktiske ord omfatter en udpegning af semantiske agenter, objekter, redskaber og tekster.

Genernes grammatik

Analyseteksten i bilag 1 er skrevet af journalist på magasinet Europa Inge Fisker. I en forstand er magasinet Europa altså S₁ idet det er magasinet der opfattes som afsender, og i en anden forstand – på et andet niveau – er det Inge Fisker der er S₁ idet det konkret er hende der har skrevet teksten.

Teksten handler om Europakommissionens kontrol med genteknologi i form af lovgivning om og administration af produktionen af genmanipulerede fødevarer. Udgangspunktet for artiklen er en påstand om at forbrugernes bekymring for genmodificerede fødevarer har fået Europakommissionen til at tage problemstillingen alvorligt. Artiklen beskriver hvordan denne alvor kommer til udtryk på forskellige nationale og føderale administrations- og politiske niveauer.

På det WTO-møde i december 1999 hvor de folkelige demonstrationer tiltrak sig mere opmærksomhed i de danske medier end selve mødet og hvor forhandlingerne brød sammen^[9], lykkedes det USAs delegation at få gennemtrumfet at spørgsmål om genmanipulerede fødevarer ikke er miljø- eller sundhedsspørgsmål, men alene er et spørgsmål om økonomi. Virkeligheden har altså overhalet de beroligende ord i “Tænkepause til generne”. Det gør ikke teksten mindre interessant. Tværtimod. De fleste af de kilder Inge Fisker har talt med, må have vidst at alle de kræfter i Europa der arbejdede for statslig og EU-styring af genteknologi kunne vise sig at være spildte. Det fremgår ikke af teksten, og det siger ganske meget om denne tekst og om den slags ideologisk naturaliserende og understøttende tekster i det hele taget. Læserne beroliges indtil beslutningen er taget.

Inge Fisker nævner en lang række institutioner (der jo fungerer semantisk som agenter) i “Tænkepause til generne” (analysemetodens punkt a): Europa-Kommisionen, EU-systemet, medlemslande, EU, miljøkommissærens kabinet, videnskabelige kommiteer, medlemslandes regeringer, Østrig, Frankrig, Danmark, England, myndighederne, industri, landbrug, danske regering, Miljøstyrelsen, grønne interesseorganisationer, Landbrugsrådet og Miljøministerrådet. Disse kan opdeles i fire typer: EU-institutioner (bureaukratier), videnskabelige institutioner, nationale regeringsinstitutioner (politiske og bureaukratiske) og lobby- og interesseorganisationer (enkeltsagspolitiske og/eller profitorienterede).

Som det ses, er der ingen parlamentariske institutioner (fx Europaparlamentet eller nationale parlamenter) nævnt i teksten. De såkaldt ‘grønne organisationer’ der vel må betegne mere og mindre folkelige bevægelser som Greenpeace, NOAH osv., nævnes derimod i teksten. De “spiller en vigtig rolle”, men dog ikke mere end at de først “inddrages” (husk passiven: Nogen inddrager ‘de grønne organisationer’, A₁ kompliceres) efter at Miljøstyrelsen, ‘landbruget’ og ‘industrien’ har planlagt de “konkrete detaljer for forsøgsmarkerne” (§11-12). Det er altså ikke et folkeligt- og parlamentarisk-politisk spørgsmål om vi skal tvinges til at spise genmanipulerede fødevarer, men et spørgsmål mellem nationale og overnationale bureaukratiske systemer og profitorienterede organisationer.

En nærmere undersøgelse af objekter, redskaber og tekster^[10] for EU-systemet viser at særligt EU-systemets redskaber og til dels dets objekter er ganske sammenfaldende med dets tekster. EU har ikke fingrene i jorden, men administrerer blot på afstand – det nærmeste jorden EU-systemet kommer, er videnskabelige kommiteers vurderinger. EUs embedsmænd er altså symbolanalytikere, som restringerer landmændene og industriarbejderne og ‘forbrugerne’.

EU beskyldes ofte for at lide af et demokratisk underskud. “Tænkepause til generne” understøtter desværre denne beskyldning. Godt nok nævner Fisker i §2, at “Debatten om genteknologi [er] et varmt emne blandt EU’s borgere.” For det første viser resten af teksten at det ikke er debatten der er i fokus i EU’s beskæftigelse med objektet ‘genteknologi’, men derimod lovgivning og administration af regler og ansøgninger, og for det andet er det symptomatisk, at det slet ikke er debatten blandt EU’s borgere, “man tager alvorligt i EU” (§2), men bekymringen hos ‘forbrugerne’.

Det er en stort set mennesketom verden, Fisker beskriver, hvor institutionerne handler af sig selv som var de maskiner i et kompliceret netværk. I §5 er et ‘forslag til stramning’ ‘på vej gennem’ EU-systemet uden at ‘udviklingen’ går i stå i EU. Et forslag er noget nogen foreslår, og en udvikling er noget der sker gennem nogens handlinger. Der er altså tale om to forsteninger som komplicerer A₁. Her træder et af tekstens andre formål end at være informerende tydeligt frem. Teksten beroliger læseren (det er den talehandling Fisker udfører med teksten, det er tekstens force/kraft): De har styr på det nede i EU. At udviklingen ikke går i stå i EU, turde vel være selvindlysende så udsagnet fungerer som beroligelse af læseren og som forsikring om at Europakommissionen tager indførelsen af genmanipulerede fødevarer meget alvorligt. I samme paragraf fortsætter Fisker med at pointere at Europakommissionens administration gradvist har ændret sig. Hvem der administrerer, på hvilket grundlag og i hvis interesse, det sker, fremgår ikke (med forsteningen af ‘administrerer’ sker der en komplicering af A₁ og, da vi med verbet ‘administrerer’ ikke prototypisk nævner modtagere og deltagere af administrationen, en implicering af A₂ og A₃).

To andre institutioner er centrale i beroligelsen af læseren: Medlemslandene og de videnskabelige kommiteer. Disse spiller, skriver Fisker i §6, en ‘afgørende rolle’ i godkendelsen af de genmanipulerede fødevarer. Inge Fisker tillægger tydeligvis særligt de videnskabelige kommiteer en beroligende effekt. Henvisninger til videnskab og videnskabelige kommiteer og vurderinger optræder syv gange i den korte tekst. Det bliver derfor ganske interessant hvem der udgør de videnskabelige kommiteer (hvem er C₁-erne) – hvis vi skal overlade vores kontrol til videnskabskommiteer, er det vel ret væsentligt hvilke interesser medlemmerne har og hvilke faglige kvalifikationer de besidder og ikke besidder. Men desværre ser vi også her en konsekvent komplicering af A₁.

Tandhjul i maskineriet

Fisker nævner tre personer der inkarnerer de bureaukratiske systemer. Den første er daværende miljøkommissær Ritt Bjerregaard der (som A₁) i 1997 “fremlagde […] et forslag til stramning” (§3). Kommissæren har herredømme og magt til at handle på egen foranledning. Det har den næste person tilsyneladende ikke. Rasmus Kjeldahl siger ifølge tekstens første eksplicitte citat (§4):

- Da der er tale om udvikling af ny teknologi, er det også nødvendigt, at EU’s lovgivning følger med og ændrer sig i takt med udviklingen […].

Kjeldahl er tilsyneladende på det rene med at han og de andre bureaukrater blot er teknikere der skal få EU’s lovgivningsmaskine til at udvikle sig i takt med en subjektløs udvikling af ‘ny teknologi’. Både udviklingen af ny teknologi og lovgivningen er således forstenede processer, som kører af sig selv uden subjekter der handler eller griber ind i processerne. Bemærk de to lettere forskellige betydninger af ordet ‘udvikling’: Den første anvendelse handler om en udvikling af specifikke teknologier. Den næste anvendelse viser tilbage til den foregående, men ved at anvende ordet i bestemt form, udviklingen, gør Kjeldahl samtidig udvikling af en specifik teknologi til en styrende faktor i Udviklingen (den generelle samfundsmæssige og positivt ladede med stort U) som vi som bekendt ikke kan stoppe.

Den tredje person der omtales med navns nævnelse, er Søren Søndergaard Kjær der i §10 udtaler sig i første person flertal (med Bang og Døørs terminologi: D₁^[11]) om ‘vort mål’. Søndergaard Kjærs D₁ omfatter ikke S₂, men er en beskrivelse af hvordan S₁ og C₁ (de øvrige subjekter der arbejder med ‘Landmandens ABC’ i Miljøstyrelsen) vil ‘skabe et bredt vidensgrundlag’ for svarene på de spørgsmål der ‘optager borgere, landmænd og politikere’. Søndergaard Kjær og Miljøstyrelsen sætter altså tilsyneladende selv dagsordenen for danske landmænds anvendelse af genteknologi i dyrkelse af fødevarer. Men et enkelt verbum afslører at det ikke er så magtfuld en Miljøstyrelse vi har: “Når han [landmanden] om nogle år skal dyrke de nye afgrøder.” Søndergaard Kjær følger sin implicitte forudsigelse af de genmanipulerede fødevarers komme op i tekstens sidste paragraf: “efterhånden som gensplejsede afgrøder bliver mere almindelige i vores dagligdag” (mine kursiveringer). Der er tilsyneladende ikke tvivl i Søndergaard Kjærs sind: Det er blot et spørgsmål om tid, så skal landmændene dyrke genmanipulerede fødevarer. Så Miljøstyrelsens arbejde består ikke i at skabe grundlaget for en debat med velunderbyggede argumenter for og imod om genteknologi skal indgå i vores fødevarers produktionskæde. Miljøstyrelsens arbejde består alene i at skrive en manual for landmænd der med nødvendighed skal dyrke genmanipulerede fødevarer.

Udover de tre personer Fisker nævner ved navn, omtaler hun nogle grupper af personer: Forbrugerne, borgere, landmænd, politikere og folk. Disse grupper har som jeg påpegede ved omtalen af borgere kontra forbrugere, forskellige handlemuligheder i kraft af ordenes forskellige modalitet. Hvor borgerne kan debattere og forbrugerne være skeptiske og bekymrede, kan ‘folk’ “følge med i udviklingen” (§ 12, min kursivering). Der er naturligvis kun én ‘udvikling’, og den kan vi ikke ændre på. Folk i ‘lokalsamfundet’ har mulighed for at se hvad der sker på markerne, men de har ikke mulighed for at sige nej tak til at deres nærmiljø gøres til grand scale-laboratorier eller til at deres fødevarer bliver genmodificerede.

Også landmændene tildeles (!) en passiv rolle. De udpeges tilsyneladende af andre uden egen indflydelse. De “skal være med i forsøget” (§13, min kursivering). Når de er udvalgt skal de gives “den fornødne information og uddannelse” (§13) og have at vide “hvilke hensyn, der skal tages både i forhold til naturen og marken”^[12] (§10).

En verden uden Nogen skabt af Ingen

Der er forsteninger i næsten alle tekster. Men det er ikke de samme forsteninger der er i alle tekster. I en undersøgelse af forsteninger drejer det sig ikke om at kritisere forsteninger over en kam, men om at finde ud af hvilke processer forfatteren bevidst eller ubevidst ikke mener har handlere og modtagere og hvilke der har.

Som jeg har påpeget har Fisker ikke nævnt én eneste af de transnationale virksomheder der har investeret milliarder af kroner i genteknologi og som (ifølge egen logik: Med god ret) kan forvente at få et stort afkast af investeringen. Er de ikke nævnt ved navn, er de til gengæld kompliceret flere steder i teksten: “Brugen af genteknologi”, “genmodificerede organismer”, “udvikling af ny teknologi”, “markedsføring af GMO’ere”. Nogen udvikler, bruger og markedsfører teknologi og genmodificerer organismer for at andre kan dyrke fødevarer, etablere marker, plante foderroer. Er de bioteknologiske virksomheder og de kontekstuelle subjekter heri semantisk kompliceret i teksten, er landmændene derimod nævnt flere gange. De er til gengæld som sagt passive og underlagt andres administration og beslutninger.

Som jeg har afdækket løbende ovenfor kompliceres også kontekstuelle subjekter i EU-systemet semantisk i en del forsteninger. Subjekterne giver love, administrerer, strammer, udvikler sig, godkender og dispenserer for dem der skaber teknologien og dem der dyrker fødevarerne.

I Danmark skal Miljøstyrelsen legitimere beslutninger i EU. Det sker som det skal i vore dage gennem honorering af “den stigende efterspørgsel fra borgerne om mere information” som bygger på “viden og erfaringer” som man kan indsamle. I vores informationssamfund er de forstenede processer: Information, viden og erfaringer – ting, som kan indsamles (jf. Bundsgaard 1999). I alle tre eksempler er A₁ komplicerede. Men naturligvis er det væsentligt for os (C₂) der skal have en viden om genmanipulerede produkter hvem der har erfaret og hvem der véd (hvem er C₁). Hvordan har de erfaret, hvem har betalt for deres erfaringsdannelse (hvem er C₃), og hvilke erfaringer er konsekvent undgået?

Udviklingens logik

Det går stærkt. Rigtig stærkt i disse tider. Hele tiden er der nye teknologier der revolutionerer alting så intet er som før. Med internettet kan vi pludselig komme i kontakt med hele verden og med genteknologien kan ‘vi’ kontrollere alt, selv livet. Sådan er forestillingen i det manioprogressive samfund. Heldigvis har vi EU til at holde fast i et klippefremspring så vi ikke falder af udviklingen ned i stilstandens afgrund.

I denne udviklingens logik er der naturligvis en snæver sammenhæng mellem tid og logik. Det kommer til udtryk helt ned i tekstens syntaks. De fleste eksplicitte modalitetsudtryk i teksten er af tidsmæssig karakter: Ordet allerede optræder således fire gange i teksten. Og der er indtil flere angivelser af tidspunkter og tidsrum i de fleste paragraffer. I modsætning hertil er der meget få specifikke stedsangivelser.

Når udviklingen er så vigtig, er det naturligvis hele tiden det nye der bestemmer hvilke handlinger bureaukraterne udfører. I §4 ses således følgende logik:

Som i enhver tekst er der en række uudtalte præmisser og konklusioner på argumentationen. I “Tænkepause til generne” er de uudtalte konklusioner overvejende at EU er på forkant med udviklingen. Således §5:

En grundlæggende uudtalt præmis er, at videnskab er saglig, objektiv og kan levere tilstrækkeligt grundlag for en beslutning om at genteknologi skal indgå i produktionen af vores fødevarer. Således i §6: “Og de videnskabelige komiteer, der kommer med en vurdering af det videnskabelige grundlag, der ligger til grund for en eventuel godkendelse.”

Konklusioner

Efter læsningen af Fiskers artikel sidder læseren sikkert tilbage med fornemmelsen af at udviklingen går fremad med stormskridt. Så det gælder blot for vores statslige og overstatslige myndigheder om at hænge på med lovgivning og administration. Der er ikke tid – eller grund – til at stille spørgsmål om hvorvidt vi er på rette spor – EU og Regeringerne har den fornødne videnskabeligt sikrede kontrol med udvikling og anvendelse af de nye teknologier.

Det er tilsyneladende ikke interessant for Inge Fisker eller EU hvem der har interesse i at resultaterne af anvendelse af genteknologier gør deres indtog i vores dagligdag. Det er ikke interessant hvem der bestemmer udviklingen eller hvem der har moralsk og etisk ansvar for de ukontrollerbare eksperimenter nogen udfører med vores fælles jord.

Fairclough siger i sin Discourse and Social Change at “Discourse as an ideological practice constitutes, naturalizes, sustains and changes significations of the world from diverse positions in power relations” (1993:67). I denne epoke i genteknologiernes indtog i vores sociale, biologiske og ideologiske liv vil mange tekster (diskurser) være orienteret mod naturalisering og bevaring af ideologien om genteknologiernes potentiale som bedre, billigere og sundere redskaber til produktion af fødevarer. Det gælder således også for en tilsyneladende objektiv og refererende tekst som “Tænkepause til generne”. Det har været et af målene for mig at klarlægge hvordan denne naturalisering finder sted, og deriblandt hvordan der sker en ophævelse af begivenheder fra at være noget mennesker foretager sig til at være noget der ‘bare sker’ eller som forårsages af upersonlige agenter, fx institutioner.

“Tænkepause til generne” lever forbilledligt op til Faircloughs beskrivelse af hvordan diskurser kan virke naturaliserende og bevarende på ideologien. I dette tilfælde ideologien om at mennesker i bioteknologiske virksomheder kan udvikle teknologier med hvilke de kan underlægge sig endnu flere områder af naturen end mennesket allerede har gjort uden at det giver alvorlige problemer hverken for ‘naturen’ eller de (unaturlige) mennesker der skal fortære fødevarerne. Med genteknologien ses den hidtil mest ekstreme udfoldelse af den kollektive kulturelle kultur-naturkernemodsætnings ideologi om at naturen er død beregnelig materie mennesker kan udnytte og manipulere som de vil.

Med den metode til deiksissløringsanalyse jeg her har præsenteret, er det for det første muligt at få et indblik i det verdensbillede, skribenten har, lige som det er muligt at afklare ideologisk bestemte fremstillinger af begivenheder. For det andet kan metoden anvendes til at give en fornemmelse af teksters sværhedsgrad. Mennesker der er inde i de sammenhænge Inge Fisker her omtaler, er næppe i tvivl om hvad det er hun taler om og præsenterer. Men lægfolk som mig og sandsynligvis min læser efterlades med et noget overfladisk billede af sammenhængene – hvis ikke det er helt forkert. Når børn skal lære at læse fagtekster, journalistiske tekster osv. vil mange impliceringer og kompliceringer gøre teksterne mere eller mindre uforståelige. Derfor kan metoden også bruges til at bestemme træk af teksters sværhedsgrad.

Litteratur

Bang, Jørgen Chr. og Jørgen Døør: “Sprogfilosofi og produktionsbetingelser for sprog” I: Jørgen Chr. Bang og Jørgen Døør (red.): ASTA 3 – sprogfilosofi. Odense 1977.

Bang, Jørgen Chr. og Jørgen Døør: “Language, Institutions, and Classes” I: Kirsten Gregersen (red.): Papers from the Fourth Scandinavian Conference on Linguistics. Odense 1978.

Bang, Jørgen Chr. og Jørgen Døør: Sprogteori I-IX. Odense 1985-1998.

Bang, Jørgen Chr. og Jørgen Døør: Sprogteori IV. Deixis, Anafor og Lexis – to essays om dialektikken mellem semantik & pragmatik. Odense 1990.

Bang, Jørgen Chr.: Dansk Dialektisk Sprogteori – et ufærdigt råudkast om deixis, metafor og modalitet som basale aspekter af sproget. Odense 2001.

Bang, Jørgen Chr. og Sune Steffensen: “Sætnings-, ord- og morfemklasser i dansk sprog. Udkast til en dialektisk dansk grammatik” I: 8. møde om udforskningen af dansk sprog. Århus 2001 (forthcoming).

Bernstein, Basil: Class, Codes and Control. Vol. I: Theoretical Studies towards a Sociology of Language. St Albans, Hurts 1973 (1971)

Bundsgaard, Jeppe: Internettet. Atom eller fragment – en dialektisk kommunikationsteoretisk og -historisk undersøgelse af internettet. Odense 1999. (http://hjem.get2net.dk/JeppeB/ speciale).

Diderichsen, Paul: Elementær Dansk Grammatik. 3. udg. København 1962 (1946).

Døør, Jørgen: Moralske Meditationer. Odense 1998.

Fairclough, Norman: Discourse and Social Change. Oxford 1992.

Halliday, M.A.K.: An Introduction to Functional Grammar. 2. udg. London 1994 (1985).

Halliday, M.A.K.: “New Ways of Meaning. The Challenge to Applied Linguistics”. I: Martin Pütz (red.): Thirty years of Linguistic Evolution. Amsterdam 1992.

Lindø, Anna Vibeke: Samtalen som livsform – et bidrag til dialoganalysen. Århus 2002.

Mortensen, Frands: Kommunikationskritisk analyse af 22-radioavisen. Grenå 1977 (1973).

Nielsen, Keld, Henry Nielsen og Hans Siggaard Jensen: Skruen uden ende – Den vestlige teknologis historie. København 1991 (1990).

Steffensen, Sune: De danske verbers morfologi(er). En dialektisk fremstilling af nogle transsituationelle dialog-, sprog-, ord- og morfemlogikker. Prisopgaveafhandling. Odense 2001.

Bilag

Nedenstående var en af seks tekster AltaVista den 5. november 1999 gav som svar på Advanced Search med søgestrengen: “(url:www.europa-kommissionen.dk AND fødevarer) AND (genmodificer* OR genmanipuler* OR gensplejse*)”, der skulle give alle tekster på Europa-Kommisionens danske repræsentations hjemmesider (men sandsynligvis ikke gør det, jf. Bundsgaard 1999:64ff), hvor ordet fødevarer og et af ordene genmodificeret/-ede, genmanipuleret/-ede eller gensplejset/-ede optræder. Af de seks tekster er nedenstående den nyeste af to, der har genmanipulation som mere overordnet emne. Adressen er: http://www.europa-kommissionen.dk/magasin/jan99/00000006.htm.

Titel	Tænkepause til generne
Kolofon	Dato:          30.01.99 Skribent:    Inge Fisker Redaktion: Europa Sektion:      sek1 Side:           4
§1	Forbrugerne i EU er skeptiske overfor brugen af genteknologi til fremstilling af fødevarer. Derfor fremlagde Europakommissionen allerede forrige år et forslag til en stramning af lovgivningen på området. Mens lovgivningen er på vej igennem EU-systemet har flere medlemslande sat brugen af de genmodificerede organismer på stand by.
§2	Debatten om genteknologi har længe været et varmt emne blandt EU’s borgere. Forbrugerne er generelt skeptiske og bekymrede over brugen af genmodificerede organismer - GMO’ere i fødevarerne. Det er en bekymring, man tager alvorligt i EU.
§3	Allerede i slutningen af 1997 fremlagde miljøkommissær Ritt Bjerregaard et forslag til en stramning af de eksisterende regler på det genteknologiske område.
§4	- Da der er tale om udvikling af ny teknologi, er det også nødvendigt, at EU’s lovgivning følger med og ændrer sig i takt med udviklingen, forklarer Rasmus Kjeldahl, landbrugsmedarbejder i miljøkommissærens kabinet.
§5	Selvom forslaget til en stramning af de gældende regler fortsat er på vej gennem EU systemet, er det ikke ensbetydende med, at udviklingen i EU går i stå. I den mellemliggende periode har Europa-Kommissionens administration af hele godkendelsesproceduren i forbindelse med nye gensplejsede produkter gradvist ændret sig, så den allerede på nuværende tidspunkt stort set på alle punkter er i overensstemmelse med de nye skrappere regler.
§6	Det drejer sig blandt andet om skærpede krav til de enkelte godkendelser, overvågningssystemer og risikovurderinger. Ligesom både de enkelte medlemslande og de videnskabelige komiteer spiller en afgørende rolle i hele godkendelsesprocessen. Det er nemlig de enkelte medlemslandes regeringer, der i sidste ende godkender de enkelte produkter. Og de videnskabelige komiteer, der kommer med en vurdering af det videnskabelige grundlag, der ligger til grund for en eventuel godkendelse.
§7	Alligevel har den megen røre om genteknologien ført til, at flere medlemslande har taget forskellige forholdsregler i forbindelse med indførelsen af de gensplejsede produkter. I Østrig har man for eksempel lavet et midlertidigt forbud mod en genmodificeret majs. I Frankrig har man stillet enkelte ansøgninger om indførelse af GMO’ere i bero. Og i Danmark og England har den stigende efterspørgsel fra borgerne om mere information om GMO’ere ført til frivillige aftaler mellem myndighederne og industri og landbrug.
§8	Selvom den danske regering kun i enkelte tilfælde har modsat sig EU’s godkendelse af markedsføring af GMO’ere, så har man alligevel erkendt, at der er brug for mere information på området.
§9	Denne erkendelse har foreløbig ført til, at Miljøstyrelsen før jul lavede en frivillig aftale med industrien og landbruget om, at der hverken skal dyrkes genmodificerede afgrøder eller sælges genmodificerede frø i Danmark i 1999. Derimod skal året bruges til at etablere en række forsøgsmarker, så man kan indsamle viden og erfaringer om, hvad der for eksempel sker med den omgivende naturs flora og fauna, når man dyrker gensplejsede afgrøder i større målestok:.
§10	- Vort mål i det kommende år er at lave en slags ‘Landmandens ABC’ i forhold til gensplejsede afgrøder. Sådan at landmanden ved, hvilke hensyn, der skal tages både i forhold til naturen og marken, når han om nogle år skal dyrke de nye afgrøder. Med forsøgsmarkerne vil vi vise, hvad den her form for genteknologi går ud på. Vi vil gerne skabe debat og et bredt vidensgrundlag, så vi, når året er omme, kan besvare de spørgsmål, som optager både borgere, landmænd og politikere, siger kontorchef i Miljøstyrelsen Søren Sønder-gaard Kjær til EUROPA.
§11	I øjeblikket er man i gang med at planlægge de konkrete detaljer for forsøgsmarkerne. Det sker i første omgang i et samarbejde mellem Miljøstyrelsen, landbruget og industrien, men Søren Søndergaard Kjær understreger, at de grønne organisationer også skal inddrages i samarbejdet.
§12	- For at skabe åbenhed forestiller vi os, at forsøgsmarkerne skal placeres lokalt, så folk har mulighed for at følge med i udviklingen på markerne. I den forbindelse spiller de grønne interesseorganisationer en vigtig rolle, fordi de som regel allerede fungerer i lokalsamfundet.
§13	Det er endnu ikke fastlagt, hvor mange forsøgsmarker, der skal etableres, og hvilke landmænd der skal være med i forsøget, men det ligger fast, at det er Landbrugsrådet, der kommer til at stå for den fornødne information og uddannelsen af de landmænd, der skal være med i projektet.
§14	I år er det kun den danske foderroe, der skal plantes på forsøgsmarkerne, og det sker, selv om roen endnu ikke er godkendt af de øvrige medlemslande i EU. Ansøgningen behandles i øjeblikket i EU. Om godkendelsen kommer, inden foderroen skal plantes på de danske forsøgsmarker, er tvivlsomt, men medlemslandene har lov til at give dispensation, når der er tale om forsøgsudsætninger med GMO’ere, bare afgrøderne ikke bliver markedsført.
§15	Den videnskabelige vurdering af den danske foderroe er netop afsluttet. Nu skal sagen i løbet af de næste par måneder behandles i det såkaldte stående udvalg, som på baggrund af den videnskabelige vurdering tager stilling til, om foderroen skal godkendes eller ej, hvis der ikke opnås enighed i udvalget skal sagen videre til Miljøministerrådet, som så skal træffe den endelige beslutning.
§16	Ifølge Rasmus Kjeldahl, er det umuligt at sætte en dato på en eventuelt godkendelse, fordi EU’s undersøgelser af de enkelte ansøgninger om brug af genmanipulerede produkter er meget grundige.
§17	- Der er mange af de andre medlemslande, der har haft kritiske spørgsmål til den danske foderroe, og for at få besvaret disse spørgsmål er foderroen blevet vurderet af en af EU’s videnskabelige komiteer. Deres vurdering ligger til grund for medlemslandenes beslutning. For at få alle spørgsmål besvares på en fyldestgørende måde, kan der gå flere måneder, før der foreligger et tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag at træffe den endelige beslutningen på, fortæller Rasmus Kjeldahl.
§18	Kontorchef Søren Sønder-gaard Kjær er godt klar over, at det er begrænset, hvad der kan nås på det år, den frivillige aftale gælder.
§19	- Vi kan for eksempel ikke måle langtidseffekten af de forsøg, vi sætter i gang, men vi kan indsamle de første resultater og på den måde følge udviklingen på markerne og i den omkringliggende natur. Og jeg er sikker på, at flere forskellige forsøgsaktiviteter vil se dagens lys, efterhånden som gensplejsede afgrøder bliver mere almindelige i vores dagligdag.