En sammenligning af Wittgensteins sprogopfattelse i Philosophische Untersuchungen og Austins talehandlingsteori

Af Jeppe Bundsgaard

Indledning

Wittgenstein – ordene skabes i sprogspil

Opgør med Tractatus og det nye sprogsyn
I Tractatus havde Wittgenstein, påvirket af bl.a. Frege og Russel, udarbejdet en sprogteori, der hentede sin inspiration fra logikken. Sproget anvendes til at sige noget om virkeligheden. En meningsfuld sætning afbilder således et sagforhold, der er "eine Verbindung von Gegenständen (Sachen, Dingen)" (Tractatus, §2.01). Det er principielt muligt at afgøre, hvorvidt sagforholdet er i overensstemmelse med kendsgerningerne (og dermed verden). Derved bliver en sætning til en sandhedsfunktion. Er der overensstemmelse mellem sagforholdet udtrykt i sætningen og kendsgerningen om virkeligheden er sætningen sand. Sætninger, som ikke således udtrykker sagforhold er meningsløse. Som grundlag for sproget hævder Wittgenstein, at der eksisterer en række elementarsætninger, som har en simpel sandhedsfunktion og er indbyrdes uafhængige. Der er fremkommet mange forslag til sådanne elementarsætninger, fx Favrholdts "Det regner", men der er ikke skabt enighed om deres status.

I PU gør Wittgenstein grundlæggende op med denne måde at opfatte sproget på. Han vender blikket fra et tænkt formelt idealsprog af sagforhold udtrykt vha. elementarsætninger eller disses sammensætning, og mod dagligsproget, som det tales af os alle. Det drejer sig ikke om at normere men om at beskrive. Sproget er meget mere end det virkelighedsbeskrivende værktøj for naturvidenskaberne, det blev gjort til i Tractatus. Det er som en by med gamle og nye huse, snørklede gader, tilbygninger fra forskellige tider, og forstæder med lige gader og lyse alleer. (Jf. PU, §18) Når vi samtaler taler vi inden for forskellige sammenhænge, i forskellige dele af sprogbyen, så at sige. Vi indgår i en række sprogspil, fx når vi hilser, diskuterer politik, er sammen med vores venner eller på besøg hos dronningen.

Sammenligningen med spil er ikke tilfældig. Ligesom der indenfor klassen af spil2 gives tilsyneladende uforenelige elementer, fx skak, kabale og fangeleg, er det heller ikke muligt at finde fællestræk ved alle sprogspil. Sprogspil er udtryk for (eller i) forskellige livsformer. (Jf. PU, §23)

Typeeksemplet Augustin
I sit opgør med den traditionelle repræsentationsteori indenfor sprogfilosofien/-systembeskrivelsen anvender Wittgenstein Augustin som eksponent for sine modstandere. Disse modstandere er bl.a. Frege, Russel – og altså også Wittgenstein selv i hans egenskab af forfatter til Tractatus.

Augustin fortæller i sine Confessiones, at han som barn lærte sproget gennem pegemetoden. Når han så en hund, pegede hans forældre og sagde "hund", hvorved han forstod, at de navngav hunden. Når de pegede på en rød plet og sagde rød, opfattede han det, og lærte på den måde langsomt sproget ostensivt.

Denne teori for sprogindlæring er ikke holdbar, for hvad sker der fx, når der er tale om tallet fem? Her kan man ikke pege på noget. Det handler nemlig om at kunne anvende ordet fem korrekt, således at købmanden, når han bliver bedt om fem æbler, tager fem og ikke fx seks eller fire æbler frem. (Jf. PU, §1)

Wittgenstein påviser, at Augustin slet ikke kan lære et sprog ved blot at lære ordene i sproget ostensivt. Idet en sådan indlæring forudsætter, at Augustin allerede kender et "pege-sprogspil", så han forstår, at han skal følge håndens linie mod tingen3. "Man muß schon etwas wissen (oder können), um nach der Benennung fragen zu können." (PU, §30) For at lære et (evt. kunst-)sprog gennem ostensive definitioner er det altså nødvendigt allerede at kende et sprog.

Et andet argument mod den traditionelle sprogopfattelse påpeger, at sætningen: "Peter er død" er meningsløs: hvis "Peter" blot refererer til den og den person, må hans død jo betyde, at han ikke eksisterer længere og derfor ikke kan være død. Der er altså mere i et navn end dets reference. Som vi skal se, tager Wittgenstein konsekvensen og lader ords mening afgøres af måden, de anvendes på. En indsigt der udtrykkes i det kendte slagord: "Meaning is use!"4

Sprog er spil - dagligsprog er korrekt sprog
Jeg har allerede foregrebet behandlingen af Wittgensteins kernebegreb: Sprogspillet. Vi spiller forskellige spil i forskellige situationer. Wittgenstein konstruerer et simpelt sprogspil, for at illustrere sin idé (PU, §2). B skal hjælpe A med at bygge et hus. Til kommunikationen med B anvender A en række ord: terning, søjle, plade osv.; når B hører et af disse ord, skal han finde det pågældende element og række det til A. B kan lære ordene i sproget at kende ved, at A viser ham de forskellige elementer og siger deres navn. Men selv om B kan gentage ordene, har han stadig ikke forstået sproget. Først når han kan udføre den handling, der hører til hvert ord, kan man sige, at B forstår. Når han med andre ord kan anvende ordene/sætningerne rigtigt i den givne sammenhæng, forstår han sprogspillet – så kan han spille det.

Men disse ord er kun forstået i dette sprogspil, i denne begrænsede betydning. Når B kommer hjem til sine børn, som spiller terningspil, må han lære ordet "terning" i en ny betydning, som indgår i et andet sprogspil.

I vores kommunikation med hinanden spiller vi en lang række sprogspil, der dækker alle områder af vores liv. Fx fortælle vittigheder, befale, anmode, berette om en begivenhed osv. (jf. PU § 23). Det spil, der introduceres i Tractatus, er således blot et eksempel på et sprogvidenskabeligt sprogspil, der drejer sig om at fastlægge grænserne for naturvidenskabelig og anden entydig sprogbrug.

Det kendetegner de fleste spil, at der eksisterer en række regler, der skal overholdes, og som i og for sig udgør spillet. Man kan fx ikke spille skak, hvis man blot får at vide, hvad brikkerne hedder, og hvis det yderligere om kongen fortælles, at det er den brik, man sætter skak. Det samme gælder for sproget, som vi så det i eksemplet med byggesprogspillet. Derfor er det at kunne et sprog at kende og kunne følge reglerne:

Einen Satz verstehen, heißt, eine Sprache verstehen. Eine Sprache verstehen, heißt, eine Technik beherrschen. (PU, §199)

Familielighedsbegrebet
I sin undersøgelse af, hvad det er, der er fælles kendetegn for sprogspillene indfører Wittgenstein begrebet familielighed som et alternativ til en semantisk essentialisme, der mener, at ord kan afgrænses gennem en række definitioner af dem.

Prøv at betragte forskellige spil, skriver Wittgenstein til læseren, og se, hvad de har til fælles (PU, §66). Det viser sig, at de ikke har et enkelt træk til fælles, et som man kan pege på og sige: hvis det og det ikke gælder, er det ikke et spil. De har derimod træk tilfælles på kryds og tværs, nogle spilles på et bræt, andre i det fri, nogle gælder det om at vinde, nogle skal der være flere om, i andre spiller man alene, nogle spilles med bold, andre med computer osv. Wittgenstein sammenligner alle disse ligheder og forskelligheder med dem, man finder inden for en familie. En bror har en stor næse som sin far og en kvik replik som sin mor; søsteren er kraftig som sin mor og afbalanceret som sin far; den anden bror er kvik i replikken og ligner sin kusine, der ligner søsteren. Sådanne fællestræk på kryds og tværs kan man kalde familieligheder. Og det er denne betydning af ordet, Wittgenstein låner til beskrivelse af fællestrækkene inden for et spil.

Det samme gælder for sprogspillene, der ikke kan afgrænses til fx samtale, da man kan forestille sig adskillige sprogspil, fx tegnsprog, gestik5 og mimik, der ikke er talte, ligesåvel som man kan forestille sig mennesker, der taler sort, og som derfor ikke indgår i et sprogspil, på trods af at de anvender de samme ord, måske endda grammatisk korrekt, som anvendes i sprogspillene.

Heller ikke de enkelte begreber kan afgrænses præcist. Men ville det så ikke afklare vores sprog, hvis vi trak en grænse et sted? Nej, det ville det ikke. Det er nemlig ofte netop de udflydende grænser, der gør, at et begreb er anvendbart. (Jf. PU, §68-71). Wittgenstein nævner, som analogi til disse ikke skarpt afgrænsede begreber, ordren/anmodningen: "Halte dich ungefähr hier auf!" (PU, §71). Denne ordre er ment upræcis, og ville ikke være mere korrekt eller passende, hvis den blev afgrænset til et punkt. Sådan forholder det sig også med begreber, netop i deres brede anvendelsesfelt har de deres store potentiale til præcise udsagn!

Dog skal det ikke forstås således, at begreber ikke må afgrænses. Det er netop det, der sker i videnskaberne og juraen.

Hvad udretter en sætning
I Tractatus-perioden var der for Wittgenstein kun ét legitimt sprogspil: det virkelighedsbeskrivende. Derfor drejede Tractatus sig om at normere sproget, at forklare, hvorledes det måtte anvendes til at beskrive virkeligheden. Men det er slet ikke det, der er det interessante for filosoffen. Der findes tilstrækkelig empirisk viden til at løse de filosofiske problemer. Den skal blot sammenstykkes korrekt. Filosofiske problemer er nemlig fejl ved vores sprogbrug; fejl, der opstår, "wenn die sprache leerläuft, nicht wenn sie arbeitet." (PU, §132). Derfor drejer filosofi sig om at løse opgaven: "Alle Erklärung muß fort, und nur Beschreibung an ihre Stelle treten." (PU, §109). Det drejer sig om at beskrive sproget, som det er, og på den måde påvise, hvor sprogets logik er blevet misforstået. Hertil skal vi bruge det helt almindelige dagligsprog, der ikke er inficeret af fejlagtige opfattelser. Det kendetegner nemlig dagligsproget, at "[...] jeder Satz unsrer Sprache >in Ordnung ist, wie er ist<." (PU, §98). Filosofiens opgave løser vi således, når "Wir führen die Wörter von ihrer metaphysischen, wieder auf ihrer alltägliche Vervendung zurück." (PU, §116).

Forståelsens offentlighed
En sådan filosofisk problemknuser er Wittgensteins behandling af begrebet "at forstå".

Normalt ser vi handlinger som at løbe, at tale osv. som processer af legemlig aktivitet. Der findes en række verber, der ligner de her omtalte, men som ikke betegner legemlige aktiviteter, fx at tænke, at føle, at forstå osv. At forstå er tilsyneladende en akt, man refererer til, når man siger: "Nu forstår jeg". Men hvori må en sådan akt bestå, og hvad er det fælles træk ved alle de forskellige forståelser, vi kan opnå?

Wittgenstein giver et eksempel med en talrække, som A fremsiger for B. (Jf. PU, §151) På et tidspunkt udbryder B: "Nu forstår jeg!". Nu lyder da spørgsmålet: Hvad forstår B? Forstår han formlen for rækken, forstår han blot fortsættelsen intuitivt, ser han fortsættelsen for sit indre blik? Ligegyldigt hvilken af disse eksempler på forståelse B oplever, er der ikke nogen egentlig "oplevelse" af forståelse, han kan pege på. Det viser sig altså, at B ikke rapporterer eller beskriver nogen forståelsesakt. Det, han gør, er at gøre opmærksom på, at han har forstået; før kunne han ikke fortsætte rækken, nu kan han. Forståelsen er altså ikke en begivenhed, men en forskel mellem to situationer i kunnen eller indsigt.

Denk doch einmal garnicht an das Verstehen als >seelischen Vorgangdas ist die Redeweise, die dich verwirrt. (PU, §154)

Privatsprogsargumentet
Wittgensteins privatsprogsargument er egentlig bare første trin, omend det udløsende, i det kompleks, der har fået navnet privatsprogsargumentet. Det drejer sig i sidste ende for Wittgenstein om at få undersøgt, hvilken form for sprogspil det drejer sig om, når vi taler om indre fænomener såsom smerte og andre fornemmelser. Wittgensteins konklusion er, groft skitseret, at tale om smerte blot er en tillært del af smerteadfæren.

Først skal det bevises, at det ikke er muligt at have et privat sprog. Det gør Wittgenstein gennem et eksempel med en person, som hver gang, han har en given fornemmelse, skriver et mærke, fx. "E", i sin dagbog. Problemet er, at han ikke har nogle kriterier til at afgøre, om det er den samme smerte han genoplever. "Man möchte hier sagen: richtig ist, was immer mir als richtig erscheinen wird. Und das heißt nur, daß hier von >richtig< nicht geredet werden kann." (PU, §258).

Hvis vi havde at gøre med et privat sprog, hvor fornemmelserne var navne, skulle det principielt være muligt at oversætte navnene til et andet sprog. Ønsker man at oversætte nogle ord fra et sprog til et andet, kan man anvende et leksikon. Men hvis det ene sprog ikke tales, og hvis der ikke findes noget leksikon for det andre steder end i min forestilling, er det ikke muligt at oversætte til eller fra det! For hvilke objektivitetskriterier skulle lægges til grund for oversættelsen, andet end den ovenfor citerede fejlagtige forståelse af "rigtig"?

Når noget skal navngives, skal det kunne forholdes til andre elementer i objektmængden. Men det følger af, at vi intet leksikon kan have for et privat sprog, at vi ikke kan sammenligne og derved ikke genkende fornemmelser. Og fornemmelsessprogspillet bliver således ikke et navngivningsspil.

Derfor kan jeg principielt ikke meddele andre mine egne fornemmelser, følelser, ikke-artikulerede tanker, overbevisninger, stemninger osv. Der findes intet privat sprog, og man kan derfor ikke tale meningsfuldt og objektivt om sine indre, private oplevelser.

Men man kan jo tale om sine indre oplevelser, og det benægter Wittgenstein heller ikke. Blot taler man altså ikke om fornemmelserne selv. Wittgenstein sandsynliggør, at tale om fornemmelser ikke kan opfattes som udtryk for aflæsninger af egen adfærd, som behavioristerne gør.

Men hvad er tale om fornemmelser så? Wittgenstein mener, at vi kan lære meget om sprog ved at iagttage, hvordan det anvendes eller hvordan det indlæres. Derfor beskriver han, hvordan han opfatter smertesprogindlæringen hos børn. Når barnet falder og slår sig, skriger det. Forældrene reagerer med at spørge: "Gjorde det ondt?" og med lignende smerterelaterede sætninger. På den måde lærer barnet de ord, der hænger sammen med en given fornemmelse. Sproglige smerteudbrud bliver en tillært del af smerteadfærden.

Sie [forældrene] lehren das Kind ein neues Schmerzbenehmen.

»So sagst du also, daß das Wort >Schmerz< eigentlich das Schreien bedeute?« – Im Gegenteil; der Wortausdruck des Schmerzes ersetzt das Schreien und beschreibt es nicht. (PU, §244)

Ich kann in demselben Sinn blitzartig einen Gedanken ganz vor mir sehen, oder verstehen, wie ich ihn mit wenigen Worten oder Strichen notieren kann.

Was macht diese Notitz zu einer Zusammensfassung dieses Gedankens? (PU, §319)

Austin – sproget anvendt i talehandlinger

Dagligsprog
Ligesom Wittgenstein er Austins undersøgelsesobjekt dagligsproget. I opposition til Moore påviser Austin, at analyse af ytringer til grundlæggende begreber ikke er formålet. Meningen af et udsagn ligger ikke i en sum af delmeninger, der kan analyseres frem, men i en samlet mening, der kun kan forstås i den kontekst ytringen indgår i: "it is not enough simply to examine the words themselves; just what is meant and what can be inferred (if anything) can be descided only by examining the full circumstances in which the words are used." (Austin: Sense and Sensibilia, s. 41, efter SAM, s. 33)

Austin er altså enig med Wittgenstein i, at et ords mening er dets brug, i hvert fald, når det gælder for vore dagligdags begreber. Således giver han i artiklen "The meaning of a word" fra 1940 et eksempel på ordet "racy", og påpeger, hvordan det kan defineres ud fra "raciness" og gennem eksempler på, hvor ordet indgår, og hvor det ikke kan indgå. (Jf. SAM, s. 23)

Austins hypostasering af dagligsproget som objekt for de filosofiske undersøgelser medfører, at han må forkaste tanken om, at begreber skulle være noget ideelt; noget, der eksisterer uafhængigt af tungemål:

a word never—well, hardly ever—shakes off its etymology and its formation. (Austin: "A plea for excuses", s. 149f, efter SAM, s. 26)

Ich sage nicht: Wären die und die Naturtatsachen anders, so hätten die Menschen andere Begriffe (im Sinne einer Hypothese). Sondern: Wer glaubt, gewisse Begriffe seien schlechtweg die richtigen, wer andere hätte, sähe eben etwas nicht ein, was wir einsehen, – der möge sich gewisse sehr allgemeine Naturtatsachen anders vorstellen, als wir sie gewohnt sind, und andere Begriffsbildungen als die gewohnten werden ihm verständlich werden. (PU, s. 578)

Philosophers will do this [tale om uendelige anvendelser af sprog] when they have listed as many, let us say, as seventeen [Wittgenstein opregner omkring tyve]; but even if there were something like ten thousand uses of language, surely we could list them all in time. This, after all, is no lager than the number of species of beetle that entomologists have taken pains to list. (Austin: "Performative utterances", s. 221, efter SAM, s. 30)

[...] believing in other persons [...] is an essential part of communication [...]. It is as much an irreducible part of our experience as, say, giving promises, or playing competetive games, or even sensing coloured patches. (Austin: "Other Minds", efter SAM, s. 89).

At handle med ord
I sin artikel "Other Minds" introducerer Austin begrebet om performative ytringer. Først fastslår han, hvad der (indtil begrebet performativ udvides til at omfatte hele sproget) er ukontroversielt, at vi kan tale konstaterende: "Jakken er rød", "jorden er rund" osv. Men der findes en masse situationer, hvor vi taler meningsfuldt, uden at tale konstaterende. Det er, når vi taler performativt: Fx "jeg lover, at jeg kommer". Denne sætning er anderledes end de konstaterende, idet den i og med den ytres er en handling (performance), i dette tilfælde er handlingen selve løftet.

Det er for Austin ikke længere blot et spørgsmål om at fastlægge ordenes betydning; det, der er målet for teorien, er nu at forstå, hvorledes ytringer fungerer, og hvorledes de får deres mening. På den måde hæver Austin sig op fra det semantiske plan til diskursplanet. Herved ses endnu en konsekvens af, at Austins hovedinteresse er det intersubjektive liv i dagligdagen. Hvorimod Wittgensteins hovedinteresse er løsningen – eller opløsningen – af de grundlæggende filosofiske problemer. Til denne opgave er det tilstrækkeligt at få afklaret ordenes betydning og derigennem enten løse problemerne eller påvise, hvordan de er opstået som følge af sproglige misforståelser.

Alle ytringer er handlinger
Med sin artikel "Performative – Constative" indleder Austin en ny periode i sin tænknings historie. Heri sætter han nemlig spørgsmålstegn ved den skarpe skelnen mellem ytringer, der blot konstaterer, og ytringer, der handler.

Det sker gennem en undersøgelse af performativernes vellykkethedsbetingelser. Sådanne er betingelser, der skal være opfyldt eller skal kunne opfyldes, for at et performativ er vel udført. Hvis de ikke opfyldes, taler Austin om, at de er "unhappy". Det handler om tre typer betingelser: For det første forberedelsesbetingelserne, der indebærer, at man skal være i en given situation for at kunne udføre en bestemt handling, fx skal man være præst og have gennemgået en række ritualer, ligesom der skal være et udøbt barn tilstede, før man kan døbe det med ordene: "Jeg døber dig...". For det andet er der oprigtighedsbetingelserne, der indebærer, at man må stå inde for sin performative ytring. Man skal fx have intention om at holde sit løfte. Véd man, at man ikke holder løftet, er det ikke egentlig et løfte. Og for det tredie er der de essentielle betingelser, der omfatter ytringens følger. Man forpligter sig således på en given handling, hvis man fx lover noget. Hvis man ikke holder løftet eller hvis man vedbliver med at behandle en person, man har budt velkommen, uforskammet, har man ikke opfyldt de essentielle betingelser, og ytringen er unhappy.

Dernæst undersøger Austin, om der findes en almen grammatisk form for performativer. Han fremdrager nogle typiske træk, som fx at løfter for det meste afgives i 1. person ental og at henstillinger fra fx offentlige instanser ofte afgives i 2. eller 3. person flertal: "Passagerene bedes tage plads". Men der er ikke noget, der grammatisk adskiller performativerne per se fra konstativerne.

Dernæst undersøger Austin, om der kan opstilles tilsvarende vellykkethedsbetingelser for konstativer. Det viser sig, at det er muligt, idet ytringen af en konstativ sætning forudsætter at konstateringen giver mening, altså at forberedelsesbetingelserne er opfyldt (John skal have børn, for at man kan tale om dem), og at man er oprigtig, (jf. forøvrigt diskussionen af tillid i dette kapitels indledning), samt at det man siger er korrekt, altså at de essentielle betingelser er opfyldt.

Nu mangler Austin blot at undersøge, om der for den oprindelige gruppe af performativer eksisterer noget der svarer til konstativernes sandhedsværdi. Austins tese er, at sådanne sandhedsbetingelser findes i form af performativernes konsekvens. Hvis fx et råd er rigtigt, en domfældelse svarer til retfærdigheden, et løfte opfyldes. Disse "sandhedsværdier" er naturligvis ret vage, og det kan diskuteres, hvor sikkert man kan udtale sig. I stedet for at forsøge at undgå denne vaghed flytter Austin kampen over i fjendens lejr, idet han påpeger, at det, vi normalt kalder for sikre sandheder, oftest er tilnærmelser, fx er der ikke præcis 70 miles mellem Oxford og London, men det er tilstrækkeligt præcist, hvis vi skal køre fra Oxford til London og behøver vide, om vi har benzin nok.

Hvad Austin ikke beskæftiger sig med er performativer af typen: "Velkommen", "hej" osv. Spørgsmålet er dog, om det betyder så meget for konklusionen, idet performativerne i forvejen er en meget uensartet gruppe, bestående af elementer med meget forskellige attributter.

Konklusionen bliver under alle omstændigheder, at alle ytringer er performativer. Derved bliver al sproglig ytring til talehandling.

Som konsekvens af sin nye opfattelse udformer Austin en ny begrebsformation, der indebærer, at alle ytringer postuleres at være både konstative og performative. Desuden indfører Austin en tredie dimension, idet han indregner den emotive konsekvens af en ytring. Svarende til den nye distinktion indfører Austin begreberne: Lokutionær, illokutionær og perlokutionær handling. En lokutionær handling er det at ytre en meningsfuld sætning. En illokutionær handling er det at ytre en sætning, der forstås af nogen, mens en perlokutionær handling er det at fremkalde respons hos en tilhører. Reagerer modtageren fx ved at løbe skrigende bort, når jeg siger: "Løven er løs", er ytringens perlokutionære handling den frygt, jeg har fremkaldt med min ytring.

Det er den illokutionære handling, der er bærer af kommunikationen, og det er den, der er performativ og derfor skal opfylde vellykkethedsbetingelserne.

Austin har således bevæget sin opmærksomhed fra ordene til handlingerne, disse ord udfører. Skulle man med en sætning, der ligner Wittgensteins "Meaning is use", opsummere Austins konklusion, kunne det være: "The meaning is the act".

Jeg har flere gange fremhævet den forskel i fokus, der er mellem vores to filosoffer. Denne forskel betyder også, at udgangspunktet for undersøgelserne bliver forskellig. Hvor Wittgenstein forsøger at løse en række traditionelle filosofiske grundproblemer, antager Austin, vha. sin common sense-betoning, det for givet, at vi forstår, uden nødvendigvis at kunne pege på forståelsen; at vi véd, at vi mener løftet og at vi har adgang til private fornemmelser, stemninger osv., hvilket er en nødvendig forudsætning for, at vi kan vide, fx om vi mener et løfte.

Litteratur

Indhold

Wittgenstein – ordene skabes i sprogspil

Indledning

Opgør med Tractatus og det nye sprogsyn

Typeeksemplet Augustin

Sprog er spil - dagligsprog er korrekt sprog

Familielighedsbegrebet

Hvad udretter en sætning

Forståelsens offentlighed

Privatsprogsargumentet

Den filosofiske baggrund

Dagligsprog

At handle med ord

Alle ytringer er handlinger

Litteratur

Fodnoter