Demokrati på universitetet?
Demokrati er på dagsordenen rundt omkring, hvor politikere, aktive og meningsdannere mødes for at tale sammen. Blandt de mange indlæg hørtes professor John Pedersen i Politikens kronik i december 1997. Pedersens holdning til demokrati på universiteterne er ret typisk for kritikerne, så jeg vil tage udgangspunkt i hans udsagn.
Tale om demokrati er spild af tid, forstår man på professor John Pedersen. Derved lægger han sig på linie med Politikens kronikredaktør Bjørn Bredal, der tidligere har kritiseret rektor Kjell Mølgård for demokratisme: tale om demokrati i forsøg på at dække over de virkelige problemer. Bredal og Pedersen mener begge, at vi skal glemme den uproduktive snak om demokrati og komme igang med at løse de virkelige problemer.
Det er klart, at vi ikke skal spilde tiden på unødige diskussioner om demokrati, men det er samtidig sådan, at rammerne skal være i orden, hvis vi skal opnå de bedste løsninger. Naturligvis bliver rammerne aldrig perfekte, og diskussionen af dem må aldrig blive et mål i sig selv. Men med den nuværende Universitetslov er det nødvendigt at bruge uforholdsmæssig megen tid på demokratidiskussionen, fordi rammerne for demokratisk deltagelse er så ringe.
Professor John Pedersen gennemgår en række områder, hvor universiteterne af i dag står i et vadested. Først skal vi studerende have det snart obligate slag oven i hovedet: vi er uengagerede. Personligt er jeg træt af midaldrende universitetslærere, der mindes deres egen lyserøde studietid. Indimellem har jeg på fornemmelsen, at de glemmer, at det trods alt var dem, der fik de eftertragtede stillinger på universitetet, og som altså må formodes at høre til i den bedre halvdel af studentergruppen. Mon ikke de studerende dengang var lige så forskellige som i dag? Og gør det ikke en forskel, at det den gang var de 10 procent mest priviligerede unge, der kom på universitetet, og dér tilbragte både 10 og 15 år med deres studier. I dag kræver de samme mennesker, at vi alle skal klare et universitetsstudie på blot fem år. Måske med et enkelt fjumreår, som det så nedladende kaldes.
Pedersen fortsætter med at gennemgå en række områder, som lederne på universiteterne burde bruge deres tid på at få rettet op på. Det drejer sig om områder som manglende diskussion af undervisningsformer og pædagogik, om dårlige ansættelsesstrukturer og om taxametersystemet. Sidstnævnte giver universiteterne penge per bestået eksamen. Et meget dårligt bevillingssystem, der gør det helt umuligt at planlægge mere end et år ud i fremtiden, og det kun hvis man er heldig.
I Danske Studerendes Fællesråd har vi inden for de sidste par år været rundt om alle de emner John Pedersen nævner og en del flere. Vi har forsøgt at få dem sat på dagsordenen rundt omkring. Men ikke altid med lige stort held. Mærkeligt nok tages vi mere seriøst jo længere vi kommer væk fra de såkaldt stærke ledere på universiteterne. Det er nemlig sådan, at Universitetsloven er en af de største hindringer for at komme igennem med en god, seriøs og ikke mindst resultatrig debat.
Hvad er det da, der er galt med den Universitetslov? Ifølge John Pedersen tilsyneladende ikke noget særligt. I forhold til den tidligere lov er der bortfaldet nogle styrende organer, der er "præciseret noget ansvar hos f.eks. dekaner og institutledere", nogle valgperioder er forlænget og fakultetsstudienævnet er bortfaldet. Og disse forandringer forstår John Pedersen godt, at "de studerendes organisationer naturligvis (er) utilfredse med". Problemet med John Pedersens gennemgang er blot, at han slet ikke har fat i de virkelige kritikpunkter.
Lad mig slå fast med det samme, at den Styrelseslov, der gik forud for Universitetsloven, trængte til en revision. Jeg vil ikke tilbage til den gamle lov. Men jeg vil gerne gøre op med tankerne bag den nuværende Universitetslov.
En af de væsentligste tanker bag loven er, at det skal være muligt at placere et ansvar for at træffe beslutninger eller for trufne beslutninger. Dette ansvar skal samtidig være personligt og i sidste ende hvile på rektor. Rektor har magten, men skal delegere ansvar videre ud til dekanerne, hvis beslutninger han dog til hver en tid kan underkende. Målet med at flytte ansvaret til én mand er på den ene side, at det skal være synligt, hvem der leder og på den anden, at han skal kunne handle hurtigt. Umiddelbart lyder det jo meget tilforladeligt. Men indførelsen af de såkaldte "stærke ledere" har betydet, at al for stor magt er flyttet fra de valgte organer til en enkelt mand.
At betydningen af at sidde i de styrende organer derved er indskrænket til det ubetydelige, ses ved, at der ved sidste konsistorievalg ved Odense Universitet ikke var nogle kandidater fra forskerside. For at finde repræsentanter for forskerne i konsistorium måtte der lodtrækning til blandt universitetets forskere.
Nogle steder har det ikke skortet på udnyttelse af den magt, lederne er kommet i besiddelse af, andre steder har rektorer og dekaner indset, at de kommer længst ved at inddrage andre i deres beslutninger. Men hvis lederne ønsker det, kan de ganske egenrådigt fastlægge fremtiden for hele universitetet, som det f.eks. sker i øjeblikket med den meget kritiserede fusion af Odense Universitet med to sønderjyske institutioner. Og lederne kan sætte tempoet så meget i vejret med henvisning til konkurrencens nødvendighed, at ikke engang de selv kan følge med. Kravet om hastighed i beslutningerne, der bl.a. stammer fra Undervisningsministeriet, ses i stadig højere grad at bevirke at universiteterne konkurrerer mod hinanden i stedet for at samarbejde. Til stor skade for demokratiet på universiteterne, og dermed i sidste ende til stor skade for universiteterne.
Målet med at kunne placere et ansvar for at træffe beslutningerne er altså opnået, men mig bekendt er der (naturligvis) endnu ingen, der har måttet tage et ansvar for de beslutninger, der har ført til et dårligt resultat. På humaniora i Odense er der f.eks. ingen, der ønsker at få placeret et ansvar for et underskud på 97-regnskabet på 10 mio. kr.
Demokrati drejer sig om at kunne tale sig frem til gode løsninger, og det handler om indflydelse. Men indimellem handler det også om magtforhold. I den nuværende lov har ledelsen, bestående af dekaner og rektor, vha. de eksterne repræsentanter reelt magten i konsistorium. Derved har medarbejdere og studerende ingen reel magt. Hvis ledelsen ønsker at gennemføre nogle initiativer på trods af stor modstand, står det den på det nærmeste frit for. De studerende kan råbe og skrige eller komme med god og konstruktiv kritik, mens de ansatte frygtsomt holder mund. Dårlige initiativer gennemføres uden problemer.
Der er mange engagerede studerende, som bruger megen ubetalt arbejdstid på at deltage i de styrende organer, og der er mange studerende, der bruger endnu mere tid på at skabe nye initiativer, der skal gøre universiteterne og studierne bedre for dem selv og deres medstuderende. Men indimellem bliver man træt af at lægge enorme kræfter i et arbejde, hvor man i sidste ende føler, at man bliver betragtet som pauseklovn. Når beslutningerne reelt er truffet i forvejen og når gode og visionære ideer syltes for at undgå ekstraarbejde, mister man til sidst modet.
John Pedersen slutter sin kronik med at påpege, at der er "debatemner nok" og at der "findes et akut behov for indgående faglige drøftelser, et behov der forekommer mig (John Pedersen) langt at overgå behovet for at tale uden om dem ved at åbne for en ny omgang politisk (sic!) snak."
Der er ganske rigtigt politiske debatemner nok. Men når der ikke er interesse i at debattere dem fra øverste hold, mister andre også ganske langsomt interessen. Hvis diskussionerne alligevel ikke fører til noget, kan vi jo lige så godt lade være. På den måde universiteterne fungerer nu, er der ikke grund til at bruge tid og kræfter på at lave nyskabelser nedefra. Når lederen er så "stærk" og egenrådig, at han ikke gider høre, hvad andre har af gode ideer, er det jo skønne spildte kræfter.
Samtidig er det et ret stort krav at stille til en mand, at han skal beskæftige sig med alle de problemer og opgaver, vi står i og med på universiteterne. Rektor Kjell Mølgård får meget travlt på KU, hvis han alene skal nå alt det, John Pedersen lægger op til. Måske er det i erkendelse af, at han ikke alene mand kan klare at skabe et bedre universitet, at Kjell Mølgård har taget demokratiet op til revision. Det er da bedre end ingenting, selv om det ville være bedst, om det blev vedtaget ovenfra, så Mølgård ikke kan løbe fra demokratiet, når det bliver for besværligt.
Det kendetegner det danske demokrati, at folket deltager igennem samtale og reel indflydelse. Og det er ikke blot fordi, de bliver gladere af at have indflydelse, men også fordi det i længden fører til de bedste beslutninger. Ser vi os omkring i verden, er det forbavsende så godt, det generelt går for demokratierne. Ikke bare for demokratiske lande, men faktisk også for demokratiske virksomheder, som f.eks. vores hjemlige Oticon.
Grunden til at demokratiet har det med ind imellem ad omveje at føre til gode beslutninger, er naturligvis, at mange mennesker føler et ansvar og anvender deres viden og evner til at tage de bedste beslutninger.
Universitetsloven handler bl.a. om at kunne placere et ansvar hos nogle få personer. Det er sikkert i juridisk forstand ganske formålstjenligt at kunne gøre en person ansvarlig for fejldispositioner. Men derved mistes den store force ved universitetsdemokratiet, at det får mange mennesker til at føle et ansvar for den fælles opgave at få universitetet til at fungere optimalt. På universiteterne er det ellers vigtigere end noget andet sted. Netop universiteterne er kendetegnet ved hele tiden at bevæge sig på grænsen af den menneskelige viden. Derfor kræver det, at folk med indsigt i, hvad der sker rundt omkring, også er med til at tage beslutningerne. På afstand er det ofte svært at forstå, hvad der foregår ude i organismens mange lemmer.
Derfor er det så vigtigt, at alle føler et ansvar for det fælles og som følge heraf anvender deres opfindsomhed og kompetencer i den fælles sags tjeneste. Som det er nu, er der ingen uden for ledelseskredsen som behøver eller opildnes til at føle et ansvar, tværtimod lades folk ofte i uvidenhed om, hvad der foregår. Ledelsen har ikke pligt til at diskutere sine dispositioner med andre og ser derfor tilsyneladende ofte en fordel i at hemmeligholde væsentlige beslutninger for resten af universitetets ansatte og studerende.
Demokrati er besværligt. Der skal diskuteres, mange skal høres, og ofte skal man igennem den samme diskussion flere gange. Men selv om det er besværligt, og selv om mange ganske givet føler, at de kunne have taget beslutningen meget bedre selv, er der ikke nogen genvej. Det ville være meget nemmere, hvis man alene kunne træffe beslutningerne, og det hele ville blive meget mere rent, uden alverdens langvarige forhandlinger og forlig. Men at noget er nemmere og stemmer bedre overens med ens egen opfattelse, er ikke ensbetydende med, at det er det bedste. Der er desværre en del ledere på universiteterne der alligevel leder egenrådigt. På sin vis forstår jeg godt, at lederne anvender den magt, der er lagt i deres hænder, men det nytter ikke noget. Det er klart, at disse løsninger ofte er hurtigere gennemført og lettere besluttet, men de er sjældent de bedste, og de er helt sikkert ikke demokratiske. Hvis man ønsker sig effektivitet og handlekraft kan man lige så godt tage skridtet fuldt ud og indrømme, at man selv mener, at man er kompetent til at lede alene. Så kan vi også få gjort det helt klart, at vi ikke har universitetsdemokrati, men, hvis jeg skal holde mig inden for terminologien fra statsstyreformerne, universitetsdiktatur.
Selv om alle de formelle forhold kommer i orden, er der stadig lang vej til det reelle demokrati. Det skyldes, at rigtigt demokrati kræver substans i form af løbende og grundig samtale om problemerne og løsningerne. Derfor er det nødvendigt, at der skabes en offentlighed på universiteterne i form af fora, hvor disse diskussioner om universitetets problemer, opgaver, visioner og ideer kan foregå. Disse fora kan f.eks. være tidsskrifter og debatmøder åbne for alle. Hvis vi vil have de bedste uddannelser på lang sigt, bliver vi alle sammen nødt til at respektere de andres meninger, lytte og endda lade os overbevise. I et demokrati kan det ikke udelukkes, at andre kan have ret. Vi synes naturligvis alle, at vi har den rette løsning på problemerne, men hvis vi er ægte demokrater, udelukker vi ikke, at vi tager fejl. Derfor har vi glæde af at indgå i dialog med de andre, så vi kan få belyst alle sider af sagen. Demokrati er at kvalificere den næste beslutning. Når vi står tilbage efter samtalen og stadig er uenige, ja, så har vi tradition for at lade flertallet bestemme. Og dertil skal der skabes reelt demokratiske organer, så der er en generel enighed om, at de bedste beslutninger træffes. Det drejer sig i sidste ende om at skabe en fælles identitet på universiteterne, om at skabe den forståelse og accept af, at vi alle har et ansvar for at skabe et godt universitet.
Til alle jer, der er trætte af diskussionen af demokratiet: For at vi kan komme i gang med og fortsætte de vigtige diskussioner af, hvordan vi klarer de udfordringer, vi står overfor, er det nødvendigt, at vi løbende sikrer os, at vi har gode og tidssvarende rammer for diskussionerne og beslutningerne. Så vi må finde os i, at vi alle indimellem må bruge lidt tilsyneladende unødig tid på at tage en gammel diskussion op igen. Som Hal Koch formulerede det, skal demokratiet konstant forbedres, forsvares og forklares for nye og gamle generationer. Og det er hverken politisk korrekt eller demokratisme. Det er bydende nødvendigt, ellers forfalder vi til de lette løsningers lave kvalitet.
|
|
