Studieansøgere i kø
ENDNU EN ÅRGANG studenter er udklækket. Mange anvendte den første tid til at overveje, hvor og hvordan de næste år af deres ungdom skal tilbringes, og en del lod deres videnshungrende øjne falde på en eller flere af landets mange højere læreanstalter. Samtidig har mange unge, som de foregående år har søgt og fået afslag på en videregående uddannelse, endnu en gang overvejet deres fremtid og fundet en uddannelse, som det måske er mere sandsynligt, de kan komme ind på. De unge sendte deres ansøgninger, og 20.000 af dem modtager i disse dage til deres skuffelse et "duer ikke!, væk!". Ikke nødvendigvis fordi de, med deres adgangsgivende eksamen, er for dumme til at gennemføre den søgte uddannelse, men fordi der er et begrænset antal pladser på ønskeuddannelsen.
Udvælgelsen af ansøgere sker i dag på to måder. Enten har man været god til at gentage lærernes ord i gymnasiet eller på hf, så man har fået gode karakterer da bliver man optaget i kvote 1. Ellers har man efter sin eksamen tilbragt et eller flere år ude i det virkelige liv med at skrabe point, i form af rengøringsarbejde, højskoleophold, udlandsophold osv., sammen til den såkaldte kvote 2.
For et første blik virker denne optagelsesmåde fornuftig og rimelig. Har man været dygtig i gymnasiet, er man velegnet til at komme direkte ind på universitetet. Har man ikke været så dygtig, har man eksamensskræk, havde man problemer i familien, var man ikke moden til gymnasiet eller har man af andre årsager ikke opnået et snit over gennemsnittet, så er det bare synd.
Men der er mange problemer forbundet med denne optagelsesprocedure.
På ingeniøruddannelserne findes nogle af de laveste krav til ansøgerne, fordi der er mange pladser og ikke ret mange ansøgere. Men ingeniøruddannelserne er absolut ikke lette at gennemføre, hvorfor mange falder fra i løbet af de første år.
Som student med et højt snit falder nogle for fristelsen til at søge en uddannelse, som kræver et højt snit, for ikke at spilde eksamenssliddet på en uddannelse med lavt optagelseskrav. Blandt andet derfor findes der en række prestigeuddannelser, hvortil der kræves et skamløst højt snit for at blive optaget. Alle, der ikke er i stand til at fremvise de ekstreme karakterbøger, må henslæbe tiden i en usikker kvote 2, hvis deres ønskeuddannelse er mere end almindelig populær. Antropologi i København er for eksempel et studie, som mange søger, og derfor skal man have fået et højt snit til sin studentereksamen, for at blive optaget her. Antropologi er som ingeniøruddannelserne helt sikkert heller ikke let, men her optages altså kun "de kloge".
HAR MAN IKKE præsteret et højt snit, og vil man gerne være antropolog, må man i gang med at kvalificere sig til kvote 2-optagelse. Det er op til de enkelte uddannelsesinstitutioner selv at udforme krav for optagelse via kvote 2. Derfor er systemet meget mudret. Nogle steder vil man optage ansøgerne individuelt vha. levnedsbeskrivelser. På Roskilde Universitetscenter læses og behandles disse af studerende og lærere. Det hviler altså på personlige skøn, om ansøgeren er egnet til optagelse. Eller bedre egnet end de øvrige ansøgere, for det er antallet af pladser, der i sidste ende afgør antal optagne studerende. Et år med mange "gode" ansøgere vil en person måske ikke blive optaget, mens han året efter med præcis samme kvalifikationer pludselig er egnet.
Andre steder er reglerne for, hvad man skal gøre for at blive optaget gennem kvote 2, faste og unuancerede. Der gives point for erhvervsarbejde, uanset hvad det er. Ikke et ondt ord om ufaglært arbejde, men det kan være vanskeligt at se, hvordan det kan forbedre evnerne til at studere. Andre point kan man få for udlandsophold, og igen har det ikke betydning, om opholdet sker i et relevant land, eller beskæftigelsen dér er fornuftig. Når man har samlet tilstrækkelig mange point i øst og vest, optages man til studier man ikke nødvendigvis har nogle forudsætninger for, man ikke havde, da man første gang besluttede sig til, at det var det studie, man ville søge. Alle er klar over, at kriterierne ikke er optimale, men med mange hundrede ansøgere er det alt for dyrt og besværligt at sortere ansøgere efter mere rimelige regler.
Det virker umiddelbart som en mere sympatisk metode at lade grundige menneskelige skøn afgøre, om en ansøger er bedre end de andre ansøgere det år. På den måde er det mennesket bag ansøgningen, der bliver behandlet, så også ualmindelige kvalifikationer kan give belønning. Men problemerne hober sig snart op, for hvordan véd man, hvad der skal til for at blive optaget, så man kan forberede sig ordentligt? hvordan sørger de, der behandler ansøgningerne, for at de bliver behandlet ens? hvordan undgår man at lade personlige sympatier skinne igennem? og hvordan skabes nogenlunde objektive kriterier for, hvad der skal til for at være egnet til at studere?
Det sidste spørgsmål kunne besvares således: For at være egnet til at studere skal man være indstillet på at arbejde selvstændigt, man skal have mod på at læse og tænke ud over pensum, man skal kunne forholde sin viden inden for et område til den inden for et helt andet, og man skal kunne meget mere. Hvordan måler man en ansøgers evne til at opfylde disse meget diffuse krav? Det gør man ikke, og slet ikke så længe det reelt ikke er egnetheden til at studere, der skal bedømmes, men hvordan man er egnet i forhold til de øvrige ansøgere det år. Alt vil komme til at afhænge af tilfældigheder, og optagelsesmåden bliver altså ikke mere rimelig end den helt rigide, hvor reglerne er kendte og forudsigelige.
EN PIGE BLEV for nogle år siden student med 9,4 i gennemsnit. Hendes drøm var at læse litteraturvidenskab, og hun kunne på daværende tidspunkt uden problemer blive optaget. På litteraturvidenskab kræves det, at man kan læse tekster på hovedsprogene engelsk, tysk og fransk. Da vores studine ikke var en ørn til fransk, og da hun også interesserede sig for psykologi, tænkte hun, at hun kunne slå to fluer med et smæk ved at rejse til Frankrig og læse psykologi et års tid på et fransk universitet. Som sagt, så gjort. Efter et års uddannelse i Frankrig vendte hun hjem med gode sprogkundskaber og med kendskab til livet og arbejdet som studerende på universitetet. Hun søgte ind på litteraturvidenskab og kom ikke ind!
Snittet steg netop det år med mere end et karakterpoint til 9,9. På trods af at hun nu var meget bedre kvalificeret end året før, hvor hun ville være kommet ind, måtte den skuffede ansøger acceptere at begynde på sin andenprioritet, nordisk, hvor hun forøvrigt i disse dage kæmper med sit speciale.
En anden pige afsluttede også gymnasiet for nogle år siden. Fra starten af gymnasietiden havde hun vidst, at hendes ønskeuddannelse var psykologi, og snu, som hun var, havde hun undersøgt, hvad der skulle til for at komme ind på psykologiuddannelsen og det er ikke så lidt, målt i tal. Så mens hendes kammerater gik i skole, lavede lektier og lærte livet og menneskerne at kende, gik hun i skole, lavede lektier og lavede flere lektier, så hun kunne honorere kravet om et sjældent højt karaktergennemsnit.
De fleste kommer til at arbejde med andre mennesker i deres arbejdsliv, og derfor har alle godt af at kende til konfliktløsning, samarbejde, tillid og samvær, tillært gennem omgang med andre mennesker. Men psykologer skal ikke blot samarbejde, de skal forstå og hjælpe andre mennesker i nød. Derfor er det alfa og omega, at de er menneskekendere og har brugt megen tid i sociale sammenhænge. Naturligvis må de også være dygtige til at læse og studere alle de videnskabelige teorier om menneskesjælen, som kan hjælpe dem i deres arbejde.
Pigen kom ind på psykologi, og hun bliver sikkert god til at læse og forstå den psykologiske videnskab, men bliver hun god til at hjælpe dem, hun bliver sat til at hjælpe?
HVERT åR ER DER nye optagelsesrunder til de videregående uddannelser, så de håbefulde kan søge år efter år, uden at vide før omkring den 28. juli, om de skal studere fra september. Det bliver umuligt at lave langtidsplanlægning med henblik på studierne, for man véd aldrig med sikkerhed om man kommer ind, eller hvor og hvornår. Det system, der foregiver at foretage en rimelig og velbegrundet udvælgelse, viser sig altså at hvile på tilfældigheder. Om en ansøger bliver optaget afhænger ikke af, om det med rimelighed kan forventes, hvorvidt han eller hun gennemfører uddannelsen, men af om de øvrige ansøgere passer bedre på de krav, der stilles det år.
Systemet er altså ikke optimalt. Men anderledes kan det ikke være, når der skal sorteres i ansøgerne til et begrænset antal uddannelsespladser. Eller kan det? Der kan opstiles en række kriterier for et bedre system: Det skal være let at gennemskue, det skal reagere ens på samme forudsætninger, det skal give mulighed for langtidsplanlægning, og det skal minimere tilfældighedernes spil. Ingen systemer opfylder alle kriterierne, men ét forbedrer forholdene på mange områder.
LAD ANSØGERNE STÅ I KØ. Det lyder som en vits, men med lidt eftertanke er ideen måske slet ikke så ringe endda. Så længe samfundet prioriterer uddannelserne så lavt, at ikke alle kan komme ind, skal der en udvælgelsesprocedure til for at finde de mennesker, som kan optages. I erkendelse af, at uddannelser ikke kan vægtes i sværhedsgrad, og at det ikke er muligt med sikkerhed at forudsige, om et menneske er i stand til at gennemføre en given uddannelse, må valget overlades til den enkelte. Har man først en adgangsgivende eksamen i form af en studenter- eller hf-eksamen eller tilsvarende, har man i princippet mulighed for at gennemføre en videregående uddannelse. I det eksisterende system eksisterer der en mulighed for, at man kan blive optaget uden en adgangsgivende eksamen, hvis man har nået en vis alder og kan dokumentere relevante kvalifikationer. I et køsystem skal sådanne ansøgere naturligvis også kunne søge på linie med andre ansøgere.
Et køsystem kunne føres ud i livet ved, at hver årgangs ansøgere lodtrækkes ind på en plads i køen til den søgte uddannelse. Når man har fået en plads i køen meddeles man sit nummer, som man bevarer til man bliver optaget eller trækker sit kandidatur. Sammen med sit nummer kan man få et overslag over, hvor længe det kommer til at tage, før man kan begynde på uddannelsen.
Der kan søges flere uddannelser samtidig, så de, der vil være tilfredse med at komme ind på en af flere forskellige uddannelser, kan komme hurtigt ind, og de, der kun ønsker at læse én bestemt uddannelse, kan få lov til at komme ind der, når de har ventet længe nok. På den måde løses desuden problemet med prestigeuddannelser, idet det istedet for et højt snit kræver, at man er indstillet på at vente.
En køordning vil være meget let at administrere og dermed billig. Derudover vil den være let at gennemskue for ansøgerne, der derfor kan koncentrere hele deres opmærksomhed på at finde den uddannelse, som passer til deres ønsker og evner. De penge der spares i administrationen kunne anvendes til at give en forbedret studievejledning, så det undgås, at så mange, som det er tilfældet i dag, vælger den forkerte uddannelse i første omgang.
Når man véd nogenlunde, hvornår man kommer ind, kan man planlægge tiden indtil optagelsen langt bedre end i dag, hvor man for at kvalificere sig indimellem skal foretage sig ting, fx udlandsophold eller ikke-relevant erhvervsarbejde, som på ingen måde forbedrer ens evner i forhold til det søgte studie. En god langtidsplanlægning af ens tid kunne ske i fællesskab med faglige vejledere, som sidder inde med viden om uddannelsernes indhold. Har man for eksempel to år, kunne man forestille sig, at man arbejdede deltid og tjente penge til et udlands- eller højskoleophold. Sideløbende kunne man forbedre sine evner på aftenskole eller Åben Uddannelse.
For at studere skal man være kvalificeret. Det kan ikke diskuteres. Med optag af studerende på baggrund af deres gennemsnit er det tvivlsomt, om man får de mest kvalificerede, og det er sikkert, at man ikke får noget mål for om ansøgerne er motiverede for studierne. Med et køsystem får man heller ikke nødvendigvis de mest kvalificerede, men man har større sandsynlighed for at optage motiverede ansøgere, idet de får mulighed for at blive optagede på deres ønskeuddannelse. Og netop motivation er måske det, der er væsentligst for at gennemføre en uddannelse. Så længe man ikke kan opstille kriterier for, hvad motivation består i, hvordan den kommer til udtryk og hvordan den måles, er det ikke rimeligt at foregive, at man udvælger de bedste ansøgere. Med køsystemet vælger ansøgerne selv, og de er vel også selv de nærmeste til at vide, om de er motiverede.
HELE optagelsesproblemet skyldes, at der ikke er frit optag til de videregående uddannelser i Danmark. Helt omgå de problemer, der opstår heraf, kan man kun, hvis man indfører frit optag. Men der er både fordele og ulemper forbundet med det frie optag, og mange af dem hviler på trosspørgsmål.
Det er klart, at samfundet har brug for at uddanne befolkningen til de opgaver, der ønskes løst. Men de prioriteringer, der foretages, viser sig ofte ikke at holde. I løbet af firserne nedlagde regeringen flere lærerseminarier med det resultat, at der i starten af halvfemserne pludselig var et underskud af folkeskolelærere. Samtidig med nedprioriteringen af seminarierne forøgedes pladserne på ingeniør- og beslægtede uddannelser, så der nogle år senere pludselig opstod stor arbejdsløshed blandt ingeniører. Det resulterede igen i, at søgningen til ingeniøruddannelserne faldt til stor fortrydelse for de tekniske uddannelser. Men nu, da der begynder at være et mere passende antal ingeniører, stiger ansøgningstallene støt igen. På den måde udligner antallet af ansøgere sig selv i forhold til efterspørgslen på færdiguddannede.
Men helt at forlade sig på markedskræfterne, og frit lade ansøgerne selv bestemme uddannelsesvalg, kan også skabe nogle problemer, specielt i forhold til meget smalle og samtidig meget populære uddannelser, som medie-, kunst- og kulturuddannelser, og i forhold til dyre uddannelser som medicin.
Derfor skal der ske en vis grad af prioritering, som dog kan være meget mere søgningsbestemt, end det er tilfældet i dag. Frit optag må nødvendigvis være modereret, idet der ikke kan omfordeles frit inden for uddannelsessystemet med kort varsel. I den skitserede form kan køsystemet danne overgangen til det modererede frie optag. Når ansøgernes ønsker skifter, er der mulighed for at placere dem i kø, indtil de nødvendige dispositioner er foretaget med hensyn til nybyggeri, lærer- og forskeransættelser osv.
|
|
