Faglighed og adgangsbegrænsning
Foredrag afholdt på en konference om "faglighed på fremtidens universitet" arrangeret af Studenterrådet ved Århus Universitet, den 25. april 1998.
Tak fordi I har inviteret mig til at komme her idag. Mit navn er som sagt Jeppe Bundsgaard, jeg studerer nordisk og filosofi på Odense Universitet. Jeg er blevet bedt om at tale om adgangsbegrænsning set i lyset af faglighed. Så jeg vil indlede med at supplere Hans Finks præcisering af, hvad faglighed er, så I har en fornemmelse af, hvad der ligger til grund for mine overvejelser i forbindelse med adgangen til universitet.
Faglighed har sjovt nok fået en generel betydning af kendskab til specifikke kendsgerninger. Folkeskoleeleverne skal kunne læse, det er faglighed, gymnasieelever skal kunne integrere, det er faglighed. At forstå, hvordan den pågældende viden hænger sammen med elevens virkelighed, er ikke faglighed. Evne til at kunne sætte i perspektiv er ikke faglighed. Det er naturligvis en helt misforstået begribelse af faglighed.
Jeg vil foreslå, at vi betragter faglighed som en kompleks sammenhæng af mange faktorer. Det nytter ikke noget at have stor viden om alt muligt, hvis ikke den anvendes til at gøre vores livsvilkår bedre eller til at få en større forståelse af, hvordan vores verden og vi selv er skruet sammen. Så faglighed er at kunne sætte tingene ind i deres rette sammenhæng.
De studerende skal føle det som deres ansvar, at deres viden bliver brugt og kendt i de bedste sammenhænge både i deres egne og i andres praksis. Studerende, der ikke er engageret i deres fag, vil forsøge at slippe over, hvor gærdet er lavest, vil forsøge at forstå nøjagtigt så meget, som er nødvendigt for at bestå.
Den herskende mening om, hvad der er rigtig viden og hvordan den bedst anvendes, er ikke altid den rigtige mening. Vi har tit set, hvordan herskende paradigmer er væltet omkuld af personer, der ikke var vellidte i de bedre kredse. Der er masser af viden i vores dage, der hverken er rigtig eller sund for vores samfund eller for os. Den skal have kam til sit hår. Studerende, der ikke er parat til at møde videnskaben med nye øjne, mangler en væsentlig forudsætning for at kunne deltage i udviklingen og forbedringen af vores fælles anliggender. Så en grundlæggende kritisk indgangsvinkel til autoriteter og det, de præsenterer os for, er en nødvendighed for en god faglighed.
Holder vi vores viden for os selv, eller vi ikke i stand til at formidle og anvende den, er den ikke meget værd. Så det er faglighed at kunne formulere og forklare videnskabens erkendelser til andre end fagfællerne.
Så kompleks og mere endnu er den, den der faglighed. Så spørgsmålet bliver nu: Hvordan finder vi de, der kan opnå den bedste faglighed? Det er optagelsesproblematikkens akilleshæl.
Vi kan også formulere spørgsmålet således: Hvordan får vi de, der vil udvikle en god faglighed gennem deres universitetsstudier, til at søge optagelse og få adgang på universitet? Og hvordan får vi de, der ikke vil udvikle en god faglighed, til ikke at søge eller ikke at opnå optagelse på universitetet? Hertil er svaret i dag adgangsbegrænsning med optagelse gennem et sindrigt kvotesystem. Og det er, skal jeg vise, ikke noget særlig godt svar.
Kvotesystemets fallit
Tilsyneladende har vi i dag et godt og rationelt system til sortering af ansøgere til de videregående uddannelser. Hvis man har opnået en passende karakter til studentereksamen eller har samlet point til optagelse gennem kvote 2, er vejen til ønskeuddannelsen åben. Optagelse afhænger med andre ord af egen arbejdsindsats. De, der har været mest flittige i gymnasiet, får præmien i form af direkte optagelse, de andre må arbejde lidt ekstra, men så skulle muligheden også være der.
Men der er mange problemer forbundet med denne optagelsesprocedure.
På ingeniøruddannelserne findes nogle af de laveste krav til ansøgerne, fordi der er mange pladser og ikke ret mange ansøgere. Men ingeniøruddannelserne er absolut ikke lette at gennemføre, hvorfor mange falder fra i løbet af de første år.
Antropologi i København er et eksempel på et studie, som mange flere søger, end de politiske beslutningstagere har fundet det for godt at uddanne. Det betyder, at ansøgere skal have et meget højt snit for at blive optaget her. Antropologi er som ingeniøruddannelserne helt sikkert heller ikke let, men her optages altså kun "de kloge".
Uden at gøre mig klog på gymnasieskolen mener jeg at kunne ane en uheldig udvikling mod et umenneskeligt karakterræs, der fjerner gymnasieelevernes fokus fra forståelsen af de færdigheder, sammenhænge og metoder, de præsenteres for. I stedet kommer det til at dreje sig om at bestå. Derfor sker der utallige taktiske overvejelser i valget af fagkombinationer. Det gælder om ikke at tage højniveau i fag, man har opnået en høj karakter i; det gælder om ikke at vælge fag, men kunne have glæde af at blive bedre til, da det vil sænke snittet; det gælder om at virke klog ikke om at være det.
Faglighed hverken fordres eller fremmes af et sådant karakterræs.
Har man ikke præsteret et højt snit, men vil man gerne være antropolog, må man i gang med at kvalificere sig til kvote 2-optagelse. Det er op til de enkelte uddannelsesinstitutioner selv at udforme krav for optagelse via kvote 2. Derfor er systemet meget mudret. Nogle steder vil man optage ansøgerne individuelt vha. levnedsbeskrivelser. På Roskilde Universitetscenter læses og behandles disse af studerende og lærere. Det hviler altså på personlige skøn, om ansøgeren er egnet til optagelse. Eller bedre egnet end de øvrige ansøgere, for det er i sidste ende antallet af pladser, der afgør antal optagne studerende. Et år med mange "gode" ansøgere vil en person måske ikke blive optaget, mens han året efter med præcis samme kvalifikationer pludselig er egnet.
Andre steder er reglerne for, hvad man skal gøre for at blive optaget gennem kvote 2, faste og unuancerede. Der gives point for erhvervsarbejde, nogle gange uanset hvad det er. Det kan være vanskeligt at se, hvordan fx kontorarbejde kan forbedre evnerne til at studere fx engelsk eller medicin, men ofte er der ingen grænser for, hvad man har arbejdet med, blot man har fået løn for det. Andre point kan man få for udlandsophold, og igen har det ikke betydning, om opholdet sker i et relevant land, eller beskæftigelsen dér er fornuftig. Når man har samlet tilstrækkelig mange point i øst og vest, optages man. Optagelsen sker uden at ansøgeren nødvendigvis har nogen forudsætninger for studierne, hun ikke havde, første gang hun besluttede at søge. Alle er klar over, at kriterierne ikke er optimale, men der er ingen, der vil ændre dem, da de jo for en umiddelbar betragtning giver en følelse af, at de bedste udvælges til de sværeste uddannelser.
For nogle år siden blev en pige student med 9,4 i gennemsnit. Hendes drøm var at læse litteraturvidenskab, og hun kunne på daværende tidspunkt uden problemer blive optaget. På litteraturvidenskab kræves det, at man kan læse tekster på hovedsprogene engelsk, tysk og fransk. Da vores studine ikke var en ørn til fransk, og da hun også interesserede sig for psykologi, tænkte hun, at hun kunne slå to fluer med et smæk ved at rejse til Frankrig og læse psykologi et års tid på et fransk universitet. Som sagt, så gjort. Efter et års uddannelse i Frankrig vendte hun hjem med gode sprogkundskaber og med kendskab til livet og arbejdet som studerende på universitetet. Hun søgte ind på litteraturvidenskab og kom ikke ind!
Snittet steg netop det år med mere end et karakterpoint til 9,9. På trods af at hun nu var meget bedre kvalificeret end året før, hvor hun ville være kommet ind, måtte den skuffede ansøger acceptere at begynde på sin andenprioritet, nordisk, hvor hun forøvrigt nyligt har afsluttet sit speciale.
Hvert år er der nye optagelsesrunder til de videregående uddannelser, så de håbefulde kan søge år efter år uden at vide før omkring den 28. juli, om de skal studere fra september. Det bliver umuligt at lave langtidsplanlægning med henblik på studierne, for man véd aldrig med sikkerhed, om man kommer ind, eller hvor og hvornår.
I de senere år har vi set stadig flere ansøgere, der havde samlet maksimumpoint til optagelse gennem kvote 2. Alligevel kommer de ikke ind. Systemet har med andre ord foregivet, at ansøgeren gennem forskellige aktiviteter kunne blive bedre egnet til at studere et givet fag og derigennem blive optaget på uddannelsen. I sådanne situationer ses det med al ønskelig tydelighed, at systemet ikke er beregnet på at udvælge de bedste eller forberede de kommende studerende på studierne, men blot har til formål at sortere i ansøgerne.
Det system, der foregiver at foretage en rimelig og velbegrundet udvælgelse, viser sig altså at hvile på tilfældigheder. Om en ansøger bliver optaget afhænger ikke af, om det med rimelighed kan forventes, hvorvidt han eller hun gennemfører uddannelsen, men af om de øvrige ansøgere bedre opfylder de krav, der stilles det år.
Alternative systemer holder ikke
Det nuværende optagelsessystem er ikke særlig smart. Den sædvanlige rygmarvsløsning fra studenterpolitikere som mig er kravet om fri adgang. Og det ville jeg da også helst have. Men da vores samfund har valgt ikke at prioritere uddannelse højere, end tilfældet er, må vi finde en optagelsesprocedure, der løser nogle af de problemer, kvotesystemet giver. Jeg tror ikke på nogen karakterbaserede løsninger, da de ikke siger noget af betydning om ansøgerens faglighed. Heller ikke personlige samtaler eller lignende mere kvalitative udvælgelsesmetoder tror jeg på, da det stiller ansøgerne forskelligt, gør dem afhængige af andres skøn og gør det umuligt seriøst at forbedre sine chancer. Hvad er der så tilbage?
Studieansøgere i kø
Lad ansøgerne stå i kø. I erkendelse af, at uddannelser ikke kan vægtes i sværhedsgrad, og af, at det ikke er muligt med sikkerhed at forudsige, om et menneske er i stand til at gennemføre en given uddannelse, må valget overlades til den enkelte. Har man først en adgangsgivende eksamen i form af en studenter- eller hf-eksamen eller tilsvarende, har man i princippet mulighed for at gennemføre en videregående uddannelse.
Et køsystem kunne føres ud i livet ved, at hver årgangs ansøgere lodtrækkes ind på en plads i køen til den søgte uddannelse. Når man har fået en plads i køen, meddeles man sit nummer, som man bevarer, til man bliver optaget eller trækker sit kandidatur. Sammen med sit nummer kan man få et overslag over, hvor længe det kommer til at tage, før man kan begynde på uddannelsen.
Der kan søges flere uddannelser samtidig, så de, der vil være tilfredse med at komme ind på en af flere forskellige uddannelser, kan komme hurtigt ind, og de, der kun ønsker at læse én bestemt uddannelse, kan få lov til at komme ind der, når de har ventet længe nok. På den måde løses desuden problemet med prestigeuddannelser, idet det istedet for et højt snit kræver, at man er indstillet på at vente.
En køordning vil være meget let at administrere og dermed billig. Derudover vil den være let at gennemskue for ansøgerne, der derfor kan koncentrere hele deres opmærksomhed på at finde den uddannelse, som passer til deres ønsker og evner. De penge, der spares i administrationen, kunne anvendes til at give en forbedret studievejledning, så det undgås, at så mange, som det er tilfældet i dag, vælger den forkerte uddannelse i første omgang.
Når man véd nogenlunde, hvornår man kommer ind, kan man planlægge tiden indtil optagelsen langt bedre end i dag. En god langtidsplanlægning af ens tid kunne ske i fællesskab med faglige vejledere, som sidder inde med viden om uddannelsernes indhold. Har man for eksempel to år, kunne man forestille sig, at man arbejdede deltid og tjente penge til et udlands- eller højskoleophold. Sideløbende kunne man forbedre sine evner på aftenskole, Folkeuniversitetet eller (gratis) Åben Uddannelse.
For at studere skal man være kvalificeret. Det kan ikke diskuteres. Med optag af studerende på baggrund af deres gennemsnit er det som beskrevet yderst tvivlsomt, om man får de mest kvalificerede, og det er sikkert, at man ikke får noget mål for om ansøgerne er motiverede for studierne. Med et køsystem får man heller ikke nødvendigvis de mest kvalificerede, men man har større sandsynlighed for at optage motiverede ansøgere, idet de får mulighed for at blive optagede på deres ønskeuddannelse. Og netop motivation er måske det, der er væsentligst for at gennemføre en uddannelse. Så længe man ikke kan opstille kriterier for, hvad motivation består i, hvordan den kommer til udtryk og hvordan den måles, er det ikke rimeligt at foregive, at man udvælger de bedste ansøgere. Med køsystemet vælger ansøgerne selv, og de er vel også selv de nærmeste til at vide, om de er motiverede.
Med et køsystem opstår der naturligvis en række praktiske problemer, som skal løses.
I dag skifter mange studerende studie og finder i deres andet studie deres plads i uddannelsessystemet. Med et køsystem må man forvente, at antallet af studieskiftere nedbringes, da alle får lejlighed til at studere deres ønskefag. Alligevel vil der være mange, der valgte forkert i første forsøg. Jeg anser dette for en force, idet disse studerende ofte kommer til deres nye uddannelse med andre øjne på videnskaben, end den vante på den nye uddannelse.
En væsentlig og saglig kritik af køsystemet lyder, at fagligheden lades i stikken, når hvem som helst kan komme ind, uden at bevise deres værd. At det også er således i det nuværende system i forbindelse fx med de føromtalte ingeniøruddannelser, er naturligvis ikke noget svar. Men jeg tror ikke, at det bliver et problem, hvis ansøgerne kan komme ind på den uddannelse, de ønsker. De vil både være engagerede og motiverede for deres studier, og det er en vigtigere forudsætning for at kunne gennemføre 5 års universitetsstudier.
Ansøgerne vil naturligvis være interesserede i at være fagligt rustede til studierne. Derfor foreslår jeg, også for at give ansøgerne en ledetråd i deres studievalg, at der bliver udarbejdet en række vejledende adgangskrav, som kunne give ansøgeren en fornemmelse af, på hvilket niveau undervisningen begynder, og som kunne give nogle gode retningslinier for, hvordan tiden indtil optagelsen kan tilbringes. Kravene kan omfatte det, der svarer til de specifikke adgangskrav, der eksisterer i dag, men de kan sagtens suppleres med yderligere krav, fx udlandsophold før sprogstudier, græsrods- og andet politisk arbejde før samfundsstudier osv. Naturligvis kan adgangskravene ikke være krav i gængs forstand, da hver ansøger kan have sin specielle og særegne vej til studiet. Det er umuligt at forudsige præcis, hvilke beskæftigelser der forbereder bedst til en given uddannelse.
Køsystemet er ikke svaret på alle vores problemer, men jeg tror, at det vil være med til at vi, i højere grad end det er tilfældet i dag, kan optage de personer, som opfylder de faglighedskriterier, jeg skitserede i starten. Tak for ordet.
|
|
