Af Jeppe Bundsgaard/Studenterrådet ved Odense Universitet, maj 1996.

Indledning

I erkendelse af at den politiske virkelighed på trods af de gode argumenter ikke i øjeblikket er til indførelse af fri adgang, skal vi i det følgende overveje, hvorledes et alternativt optagelsessystem kan udbedre nogle af de åbenlyse mangler, det nuværende system lider af.

Vores alternative optagelsessystem består i et køsystem, hvor årets ansøgere lodtrækkes ind på en plads i køen. Med et sådant simpelt system opnås et billigt optagelsessystem, som samtidig er let at gennemskue og giver mulighed for ansøgeren til at forberede sig optimalt til sine studier og for samfundet til bedre at kunne fordele ressourcerne efter søgningsmønstret. Fordelene er flere end disse, og under alle omstændigheder er ulemperne mindre end ved det nuværende eller noget andet system, vi kender til.

Desuden vil et køsystem kunne fungere som en udmærket overgangsordning til et system med fri adgang.

Vi har disponeret vores argumentation således: Først giver vi en gennemgang af, hvilke krav, der kan stilles til et optimalt system. Dernæst gennemgår vi det nuværende og andre mulige systemer for at se, hvorvidt de lever op til kravene. Og til sidst viser vi, hvorledes et køsystem er om ikke optimalt så dog det mindst ufordelagtige optagelsessystem. Læsere, der blot er interesseret i vores alternative system, kan springe til afsnittet: "Studieansøgere i kø".

Krav til det optimale optagelsessystem

Under forhold, hvor der ikke er fri adgang, fordeler politikerne pladserne mellem de forskellige uddannelser. Det betyder, at der er et begrænset antal pladser, uanset hvor mange egnede ansøgere, der er til uddannelsen. I et sådant system skal nogle ansøgere altså sies fra, ikke nødvendigvis fordi de, med deres adgangsgivende eksamen, er for dumme til at gennemføre den søgte uddannelse, men fordi der er et begrænset antal pladser på ønskeuddannelsen.

Uddannelsessystemet har mange aktører og interessenter. To af disse er den uddannelsessøgende og samfundet som helhed. Disse to har en række fælles idealer og mål, som de ønsker opfyldt, men de har samtidig modstridende interesser, som det drejer sig om at få forliget. De idealer, vi mener, der skal opfyldes, omfatter frit uddannelsesvalg og uddannelse til alle.

Både indenfor den liberalistiske, den konservative, den socialdemokratiske og den socialistiske grundholdning holdes friheden for den enkelte som et af de vigtige mål. En væsentlig forudsætning for det gode liv er nemlig, at man føler, man selv bestemmer, hvorledes ens liv forløber. Uddannelse er af afgørende betydning for, hvilket arbejdsliv vi får, og da arbejdslivet er det, vi definerer os selv på baggrund af, bliver det frie valg af uddannelse til en afgørende forudsætning for, om vi selv føler os som herrer over vort eget liv.

Det danske samfund bliver mere og mere specialiseret. Derfor er der brug for stadig bedre uddannelse, således at den enkelte bliver i stand til at omstille sig til nye specielle funktioner, og således at den enkelte bliver i stand til at forholde sig til sine omgivelser på en forstående måde. Derfor bliver det nødvendigt, at alle tilbydes en uddannelse.

Ansøgerne til de videregående uddannelser har naturligvis et håb om, at de kan komme ind på deres ønskeuddannelse. Nogle ansøgere er parat til at vente og fortage sig nærmest hvad som helst for at komme ind, andre vil stille sig tilfreds med en anden uddannelse. Det er meget vigtigt for ansøgeren, at hun ved, om der er en reel mulighed for, at hun kan komme til at studere det søgte fag. Det skal med andre ord være muligt at forudsige, cirka hvornår og på baggrund af hvilke forudsætninger, den ansøgende kan forvente at blive optaget.

De optagelsesprocedurer, den ansøgende udsættes for skal være lette at gennemskue. Det skal være muligt at forudsige, hvilke forudsætninger der skal være opfyldt for at ansøgeren kan være sikker på, at hun kan komme ind på den søgte uddannelse.

Et godt optagelsessystem er styret af en række gennemskuelige og forståelige kriterier. Der skal være lighed for loven, således at to ansøgere med samme baggrund begge bliver optaget.

Hvis der er ventetid, før ansøgeren kan optages, er det af stor betydning, at ansøgeren ved, hvor lang tid der går før optagelse kan finde sted. Således bliver der mulighed for reel forberedelse til de kommende studier.

Samfundet som helhed har fordel af at optage de ansøgere, der får mest muligt ud af den søgte uddannelse, og samtidig er det vigtigt, at ansøgeren får en uddannelse, der kan understøtte, at hun kommer til at yde sit optimale i samfundets tjeneste.

Det er en anerkendt iagttagelse, at de studerende, der klarer sig bedst og gør sig bedst efter endt uddannelse, er dem, der er gået motiverede ind til deres studie og har bevaret denne motivation og optagethed af deres studier. Derfor er det væsentligt, at de ansøgere, der er mest motiverede for studierne, bliver optaget.

Det koster naturligvis penge at uddanne folk. Derfor er det et mål for samfundet, at der sker optagelse af dem, der vil gennemføre studierne. Og helst dem, der får mest ud af studierne i form af nytte og betydning for samfundet under og efter studierne.

Det danske samfund udvikler sig blandt andet som følge af de prioriteringer, der gøres af folkestyret. Hvis folkestyret prioriterer, at der skal ske en satsning på det teknologiske område, er det en forudsætning, at der er mennesker til at gennemføre beslutningerne. Dertil skal der blandt andet uddannes ingeniører. Men hvis der ingen ansøgere er, bliver ingen uddannet, og prioriteringerne forbliver på tegnebrættet. Samfundet har altså en interesse i at tiltrække uddannelsessøgende til de studier, der er væsentlige for den fremtidige udvikling af samfundet. Det skal dog understreges, at hidtidige forsøg på al for kraftig planstyring af uddannelsesudbudet er slået fejl og endt i flaskehalse og massearbejdsløshed.

Der er tradition for, at visse uddannelser er meget prestigefyldte. Årsagerne er mange, fx tidligere tiders snobberi for lægestanden eller optagetheden af det fremmedartede i antropologien. Det er vigtigt for samfundet, at optagelsessystemet ikke ansporer yderligere til sådanne prestigeområder, idet de sjældent er et udtryk for samfundets behov.

Samfundets mål er i sidste ende, at dets borgere har et godt liv og er glade og tilfredse. Derfor er det et mål i sig selv, at den enkelte kan få opfyldt sit ønske til en uddannelse.

Et optagelsessystem, der giver mulighed for at planlægge, hvorledes uddannelsessystemet ressourcefordelingsmæssigt skal udvikle sig på baggrund af ansøgernes ønsker, er derfor at foretrække.

Et sidste mål for samfundet er naturligvis, at optagelsessystemet er billigt i drift, så ressourcerne kan anvendes på at tilbyde god uddannelse til folket.

Det nuværende optagelsessystem giver adgang for mennesker med alle mulige forskellige forudsætninger. Det er en rigdom i sig selv. Et mål for et godt optagelsessystem er, at det giver adgang også til folk med usædvanlige forudsætninger. Samtidig er det vigtigt at pointere, at den adgangsgivende gymnasiale eksamen skal være reelt adgangsgivende. Det nytter ikke, at valg foretaget i gymnasiets første år på grund af karaktertaktiske overvejelser eller af ren og skær uvidenhed om senere uddannelsesvej, skal betyde, at der er lukket for ønskeuddannelsen.

Der er mange veje til at opnå kvalifikationer indenfor et givet område. Fx kan man gennem et ophold i udlandet opnå et sprogkendskab, der langt overskriver gymnasiets højeste niveau, og derved reelt have kvalifikationer, der rækker til indgangsniveauet for en uddannelse, på trods af at man formelt ikke har kvalifikationerne. Det er med andre ord ikke en god ide at forlade sig på blindt opstillede specifikke adgangskrav. Derimod kan det være en god ide, hvis de forskellige uddannelser opstiller vejledende adgangskrav, så ansøgerne ved, hvad der forventes.

Kvotesystemets fallit

Udvælgelsen af ansøgere sker i dag på to måder. Enten har man været god til at gentage lærernes ord i gymnasiet eller på hf, så man har fået gode karakterer  da bliver man optaget via kvote 1. Ellers har man efter sin eksamen tilbragt et eller flere år ude i det virkelige liv med at skrabe point, i form af rengøringsarbejde, højskoleophold, udlandsophold osv., sammen til optagelse via den såkaldte kvote 2.

Tilsyneladende har vi altså i dag et godt og rationelt system til sortering af ansøgere til de videregående uddannelser. Hvis man har opnået en passende karakter til studentereksamen eller har samlet point til optagelse gennem kvote 2, er vejen til ønskeuddannelsen åben. Optagelse afhænger med andre ord af egen arbejdsindsats. De, der har været mest flittige i gymnasiet, får præmien i form af direkte optagelse, de andre må arbejde lidt ekstra, men så skulle muligheden også være der.

Men der er mange problemer forbundet med denne optagelsesprocedure.

På ingeniøruddannelserne findes nogle af de laveste krav til ansøgerne, fordi der er mange pladser og ikke ret mange ansøgere. Men ingeniøruddannelserne er absolut ikke lette at gennemføre, hvorfor mange falder fra i løbet af de første år.

Som student med et højt snit falder nogle for fristelsen til at søge en uddannelse, som kræver et højt snit, for ikke at "spilde" eksamenssliddet på en uddannelse med lavt optagelseskrav. Blandt andet derfor findes der en række prestigeuddannelser, hvortil der kræves et skamløst højt snit for at blive optaget. Alle, der ikke er i stand til at fremvise de ekstreme karakterbøger, må henslæbe tiden i en usikker kvote 2, hvis deres ønskeuddannelse er mere end almindelig populær. Antropologi i København er et eksempel på et studie, som mange flere søger, end de politiske beslutningstagere har fundet det for godt at uddanne. Det betyder, at ansøgere skal have et meget højt snit for at blive optaget her. Antropologi er som ingeniøruddannelserne helt sikkert heller ikke let, men her optages altså kun "de kloge".

Uden at gøre os kloge på gymnasieskolen mener vi dog at kunne ane en uheldig udvikling mod et umenneskeligt karakterræs, der fjerner gymnasieelevernes fokus fra forståelsen af de færdigheder, sammenhænge og metoder, de præsenteres for. I stedet kommer det til at dreje sig om at bestå. Derfor sker der utallige taktiske overvejelser i valget af fagkombinationer. Det gælder om ikke at tage højniveau i fag, man har opnået en høj karakter i; det gælder om ikke at vælge fag, men kunne have glæde af at blive bedre til, da det vil sænke snittet; det gælder om at virke klog  ikke om at være det.

En af de meget efterspurgte evner i jobannoncer er samarbejdsevner. Men når karakterkravene bliver stadig mere hysteriske, bliver det mindre attraktivt at samarbejde i gymnasiet. Alle de andre elever er jo potentielle konkurrenter. Nok kan en smule konkurrence (specielt den med sig selv) være motiverende, men holdarbejde er mindst lige så udviklende.

Har man ikke præsteret et højt snit, men vil man gerne være antropolog, må man i gang med at kvalificere sig til kvote 2-optagelse. Det er op til de enkelte uddannelsesinstitutioner selv at udforme krav for optagelse via kvote 2. Derfor er systemet meget mudret. Nogle steder vil man optage ansøgerne individuelt vha. levnedsbeskrivelser. På Roskilde Universitetscenter læses og behandles disse af studerende og lærere. Det hviler altså på personlige skøn, om ansøgeren er egnet til optagelse. Eller bedre egnet end de øvrige ansøgere, for det er i sidste ende antallet af pladser, der afgør antal optagne studerende. Et år med mange "gode" ansøgere vil en person måske ikke blive optaget, mens han året efter med præcis samme kvalifikationer pludselig er egnet.

Andre steder er reglerne for, hvad man skal gøre for at blive optaget gennem kvote 2, faste og unuancerede. Der gives point for erhvervsarbejde, nogle gange uanset hvad det er. Det kan være vanskeligt at se, hvordan fx kontorarbejde kan forbedre evnerne til at studere fx engelsk eller medicin, men ofte er der ingen grænser for, hvad man har arbejdet med, blot man har fået løn for det. Andre point kan man få for udlandsophold, og igen har det ikke betydning, om opholdet sker i et relevant land, eller beskæftigelsen dér er fornuftig. Når man har samlet tilstrækkelig mange point i øst og vest, optages man. Optagelsen sker uden at ansøgeren nødvendigvis har nogen forudsætninger for studierne, hun ikke havde, første gang hun besluttede at søge. Alle er klar over, at kriterierne ikke er optimale, men der er ingen, der vil ændre dem, da de jo for en umiddelbar betragtning giver en følelse af, at de bedste udvælges til de sværeste uddannelser.

For nogle år siden blev en pige student med 9,4 i gennemsnit. Hendes drøm var at læse litteraturvidenskab, og hun kunne på daværende tidspunkt uden problemer blive optaget. På litteraturvidenskab kræves det, at man kan læse tekster på hovedsprogene engelsk, tysk og fransk. Da vores studine ikke var en ørn til fransk, og da hun også interesserede sig for psykologi, tænkte hun, at hun kunne slå to fluer med et smæk ved at rejse til Frankrig og læse psykologi et års tid på et fransk universitet. Som sagt, så gjort. Efter et års uddannelse i Frankrig vendte hun hjem med gode sprogkundskaber og med kendskab til livet og arbejdet som studerende på universitetet. Hun søgte ind på litteraturvidenskab og kom ikke ind!

Snittet steg netop det år med mere end et karakterpoint til 9,9. På trods af at hun nu var meget bedre kvalificeret end året før, hvor hun ville være kommet ind, måtte den skuffede ansøger acceptere at begynde på sin andenprioritet, nordisk, hvor hun forøvrigt nyligt har afsluttet sit speciale.

Et problem i forbindelse med de strenge krav til ansøgerne, der vækker til eftertanke, kan illustreres med et tænkt eksempel.

En pige afsluttede gymnasiet for nogle år siden. Fra starten af gymnasietiden havde hun vidst, at hendes ønskeuddannelse var psykologi, og snu, som hun var, havde hun undersøgt, hvad der skulle til for at komme ind på psykologiuddannelsen  og det er ikke så lidt, målt i tal. Så mens hendes kammerater gik i skole, lavede lektier og lærte livet og menneskene at kende, gik hun i skole, lavede lektier og lavede flere lektier, så hun kunne honorere kravet om et sjældent højt karaktergennemsnit.

De fleste kommer til at arbejde med andre mennesker i deres arbejdsliv, og derfor har alle godt af at kende til konfliktløsning, samarbejde, tillid og samvær, tillært gennem omgang med andre mennesker. Men psykologer skal ikke blot samarbejde, de skal forstå og hjælpe andre mennesker i nød. Derfor er det alfa og omega, at de er menneskekendere og har brugt megen tid i sociale sammenhænge. Naturligvis må de også være dygtige til at læse og studere alle de videnskabelige teorier om menneskesjælen, som kan hjælpe dem i deres arbejde.

Pigen kom ind på psykologi, og hun bliver sikkert god til at læse og forstå den psykologiske videnskab, men bliver hun god til at hjælpe dem, hun bliver sat til at hjælpe?

Hvert år er der nye optagelsesrunder til de videregående uddannelser, så de håbefulde kan søge år efter år uden at vide før omkring den 28. juli, om de skal studere fra september. Det bliver umuligt at lave langtidsplanlægning med henblik på studierne, for man véd aldrig med sikkerhed, om man kommer ind, eller hvor og hvornår.

I de senere år har vi set stadig flere ansøgere, der havde samlet maksimumpoint til optagelse gennem kvote 2. Alligevel kommer de ikke ind. Systemet har med andre ord foregivet, at ansøgeren gennem forskellige aktiviteter kunne blive bedre egnet til at studere et givet fag og derigennem blive optaget på uddannelsen. I sådanne situationer ses det med al ønskelig tydelighed, at systemet ikke er beregnet på at udvælge de bedste eller forberede de kommende studerende på studierne, men blot har til formål at sortere i ansøgerne.

Det system, der foregiver at foretage en rimelig og velbegrundet udvælgelse, viser sig altså at hvile på tilfældigheder. Om en ansøger bliver optaget afhænger ikke af, om det med rimelighed kan forventes, hvorvidt han eller hun gennemfører uddannelsen, men af om de øvrige ansøgere bedre opfylder de krav, der stilles det år.

Livet og uddannelsen er en alvorlig sag, også for unge uddannelsessøgende. Derfor er de ganske ofte interesserede i at kunne forberede sig på den uddannelse, de håber at blive optaget på. Det er ganske umuligt med kvotesystemet. For at blive optaget på sin ønskeuddannelse skal man ofte igennem alverdens uvedkommende og langvarige foreteelser. Seriøse og interesserede unge mennesker kunne ellers have anvendt ventetiden på langt mere relevante og udviklende gøremål. Den vordende lægestuderende kunne arbejde på plejehjem, den vordende sprogstuderende kunne opholde sig i udlandet, den vordende samfundsstuderende kunne arbejde i græsrodsorganisationer, politiske organisationer osv. Men nej, samfundet tvinger hellere de unge mennesker til at foretage sig alverdens irrelevante og indimellem endda fordummende aktiviteter. I rationalitetens hellige navn.

Nogle alternative optagelsessystemer

Forbedring af karakterer

For at bøde på nogle af de problemer, der opstår i kvotesystemet, kunne man indføre muligheden for at forbedre sine karakterer gennem supplerende kurser. Derved bliver det muligt at forbedre dårlige præstationer, der for eksempel kan være forårsaget af sygdom eller uheld.

Denne mulighed findes i Norge, og det er også her, man ser de uheldige virkninger af et sådant system. Der sker nemlig det, at der oprettes kurser, som er målrettet fuldstændig på en god præstation til eksamen. Men indlæring er meget mere end at kunne lire et stof af sig til en eksamen. Det kommer blot endnu mere til at dreje sig om at bestå (med bravur helst) og ikke at forstå.

Den anden konsekvens er, at kvotienten for optagelse blot stiger i takt med, at ansøgerne forbedrer deres gennemsnit. Derved bliver det nødvendigt for alle at deltage i supplerende kurser. Skruen uden ende er en realitet.

Optagelse på baggrund af motiveret ansøgning og personlige samtaler

Et andet system, der finder mere opbakning også fra Studenterrådet ved Odense Universitet, tager konsekvensen af, at karakterkriterier ikke fordeler uddannelsespladserne rimeligt, og forsøger derfor at fordele pladserne efter kvalitative kriterier. Systemet består af ansøgninger, der ud over de faglige forudsætninger gør rede for, hvilke andre kvalitative forudsætninger, ansøgeren har for studiet, kombineret med personlige samtaler, hvor intervieweren kan danne sig et indtryk af ansøgerens motivation og studieegnethed.

Det virker umiddelbart som en mere sympatisk metode at lade grundige menneskelige skøn afgøre, om en ansøger er bedre end de andre ansøgere det år. På den måde er det mennesket bag ansøgningen, der bliver behandlet, så også ualmindelige kvalifikationer kan give belønning. Men problemerne hober sig snart op, for hvordan véd man, hvad der skal til for at blive optaget, så man kan forberede sig ordentligt? hvordan sørger de, der behandler ansøgningerne, for at de bliver behandlet ens? hvordan undgår man at lade personlige sympatier skinne igennem? og hvordan skabes nogenlunde objektive ensartede kriterier for, hvad der skal til for at være egnet til at studere?

Det sidste spørgsmål kunne besvares således: For at være egnet til at studere skal man være indstillet på at arbejde selvstændigt, man skal have mod på at læse og tænke ud over pensum, man skal kunne forholde sin viden inden for et område til den inden for et helt andet, og man skal kunne meget mere. Hvordan måler man en ansøgers evne til at opfylde disse meget diffuse krav? Det gør man ikke, og slet ikke så længe det reelt ikke er egnetheden til at studere, der skal bedømmes, men hvordan man er egnet i forhold til de øvrige ansøgere det år.

Meget kommer til at afhænge af tilfældigheder, og optagelsesmåden bliver altså ikke nødvendigvis mere rimelig end det nuværende system.

Desuden er det et urimeligt hårdt pres ansøgeren udsættes for, når han eller hun får sin fremtid afgjort under en personlig samtale af en halv eller hel times varighed.

Optagelsesprøve

Under forudsætning af, at man accepterer, at studieegnethed primært afgøres af snævert faglige evner, er det en mulighed at optage nye studerende på baggrund af en optagelsesprøve.

Der er to forhold, der taler for optagelsesprøver. For det første bliver det ens evner indenfor det søgte fagområde, der testes. Det forudsætter naturligvis, at det er muligt at opstille mål for, hvad man skal være god til. Ofte er det, man i sidste ende skal være god til, slet ikke det, man har som forudsætninger. At man bliver en god læge, afgøres ikke blot af, hvordan man klarer sig i fysik eller kemi. Det er heller ikke antallet af læste hovedværker, der afgør, om man bliver en god litteraturstuderende.

Den anden positive faktor ved optagelsesprøver er, at det kan lønne sig at forberede sig på studierne gennem læsning af relevant litteratur, erhvervsarbejde indenfor relevante fagområder, ophold i relevante lande osv. Her opstår der dog det samme problem, som vi så ved muligheden for at forbedre karaktererne. Der vil naturligvis i løbet af kort tid skyde udbydere af målrettede kurser op, der blot har til formål at forbedre chancen for at blive optaget på studiet  som fremmer læsningen for at bestå og ikke forstå.

Som ved personlige samtaler opstår også ved optagelsesprøver de to problemer, at det for det første ikke blot er faglige evner, der afgør ens egnethed for studierne, men også fx om man kan arbejde selvstændigt, kritisk, motiveret osv. Og for det andet, at en enkelt prøve bliver altafgørende for ens fremtid.

Stopprøve

Siden 1994 har de førsteårsstuderende skullet bestå en såkaldt førsteårsprøve. En sådan prøve har nogle fordele, men ulemperne overskygger dem desværre. Fordelene er, at mange (i det aktuelle system dog langt fra alle) ansøgere kan prøve kræfter med et universitetsstudium. Til forskel fra optagelsesprøven har alle desuden nogenlunde lige muligheder for at forberede sig til prøven. Når prøven ligger på selve universitetsstudiet kunne man forledes til at tro, at der så ikke blot testes i faglige færdigheder, men også i evnerne til at studere. De der består er med andre ord mere studieegnede end de, der dumper.

Sådan hænger det desværre bare ikke sammen. På langt de fleste universitetsstudier går det eller de første år med at tillære sig færdigheder, der egentlig ikke er en del af fagets kerneområder, men som anses for nødvendige forudsætninger for de senere studier. Der er mange, der ikke klarer sig særlig godt i disse indledende øvelser, men som alligevel opnår stor anerkendelse senere i deres studier. Disse mennesker risikerer en stopprøve at si fra.

Universiteterne klager i disse år højlydt over de studerendes umodenhed. De studerende studerer ikke, men gør blot, hvad de specifikt får besked på. De første år er med andre ord ved at ligne et 4.g. Efter vores overbevisning har stopprøven en stor del af skylden for denne skolegørelse af universitetsstudierne. Med en gennemført anvendelse af stopprøver vil dette problem blot træde tydeligere frem.

Studier kræver som forskning tid og plads til fordybelse, somme tider også til fejlslagne studier, hvor undersøgelser fører ud i blindgyder eller opgaven stiger én over hovedet. Det tager tid at vænne sig til, at det er i orden at begå fejl, at det er et mål i sig selv at læse det, man finder interessant. Det kræver med andre ord øvelse at blive en god studerende. Hvis det første år skal anvendes på pensumrytteri, lærer den studerende, at sådan skal det være, og så er det sandsynligt, at hun eller han aldrig finder ud af, at det kunne være anderledes og derfor bevarer sine dårlige studievaner resten af sin studietid.

Som for andre optagelsessystemer vil det gælde ved stopprøver, at det ikke drejer sig om at finde dem, der er egnede til studierne, men alene om at få sorteret et givet antal fra, egnede eller ikke egnede. Det betyder, at alle de studerende er potentielle konkurrenter. Konkurrence kan som sagt være sund nok, men indenfor uddannelsessystemet har den oftere ødelæggende konsekvenser.

Studieansøgere i kø

Lad ansøgerne stå i kø. I erkendelse af, at uddannelser ikke kan vægtes i sværhedsgrad, og af, at det ikke er muligt med sikkerhed at forudsige, om et menneske er i stand til at gennemføre en given uddannelse, må valget overlades til den enkelte. Har man først en adgangsgivende eksamen i form af en studenter- eller hf-eksamen eller tilsvarende, har man i princippet mulighed for at gennemføre en videregående uddannelse. I det nuværende system eksisterer der en mulighed for, at man kan blive optaget uden en adgangsgivende eksamen, hvis man har nået en vis alder og kan dokumentere relevante kvalifikationer. I et køsystem skal sådanne ansøgere naturligvis også kunne søge på linie med andre ansøgere.

Et køsystem kunne føres ud i livet ved, at hver årgangs ansøgere lodtrækkes ind på en plads i køen til den søgte uddannelse. Når man har fået en plads i køen, meddeles man sit nummer, som man bevarer, til man bliver optaget eller trækker sit kandidatur. Sammen med sit nummer kan man få et overslag over, hvor længe det kommer til at tage, før man kan begynde på uddannelsen.

Der kan søges flere uddannelser samtidig, så de, der vil være tilfredse med at komme ind på en af flere forskellige uddannelser, kan komme hurtigt ind, og de, der kun ønsker at læse én bestemt uddannelse, kan få lov til at komme ind der, når de har ventet længe nok. På den måde løses desuden problemet med prestigeuddannelser, idet det istedet for et højt snit kræver, at man er indstillet på at vente.

Det er muligt, at det maksimale antal af søgte uddannelser skal begrænses, således at køerne ikke fyldes op af ansøgere, der i realiteten ikke vil ind, og som derved forårsager, at overslaget på ventetiden bliver alt for usikkert. En mulighed for begrænsning kunne være, at man kan søge så mange uddannelser, man ønsker, men at man på baggrund af en oplysning om den maksimale ventetid skal vælge én (eller evt. to) af de søgte uddannelser ud. Derefter kan alle ansøgere oplyses om den (næsten) præcise ventetid.

En køordning vil være meget let at administrere og dermed billig. Derudover vil den være let at gennemskue for ansøgerne, der derfor kan koncentrere hele deres opmærksomhed på at finde den uddannelse, som passer til deres ønsker og evner. De penge, der spares i administrationen, kunne anvendes til at give en forbedret studievejledning, så det undgås, at så mange, som det er tilfældet i dag, vælger den forkerte uddannelse i første omgang.

Når man véd nogenlunde, hvornår man kommer ind, kan man planlægge tiden indtil optagelsen langt bedre end i dag, hvor man for at kvalificere sig indimellem skal foretage sig ting, fx udlandsophold eller ikke-relevant erhvervsarbejde, som på ingen måde forbedrer ens evner i forhold til det søgte studie. En god langtidsplanlægning af ens tid kunne ske i fællesskab med faglige vejledere, som sidder inde med viden om uddannelsernes indhold. Har man for eksempel to år, kunne man forestille sig, at man arbejdede deltid og tjente penge til et udlands- eller højskoleophold. Sideløbende kunne man forbedre sine evner på aftenskole, Folkeuniversitetet eller (gratis) Åben Uddannelse.

For at studere skal man være kvalificeret. Det kan ikke diskuteres. Med optag af studerende på baggrund af deres gennemsnit er det som beskrevet yderst tvivlsomt, om man får de mest kvalificerede, og det er sikkert, at man ikke får noget mål for om ansøgerne er motiverede for studierne. Med et køsystem får man heller ikke nødvendigvis de mest kvalificerede, men man har større sandsynlighed for at optage motiverede ansøgere, idet de får mulighed for at blive optagede på deres ønskeuddannelse. Og netop motivation er måske det, der er væsentligst for at gennemføre en uddannelse. Så længe man ikke kan opstille kriterier for, hvad motivation består i, hvordan den kommer til udtryk og hvordan den måles, er det ikke rimeligt at foregive, at man udvælger de bedste ansøgere. Med køsystemet vælger ansøgerne selv, og de er vel også selv de nærmeste til at vide, om de er motiverede.

En ofte fremført kritik af køsystemet er, at det stiller ansøgere med et højt eksamensgennemsnit lige med dem med et lavt gennemsnit. Det er uheldigt, siger kritikken, idet det forhindrer "de kloge" med de høje karakterer i at begynde på at læse. Udsagnet forudsætter en tro, vi ikke deler, på, at karakterer siger noget afgørende om intelligens, dygtighed og modenhed til studier. Svaret på kritikken kan gives med et modeksempel: Hvorfor skal den ansøger, der er supermotiveret og måske endda har et eksamensgennemsnit over middel, ikke optages på medicinstudiet gennem det nuværende optagelsessystem?

Hvis kritikken på den anden side skal imødekommes, er det også muligt at integrere køsystemet i det nuværende kvotesystem, således at kvote 1 bevares, mens kvote 2-junglen erstattes af et køsystem.

Hele optagelsesproblemet skyldes, at der ikke er fri adgang til de videregående uddannelser i Danmark. Helt omgå de problemer, der opstår heraf, kan man kun, hvis man indfører fri adgang. Men der er både fordele og ulemper forbundet med den frie adgang, og mange af dem hviler på trosspørgsmål.

Det er klart, at samfundet har brug for at uddanne befolkningen til de opgaver, der ønskes løst. Men de prioriteringer, der foretages, viser sig ofte at være uholdbare. I løbet af firserne nedlagde regeringen flere lærerseminarier med det resultat, at der i starten af halvfemserne pludselig var et underskud af folkeskolelærere. Samtidig med nedprioriteringen af seminarierne forøgedes pladserne på ingeniør- og beslægtede uddannelser, så der nogle år senere pludselig opstod stor arbejdsløshed blandt ingeniører. Det resulterede igen i, at søgningen til ingeniøruddannelserne faldt til stor fortrydelse for de tekniske uddannelser. Men nu, da der begynder at være et mere passende antal ingeniører, stiger ansøgningstallene støt igen. På den måde udligner antallet af ansøgere sig selv i forhold til efterspørgslen på færdiguddannede.

Men helt at forlade sig på markedskræfterne, og frit lade ansøgerne selv bestemme uddannelsesvalget, kan også skabe nogle problemer, specielt i forhold til meget smalle og samtidig meget populære uddannelser, som medie-, kunst- og kulturuddannelser, og i forhold til dyre uddannelser som medicin.

Derfor skal der ske en vis grad af prioritering, som dog kan være meget mere søgningsbestemt, end det er tilfældet i dag. Fri adgang må nødvendigvis være modereret, idet der ikke kan omfordeles frit inden for uddannelsessystemet med kort varsel. I den skitserede form kan køsystemet danne overgangen til den modererede frie adgang. Når ansøgernes ønsker skifter, er der mulighed for at placere dem i kø, indtil de nødvendige dispositioner er foretaget med hensyn til nybyggeri, lærer- og forskeransættelser osv.

Udfaldet af en indførelse af et køsystem afhænger af politisk vilje til øge optaget til de videregående uddannelser. Et køsystem kan ikke fungere tilfredsstillende, med mindre der er noget nær et tilstrækkeligt antal studiepladser på de videregående uddannelser. Det samme kan naturligvis siges om det nuværende system, idet det forårsager nogle ganske voldsomme ventetider for ansøgere, der ikke opfylder karakterkravene. Men ved det nuværende system er sådanne ventetider skjult, idet det ikke er alle, der skal vente, og idet det ikke offentliggøres, hvor mange der venter hvor længe.

Med et køsystem opstår der naturligvis en række praktiske problemer, som skal løses. Vi har kort behandlet nogle indlysende i det følgende.

I dag skifter mange studerende studie og finder i deres andet studie deres plads i uddannelsessystemet. Med et køsystem må man forvente, at antallet af studieskiftere nedbringes, da alle får lejlighed til at studere deres ønskefag. Alligevel vil der være mange, der valgte forkert i første forsøg. Vi anser dette for en force, idet disse studerende ofte kommer til deres nye uddannelse med andre øjne på videnskaben, end den vante på den nye uddannelse.

For at sådanne studieskiftere ikke skal vente i en længere årrække på at blive optaget på den nye uddannelse, foreslår vi, at de fx tildeles en plads i den nye kø, der svarer til, at de har ventet i halvdelen af ventetiden ved den forrige uddannelse. Derved kompenseres der for fejlvalget, uden at der åbnes mulighed for decideret studiesurfing.

En anden mulighed er, at der friholdes et antal pladser til studieskiftere. Derved har antallet af studieskiftere ikke indflydelse på førstegangssøgernes kø. Dog skal det ikke være muligt at komme hurtigere til ønskestudierne via et studie med helt fri adgang.

Fejlvalg af studie kan give nogle uheldige konsekvenser for ansøgeren, da hun kan komme til at vente længe på ny optagelse. Derfor er det vigtigt, at der gøres meget for at nedbringe antallet af forkerte studievalg. Den bedste løsning er, at der sættes ind med en kraftig vejledningsindsats. Vejledningen skal indeholde tre trin: 1) hvad indebærer det at studere og hvilke forudsætninger forventes, 2) hvordan forbereder jeg mig bedst muligt, når jeg ved, hvad jeg vil studere, og 3) hvad er arbejdsudsigterne.

At studere er en livsform. Det er ikke let at formidle, hvad det indebærer at studere, men det er vigtigt, at ansøgerne forberedes på, at der ingen lærere er, der holder øje med en, og ingen lektier er, men at der alligevel stilles en masse krav. En god vejledning giver desuden ansøgeren en fornemmelse af, hvilke emner studierne omfatter, så hun ikke forventer, at biologi kun handler om at undersøge dyr, men også om at lære kemi; og så hun ikke tror, at hun i litteraturvidenskab blot skal læse romaner, men også ved, at hun skal læse litteraturteori.

For at give ansøgerne en ledetråd i deres studievalg kunne det desuden være en god idé, hvis der blev udarbejdet en række vejledende adgangskrav, som kunne give ansøgeren en fornemmelse af, på hvilket niveau undervisningen begynder, og som kunne give nogle gode retningslinier for, hvordan tiden indtil optagelsen kan tilbringes. Kravene kan omfatte det, der svarer til de specifikke adgangskrav, der eksisterer i dag, men de kan sagtens suppleres med yderligere krav, fx udlandsophold før sprogstudier, elektronikkurser før elektronikingeniørstudier, pædagogarbejde før pædagogstudier, sygehus-/plejehjemsarbejde før medicin- og sygeplejerskestudier osv. Naturligvis kan adgangskravene ikke være krav i gængs forstand, da hver ansøger kan have sin specielle og særegne vej til studiet. Det er umuligt at forudsige, præcis, hvilke beskæftigelser, der forbereder bedst til en given uddannelse.

Med et system, hvor det i højere grad bliver ansøgerne, der bestemmer udbuddet af pladser, er det vigtigt, at de får god vejledning i, hvilke erhvervsmuligheder, der normalt tegner sig med den givne uddannelse, hvordan arbejdsmarkedet ser ud på ansøgningstidspunktet, og hvordan det efter et groft overslag forventes at se ud efter endte studier. Det er klart at sådanne overslag bliver højest usikre, og det er vigtigt at pointere, at ansøgerne fortsat skal opfordres til at søge studie efter interesse og ikke efter erhvervsmuligheder. Men samtidigt gør den øgede frihed i studievalg det vigtigt, at konsekvenserne for ansøgeren kendes i videst muligt omfang, så hun ikke blindt uddannes til arbejdsløshed.

Med et køsystem vil der stadig være uddannelser uden adgangsbegrænsning, hvor man kan komme ind med det samme. Hvis man står i kø til en uddannelse med lang ventetid, kan det ofte være kvalificerende at studere et andet fag i mellemtiden. Det er spørgsmålet, om det skal tillades. På den ene side skader det aldrig at folket uddanner sig, mens det på den anden side umiddelbart koster samfundet ressourcer. Hvis alternativet til studier i ventetiden er arbejdsløshed eller anden ikke-kvalificerende beskæftigelse, kan det være svært at forsvare, at pladsen skal stå tom på studiet. Det skal desuden bemærkes, at mange i dag får points i kvote 2 gennem studier i et andet fag.

Fri adgang er målet

Vi har i det foregående gennemgået, hvordan de indlysende urimeligheder ved det nuværende optagelsessystem kan afhjælpes gennem indførsel af et køsystem.

Det skal her til slut fastslås, at Studenterrådet ved Odense Universitets mål er og bliver fri adgang til de videregående uddannelser. Vi betragter køsystemet som den næstbedste løsning og som et godt overgangssystem til den frie adgang.