Jeppe Bundsgaards hjemmeside
Velkommen! Weblog Ph.d.-projekt Artikler Foredrag Live English area
It, dansk og didaktik
Didaktik og fagdidaktik
IT og digitale læremidler
Sprog & kommunikation
Litteratur
Politik
Andet


Projekter


http://projekter.au.dk/fileadmin/ICILS_2018_logo_100x100_01.png

ICILS 2018

 

Demonstrationsskoleprojekterne

Bøger

 

Digital dannelse

 

http://www.dafolo-online.dk/media/online/thumbs/7607.jpg

It-didaktik i teori og praksis - elevpositioner og digitale kompetencer i et dannelsesperspektiv

 

Klik for at komme til bogens hjemmeside

Kompetencer i dansk. Gyldendal 2009.

 

Klik for at komme til bogens hjemmeside

Danskfagets it-didaktik. Gyldendal 2007.

 

Klik for at komme til bogens hjemmeside

Bidrag til danskfagets it-didaktik. Ph.d.-afhandling. Forlaget Ark 2005.

Dage med Gemzøe eller livet om Madsen

– Om Svend Åge Madsen set gennem Anker Gemzøes disputats Metamorfoser i Mellemtiden

Joachim Wrang, Thorbjørn Hertz Jensen og Jeppe Bundsgaard – februar 1998


I Svend Åge Madsens omfattende forfatterskab optræder gentagne gange en forfatter ved navn Sten Pekoral, der af sin datter Thelma i romanen Kvinden uden krop (1996) karakteriseres således:
Sten, hendes far, var en lettere mislykket forfatter. Hans karriere var startet meget lovende, men pludselig slog han om. Blev en hyggelig ligegyldig underholdningsforfatter, som ingen tog alvorligt. Hun havde aldrig kunnet tilgive ham, at han opgav sine idealer (s. 32).
Sten Pekoral, der af Ato Vari i Tugt og utugt i mellemtiden (1976) beskrives som bærer af paradokset om både at være langhåret og skaldet på samme tid, er Svend Åge Madsens selvironiske karikatur af den svært tilgængelige og elitære unge forfatter, der efter debuten i 1963 med Besøget og de efterfølgende tre værker i 1968 begyndte at skrive mere populært orienteret litteratur.
Nu er det ikke fordi Liget og lysten fra dette år umiddelbart er den mest letlæste bog fra Madsens hånd. Men den betegnede et skift fra den l'art pour l'art-agtige modernistiske litteratur, som hidtil havde kendetegnet den århusianske forfatter, mod en mere frit fabulerende og fantastisk stil, hvor Svend Åge Madsen, med Anker Gemzøes ord, "havde lært sig at servere intellektuelle hjerneknipsere indpakket i en dødspændende eller morsom handling"1. Og Svend Åge Madens forfatterskab er på denne måde karakteriseret af et skift, eller måske snarere en glidning, mellem forskellige positioner; politisk og filosofisk såvel som æstetisk. Det er med udgangspunkt i disse skift, metamorfoserne, at Anker Gemzøe har skrevet sin doktordisputats Metamorfoser i Mellemtiden.

Anker Gemzøes disputats er teoretisk og metodisk forankret i den russiske litteraturteoretiker og sprogfilosof Mikhail Bachtins teorier om kronotopen, dvs. en 'blanding' af de litterære eksistentialer kronos og topos, tid og rum. Metamorfoserne i Gemzøes titel er således et begreb hentet fra Bachtins essay om "Kronotopen. Tiden och rummet i romanen. Essäer i historisk poetik", hvor metamorfosen er skildret som det punkt, hvor litteraturen pludselig skifter karakter. Denne metamorfoseudvikling i litteraturen skal ses som polemisk modsætning til den hævdvundne traditionelle evolutionsforståelse af litteraturens udvikling. I skildringen af individdannelse og personlig udvikling koncentrerer metamorfosen "sig om vendepunkterne, kriserne, hvorunder et menneskes liv irreversibelt skifter retning. Ikke evolution, men krise og genfødsel". (s.11) Metamorfoserne er primært rettet mod forfatterskabet selv, idet "Svend Åge Madsen har udforsket rigtigt mange af prosaens og dramaets udtryksmuligheder, ofte således at et værk [...] forholder sig dialektisk negerende eller snarere komplementært til [det foregående værk]" (s.12). Men samtidig ser Gemzøe metamorfosen, i den ovenfor beskrevne forstand, som "et gennemgående tema i hele forfatterskabet og konstituerende for dets menneskebillede" (ibid.).
Udfoldelsen af Bachtins teorier på Madsens værker sker med hovedvægten på begreberne dialog og intertekstualitet. Gemzøes kvalificerede Bachtin-udlægninger er dog ikke umiddelbart anvendelige til etablering af en litterær analysemetodik eller praktik, hvad han da heller ikke lægger skjul på:
Det er ikke denne afhandlings formål at udvikle en homogen, pædagogisk overskuelig tekstanalytisk patentterminologi (et helt igennem respektabelt foretagende), men at belyse nuancerne i et stort, kompliceret forfatterskab så præcist som muligt. Hvorfor skulle jeg afskære mig fra alle de analytiske differentieringer, jeg har adgang til ved at trække på terminologi og indsigter fra hele det skitserede felt? Det har jeg ikke tænkt mig (s. 50 f.).
Afhandlingen er altså ikke "om, men med Bachtin" (s. 53). Men som også anden halvdel af citatet tydeligt gør opmærksom på, åbner Gemzøe samtidig – i fokuseringen på dialogen og intertekstualiteten i Svend Åge Madsens forfatterskab – for et væld af andre referencer: filosofiske, sprogteoretiske og litterære. Dermed vinder Gemzøes digre afhandling terræn, hvad angår dens 'brugsværdi' for nye (og ældre) Madsen-læsere, mens den måske taber lidt for de læsere, der gerne i værket havde set muligheden for en solid indføring (anvendt praktisk af ham, der indførte Bachtin i Danmark) i Bachtins teorier om sprog, diskurs, karnevalisme og litteratur.
Afgrænsningen af Gemzøes metodiske greb, der udgør de første 60 sider og derudover er integreret i de forskellige læsninger, bevæger sig fra den russiske formalisme over nykritikken og den franske Tel Quel-bevægelse (med Julia Kristeva i spidsen) frem mod Bachtin. Med hovedafsættet således solidt funderet i netop den intertekstualitet, der efterhånden i litteraturkredse søges alle vegne som den eviggyldige nøgle til et værks æstetiske holdbarhed og gyldighed, gennemgår Gemzøe i resten af sin afhandling forudsætningerne for og selve Madsens forfatterskab fra 1962 til 1986. Det er spændende og oplysende læsning hele vejen igennem. Gemzøes store belæsthed og grundige påpegning af intertekstuelle referencer danner strålende baggrund for egne læsninger af også de svære første dele af Madsens forfatterskab. Men samme vægt på intertekstualiteten kan også til tider virke for grundig, så værkernes egentlige emne næsten drukner i henvisninger til andre værker. Det gør sig naturligvis mest udpræget gældende hen imod slutningen af behandlingen af Madsens forfatterskab, hvor værkerne jo i ekstrem grad parodierer, parafraserer, opponerer og fortsætter, hvor de forrige slap.

Dynamisk, destruktiv og befriende
For en Svend Åge Madsen-læser, der er blevet introduceret til den århusianske forfatter via de sene, store værker, som At fortælle menneskene (1989) og Syv aldres galskab (1994), vil en eventuel fortsat nysgerrighed uvægerligt resultere i en bevægelse bagud i forfatterskabet og dermed ende ved hans første fire værker, Besøget (1963), Lystbilleder (1964), Otte gange orphan (1965) og Tilføjelser (1967). En sådan bevægelse risikerer at ende i den dybeste og inderligste frustration; denne første fase af Madsens forfatterskab synes nemlig karakteriseret ved dens absolutte lukkethed, utilgængelighed og – nå, ja – ulæselighed. Men for en sådan læser er der for alvor hjælp at hente i Anker Gemzøes disputats. I tilgangen til forfatterskabet (og naturligvis i den sikre konstatering af, at netop en doktordisputats levner det nødvendige omfang og tidsforbrug) tillader Gemzøe sig nemlig den luksus ikke bare at fordybe sig i forfatterskabet, men i lige så høj grad i de omgivelser og den litteratur, der ligger til grund for romanerne og novellerne. Derved opnår han både at levendegøre de modernistiske 60'ere og tydeliggøre præmisserne for værkerne.
Svend Åge Madsen læste matematik på universitetet i Århus i de tidlige 60'ere. Her traf han på et blomstrende intellektuelt filosofisk og teologisk miljø, hvor diskussionen stod mellem repræsentanter for den angelsaksiske dagligsprogsfilosofi, der blandt andet havde hentet inspiration fra den ældre Wittgensteins Philosophische Untersuchungen, og repræsentanter fra den kontinentale fænomenologisk/eksistentialistiske filosofi. Hvor dagligsprogsfilosofien lægger vægten på en beskrivelse af sprogets erkendelsesgrundlæggende karakter (ords mening findes gennem en undersøgelse af deres anvendelse: meaning is use, hvorfor vi ikke har adgang til vores indre følelser via andet end vores sprog), mener fænomenologien, at det via "skuen af tingene" er muligt at opnå en erkendelse af verden, som den foreligger for vores bevidsthed. Fænomenologien videreudvikledes af filosoffer som Heidegger, Sartre og vores egen Løgstrup over i mere eksistensfilosofiske retninger og blev med Sartre til eksistentialismen. En retning, der med inspiration fra Kierkegaard behandlede den eksistentielle krise, der opstod med erkendelsen af livets meningsløshed og den deraf følgende angstoplevelse. Når først meningsløsheden er indset, kan livet opfattes som en vifte af valg, der betyder, at den absolutte frihed er målet for mennesket. De andre er blot til gene for mig, i og med deres blik gør mig til objekt og derved indskrænker min frihed.
Det var bl.a. kombinationen af disse to filosofiske retninger, der dannede baggrund for den første fase af Svend Åge Madsens forfatterskab. De tidlige romaner er udtryk for en enorm sprogbevidsthed og kredser om det omverdensfremmede jeg, der føler sig forfulgt af de andres blikke.
Den litterære forudsætning for Svend Åge Madsen skal blandt andet findes i barokdigtningen, hos modernistiske forfattere som Joyce og Beckett og i den franske nouveau roman. Både den filosofi og den litteratur, der havde betydning for den unge Svend Åge Madsen, gennemgås grundigt af Anker Gemzøe.
Det er befriende for den uforstående læser af første fase således at blive ført ved hånden og eksempelvis blive præsenteret for Niels Egebaks karakteristikker af den nye franske (og efterfølgende danske) roman og dens forfattere: "de forkaster den gamle roman, dens stil, dens formsprog, dens tricks [...] Alt forkaster de, for fra bunden at bygge noget nyt op: en mere autentisk roman" (s. 68). Og det er lige så befriende at læse en sammenfatning af de litterære forudsætninger for Svend Åge Madsens første romaner, der i al sin enkelthed udtrykkes således:
Viljen til radikalt traditionsbrud, mistroen til alt 'litterært', herunder fortællingen og fiktionens maskespil. Opmærksomheden på sproget og dets grænser. Et virkelighedsbillede præget af på den ene side en mangfoldighed af dimensioner og værdier, på den anden side en minimalistisk fokusering på fraværsfænomener. Analogi mellem skabelse og bevidsthedsdannelse. En ny roman, som umiddelbart er filosofisk, fænomenologisk forskning – i eksklusiv opposition til romanen som underholdende, folkelig genre (s. 70).
Forankringen ligger altså i de modernistiske bevægelser i Frankrig og England med forbillede i, eller inspiration fra, forfattere som Sartre, Beckett, Robbe-Grillet og Joyce. "Forkastelsens skole" kalder Gemzøe denne modernistiske ny-orientering, men han påpeger samtidig den indbyggede tvetydighed i de litterære ambitioner; at skrive mere autentiske værker, der dog primært har en ontologisk, epistemologisk og fænomenologisk erkendelsesfunktion for forfatterne selv. Og dermed kan strømningens litteratur aldrig blive hverken folkelig eller underholdende i sin insisteren på forkastelsen af alle hidtil gyldige litterære karakteristika og på den ny filosofiske anti-litteratur; litteraturen måtte "forskanse sig i utilgængelighed":
Ikke underligt, når adgangen til 'den konkrete oplevelse' mere eller mindre bevidst gik gennem en filosofisk tolknings højtopdrevne abstraktioner, og når pointen ofte var oplevelsens opløsning i refleksioner over den og endelige forsvinden i konstateringen af dens sproglige umeddelelighed. [...] Utilgængeligheden skyldes helt overvejende den puritanske lukning af litterære adgangsveje (s. 71).
Gemzøes efterfølgende læsninger af Madsens første fire værker er naturligvis præget af denne indsigt i modernismens udtryk i 60'ernes litterære og filosofiske miljøer. Han beskriver Besøget som "et af de mest ostentative eksempler på tressermodernismens opgør med dansk litterær provinsialisme" (s. 82), men placerer den samtidig – via sin optik, der jo primært er fokuseret på intertekstualiteten – "solidt i danske litterære og filosofiske traditioner" (ibid.). På den baggrund læser han bl.a. romanen som en parodi eller omtolkning af Kierkegaards tre stadier og påpeger samtidig træk fra H.C. Andersen, B.S. Ingemann, J.P. Jacobsen og Herman Bang. Unægtelig en ny indfaldsvinkel til en svært tilgængelig roman!
Læsningerne synes nærmest uangribelige, og hele første fase ofres i det hele taget en opmærksomhed, man ikke finder tilsvarende i andre afhandlinger om Svend Åge Madsen. Og i modsætning til den gængse tolkning af første fase som 'det isolerede subjekts fragmenterede og konfronterende virkelighedsopfattelse' summeres den i Gemzøes tolkning op til
frihedens opbrudsdynamik – nulpunkt, system, nedbrydning, nulpunkt, nyt system etc. – [som] gennemførtes i tre varianter af jeget i Besøget. Den manifesterede sig indirekte i Lystbilleders groteske proportionsforskydninger og systematiske regelbrud. Den gennemspilledes i dyster og reduceret udgave [...] i Otte gange orphan. I Tilføjelser får vi fem gange bevægelsen" (s.139).
Og Gemzøes overblik og læsestrategi kan yderligere føre ham frem til, at Tilføjelser, "dette læserfjendtlige yderpunkt" (s. 148) er et centralt værk i forfatterskabet: "Opsummering og kulmination på den modernistiske fase. Væsentlig forudsætning for – ja, foregribelse af – de næste" (ibid.).

Upopulær triviallitteratur
Når det hidtil har været almindelig praksis at operere med Svend Åge Madsens forfatterskab i en opdeling af det i tre faser, skyldes det måske primært den meget synlige formændring efter Tilføjelser. Madsen havde efter eget udsagn skrevet sig helt ud til spidsen af blyanten og orienterede sig derfor i andre retninger. Den ekstreme forkastelse af traditionelle litterære udtryksmidler og -former levnede efter dette sidste værk ikke mulighed for fortsættelse inden for samme minimalistiske form.
Svend Åge Madsen blev sammen med Per Højholt inviteret af de danskstuderende i Århus til at tale om, hvor romanen bevægede sig hen. Da han var overbevist om, at Højholt havde noget væsentligt at komme med, forsøgte han at finde på "det mest underlige" (s. 149), han kunne sige. "Det jeg kørte frem med var da, at man nok ville begynde at skrive mere populært, altså simpelthen sigte efter at lave noget der var lettere tilgængeligt" (ibid.).
"Tilgængelighed" er ikke umiddelbart det, der karakteriserer de efterfølgende værker i Svend Åge Madsens anden fase. Liget og Lysten (1968) er dog et forsøg inden for de triviallitterære genrer, som Madsen tidligere havde arbejdet med, men stadig iklædt modernismens tankegang i "en udfordrende blanding af modernisme med triviallitterære genrer og stilarter. I stedet for en højmodernistisk eksklusivitet træder en grotesk inklusivitet, en kæde af kulturelle mesalliancer" (s. 164). Liget og Lysten er skrevet over fire trivialgenretyper, der indgår i forskellige stilblandinger. Specielt er den fyldt med pornografiske detaljer. Kritikere før Gemzøe har ofte afvist pornosekvenserne som "uintegrerede, uden betydning for romanens konstruktion omkring mordgåden" (s. 169), men Gemzøe gør ganske grundigt rede for, at netop de pornografiske afsnit er ladet med betydning af modernistisk tilsnit. En af de pornografiske episoder tilkendes af Gemzøe ligefrem den status at være "et af romanens morsomste eksempler på stilblanding, diskurs-interferens. Tværs gennem frygt/ophidselse og voldsomme pornografiske detaljer bevarer Hanne sin uudryddelige ugebladsbevidsthed" (s. 171).
Gemzøe gennemgår yderligere en roman og en novellesamling fra perioden: Tredie gang så ta'r vi ham... og Maskeballet. Den første sendte Madsen ind til en romankonkurrence i Hjemmet i et forsøg på at blive mere populær, men det lykkedes ikke før med hovedværket Tugt og utugt i Mellemtiden (1976). Imellem dette værk og Maskeballet finder vi faktisk tre af de helt store Madsenromaner, som desværre ikke har fundet nåde for Gemzøes udvælgelsesprocedure. Det drejer sig om Sæt verden er til, Dage med Diam og Jakkels vandring. Dem havde vi gerne læst Gemzøes gennemgang af.

Tugt og utugt i mellemtiden
Svend Åge Madsens store bog fra 1976 Tugt og utugt i mellemtiden er genstand for en meget dybtgående analyse på hele 172 sider. Tugt og utugt i mellemtiden er efter disse skribenters skråsikre overbevisning en af dette århundredes store danske romaner, og Gemzøe yder den i sin gennemgang fuld retfærdighed. I forhold til det tidligere forfatterskab er også dette værk nyskabende.
Opgøret med modernismens håbløse menneskesyn (umuligheden af jeg-du-relationer) og den manifeste bekendelse til fortællingen fandt i det væsentlige sted adskilligt før, nemlig i forfatterskabets anden fase (jvf. 3). I Tugt og utugt i mellemtiden overskrides derimod det forbud i modernismens asketiske poetik, som Svend Åge Madsen tydeligvis havde sværest ved at overtræde: værket forholder sig til det tids- og stedbundne i den menneskelige eksistens – ikke bare abstrakt-kulturelt, men konkret-sanseligt. (s.280)
Svend Åge Madsen er forvandlet fra den svært tilgængelige modernist til den spændende formidler af den sociale eventyrroman, der, fordi den foregår et bestemt sted i rummet på et givent tidspunkt (Århus i midten af 70'erne), giver forfatterskabet en social, samfundsmæssig og realistisk drejning uden dog nogensinde at ende i socialrealisme.
Gemzøe starter med en redegørelse for kriminalitets- og retsdebatten i starten af 70'erne og finder Madsens filosofiske parallel i Foucaults Overvågning og straf (1975). Diskussionen om forbrydelse og straf, fængslets tvivlsomme legitimitet og samfundets kontrol med individet stod stærkt på dette tidspunkt og inspirerede Madsen til at gå i gang med dette store projekt.
Litterært finder Madsen dog sin genreinspiration i det 19. århundredes sociale eventyrroman, og Gemzøe gør fyldestgørende rede for den intertekstuelle sammenhæng mellem Madsen og Sues Paris Mysterier, Dumas Greven af Monte Christo og Victor Hugos De elendige (Les Miserables); forudsætninger som personerne i Tugt og utugt i mellemtiden selv peger på, og som Madsen i sit navnevalg selv viser vej til (f.eks. er der en mis, der hedder Rabel, og hovedpersonen Ludvig Alsters dæknavn, Jens Dahl-Jensen, er en fordanskning af navnet på hovedpersonen i Les Miserables, Jean Valjean). Derudover finder Gemzøe interessante intertekstuelle referencer til bl.a. Shelleys Frankenstein og Stevensons Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Påvisningen af intertekstualitetens kilder kan være lang og nogle gange pedantisk, men næste gang man læser om Ludvig Alsters ophold i Århus' kloakker ser man for sit indre øje også Jean Valjean på flugt i det 19. århundredes Paris, og det gør selvfølgelig læseoplevelsen større og legitimerer litteraturvidenskaben.
Efter en omfattende genrebestemmelse (især med Bachtin som med-fortæller) undersøger Gemzøe de mange og forskellige fortællersynsvinkler i værket, betragtninger der (igen med Bachtin) viser det polyfoniske i Madsens metode. De fleste fortællersynsvinkler er repræsenteret, og denne flerstemmighed er et eklatant brud med den monologiske fortælling. Værket er præget af en perspektivisme, der nuancerer og mangedobler tilgangene til virkeligheden, uden at vi dog ender i en attituderelativisme, der lader tre være lige. Fortælleren Ato Varis panoramiske retrospektive syn og de involveredes samtidige indresyn er fortællinger om samme historie; stemmer til polyfonien.
[...] den æstetiske tabuoverskridelse i realistisk retning betinger værkets formidable formidling mellem suggestiv sansning og skarp refleksion, mellem oplevelse af nuet og retrospektiv fortolkning, mellem beskrivelse og fortælling, mellem komik og tragik, mellem satirens Žfremmede blikŽ og indlevelsens forsvar for menneskene, mellem løgnens legende frigørelse af nye drømme og – gennem alt dette – den forbløffende sandhed om en tid og et sted (s.281).
Foranlediget af dette går Gemzøe over til en analyse af begreberne sted, tid og plot. Skildringen af Århus-kronotopen er interessant, og Gemzøes evne til at finde vedkommende eksempler er næsten uudtømmelig. Det kræver stor interesse i Svend Åge Madsens værk at følge de lange udtømmende analyser i al deres detaljerigdom og videnskabelige forankring, men har man tålmodighed, giver det læsningen af Madsen en ekstra forståelse. Desuden viser det, hvilken omhyggelig og detaljeret tekstkonstruktør, hvilken teknisk mester, Svend Åge Madsen er. Når Gemzøe løfter sløret for forfatterens metoder og tekniske kneb, kan man som læser kun blive imponeret (både over Madsens intellektuelle skarpsindighed og Gemzøes ihærdige videnskabelighed). Gemzøes afsnit om tid er især spændende og viser igen det nye i Madsens metode, der også åbner op for samfundskritiske pointer:
Tugt og utugt i mellemtiden er det markante brud med det tidligere forfatterskabs tendentielle rumliggørelse af tiden i dets modernistiske-monomane koncentration om det eksistentielle nu. Med tænkning i tid og historisk sammenhæng muliggøres formidlinger af eksistensen og historiens tider, nye verdener af indsigter (f.eks. at tidens sociale tvangsformer kunne modificeres) åbner sig (s. 306 f.).
Men samtidig er både Kierkegaards, Heideggers og Sartres eksistensfilosofiske tidsbegreber repræsenteret.

Krop, sprog og kærlighed
Foruden sted, tid og plot-begreberne beskriver Gemzøe Madsens opfattelse af navne, kroppe og diskurser. Inden for forskningen i Madsens forfatterskab er det vel nærmest en hofdisciplin at forklare betydningen og medbetydningerne af de konstruerede navne, og Gemzøe holder sig ikke tilbage fra at “lægge al mulig betydning i navnene” (s.337), vel vidende, “at jeg gør mig til grin” (ibid.). Disse spidsfindigheder kan sagtens opfattes som intellektuelt flueknepperi, men især i Madsens tilfælde giver det nogen mening. Mere interessant er dog behandlingen af kroppe og diskurser. Madsens univers er et intellektuelt univers, men det er også et meget fysisk og kropsligt univers. Madsens kropsbegreb er et opgør med det, som “Bachtin kalder det klassiske kropsbillede: kroppen opfattet som statisk, isoleret, afrundet og glat, udtryk for en selvtilstrækkelig individualitet” (s. 343). Her har vi at gøre med en grotesk krop, som er i udvikling, som er fyldt med huller og sprækker og derfor i interaktion med andre mennesker. Madsen er også for husarerne: Her er sex og vold, druk og tømmermænd, kvalme, savn, raseri og tøjlesløse udskejelser af enhver art. Men det peger også hen mod noget fundamentalt: “Den sprækkeløst harmoniske krop er udviklingsløs, selvtilstrækkelig. Livet udfolder sig i spalterne, åbningerne, på grænserne mellem kroppe" (s. 346). Den kropslige interdependens hører også sammen med den medmenneskelighed og solidaritet, der hører med til Madsens menneskesyn i Tugt og utugt i mellemtiden: “En alvorlig side af dette er, at Rebet, solidariteten og kærligheden mellem mennesker, ikke mindst fremtræder som en spontan kropslig reaktion” (s. 347). Kroppen kan noget, bevidstheden ikke kan, og det ved Madsen. Kroppen, som både er behæftet med tid, sted, navn og en diskurs, manifesterer en faktisk overskridelse af den metafysiske solipsisme, som spærrer menneskene inde i deres bevidsthed, og hvor kroppen er lukket om sig selv, hvor rummet er lukket og tiden fortrængt (som i fængslet, en af metaforerne for den eksistentielle ensomhed i Tugt og utugt i mellemtiden).
Som moderne formfornyer er Svend Åge Madsen ekstremt bevidst om teksten som tekst, og Tugt og utugt i mellemtiden er ingen undtagelse. Men Gemzøe gør gældende, at Madsen også har gehør for det praktisk talte sprog, det levende sprog og dets betydning for accept i de forskellige samfundsgrupper, som beskrives i romanen. Især lægger man mærke til gehøret for læderjakkernes abrupte klichéagtige sprog (Gå hjem og vug, svarer hun afvisende./ -Mopset?/ -Spørge fra nogen?), forretningsmændenes hykleriske jargon og Ludvig og Skævens rollebevidsthed. Sproget er ikke et neutralt meddelelsessystem, men en social (undertrykkende og frigørende) praksis, der viser, hvem vi er (eller hvem vi spiller).
Efter de meget begrebsorienterede analyser går Gemzøe over til en tematisk gennemgang af værket især med henblik på menneskesynet. Det gør, at Gemzøe skriver med lidt løsere hånd, hvilket gør teksten mindre opremsende og endnu mere interessant at læse. Fængslet irrationalitet, samfundets (u)orden og magtinstitutioner hudflettes. Især afsnittet om kærlighed og identitet (s. 378-387) aftvinger respekt. Kroppens åbenhed er som nævntbl.a. et opgør med solipsismen. I Madsens eksperimentelle logik udvikler dette sig til bevidsthedsvandring mellem Langemand og Einvald Deyk (Dobbeltkroppen), Skævens indelåste krop, der tilraner sig Bønhases krop (Kropslånet), Vilhelm Fant, der skaber sig om til Christian (Identitetsovertagelsen), Henrietta og Johans møde, der afskaffer døvstumhed og blindhed (Det fuldkomne menneske). Alle disse fantastiske begivenheder fortæller fundamentale ting om Madsens menneskesyn og forholdet mellem sjæl og legeme.
I romanens menneskesyn ligger der dels et opgør med individualismen, der ser mennesker som uafhængige entiteter afgrænset fra hinanden, dels med det eksistentialistiske frihedsbegreb, der hører med. Dette fører frem til fællesskabet og solidariteten. Gemzøe sammenfatter det:
Mennesket realiseres, skabes som mennesker i kærlighedsforholdet til et andet menneske. Kærlighedens jeg-du-relation og partielle bevidsthedssammensmeltning tages da som en art grundmønster for alle andre mellemmenneskelige relationer. Heraf kan udledes en etik, baseret på det gensidige ansvar, et retssyn præget af indlevelse, [....] et samfundssyn bygget på solidaritet og et litteratursyn præget af dialog og komplementaritet. Menneskelighed er mellemmenneskelighed. Udviklingen af den enkeltes identitet er uadskilleligt forbundet med forholdet til den anden – fra forelskelsen og tokropslighed til det gensidige ansvars yderste spatiale (globale) og temporale (historiske) implikationer (s.380).
Her nærmer Madsen sig Bubers jeg-du-filosofi (som Gemzøe godt kunne henvise til) og til Løgstrup, hvis teori om tilliden og de suveræne livsytringer er den, “der i de fleste henseender står romanens menneskesyn nærmest” (s. 381). Men alligevel fastholder Madsen en filosofisk pluralisme. Troen på dialogen er for monologisk! Flere af personerne finder sig selv i ensomhed, og det eksistentielle valg er ikke sat ud af kraft. Og Dage med Diam eller Livet om natten (1972), som var konsekvent attituderelativistisk, finder genklang i f.eks. Uwes og Lilaiomais skikkelser. Madsen er åben overfor de forskelligste filosofiske positioner og gennemspiller dem alle.
Taget for sig og som store sammenhængende systemer er hverken androgyn-myten, interdependensens filosofiske antropologi, eksistentialismen, den historiske tænkning, den pragmatiske etik, individualismen eller attituderelativismen ŽsandeŽ. Men del i sandheden om mennesket har de alle (s.386).
Her kunne det være rart, hvis Gemzøe for en gangs skyld hoppede ned fra katederet og droppede tilskuerens rolle (den beskrivende litteraturkritiker) og enten tilsluttede sig sin karakteristik af Madsen eller kritiserede den.

Teknologikritik og science fiction
Med den første 80'er-roman Se dagens lys (1980) undergik Madsens forfatterskab endnu en metamorfose, og forvandlingen fra den politisk orienterede samtidskritik, der udgjorde hovedfundamentet i Tugt og utugt i mellemtiden, til den specifikke kritik af teknologien, der skulle komme til at præge 80'er-romanerne, var en realitet. Som ved alle metamorfoser bevares det gamle, men anvendes i en ny sammenhæng. Den politisk bevidsthed er grundtonen, som den reflekterede teknologikritiks temaer udspiller sig oven over. Gemzøes store interesse for Madsen tog sin begyndelse i samme periode med artiklen: "Hovedspring mellem magnetiske spor" (1986), der tog analytisk udgangspunkt i Af sporet er du kommet (1984).
Fra omkring 1980 begyndte edb at få en stadig større indflydelse i samfundet, og som følge deraf tog diskussionen af teknologiens muligheder og farer for alvor fart. Således var Gemzøes artikel også – som romanen selv – et forsøg på at indkredse mulighederne og (især) de moralske og etiske implikationer i denne teknologiske landvinding.
På baggrund af en grundig gennemgang af teknologi- og samfundsdebatten behandler Gemzøe de fire værker fra 80'erne: Se dagens lys, Den største gåde (1982), Af sporet er du kommet og Lad tiden gå (1986). I teknologidebatten var det naturligvis primært computeren, der stod til debat. Computerrevolutionen tog rigtig fart med bl.a. IBMs "personlige computere" fra 1981, og siden er det gået så stærkt, at computeren ifølge J.D. Bolter er blevet en definerende teknologi:
"A defining technology develops links, metaphorical or otherwise, with a culture's science, philosophy, or literature; it is always able to serve as metaphor, example, model , or system. A defining technology resembles a magnifying glass, which collects and focuses seemingly disparate ideas in a culture into bright, sometimes piercing ray" (s. 398)
Og det er netop som forstørrelsesglas, Madsen anvender computeren i sine bøger. Teknologikritikere i samtiden anså ligefrem datamaten som den store trussel:
Datamaten blev metonymi for hele den teknologiske udvikling og en metafor for endnu større sammenhænge: – Den magthavende nyliberalismes udviklingsmodel, der af mange oplevedes som deprimerende og umenneskelig ved at sætte oprustning over velfærd, betalingsbalance over beskæftigelse, 'maskiner' over 'mennesker' (s. 402)
Så slemt så Madsen ikke på computeren. Han er hverken maskinstormer eller teknofetichist. Med sin fortid som matematiker er han tilsyneladende fascineret af de muligheder, de nye maskiner rummer. Men på den anden side er han heller ikke blind for, at teknologien ikke blot betyder et ekstra moment i samfundet, men kan få omkalfatrende betydning for hele samfundet. Det viser han ved at tage et enkelt eller få træk i samtidens diskussioner op og ved hjælp af tænkt teknologi forstørre og udvikle dem, så de bliver det mest grundlæggende og altomfattende i hans forskellige fremtidssamfund.
Diskussionen omkring det frie forhold og det serielle monogami bliver fx i Se dagens lys til "udskiftningssamfundet", i hvilket man hver dag vågner op med en ny kvinde eller mand ved sin side. Et samfund, hvor indbyggerne er fritaget fra alt besvær og ikke har nogle særlige årsager til at gøre oprør. Netop denne lykketilstand bliver naturligvis uudholdelig i længden. Madsen udtrykker det i en kapiteloverskrift med et Ludwig Feuerbach-citat: "Kun det, der kan lide fortjener at eksistere. Et sorgløst væsen er et uvæsentligt væsen".
Anvendelsen af kunsten i diskussionen af teknologien giver muligheder for at forholde sig til problemstillingen på en anden måde end den optimistiske effektivitetstiljublende teknologiutopisme, som vi også ser i vore dages internetdiskussion, og den giver mulighed for at undgå totale undergangsvisioner og maskinstorm. Med et citat fra Ole Thyssens Teknokosmos:
Og selv om kunsten ikke er immun for Teknokosmos' smilende tvang, så kan den dog forvandle labyrinten til et billede af labyrinten, og hermed bryde uskylden og selvbedraget. Med sine billeder og eksempler giver kunsten distance og dermed indsigt, måske blot som et kærligt skub ud over afgrunden. (s. 401)
De fire romaner er alle, på hver deres måde, science fiction-litteratur, der både er let at læse og samtidig tungt lastet med tankegods, der kan spores tilbage til forfatterens udgangspunkt som modernistisk avantgarde-forfatter. Romanerne flyder over af metalitterære diskussioner og henvisninger tilbage (og frem) i forfatterskabet. Disse referencer er Gemzøe meget optaget af at påvise; indimmellem så optaget, at de analyserede værker drukner i intertekstuelle referencer. Og netop dette er måske afhandlingens største hæmsko.
Den vending, der skete med Tugt og utugt i Mellemtiden (måske allerede med Jakkels Vandring), fra eksistentialistisk-modernistisk jeg-optagethed mod kærlighed og jeg-du-relationer bliver med disse fire romaner det centrale i Madsens univers. Alle fire bøger handler om kærlighed på den ene eller den anden måde, og alle fire kredser i sidste ende om den tosomme kærlighed som udgangspunktet for et ægte og værdifuldt forhold til den anden og verden.
Madsens forfatterskab spænder altså over tre ret forskellige eksistensfilosofiske positioner. I de første avantgardemodernistiske romaner tematiseres jegets isolation i forhold til omverden og de andre. De andre anses på god eksistentialistisk facon for fjender, der blot forsøger at overtage jegets styring af sit eget liv. I anden fase opdages det, at jeget selv har indflydelse på sit eget og andres liv. Det handler om frihed; om at vi gennem vores valg selv skaber vores liv og os selv. I tredje fase er de andre ikke længere fjender og friheden ikke længere det forkætrede mål. Nu er det tværtimod forholdet til den anden og til det liv vi i fællesskab skaber, der optager Madsen. Dette betyder, at romanerne fra Jakkels vandring og frem i udpræget grad er gennemspilninger af forskellige måder at omgås og fortælle hinanden på. Netop fortælletemaet er meget relevant for forståelsen af de senere bøger i Madsens forfatterskab. Men det er et tema, som Gemzøe kun indimellem og en passant bemærker. Her finder vi nok en af de største mangler ved afhandlingen. Men på den anden side levner det plads for nye læsere af Madsens store værk.
Når dette er sagt, skal denne artikel dog slutte med en anerkendelse af det imponerende værk, Gemzøe har skrevet. Metamorfoser i Mellemtiden er et stort forskningsværk, der i fremtiden bliver standardværket i litteraturen om den store mester Svend Åge Madsen.


1: Citatet stammer fra Gemzøes kronik i Morgenposten Fyens Stiftstidende, 25. august 1997 Tilbage

Kommentarer modtages gerne: Jeppe Bundsgaard | Thorbjørn Hertz Jensen | Joachim Wrang
Webmaster: Jeppe Bundsgaard
Publiceret: 19-03-2002
Læs og deltag i dialogen om denne tekst
Denne sides adresse: www.jeppe.bundsgaard.net/artikler/litteratur/metamorf.php