Indhold

Forord

Indledning

Kommunikationsteknologiteori og -historie

Internettet

Resumé og perspektiver

Litteratur

Bilag

Summary in English

Fodnoter

Forord

Indledning

Baggrund og formål
Siden 1993-94 har stadig flere personer rundt i (primært den vestlige) verden i stadig højere grad anvendt internettet i stadig flere kommunikationssituationer. Det betyder, at de er i færd med at ændre vores kulturelle rekursbasis¹ og vores samfundsformation. Jeg har selv været med i et par år efterhånden, både praktisk og i diskussionen af, hvordan vi i vores lokale, nationale og globale samfund kan finde frem til en sund bevidsthed om og anvendelser af teknologien. Diskussionerne har ofte, for andres, men i lige så høj grad for mit eget vedkommende, båret præg af en udpræget uafklarethed om, hvad denne nye teknologi egentlig er, hvad den kommer af, og hvilke muligheder den bærer i sig. Denne uafklarethed har ført til en, for mig at se uheldig og ukritisk, jagt på at få bredt computerteknologien ud i hele samfundet uden nogen grundig overvejelse over, hvad den skal til for.
    Alle de initiativer, der sættes igang i disse tider, kan være interessante og gode nok, men vi ved det ikke, for der er meget langt mellem undersøgelser, der kan fungere som basis for en diskussion og evaluering af den slags initiativer. Det er en sådan basis, jeg i sidste ende har sat mig for at være medskaber af. Samtidig vil jeg give mine bud på, hvilken retning disse initiativer bedst kan bevæge sig i. Projektet kan således betragtes som et argument i en ideologisk, etisk og politisk debat om, hvor vores samfund skal bevæge sig hen. Mens jeg teoretisk betragter mig selv som dialektiker, bekender jeg mig politisk til en socialdemokratisk grundholdning.
    Min afhandling har altså flere sigter:

1. Meritering i min uddannelse
2. Teoretisk afklaring af et delvist uopdyrket område
3. Forbedring af grundlag for og argumenter i en politisk debat
4. Opstilling af eksperimenter, der kan vise veje mod en sund anvendelse af teknologien

Historie og topos
Mit teoretiske udgangspunkt er den dialektiske teori, Jørgen Døør og Jørgen Chr. Bang har udviklet over de seneste godt 20 år. Heri indgår det som en integreret del, at en teori virker dialektisk med det, den er en teori om, og dermed også med dem, der skaber teorien. Derfor tilstræber vi i den dialektiske teori en dialektisk fremstillingslogik², hvor forfatteren selv står frem i teksten, vedkender sig sit udgangspunkt, sit topos, således at det bliver klart, hvilke interesser forfatteren har i teorien.
    Det er sommeren 1985, jeg er 14 år. Rune og jeg løber og leger. "Har du hørt, at man kan få en maskine, der kan få et tog til at køre hen over en fjernsynsskærm?", siger Rune til min undren og tvivl. Sådan startede det. Snart fik vi begge en Commodore 64, som vi programmerede på livet løs. Det var utroligt, hvad computeren kunne. Efter gymnasiet var datateknologi det naturlige valg for mig. Jeg mente, at jeg med computerteknologien kunne løse nogle af alle de praktiske problemer, jeg oplevede i min dagligdag, og som min mor fortalte om fra sit arbejde med handicappede børn. Der skulle gå tre år med fordybelse i computerteknologiens vidundere, før jeg erkendte, at computerteknologi alene ikke er vejen frem, hvis verden skal reddes. For det ville jeg gerne. Men jeg måtte indse, at et menneske fra eller til ikke betyder det store i maskinteknologiens logik, at maskinerne ikke i sig selv kan løse verdens problemer, og at de også kan skabe problemer. Derfor stoppede jeg efter tre år min datateknologiuddannelse.³
    De første år efter afbrydelsen af datateknologistudierne tog jeg afstand fra min tidligere fascination af computerteknologi. Teknologibegejstring var nørdet og usundt for mennesker. Men de senere år har mine studier ad mange omveje ført mig tilbage til overvejelser over teknologiens funktion og betydning i samfundet og for mennesker. Jeg håber, at denne afhandling viser, at spørgsmålene om teknologi ikke er sort-hvide, men at udvikling og anvendelse af teknologi er et grundlæggende træk ved den menneskelige praksis. Derved har jeg i min egen personlige historie gjort den humanistiske teknologifilosofiske bevægelse fra teknologioptimismen op til 50'erne over 60'ernes og 70'ernes teknologipessimisme til de mere nuancerede overvejelser, der tegner sig nogle steder i tænkningen i disse år.

Tese, spørgsmål og struktur
Den dialektiske sprogteoris udgangspunkt er, at sproget er dialektisk determineret af mennesker og deres biologiske, ideologiske og sociologiske miljø. For at sætte afhandlingens emne i det rette perspektiv indleder jeg første del med at skitsere denne dialektiske sprogteoris udgangspunkt ved at modstille det traditionelle (strukturalistiske) tegnbegreb med et dialektisk.
    For at forstå hvad internetteknologien kan få af betydning for vores samfund og kultur, undersøger jeg i resten af første del af afhandlingen, hvad nye kommunikationsteknologier før internettet har betydet. Min tese kan formuleres således:

Tese: Kommunikationsteknologier dannes, udvikles og virker dialektisk determineret af samfunds eksisterende kommunikationsteknologier, af transhistoriske og kulturelle rekursbaser samt af produktionsrelationer og samfundsformationer.

Mennesket og dets verden er ikke den samme efter en ny kommunikationsteknologis dannelse. Tesen beviser jeg gennem en undersøgelse af tre væsentlige kommunikationsteknologier: Krop, skrift og trykpresse. Derved får jeg også karakteriseret nogle væsentlige træk ved de tre teknologier, som kan hjælpe mig i karakteristikken af internettet. Det følger af tesen, at internettet som kommunikationsteknologi vil få betydning for os og vores samfund som skitseret i tesen.
    Jeg indleder anden del med en kort skitsering af internettets historie og fortsætter med at undersøge de to begreber 'information' og 'kommunikation', som begge er centrale i debatten om internettet, samtidig med at en undersøgelse af dem generelt og i konkrete anvendelser kan klarlægge karakteristika ved internettet som kommunikationsteknologi. Jeg stiller altså spørgsmålet:

Spørgsmål 1: a. Hvad er information? Hvilke former for forståelse og deling af information fremmer internettet? b. Hvad er kommunikation? Kan kommunikation via nettet føre til et mere demokratisk samfund?

I min dialektiske teori indgår, at forskeren er engageret og interesseret i det emne, der undersøges. Dette implicerer, at forskeren opstiller forslag til bedre og sundere måder at organisere emnet på og opstiller eksperimenter, som hun/han selv er klar til at deltage i. Derfor stiller jeg løbende og til slut spørgsmålet:

Spørgsmål 2: Hvordan kan vi (individuelt og kollektivt) medvirke til, gennem eksperimenter og praksis, at internetteknologien anvendes, så den medvirker til at skabe sunde sammenhænge mellem mennesker og mellem mennesker og deres omgivelser.

Kommunikationsteknologiteori og -historie

Tese og teori

Spørgsmålets konstituenter og teorigrundlag
For at afklare min anvendelse af de forskellige begreber i tesen gennemgår og diskuterer jeg i det følgende tesens konstituenter og giver derved samtidig en karakteristik af mit teoretiske fundament, der er inspireret af Jørgen Chr. Bangs og Jørgen Døørs dialektiske sprogteori og filosofi.
    Nærværende afhandling har begrebet kommunikationsteknologi i centrum. Der indgår to dele i begrebet: Teknologi, som jeg definerer bredt som 1) fysiske redskaber 2) teoretiske redskaber og 3) sociale redskaber. Teknologi er ikke et neutralt redskab, men sætter tvært imod forud nogle grænser for, hvilken udfoldelse, der er mulig, og for, hvor personer, der anvender teknologien, retter deres opmærksomhed hen. F.eks. var Ford og hans medarbejderes udvikling af samlebåndet ikke neutral; den betød bl.a., at effektivitet og kvantitet kom mere i centrum for ejernes opmærksomhed, mens personlig indeståen for og stolthed over produktet kom mindre i centrum.
    Første del af begrebet er kommunikation, som er sproglig interaktion. Sprog er først og fremmest et intersubjektivt/-personelt⁴ meddelelsesmiddel, hvormed personer deler erfaringer, følelser og meninger. I den forstand er sproget noget, vi deler og har fælles forestillinger om. Dernæst kan sprog betragtes som et intrasubjektivt/-personelt meddelelsesmiddel; som bærer af vores tanker. Under den synsvinkel er sprog noget, vi har hver vores forestillinger om, og som er dannet og udviklet i alle de forskellige situationer, vi hver især er indgået i. Sidst kan sprog betragtes som et ekstrasubjektivt/-personelt meddelelsesmiddel; som mærker i verden, der kan læses, høres, mærkes – forstås. Manifestationerne af personers anvendelse af en kommunikationsteknologi kan betragtes som sådanne ekstrasubjektive/-personelle meddelelser. En kommunikationsteknologi er derved et redskab til at sætte intelligible mærker i verden i form af tale, gestik, mimik, skrift, tryk, billeder osv. Jeg skelner kommunikationsteknologi fra (kommunikations-)medie ved at betragte den førstnævnte som redskabet og mediet som det fysiske resultat af redskabets anvendelse. Det papir eller den computerskærm (og de fysiske tegn derpå), denne afhandling læses på, er altså medie for afhandlingen.

Kommunikationsteknologier dannes og udvikles. Der sker således i historiens løb og løbende transformeringer og nydannelser af kommunikationsteknologier (således kan hver og en manifesteret ytring betragtes som en transformation af kommunikationsteknologier). Jeg har i fællesskab med Jørgen Chr. Bang, Søren Høyer Hansen og Sune Steffensen arbejdet på at finde frem til en kategorisering af væsentlige træk ved vor tids kendte kommunikationsteknologier.⁵ Min udgave af en sådan kategorisering ser således ud (jeg behandler hver enkelt type nedenfor):

Teori for betydningsdannelse

Den traditionelle metafysiske tegnteori
Derrida slår sit stort anlagte opgør med den vestlige metafysik an med kapiteloverskriften og slagordet: La fin du livre et le commencement de l'écriture. Målet er en nytænkning af den første menings grund, af metafysikken som sådan, så den ikke længere, som bogen, forstås som et encyklopædisk samlet hele, en guds ordnede natur, men derimod som skrift, som forskelsdannelse, som fragmenter, spor, différance.

L'idée du livre, qui renvoie toujours à une totalité naturelle, est profondément étrangère au sens de l'écriture. Elle est la protection encyclopédique de la théologie et du logocentrisme contre la disruption de l'écriture, contre son énergie aphoristique et, nous le préciserons plus loin, contre la différence en général.¹⁰

Kritikken samler sig om det traditionelle metafysiske begreb tegn, som siden Aristoteles har været opdelt i signans og signatum, signifiant og signifié, udtryk og indhold.

Derridas tegnteori og grammatologi
En væsentlig del af Derridas intention er gennem traditionens egne anvisninger at gøre op med – dekonstruere – den vestlige metafysik, der har nærværet som værens mening.¹⁷ I stedet vil han sætte différance. Différance er en nydannelse, som Derrida danner ud fra différence for at markere, at begge betydninger af ordet différence, forskel og udskydelse eller udsættelse, indtænkes samtidig i différance. Différance er produktion af forskel og udsættelse, altså betydningsdannelse; og derved mere aktivt end différence.¹⁸
    I grammatologien indgår den dialektiske erkendelse, at en afstandtagen til en tradition og neutral overtagelse af dens begreber ikke er forenelige. Nissen flytter med. Derved er Derridas problem, at tegnbegrebet er 'rigtigt', men at det er inficeret af små 3000 års metafysisk tradition og dermed indskrevet som en uløselig del af vores kultur.¹⁹ Men Derrida ser en begyndende lukning af denne bogens epoke og muligheden for åbningen af en ny, skriftens epoke, begge indledt med Hegel. Derrida ser det således som sin opgave at indlede en dekonstruktion af traditionen fra Platon til Husserl, Heidegger og Saussure, og gennem årvågen gentagelse af denne dekonstruktion langsomt at frigøre tegnbegrebet fra sin arv, så det kan finde sig til rette på sin nye plads.
    Traditionelt har talen som omtalt været forbundet med nærhed (til kroppen, meningen osv.) og dermed været omfattet med sympati. Skriften derimod betragtes, på grund af sin karakter som signifiant for signifiant (signifiant for tale), som forfald.²⁰ Netop signifiant-for-signifiant-karakteren er udgangspunktet for Derridas radikalisering af skriftbegrebet. Med støtte i bl.a. Freud²¹ danner Derrida dette mere generelle skriftbegreb, der fungerer som grundlæggende model for meningstilskrivning.

« Signifiant du signifiant » décrit au contraire le mouvement du langage : dans son origine, certes, mais on pressent déjà qu'une origine dont la structure s'épelle ainsi – signifiant de signifiant – s'emporte et s'efface elle-même dans sa propre production. Le signifié y fonctionne toujours déjà comme un signifiant. […] L'avènement de l'écriture est l'avènement de jeu […]"²²

I denne forstand forstås skrift som betydningsspor. Meningen konstitueres i forhold til disse spor, er disse spors udvikling. De første dannelser af sådanne spor kalder Derrida arkeskrift. Arkeskrift er det absolutte fravær, det, vi aldrig kan komme tilbage til; det døde punkt, som arbejder²³, medskaber nærværet, og derfor er skyld i, at nærværet aldrig kan blive absolut.²⁴
    For Derrida er sporet symbolets ensidige bliven-immotiveret, bliven-tegn ("[…] la trace est indéfiniment son propre devenir-immotivée. […] il n'y a pas de symbole et de signe mais un devenir-signe du symbole."²⁵). Enhver betydning viser altid tilbage til en tidligere betydning. Derved fjerner Derrida ethvert grundlag for betydning: Hverken Gud, naturen eller andet kan fungere som det, der 'starter' betydningsdannelsen. Det oprindelige er, at der ingen oprindelse er; sporet er oprindelsens oprindelse²⁶. "Il faut penser la trace avant l'étant."²⁷
    Sporet er altså signifiant for signifiant for signifiant osv.²⁸ Fordi skriften traditionelt i den vestlige metafysiske tradition har haft status som signifiant for signifiant, generaliserer Derrida skriftbegrebet, idet han lader det danne metafor for al betydningsdannelse.
    I Derridas forståelse er sproget altså et apersonligt system uden centrum af forskelle, der udgør udsatte, udskudte betydninger. Det er i sin hævdelse af, at sproget består i denne dobbelthed af forskel og udsættelse, at Derrida adskiller sig fra strukturalisterne. Sproget er ifølge Derrida ikke et allestedsnærværende system i sig, som strukturalisterne antager. Det er et ikke-nærvær (jf. udsættelsesbetydningen i différance-begrebet). Der, hvor Derrida og strukturalismen derimod har fælles udgangspunkt, er i antagelsen af, at sprog er et apersonligt system – og det er bl.a. det, der gør grammatologien og strukturalismen uholdbare. Mening og betydning eksisterer ikke udenfor mennesker, men er tværtimod skabt af mennesker i deres omgang med den verden (både den bio-, ideo- og sociologiske), der virker i dem. Det er udgangspunktet for den dialektiske sprogteori, som jeg skal skitsere grundlaget for i det følgende.

Fra arbitrære forskelle til dialektiske afhængigheder
En dialektisk udgave af sporet kan vi opfatte som mærker, der sættes i personernes kulturelle rekursbasis. Mens Derrida betragtede sporet som symbolets bliven immotiveret, fremhæver en dialektisk sprogteori, at sporet også er sin egen bliven-motiveret. Der er både en bevægelse mod en tilsyneladende arbitraritet (relationalitet) og mod en analogisering. Derrida betragtede det rene spor som différance²⁹, som forskel og udsættelse, mens jeg (som det senere vil fremgå) betragter den tilsvarende betydningsdannelse som analogi, deiksis³⁰ og relation, der ikke kun er udsættelse, men også er udpegning af det andet, det fraværende, som gør det fraværende nærværende i en anden – tænkt, følt, genkaldt – form. Sporet meddanner personernes kulturelle rekursbasis, og personernes transhistoriske og kulturelle rekursbasis meddanner sporet.
    Jeg overtager den gode ide med at opfatte skriften som metafor for betydningsdannelse. Men med baggrund i den dialektiske virken mellem (skrift-)tegn og rekursbasis, som jeg senere uddyber, kan jeg modsat Derrida hævde en 'første' mening, ikke i form af en gud, men i form af fylo- og ontogenesen. I fylo- og ontogenesen dannes den transhistoriske del af den menneskelige rekursbasis, som sammen med den kulturelle rekursbasis fungerer som 'rekursbasis' for sproget.
    En dialektisk sprogteori opererer med andet end forskelle. Her spørges således, hvad der er oprindelsen til ord og sprog, ikke i en metafysisk onto-teologisk forstand, men i en materiel, skabende forstand. Derrida mener som sagt, at der er tale om différance, men holder dette begreb ude af de praktiske eksempler på skrift. I de praktiske eksempler fremtræder der nemlig nogle bestemmelser, som peger ud over den rene forskelsdannelse.
   

Cette limitation est au fond justifiée, aux yeux de Saussure, par la notion d'arbitraire du signe. L'ecriture étant définie « un système de signes », il n'y a pas d'écriture « symbolique » (au sens saussurien), pas d'écriture figurative : il n'y a pas d'écriture tant que la graphisme garde un rapport de figuration naturelle et de ressemblance quelqonque à ce qui est alors non pas signifié mais représenté, dessiné, etc. Le concept d'écriture pictographique ou d'écriture naturelle serait donc contradictoire pour Saussure.³³

Den piktografiske skrift bestemmes her som "naturligt figurativ" og "symbolsk", altså som en skrift, der har anden forbindelse til en betydning end den rent forskelsbestemte. Saussure har øje for, at skrift af typen figurativ eller symbolsk vil være ødelæggende for teorien om tegnets arbitraritet, men i stedet for at revidere (eller grundlæggende ændre) sin teori definerer han sig ud af pinen. Han benægter ganske enkelt, at der skulle være tale om skrift ved de såkaldte piktografiske skriftsystemer. Derrida påpeger, at Saussures begrænsning af begreberne (for hvad der kvalificerer som skriftsystem) er uforsigtig, og kalder det nødvendigt, at begreberne, der er overtaget fra metafysikken, skal forlades. Alligevel anvender han dem i citat (A) uden at problematisere dem og ovenikøbet samtidig med, at han taler om, at skrift er "aussi la totalité de ce qui la [l'inscription] rend possible". Der er med andre ord noget, skriften forudsætter; noget som gør den mulig.
    Derved åbner Derrida for den beskrivelse af skrift, som han med sit différancebegreb gerne vil undgå, nemlig som deiktisk og analogisk. Disse funktioner fremhæves af hvert sit af de to 'før-fonetiske' skriftsystemer. Meget generelt er definitionen på piktogrammer, som navnet siger, tegninger, som gennem en 'fysisk gestus' udpeger ting i verden (en deiktisk funktion), mens ideografisk skrift ligner eller (igen ifølge definitionen (ideo: ide og grafi: at skrive, ideografi: at skrive ideer)) giver en 'beskrivelse' af ideer. Således fungerer de såkaldte 'ideografiske' tegn analogisk³⁴ eller metaforisk. Om den tredie traditionelle kategori, bogstav- eller fonetisk skrift, gælder, at den primært fungerer i kraft af relationer mellem bogstavernes værdi. Hvert element opnår således sin værdi lige så meget ud fra, hvad det ikke er, som ud fra hvad det er. Sat på spidsen kan den fonetiske skrift siges at repræsentere et lukket sæt af fonetiske værdier, der udgør en fuldstændig beskrivelsesmodel af et åbent sprogsystem. Relationerne mellem disse værdier afgør deres forhold til det beskrevne system (i princippet kunne et andet sæt af (passende) værdier vælges, hvorved relationerne mellem disse blot også ville være nogle andre (det danske sprog kan beskrives (praktisk) adækvat med både det latinske alfabet og runerne)). Som det senere vil fremgå, er dette ikke ensbetydende med, at det kun er relationerne, der afgør forholdet mellem værdierne. De to andre funktioner spiller (betydningsfuldt) ind.
    Derved har jeg tentativt karakteriseret betydningsdannelse som deiksis, analogi og relation, hvorved jeg tillige har tydeliggjort, hvad der gør skrift så velegnet til at fungere som den grundlæggende metafor for betydningsdannelse. Det skyldes ikke, som Derrida mener, at betydningsdannelse består i ren henvisning fra signifiant til signifiant uden en endelig grundlæggende signifié, men tværtimod, at skrift i oprindelsen (og altså betydningsdannelse i det hele taget) med udgangspunkt i den nære materielle eller psykiske verden henviser til ting eller fænomener gennem deiksis (tegning, der ligner det, der betegnes), analogi (tegning der beskriver eller giver mindelser om) og gennem (allerede etablerede) relationer til eller mellem andre tegn.
    Jeg skal naturligvis slå fast, at der for alle tre karakteristikker er tale om et mere det ene moment end de andre. Alle tre typer skriftsystemer fungerer således deiktisk, analogisk og relationelt. Det viser sig desuden, at opdelingen i piktografisk, logo-/ideografisk og fonetisk slet ikke har nogen korrelater i de kendte skriftsystemer. Der er ganske enkelt ikke fundet rene udgaver af nogen af de tre typer. Såkaldte logo- eller ideografiske skrifter som den ægyptiske, den mesopotamiske og den kinesiske har således alle fonetiske og piktografiske momenter. I min behandling nedenfor af skriftlige kommunikationsteknologier anvender jeg derfor betegnelser på forskellige skriftsystemer, hvor mere distinktive forhold afspejles tydeligere. Bemærk dog, hvor præcist den strukturalistiske tredeling i piktografisk, ideografisk og fonetisk fremhæver væsentlige træk ved sproget; på trods af arbitraritetsmaksimet har gode strukturalistiske lingvister langt hen ad vejen altid haft en god og sund intuition for sprogets komplekse sammenhænge med sit menneskelige ophavs livsformer og -betingelser. Det er denne intuition, der betyder, at der er kommet mange gode indsigter ud af strukturalistisk forskning, som den dialektiske sprogteori og -praksis kan trække på.
    Min 'dekonstruktion' af citat A viser, at kimen til forståelse af det sproglige tegns funktioner som en dialektisk treenighed af deiksis, analogi og relation, ligger hos Derrida. En sådan dialektisk tegnteori skal jeg udvikle i det følgende.
    Derrida overtager det traditionelle tegnbegreb, som han nok har øje for lider af mangler og har ført til den nærhedsmetafysik, han kritiserer, men som han ikke er i stand til at danne et alternativ til. Derfor bliver hans foreslåede vej, at tegnbegrebets historiske rødders udvikling dekonstrueres (eller omkonstrueres). En vej, som Derrida selv tvivler på kan lykkes.³⁵ Derridas vanskeligheder med at få dekonstrueret tegnbegrebet hænger sammen med, at han deler i hvert fald en forudsætning med den tradition, han kritiserer; nemlig den, at sprog er noget, der foregår i og mellem de talende personers hoveder.

Det dialektiske tegn
Implicit i Derridas kritik af tegnbegrebet ligger den erkendelse, at tegnbegrebet ikke er dialektisk (signifiéen går forud for, hersker over, signifianten). Det er denne kritik, jeg ekspliciterer og tager højde for i det tegnbegreb, jeg har foregrebet og skal skitsere grundigere i det følgende. Jeg tager udgangspunkt i det strukturalistiske sprogtegn, idet jeg spørger, hvad basis for de to poler signifié og signifiant er. Saussure sammenligner lingvistikken med økonomien, i hvilken han mener, objekternes værdier henter deres betydning i en eller anden form for "base naturelle"³⁶, mens lingvistikkens tegn er rent arbitrære: "[…] en linguistique les données naturelles n'ont aucune place."
    De fleste sprogteoretikere tager udgangspunkt i en erkendelse af, at sproget er et redskab til intersubjektiv kommunikation³⁷; det er med andre ord dannet gennem og for at handle om noget, nogen har meddelt og vil meddele hinanden. Sproget har således rod i en basal materiel og psykisk verden. Denne basale verden har virket og virker ind på sproget, og sproget virker ind på den. Den enkelte ytrings/det enkelte ords betydning eller mening er afhængig af henvisning til en basal verden. Derfor må en teori om sproget og dets konstituenter også inddrage denne verden. Jeg foreslår, at denne markeres som basis i det sproglige tegn. Basis er en del af tegnets 'natur', hvorfor det bliver umuligt at tale om tegnets arbitraritet, som strukturalismen har gjort det i hvert fald siden Saussure.
    Den franske filosof Maurice Merleau-Ponty behandler i sin Phénoménologie de la perception i kapitlet "Le corps comme expression et la parole" problemet om meningens grund og uddyber derigennem mit begreb om basis. Merleau-Pontys eksistentielle fænomenologi er et opgør med den bevidsthedsfilosofiske tradition, en forskydning fra det selvberoende cogitos 'jeg tænker' til kroppens 'jeg kan'. En af kroppens væsentlige funktioner er evnen til at kommunikere, blandt andet gennem talen: "[…] la parole est de toutes les fonctions du corps la plus étroitement liée à l'existence en commun, ou, comme nous dirons, à la coexistence"³⁸ Opfattelsen af mennesket som en sansende og handlende krop indebærer, at sproget skabes og udvikles med kroppen. Derved undgår Merleau-Ponty at betragte sproget som et arbitrært system af forskelle skabt af intet og af ingen, sådan som strukturalismen tenderer. Forholdet mellem indhold og udtryk er ikke arbitrært. Tværtimod er talen som kropslig gestus udtryk for, at der er en sammenhæng, eller rettere et sammenfald mellem tanke og tale.
    Merleau-Ponty forstår den talte ytring analogt til den kropslige gestus (eller som en type kropslig gestus),³⁹ der bærer meningen i sig, "[…] je lis la colère dans le geste, le geste ne me fait pas penser à la colère, il est la colère elle-même."⁴⁰ Betydningen af gesterne er hverken rent konventionel eller rent naturlig; selv den mest fundamentale gestus, f.eks. den sexuelle, er formidlet af en kulturs konventioner. Betydningen af gester og derigennem af ytringer skabes gennem reciprocitet, idet min krop i den andens gester eller ytringer kender⁴¹ mine egne gester og ytringer. "Tout se passe comme si l'intention d'autrui habitait mon corps ou comme si mes intentions habitaient le sien."⁴² Konventionaliserede gester dannes gennem sedimentering⁴³ af tidligere gester og ytringer. Jeg skal senere gå mere i dybden med fremvækst og udvikling af ord og andre konventionaliserede udtryk.
    Når vi tager et ord i vores mund, overfører vi ikke blot et begreb ved hjælp af et ord, der fungerer som begrebets klædning. Vi frembringer en mening, som den anden forstår med sin krop og sit intellekt. Hvert ord bærer på en mening, som ikke kan beskrives fyldestgørende gennem andre ord, men som udtrykker en manér (fr. style)⁴⁴ eller, for at sige det med Løgstrup (og Heidegger), en måde hvorpå sindet stemmes. Og hvert ord indeholder således på sin vis en reference til et præekspressivt lag i vores krop og bevidsthed, som vi ikke kan dele gennem ord.⁴⁵
    Nu skulle indholdet af mit begreb basis være tydeligere. Det enkelte tegns basis dannes gennem sedimentering af gester og ytringer i den fylo- og ontogenetiske sproghistorie. Tegnenes basis er ikke ens, men fælles. Jeg forstår ikke det samme ved 'hest', som andre gør, men jeg vil i praksis udpege mange af de samme genstande og betydninger som 'hest'. Vi har således hver vores forståelse af de enkelte tegn, men de har en fælles grund, som er skabt i fylogenesens sedimentering. Bang og Døør har kaldt de to niveauer hhv. social sense og individual meaning.⁴⁶

Det kendetegner al kommunikation, at den tager en eller anden form for fysisk udtryk. Saussure kalder dette udtryk for signifiant. Jeg foreslår, at vi erstatter dette begreb med produkt. Et produkt er kendetegnet ved, at det indgår i de menneskelige relationer og medskaber dem; det betyder noget, har en værdi i vores fælles verden, at vi siger noget. Desuden bliver det tydeligere, at der er tale om et resultat af menneskeligt arbejde, og, i og med at ethvert produkt er sluttilstanden af en proces, at producenten af en ytring ikke har den samme oplevelse af produktet som konsumenten⁴⁷.
    Den værdi, tegnet har, er den plads, det har i systemet af relationer – altså i sprogsytemet. Jeg kalder det, Saussure kalder signifié, for værdi, så det fremgår, at alle tegn altid antager deres betydninger i relation til noget andet, bl.a. deres relation til andre tegn. Når jeg i en ytring anvender ordet 'hingst', fremhæver jeg bl.a., at jeg taler om en hest, men ikke om en hoppe, et føl, en pony. Hvis et af disse ord ikke havde eksisteret, ville hingsts betydning have været bredere. Begrebet værdi fremhæver desuden, at vi 'værdsætter' alle tegn; vores ord er ikke neutrale, men indgår tværtimod i en konjunktur af vurderinger af vores verden. I vores kultur har hesten således i lang tid været central og livsnødvendig i mange sammenhænge. Det bærer vores ord 'hest' præg af, og det er således mere positivt ladet end f.eks. 'ulv', som tværtimod bærer en tung skygge af uhygge og frygt med sig. Et andet, mere konsekvensrigt eksempel er ordene arbejdsgiver og arbejdstager. I vores samfund har vi et købers arbejdsmarked. Det er dem, der køber arbejdet, der har magten. Derfor kalder vi dem arbejdsgivere, på trods af, at det jo er arbejderne, der giver deres arbejde til de såkaldte arbejdsgivere, der tager arbejdernes arbejde mod betaling. Sproget er nogens.
    Det fremgår af disse overvejelser, at den dialektiske sprogteori adskiller sig fra strukturalismen på samme måde, som en 'økologisk' økonomi adskiller sig fra en traditionel økonomi. Den strukturalistiske lingvistik er 'økonomisk', idet den ikke anerkender noget som væsentligt, der ligger udenfor systemet af indbyrdes definerede og definerende værdier, mens den dialektiske sprogteori er 'økologisk', idet den betragter den indbyrdes værdidefinering som snævert knyttet til værdiens udtryksform og til en psykisk, social og materiel basis.
    Derved har jeg skitseret et dialektisk sprogtegn, der består af tre indbyrdes afhængige poler⁴⁸:

De tre funktioner fungerer som sagt i ethvert sprogligt tegn, blot kan der være mere opmærksomhed knyttet til de forskellige funktioner i forskellige ytringer og manifesteringer af tegn. I det følgende undersøger jeg, hvordan mennesker med forskellige kommunikationsteknologier (og produkterne deraf) fremhæver forskellige træk ved tegnet, og hvorledes dette fremmer forskellige typer værdier og rekursbaser. Ved at gøre dette, uddyber jeg det her skitserede dialektiske tegnbegreb.

Kropslige kommunikationsteknologier

Kropslige kommunikationsteknologier
Udover talens sætningsform findes en lang række udtryksmidler, som kan udvikles til mere eller mindre konventionaliserede tegnsystemer. Således gestik, mimik, tone, rytme, styrke, proksemik (berøring og fysisk afstand/nærhed), positur og 'øjenkontakt'. Som det fremgår, er kroppen et komplekst kommunikationsredskab, som kan udvikles til endog særdeles præcise og fintmærkende konventionaliserede kommunikationssystemer (i vores fonocentriske kultur er talen i centrum for vores opmærksomhed; resten af kroppen 'opdages' specielt ved mangel på tale- eller høreevne). Således er døvesprog konventionaliseret gestik, mimeteater er mere eller mindre konventionaliseret eller bevidstgjort (og -gørende) mimik.
    I protosamtalesituationen⁵⁸ er ytringen konjunkturen af alle disse dimensioner⁵⁹: sætninger, gestik, mimik, tone, rytme, styrke, proksemik, positur og øjenkontakt.⁶⁰ I det følgende karakteriserer jeg kort de enkelte dimensioner.
    Sætninger forstår jeg som sammenhængende udtryk, der tillægges mening af producenten og som af andre sprogbrugere kan forstås som udtryk for en betydning.
    Blandt det første, det nyfødte barn gør, er at skabe øjenkontakt med sine forældre. Denne grundlæggende kontaktform er på sin vis grundlaget for al senere kommunikation. I samtalen ("under fire øjne" (bemærk, at jeg ikke taler om synet i den objektive forstand, men om synet som vejen til den andens 'sjæl')) møder de samtalendes øjne hinanden som udtryk for accept, tegn på forståelse eller det modsatte.
    Lang tid før barnet kan udtrykke ord, der kan forstås som ord i snæver forstand (men efter 'forklarlige' lyde som skrig, 'pludren', 'nyden' osv.) kan det udpege verden⁶¹ og ledsage sin pegen med lyde, der gentages.⁶² Denne gestik udvikler sig gennem de første par år til udtryk, f.eks. for undren (skuldrene løftet, hænderne i skulderhøjde, håndfladerne vendt opad), og bliver til et meget udtryksfuldt apparat.⁶³ Som omtalt er døvesprog det bedste vestlige eksempel på gestisk kommunikationsteknologi (når bortses fra tungens gestik i talen), men naturligvis er vores gestik særdeles konventionaliseret, omend vi sjældent er os det bevidst (mest kendt er vinken farvel eller afværgende, trækken på skuldrene osv.). I mange (ikke-fonocentriske) kulturer, anvendes gestikken som en mere eller mindre bevidst konventionaliseret kommunikationsteknologi.⁶⁴
    Mimik er ligesom gestikken en meget tidlig del af kontakten mellem barnet og dets forældre (m.fl.). Eksempler på mimiske ytringer (læseren bedes lægge ansigtet i de rette folder): 'Det ved jeg ikke', 'Jeg mener det ikke', 'Stop!', 'Hvor er du dejlig!', 'Du er dejlig' osv.
    Positur, der er kroppens stilling, giver et ganske sikkert billede af den andens sindsstemning, f.eks. gal, imødekommende, usikker osv. Proksemik (berøring og fysisk nærhed/afstand) er en af de tidligste oplevelser af kommunikation, et barn oplever. Med proksemik vises blandt større børn og voksne siden bl.a. intimitet, frastødning osv.
    Tone og styrke, eller intonation, er meget væsentlige dimensioner i samtalen (men som bekendt ikke (særligt) udtrykkelige i alfabetskriften). F.eks. sarkastisk, sørgmodig, munter, kærlig, vred osv. Vygotsky omtaler en samtale, Dostojevskij skal have overværet og refereret, hvor seks-syv personer alene med intonationsvariationer over ét ord, "vi ikke finder i et almindeligt leksikon" førte en samtale. "Så snart en tankes indre indhold kan gengives i intonationen, kan sproget forkortes tilsvarende, og en hel samtale kan forløbe måske alene ved hjælp af et enkelt ord."⁶⁵ Jakobson refererer en tidligere skuespiller fra Moskva, der var blevet bedt om at danne fyrre forskellige meddelelser af ordene Segodnja vecàerom ('I aften') ved at variere ordenes ekspressive farvning. Skuespilleren lavede en liste over godt fyrre forskellige emotionelle situationer og fremsagde ordene i hver af disse stemninger. Det var nu op til publikum at genkende stemningen alene ved hjælp af forandringer i den lydlige form. Jakobson bad i en anden forbindelse skuespilleren gentage eksperimentet. Skuespilleren lavede over halvtreds meddelelser, der svarede til forskellige stemninger, og indtalte dem til en båndoptager. De fleste af disse meddelelser blev korrekt og detaljeret udlagt af tilhørere fra Moskva. "May I add that all such emotive cues easily undergo linguistic analysis."⁶⁶
    Rytme er en 'ekstra' dimension til alle de nævnte dimensioner. Rytme og gentagelse er rart. Det binder verden sammen til et overskueligt hele, der kan forstås og handles i. Disse grundlæggende menneskelige fænomener har fungeret som grundstenen i menneskelig kultur fra de tidligste tider.

Det er ikke alle dimensioner, der kan opfattes i alle samtalesituationer. Talerstolen skjuler en del af gestikken, afstanden til den bageste stolerække udvisker mimikken. I mørke ses mimikken og gestikken ikke, selv om den kan fornemmes gennem talen og talerens position. På byggepladsen opfattes anmodningen om at hente boremaskinen på trods af den øredøvende larm. Som sagt betyder dette ikke, at ytringen nødvendigvis bliver uforståelig, blot at den principielt er en anden.
    Denne korte karakteristik skulle gerne have anskueliggjort, hvor mange fint differentierede dimensioner den kropslige ytring består af, og hvor betydelig en indskrænkning det således er at tale om skrift versus tale. Knap 3000 år med en primært fonetisk skrift har betydet, at det er helt 'naturligt' for os fonocentrister, med Derridas udtryk, at lægge vægten udelukkende på talen.

Konventionalisering
Med udgangspunkt i Jakobson og Bang skal jeg i det følgende gøre mig nogle overvejelser over, hvad det egentlig vil sige, at tegn konventionaliseres, hvordan det sker og udvikles.
    George Peter Murdock har gennemgået 1.072 ord for mor og far på forskellige sprog og spurgt, hvorfor der tilsyneladende er en tendens til, at sprog, der ikke er forbundet historisk, udvikler "similar words for father and mother on the basis of nursery forms"⁶⁷. Roman Jakobson beskæftiger sig med dette i sin artikel "Why "Mama" and "Papa"?". Han bemærker, at årsagen til, at M, N og ÷-konsonantklasserne ofte optræder ved ord for mor (i 55% af tilfældene mod 15% for far), ikke skal søges i Otto Jespersens "overtroiske" spekulationer over barnets "meningsløse" stavelser, som "arbitrært" er fortolket og undervist af voksne i børneværelser i alle lande, men derimod hænger sammen med den nasale mumlen, som er det eneste, barnet kan frembringe, når det, med læberne presset mod brystet, dier. Denne "madlyd" bliver siden, i Jakobsons fortolkning, til barnets udtryk for mad, mor eller andre ønsker.⁶⁸ Dette er et eksempel på analogi-funktionen i mit tegnbegreb.
    Jørgen Chr. Bang er i færd med at udvikle Jakobsons erkendelse. Bangs tese er, at udviklingen af sprog og ord er nært knyttet til kroppen og omgivelserne, og at denne tilknytning er bevaret og udvikles gennem onto- og fylogenesen. Udviklingen kan rekonstrueres, fordi udgangspunkterne for ordene er bevaret i mange af de ord, vi kender idag. Udførelsen af en sådan sproglig arkæologi kræver en anden teori om sprog og ord end strukturalismens, og den kræver langt større følsomhed overfor vores eget sprog, krop, historie og bevidsthed.
    Bang tager udgangspunkt i en række af vores grundord og undersøger, hvordan de forholder sig til en række af menneskenes nære livsbetingelser. Derved finder han en række grundlæggende kvaliteter ved forskellige lyde. I sin undersøgelse af 'M' kommer Bang frem til en konklusion, der ligner Jakobsons, men han stopper ikke der. M har en kropsnær kvalitet (udtales med lukkede læber, stemme, åben næse og fri tunge), som anvendes i betegnelser for 'mor', 'mad', 'mig', 'med', 'kom' osv. Lyden kan laves, mens barnet sutter, bruges som nydelyd og ved tilkendegivelse af tilfredshed med (bl.a.) mad. 'M' kommer altså til at fungere som prototypen på det, der er rart at have inden for kroppens rækkevidde og på det, der opfattes som en del af mig selv. I videre betydning kommer 'M' så til at betyde det, der er saMMen Med Mig. Som det ses går kvaliteten af M som det nære, det familiefælles med over ved skabelsen af nye ord, der i sådanne tilfælde dannes og udvikles videre gennem kombination af lyddelenes kvaliteter, som en art rebusser. F.eks. kan 'sammen' være skabt som en rebus af S, der ifølge Bang har kvalitet af forbindende, og M, det nære. K-kvaliteten er den fjernende (jf. runetegnet for k: 'k', der ligner en boomerang eller en kastestav) udvendiggørende (jf. kigge) og kombineret med M bliver den til det fjernende mod det mig nære: KoM. Bevarelsen af netop disse kvaliteter frem for helt andre er ikke tilfældig, men hænger sammen med, at vi opfatter lydenes kvaliteter som væsentlige for meningsindholdet i ordene, vi udvikler vores ord gennem analogi.
    I sine undersøgelser er Bang specielt opmærksom på småordene. Således viser det sig, at pronominerne er opbygget systematisk bl.a. efter et nærhedsprincip, hvor M, som jeg har beskrevet, karakteriserer det mig nære, i MiN det helt nære og i MiT det fjernere, mens D-kvaliteten (Din, Dit) karakteriserer den anden, den der peges på med munden (åbne læber, tunge fremme, pegende udad)⁶⁹. Derved fungerer talen deiktisk.
    Udredninger, som dem jeg er kommet med ovenfor, er ikke udtømmende, og de kan ikke blive andet end antydninger af de virkelige sammenhænge. Naturligvis er anvendelsen af lydene langt fra konsekvent. Der spiller mange (dialektiske) faktorer ind, når ordene dannes, bruges og ændres.⁷⁰ At de 'samme begreber'⁷¹ siges anderledes på andre sprog, er ikke et argument imod mine og Bangs. For det første er der, som vi så med Roman Jakobson, en lang række almenmenneskelige lydkvaliteter med fælles betydningsindhold, og for det andet er der ikke blot én mulig udvikling eller ét aspekt, der kan lægges vægt på ved formulering af en mening. Nogle har lagt vægten på det fælles og har derfor udviklet ord som netop 'fælles' af fæ (oldnordisk: fehu), mens andre har lagt vægten på det relationelle mellem det individuelle og derfor udviklet ord som 'penge' af pecus (som har samme indoeuropæiske rod som fehu).⁷² Kritikere vil fremhæve, at sproget udvikles, og at det er forskellene, der er det betydningsdannende: "Denn ohne Unterscheidungen gibt es keine Bestimmungen"⁷³. Men på dette centrale punkt tager strukturalister, poststrukturalister (bl.a. Derrida) og moderne kommunikationsteoretikere som Bateson, Luhmann og den citerede Bolz for mig at se fejl. Også det blivende er bærer af betydningen. Det handler om at se ligheder, særheder og forskelle i en dialektisk forståelsesramme.⁷⁴
    Forskellene, eller relationerne, som jeg foretrækker at kalde fænomenet, da det medinddrager den basale lighed, betydningerne trækker på, har Bang bl.a. behandlet i sin Flexiver som Relatorer, hvor han arbejder med det danske fleksivsystem. Heri viser han, hvorledes alle fleksiver kan beskrives vha. et firekategorisystem, der består af lydsegmenterne Å, N, D og S. Hver kategori dækker over et stort område af distinkte lyde, som kunne kaldes allomorfer, men som Bang redegør for er kontekstbetingede variationer af samme fleksivfonem.⁷⁵ Den enkelte konkrete udtale af et fleksiv kan altså variere efter kontekstens krav og dialekt, æstetik osv., blot fleksemet ligger inden for lydområdet. Derved er fleksiverne et system, som er konventionaliseret i fire lydsegmentkategorier, der er defineret ved deres interne (inter), indbyrdes (intra) og eksterne (extra) relationer.⁷⁶

Skriftlige kommunikationsteknologier

Mindemærker
Som det fremgår af figur 1 (se her) skelner jeg mellem kropslighed og skriftlighed ved anvendelsen af fysiske redskaber. Derfor tager jeg i min skitse af skrifthistorien udgangspunkt allerede i de første anvendelser af fysiske redskaber til støtte af hukommelsen. Sådanne redskaber anvendes (og anvendtes) i alle kendte kulturer. Jeg kalder de mærker, der sættes med eller i de fysiske redskaber for mindemærker.⁷⁸
    De hulemalerier og tegninger i ben og andre materialer, der kendetegner alle menneskelige samfund, og som kendes helt tilbage fra 20-25.000 år f.Kr. (og i Danmark fra jægerstenalderen), kan have haft rent dekorative formål, men mere sandsynligt er det, at de har fungeret i religiøse og historiske sammenhænge, som mindemærker til genealogierne og gudefortællingerne og som manifestation af de gode jagthistorier. Motiverne er varierede: Mennesker i færd med alle mulige handlinger, dyr, geometriske figurer osv. Fra mange samfund kendes også andre, mere abstrakte mindemærker i form af huskestave med mindemærker indridsede eller -tegnede, snore med knuder osv. Makondefolket anvendte således (og anvender måske endnu) en 'knudestav' til at huske begivenheder og tidspunkter. En makondemand kunne f.eks. vise sin kone staven med elleve knuder på og fortælle hende, at den første knude var i dag, mens den anden knude var i morgen, hvor han ville begive sig på rejse. De følgende knuder var de følgende dage, hvor han nåede frem den sjette dag, vendte om den syvende og nåede hjem ved den sidste knude, den elvte, hvor maden skulle stå parat. Andre huskeredskaber kan anvendes til at markere, hvem der ejer hvad i landsbyen, som støtte i og anskueliggørelse af fortællinger osv.⁷⁹
    Disse redskaber og hukommelsen konstituerer den tradition, der kan bevare endog særdeles højtudviklede samfund, hvor traditionen videreføres gennem efterligning og gentagelse af handlinger, ordsprog, myter osv. I disse samfund er den livskundskab og den viden om omgivelserne, vejret osv., som ordsprog, talemåder og mindemærker indeholder og indikerer, en væsentlig måde at bevare og videregive den oparbejdede viden fra generation til generation.⁸⁰ Fra middelalderens germanske sprogområde er der således optalt op mod 50.000 ordsprog.⁸¹

Vareudveksling
Vores alfabetiske skriftsystem nedstammer fra de egyptiske hieroglyffer, og det vil derfor være mest interessant for os at kende til deres historie, både fordi den åbner for dybere forståelse af os selv og vores egen kultur, men også simpelt hen fordi den er lettere at indleve sig i. Vi har i vores kulturelle rekursbasis overleverede spor af den hieroglyfiske skriftkultur og derfor en (mere eller mindre) ubevidst forståelse af den og dermed lettere tilgang til den. Desværre kender jeg ikke til nogen velfunderede teorier om hieroglyfskrifternes tidligste historie. Derimod har franskmanden Denise Schmandt-Besserat udviklet en spændende teori om de mesopotamiske kileskrifters genese. Jeg antager, at denne genealogi kan kaste lys over hieroglyfskrifternes dunkle fortid.
    De tidligste kendte kileskrifttavler er fra omkring 3100 f.Kr. Der knytter sig et par interessante spørgsmål til indskrifterne. For det første er de skrevet på ler, som nok var et meget udbredt materiale i området, men som ikke umiddelbart virker særlig praktisk som skrivemateriale. Leret skal gøres klar tæt på indskrivningstidspunktet, være blødt uden at være for blødt, og det skal tørre efter endt indskrivning. Desuden er ler ganske tungt og pladskrævende. Mange andre materialer kunne være anvendt (ben, potteskår, skind osv. – som alle fandtes i Mesopotamien og som er blevet anvendt som skrivemateriale andre steder).⁸² Og for det andet er de 'piktografiske' tegn eller billedtegnene i de tidligste indskrifter forholdsmæssigt i undertal i forhold til 'abstrakte' tegn. De abstrakte tegns betydning har for en dels vedkommende kunnet tydes, fordi assyriologer har sporet dem frem til tegn i senere indskrifter, der var tydet. Disse tegn er i mange tilfælde begreber, der kan formodes at være varer: Lam, metal, øl, brød osv. De traditionelle teorier om kileskrifterne siger, i overensstemmelse med den hævdvundne tese, at de tidlige tavler, der antyder, at der var et stabilt skriftsystem, er et udtryk for et trin efter et oprindeligt piktografisk baseret skriftsystem. Schmandt-Besserat sår tvivl om denne teoris rigtighed.
    I artikelen: "Clay Tokens as Forerunners of Writing: The Linguistic Significance" forklarer Schmandt-Besserat sammen med Elisabeth Feldbusch, at der fra tiden efter agerbrugets opståen i Mesopotamien (omkring 8000 f.Kr.) er fundet nogle små 1 til 3 cm store lerstykker i geometriske former som kugler, kegler, cylindre mm. Nogle med indridsede eller -trykte mærker. Schmandt-Besserat kalder disse lerstykker for mærker (tokens). Mærkerne er blevet antaget for spillemærker eller amuletter, men Schmandt-Besserat og Feldbusch mener derimod, de i begyndelsen har fungeret som raffinerede tællehjælpemidler (som sådan skulle de være en udvikling af småsten).⁸³ Schmandt-Besserat og Feldbusch antager nemlig, at agrikulturens dannelse førte til et behov for "[…] a practical system of information storage and retrieval."⁸⁴, der kunne håndtere administration af varer. I denne form forestiller de sig, at mærkerne tillige har kunnet fungere som egentlige kommunikationsmedier.⁸⁵
    Fra tiden omkring 3350 f.Kr. og senere er der fundet mere komplekse mærker (almindelige mærker med nye indskrifter, nye geometriske former, mærker formet som dyr osv.), der var mindre geografisk distribueret og oftest holdt adskilt fra de almindelige mærker, der fortsat var i brug. De nye mærker fandt ifølge Schmandt-Besserat og Feldbusch anvendelse i værksteder, mens de almindelige var blevet anvendt i "[…] the socio economic context of animal pens and granaries […]"⁸⁶. Dette får dem til at slå fast:

The widely expanded use of complex tokens with the first occurrence of monumental architechture is probably not mere coincidence. This change in the token system can be related to state formation and the expansion and increased efficiency of the bureaucracy needed, not only for the management of agricultural produce (for example), but for the implementation of a coercive redistributive economy, one involving taxes.⁸⁷

Fra tiden omkring 3300-3250 f.Kr.⁸⁸ er der fundet mærker, der er indkapslet i 'lerkonvolutter': små, hule kugler omkring 5-7 cm i diameter. På disse konvolutter er der ofte indtrykt noget, Schmandt-Besserat og Feldbusch formoder, er officielle segl, så konvolutten kunne fungere som "a legal, binding, unalterable contract."⁸⁹ De begreber Schmandt-Besserat og Feldbusch anvender (og som vel mere angiver en nutidig end en datidig opfattelse af fænomenet), giver en antydning af, hvad der er tale om af dialektisk forbunden sociologisk og kommunikationsteknologisk udvikling. De simple tælleredskaber, der fungerede som repræsentanter for varer, arbejdskraft osv., var væsentlige brikker i det samfund, der udviklede sig til det, der af en sovjetisk assyriolog er blevet kaldt "one of the worst totalitarian regimes known to history"⁹⁰. Skriften, staten og juraen følges ad.⁹¹ I denne form fungerer skriften altså som relationsudtryk i en vareproduktions- og -udvekslingssammenhæng.
    For at få adgang til de indpakkede mærker var det nødvendigt at smadre konvolutten. Denne uhensigtsmæssige praksis blev dog snart afløst af den nyskabelse, der førte til skrift i snæver forstand. Man begyndte at indridse udenpå, hvilke mærker der var indeni konvolutten. Derved blev mærkerne overflødige, hvilket snart førte til, at de blev udeladt og konvolutten erstattet af en håndformet lerplade, hvorpå tegnene blev indridset. Disse tegn blev hurtigt standardiseret til det, der udgør tidlige stadier i kileskriftens efterfølgende udvikling.⁹² Derved er der givet et svar på spørgsmålene om skrivematerialet og den abstrakte form af de tidlige tegn.
    De fornyede morfologiske muligheder blev snart afprøvet, og en lang række piktografiske tegn blev indført i systemet. Jeg formoder, at mange af disse piktogrammer har fungeret som mindemærker i andre forbindelser tidligere. Men grundlaget for kileskriftsystemet er altså (overvejende) abstrakte (relationelle) tegn – og ikke piktogrammer, som den traditionelle teori lyder.
    Denne rudimentære udgave af den senere kileskrift havde henved 600 år foran sig, før den blev anvendt som verbalsproglig repræsentation. Fra vareudvekslingsperioden kendes et stort antal lister over varer, der blev sendt, modtaget, betalt osv. og over arbejdere, militær, slaver osv., "all elements in an administrative system of great complexity […] The aim was clearly the establishment of clear routines and standardized behaviour - in the best tradition of Max Weber"⁹³

I Ægypten formodes de første landbrugssamfund at være opstået i tiden omkring 5000 f.Kr. Fra denne tid kendes både keramisk håndværk, husdyrhold og agerbrug. Samfundene var formentlig organiseret som egalitære småstammer. I løbet af de næste 2000 år udvikledes et centraliseret statssamfund med en gejstlig overklasse, der administrerede det store rige langs Nilen. Som sagt kender jeg ikke de tidlige ægyptiske hieroglyffers forhistorie, men på tidspunktet for de første kendte hieroglyffer var der allerede etableret et statsapparat af en type, der lignede det mesopotamiske. Det er naturligvis ikke sikkert, at hieroglyfferne som kileskrifterne er udviklet fra tælleredskaber over vareudvekslingsredskaber, men de første kendte hieroglyfskrifter fungerede i en kontekst, der var præget af et gejstligt økonomisk bureaukrati, og jeg vil derfor arbejde ud fra den hypotese, at hieroglyfskrifterne er dannet i dialektisk samspil med en kapitalistisk bureaukratisk gejstlighed⁹⁴.
    Således formoder jeg, at de ægyptiske hieroglyffers embryogenealogi bestod i en systematisering af optælling af varer og ejendom. Denne systematisering muliggjorde stadig større administrative enheder, hvilket efterhånden udvikledes til egentlige byer, dannet omkring templer og med en gejstlig overklasse. Denne overklasse var i stand til at administrere et stort område, som det var tilfældet i Mesopotamien⁹⁵.

Verbalsproglig skrift
De tidligste af de skriftsystemer, som traditionelle skrifthistorier regner for de udviklingshistorisk første, og som Derrida kalder skrift i snæver forstand, opstår omkring 3100 f.Kr. i Mesopotamien og Ægypten. Disse skrifter var formentlig fra begyndelsen (fra de blev anvendt i andre sammenhænge end de vareudvekslingsmæssige) et system af krops- eller handlingstegn, tingstegn, begrebstegn og af fonetiske tegn – ofte fungerede det samme tegn i flere af disse kategorier.⁹⁶ Mens det mesopotamiske system snart udviklede sig fra arbitrære relationelle og analoge og deiktiske tegn til kiletegn, der kan opfattes som arbitrære, bevarede de ægyptiske tegn klare indikationer af sammenhængen med en betegnet verden.
    Derrida ser udviklingen fra ulineær skrift i form f.eks. af mindemærker ('pluri-dimensionale' skrifter) til lineær skrift i form af tegn skrevet i rækker, som et frugtbart klassifikationsprincip.⁹⁷ Netop lineariseringen fører en lang række konsekvenser med sig for sprog og historie. Vores deraf følgende 'vulgære' og 'verdslige' tidsbegreb (homogent, nutidscentreret og kontinuert lineært eller cirkulært) har ført til en tilsvarende forståelse af historien som lineær (eller cirkulær). Derrida mener ligefrem, at lineariteten kan være forudsætningen for et historiebegreb overhovedet. Jeg anvender ikke direkte et sådant klassifikationsprincip, men behandler tanken om linearisering og en eventuel opløsning af den i afhandlingens sidste del (se her).
    Alle kulturer har et behov for at samle viden om den omgivende verden; alle forsøger at opstille sammenhængende systemer af kendsgerninger, som tilsammen udgør hele verdens visdom.⁹⁸ Dette behov kan sættes i system med en skriftteknologi. Skrift fandt både i Mesopotamien og i Ægypten i tiden efter 3000 f.Kr. sin betydeligste anvendelse i buraukratiet i forbindelse med lister over varer, personer, love osv.⁹⁹ Næsten fra begyndelsen viste det sig, at der fandtes mange flere anvendelser for lister, end dem buraukratiet umiddelbart medførte. Fra tiden omkring år 3000 f.Kr. kendes de første mesopotamiske lister over embedsmænd, dyr, blomster, træer, klæder, varsler osv. De var opdelt i kategorier af samme type som skriftens determinatorer og derefter f.eks. for embedsmændenes vedkommende efter deres position i hierarkiet. Lister har tilsyneladende opfyldt et behov for at skabe et ordnet og systematisk billede af verden og, som det udtrykkes i en tidlig ægyptisk tekst, at nedskrive alt, hvad der er i verden: "Beginning of the teaching for clearing the mind, for instruction of the ignorant and for learning all things that exist."¹⁰⁰
    Sådanne lister over verdens ting opnår status af sandhedslister, man kan henvise til i diskussionen af verdens sammenhæng. Derved kan teksten betragtes som en neutral og upersonlig autoritet, som kan gives den rette tolkning af gejstligheden, hvad enten den er kirkelig eller videnskabelig. Vi ser altså en fornyet udformning af kernemodsætningen autoritet¹⁰¹.
    Skriften har altså helt fra denne begyndelse hvilet på systematisering af magi, på gejstlighedens opbyggelse af et priviligeret materiale, der måtte hemmeligholdes, så uindviede ikke kunne få adgang til det, og så det kunne fungere som legitimering af de gejstliges magt.

Fonetisk skrift
Henimod midten af det andet årtusind f.Kr. var hieroglyfferne stadig en hemmelig og hellig kunst, som de skriftkyndige forsøgte at holde for sig selv.¹⁰² På denne tid udviklede en række folk forskellige hovedsageligt fonetiske skriftsystemer på baggrund af de ægyptiske tegn. I de ægyptiske skriftsystemer indgik der næsten fra begyndelsen et antal (ca. 24-28) tegn, heriblandt også vokaler, der var tilstrækkelige til at give en adækvat fonetisk repræsentation af sprogets lyde. Dette 'alfabet' kaldes ofte det ægyptiske alfabet. Tegnene blev hovedsageligt anvendt i fremmede navne og ord. I de nye skriftsystemer blev ideen om fonetisk beskrivelse af sproget radikaliseret, således at de fonetiske tegn blev de eneste tegn i systemerne. Hvorvidt der var tale om egentlige alfabeter i f.eks. de tidlige semitiske skriftssytemer eller om stavelsesskrifter, hvor flere stavelser blev repræsenteret med ét tegn (f.eks. et tegn for ko, ka, ke osv.) skal jeg ikke diskutere her. Men jeg formoder, at der stadig var tale om gejstlige redskaber i de semitiske skrifter. En måde at bevare skriften på de fås hænder kan have været udeladelse af vokalerne. En sådan udeladelse gjorde skriften sværere at tyde for uindviede (vokalerne kunne siden i de hebraiske efterkommere til de semitiske alfabeter repræsenteres med et sindrigt system af prikker).¹⁰³ Det fønikiske alfabet, som kaldes oprindelsen til alle senere alfabeter, blev anvendt i den store handelskultur, fønikkerne opbyggede omkring begyndelsen af første årtusind f.Kr. Fønikkerne har haft brug for et kommunikationsmiddel, som var let og hurtigt at anvende i den merkantile kommunikation.
    Både de græske, de hebrariske og runealfabetet nedstammer fra det fønikiske alfabet, der bestod af konsonantlyde (eller fællestegn for stavelser). Fælles for disse alfabeter er, at tegnene havde navne, hvori første lyd udgjorde tegnets lyd i skriften. Navnene har formentlig i det hebrariske og runealfabetet fungeret som kulturbærer, idet de har udtrykt grundlæggende og livsnødvendige fænomener. Bang arbejder i sine runestudier med en hypotese om, at futharken opstillet, som den er flere steder, i tre rækker beskriver tre kategorier: krop, steder og guder, med hver tre elementer. Stedsangivelserne kan således være en overlevering af steder, hvor futharken oprindelig blev dannet, og hvor futharkens folk havde deres fælles samlings- eller udgangspunkt.
    I de græske alfabeter er navnene lydligt overtaget fra fønikisk og derfor uden betydning på græsk, mens navnene helt er udeladt i de latinske skrifter.

Abstraktionen blev netop et væsenstræk ved disse [græske og latinske] alfabeters grammatologi: med dannelsen af det græske alfabet gled tegnenes ikonografiske analogimindelser i glemmebogen, og tegnenes sociale brug og indlæring kom i dominerende grad til at bero på institutionaliseret, konventionaliseret orto-grafi. […] [Futharken er altså] efter min mening en historisk innovation til "højere niveau" uden så meget tab af væsentlige, traditionelle skriftkvaliteter som den mere brutale klassiske alfabetdannelse.¹⁰⁴

Grækerne gør skriften verdslig, genindfører vokalerne, formentlig med inspiration fra de ægyptiske hieroglyfiske lydtegn, og gør den verdslige anvendelse af skriften til det almindelige. Denne udbredelse til den besiddende del af folket fører samtidig til glemsel af den gejstlige visdom. Runerne skabes derimod af germanske folk (måske i egnene nordøst for sortehavet), som bevarer skriftens magiske potentiale og samtidig gør den alment tilgængelig, vha. vokaler, navne med relation til de typiske livserfaringer og huskeremser (formentlig uden dog at åbenbare de inderste hemmeligheder).

Hvad skyldes fonocentrismen?
Derrida karakteriserede den vestlige tænkning som fono- og derfor logocentrisk. En sådan karakteristik gælder naturligvis ikke generelt og fuldstændigt, hvilket alene muligheden af at tænke en anden tænkning indefra den vestlige tradition viser¹⁰⁵, men den fungerer som (historisk dominerende) pol i den dialektiske udvikling af tænkningen. Derrida antyder, som jeg har vist (Her), at den vestlige verdens fonocentrisme skyldes den fonetiske skrift. Derridas abstrakte karakteristik kan forekomme som et postulat (som tilsyneladende mere bygger på et kendskab til den vestlige filosofi end til psykologiske undersøgelser af den fonetiske skrifts konsekvenser for tænkning og sprog), idet den snarere fungerer som udgangspunkt for De la grammatologie end som konklusion på den. Men postulatets psykologiske forudsætninger kan findes i undersøgelser af den sovjetiske psykolog Lev S. Vygotsky, som i sin Sprog og Tænkning gennem en modstilling med tale (i dialoger) og indre tale beskriver en række karakteristika ved den fonetiske skrift. Vygotsky opfatter sin socialpsykologiske forskning som et politisk projekt og tager i modsætning til Freud udgangspunkt i den sociale handling, når han skal beskrive det individuelle indre. Vygotsky anvender i sin forskning en metode, der udfra et historisk-materialistisk synspunkt undersøger den genetiske udvikling af sprog og tænkning. Målet for Vygotsky er at se de processer, han undersøger, i deres dialektiske helhed.
    Vygotsky betragter tale som middel til socialt samvær; det samme gælder naturligvis skriftsproget. Men skriftsproget skabes uden for dialogsituationen i en form for monolog, hvilket skaber en helt ny situation. "Skriftsprogets udfoldelse forudsætter i en vis forstand et principielt nyt forhold til situationen, et mere uafhængigt, et friere forhold."¹⁰⁶ Denne nye situation vanskeliggøres af, at forholdet til den fysiske meddelelse også bliver et andet, idet "[…] skriftsproget i selv sin minimale udvikling [forudsætter] en høj abstraktionsgrad. Det er et sprog, der mangler hele den lydlige del: det musikalske, intonationen, ekspressivitet. Det er et sprog i tanken og forestillingen, men et sprog, der er totalt befriet for et af det talte sprogs primære karakteristika – den materielle lyd."¹⁰⁷
    I sin undersøgelse af begrebsdannelse hos børn kommer Vygotsky frem til, at "[…] kommunikation forudsætter generalisering og udvikling af ordbetydningerne, dvs. generalisering gøres mulig i takt med kommunikationsudviklingen."¹⁰⁸ Børn lærer altså i takt med sproget at abstrahere fra enkeltgenstande i verden, således at flere genstande kan betragtes under ét på baggrund af fællestræk ved enkeltgenstandene. Men med skriften kræves en helt ny form for abstraktion, der ikke blot reproducerer abstraktionsprocessen fra tillæringen af det talte sprog.¹⁰⁹ "Op til skolealderen har barnet nået et temmelig højt abstraktionsniveau i henseende til objekternes verden ved hjælp af det talte sprog. Og nu stilles det overfor en ny opgave: det skal abstrahere fra sit sprogs materiale, og gå over til et abstrakt sprog – et sprog, der ikke betjener sig af ord, men forestillinger om ord. […] Skriftsproget kræver altså en dobbelt abstraktion: der må abstraheres både fra det givne sprogs lydlige side og fra samtalepartneren."¹¹⁰
    At skrive er således ifølge Vygotsky ikke blot en teknik, der skal læres og appliceres på det talte sprog i form af en oversættelse af talen til skrifttegn. At skrive fonetisk skrift er fra grunden og grundlæggende en ny måde at forme kommunikationen på kognitivt og fysisk, "[…] hvor det tidligere udviklede talte sprogs psykologiske system omstruktureres."¹¹¹
    Til forskel fra talen, som flyder uvilkårligt, skal barnet handle vilkårligt¹¹² i skrivningen. Den teknik, skriften hviler på, bygger på artikulation af enkeltlyde. En sådan teknik er ikke så ligetil for barnet. "Hvis man under et forsøg beder det lille barn om at frembringe en eller anden lydkombination f.eks. »sk«, vil det ikke gøre det, fordi den slags vilkårlig artikulation volder det vanskeligheder, men i ordet »Moskva« udtaler det de samme lyde frit og uvilkårligt. […] Altså kan barnet udtale en given lyd, men det kan ikke udtale den vilkårligt."¹¹³ Men en sådan analyse af ordene er nødvendig for at kunne skrive de fonetiske tegn. Bogstaveringen hviler altså på en proces, hvor barnet træder ud af den umiddelbare talesituation og betragter sine egne ord som objekter, der kan deles op i enkelte lyde, som igen kan repræsenteres med tegn. I kraft af denne abstraktion fra den umiddelbare situation bliver skriften langt mere bevidst end talen.¹¹⁴
    Foruden den vilkårlige tilgang til skriften skal barnet tillige abstrahere fra den givne situation for at kunne forme sin meddelelse, så læseren forstår den uden barnets uddybning. Barnet skal gengive de betingelser, der i dialogen er underforstået, det skal uddybe sin ytring tilstrækkeligt til, at konteksten for meddelelsen kan begribes af læseren. Denne monologform er ny for barnet, der allerede kender til en anden monologform, nemlig den indre tale, som barnet ifølge Vygotsky har udviklet via egocentrisk tale (tale til eller med sig selv): "Overgangen fra maksimalt reduceret tale dvs. tale for sig selv, til maksimalt detailleret skriftsprog, dvs. sprog henvendt til andre, kræver de mest komplicerede operationer af et barn, idet det vilkårligt skal opbygge meningsfulde enheder."¹¹⁵
    Resultatet af den fylogenetiske dannelse og den ontogenetiske indoptagelse af den fonetiske skrift er altså et erkendelsesmæssigt skred. Med karakteristikken af skriftens betydning for tænkningen bliver Derridas bestemmelse af den vestlige tænkning som logocentrisk lettere at forstå. Den bevidste opmærksomhed på udformningen af meddelelsen, som Vygotsky viser adskiller den fonetiske skrift fra talen, har ført til, at det, der kan udtrykkes entydigt med skrevne ord¹¹⁶, er blevet betragtet som den eneste vej til erkendelse. Den logocentriske metafysik "a toujours assigné au logos l'origine de la vérité en général : l'histoire de la vérité, de la vérité de la vérité […]"¹¹⁷
    Da logocentrismen er forårsaget af den fonetiske skrifts abstraktion fra det abstraherede begreb, kan Derrida tale om fonocentrisme som synonym for logocentrisme. Logocentrismens betoning af det rationelle har hos filosoffer siden Nietzsche været kilde til sønderlemmende kritik, som er mundet ud i forsøg på at nedrive de systemer, der mente at kunne forklare vores verden og vores begreber om sandhed og godt og ondt som formålsrettede eller skabt af Gud. Derrida indskriver sig i denne tradition, og med påvirkning fra Freud betoner han det ubevidste, drifterne, længslen efter det fraværende. Jeg selv tager, som det er kommet til udtryk tidligere, udgangspunkt i en erkendelse af betydningens forudsætning af kroppen, med alt hvad det medfører af uklarhed, der kan begrundes i meningens basis i kroppens handlen i og omgang med verden og mennesker.
    Vores fælles erkendelse er således, at vi i kraft af en blindhed, som Derrida og jeg mener bl.a. bunder i vores fonetiske skriftsystem, i vores tænkning og videnskab har glemt væsentlige sider af den menneskelige tænknings og eksistens basis. De sider, der har været skjult for og af os og vores forgængere, kan drages frem i lyset. Men det betyder ikke, at vi blot kan forkaste vores traditions tænkeformer og fordomme. Kommunikationsteknologiernes betydning for samfund og erkendelse er en pol i de dialektiske sammenhænge, og den udgør derfor nogle forudsætninger for vores tænkning og handlen, som vi ikke uden videre er opmærksomme på. Den dialektiske sprogteori handler bl.a. om at gøre sig sådanne forudsætninger klart, så vi med teorien bedre bliver i stand til at beskrive, hvilke faktorer der spiller ind i vores og andres handlinger og tænkning.

Trykpresse

Gutenberg: Gudsfrygtig kapitalist
Alfabetet var på sin vis indskrevet i flere af de tidlige stavelsesskrifter. Alligevel blev alfabetet ikke udviklet af disse skrifter – der skulle andre forhold end den tekniske mulighed til, før det skete. På samme måde var det med trykpressen, som vi normalt tilskriver guldsmeden Johan Gutenberg i 1440-50'ernes Mainz.¹¹⁹ Kineserne kendte allerede i det tredie århundrede e.Kr. til alle de ingredienser, der var nødvendige for at udføre tavletryk: Papiret, en passende blæk og teknikken til at lave tavletryk var opfundet, men "le contexte social"¹²⁰ manglede, for at de løse typer og den egentlige trykpresseteknik kunne opfindes og blive udnyttet på det tidspunkt.¹²¹ Opfindelsen fandt til gengæld sted i Korea i 1100-tallet – men her var de socioøkonomiske omstændigheder altså heller ikke til stede.
    Der var en række funktioner, der skulle udfyldes i et trykkeri. Først skulle typerne skæres, udstemples og støbes, blækket blandes og papiret fremstilles, dernæst skulle siderne sættes, der skulle læses korrektur, korrigeres, påføres blæk, trykkes, tørres og tilsidst bindes ind. Til alt dette anslår Clapham, at Gutenberg havde omkring 25 mænd i sit værksted.¹²² Alle var de specialiserede i en enkelt eller få funktioner¹²³. Og derved var den første serieproduktion i verdenshistorien en realitet¹²⁴ – 350 år før Ford T-bilmodellen, der jo ellers regnes for den første serieproducede vare. Efterhånden udviklede der sig en række underleverandører, der var specialiserede i f.eks. typeskæring og -støbning, eller i blæk- eller papirfremstilling.
    Trykkerne forsøgte at holde deres videreudviklinger og 'forretningshemmeligheder' for sig selv, men med de mange arbejdere var det ikke let. Måske var det nedbrændingen af Gutenbergs værksted under besættelsen af Mainz i 1462, hvorefter alle Gutenbergs arbejdere spredtes for alle vinde, der var den væsentligste årsag til, at ideerne og teknikkerne blev udbredt over næsten hele Europa i løbet af blot 50 år. I løbet af de samme 50 år blev der trykt et svimlende antal bøger: Det anslås til mellem 8¹²⁵ og 15-20¹²⁶ millioner eksemplarer af mellem 30 og 35.000 udgaver.
    De primære anvendelser af tavletrykteknikken før selve trykpressen var produktionen af spillekort og religiøse billeder. Gutenberg fulgte den sidstnævte tradition op. Mens den troende trykker og hans arbejdere arbejdede på den kendte 42-liniersbibel, som det tog et par år at få færdig, blev der tid til at trykke afladsbreve. Masseproduktionen af afladsbreve¹²⁷ blev en af trykkernes store indtægtskilder; til at sælge de mange afladsbreve ansatte de mellemmænd, til hvem de ovenikøbet solgte bøger om Kristi gerninger, som kunne bruges som salgsargumenter. Anvendelsen af trykpressen var integreret med kapitalismen helt fra første spæde tryk.
    Trykkerne var væsentlige aktører i udbredelsen af kapitalismen. Ved opfindelsen af trykpressen havde der længe (siden 1000-tallet) været voksende markeder og gryende kapitalisme, men "the transmission of skills in commercial arithmetic (outside Northern Italy) during that interval was 'incredibly slow.'"¹²⁸ Trykkerne havde selv behov for effektivitet for ikke at bukke under i konkurrencen, så de gjorde brug af (og udviklede i nogle tilfælde selv) den præcise bogføring, omregningstabeller¹²⁹, vejkort osv. Med trykpresserne blev disse evner i løbet af kort tid udbredt over hele Europa. Årsagen til kapitalismens kraftige udvikling fra omkring det 16. århundrede skal altså ifølge Eisenstein ikke søges primært i den protestantiske arbejdsmoral, som Weber gør det, eller i en 'rising middle class', men i den spirende kommunikationsindustris ændrede produktionsforhold.¹³⁰

Religion: Fra kristendom til naturvidenskab
Trykpressen fik betydning for både religionsdyrkelsen og for naturvidenskaben. Bibelske og naturvidenskabelige traditioner havde fulgt samme bane i middelalderen: "Until the advent of printing, scientific inquiries about 'how the heavens go' were linked with religious concerns about 'how to go to heaven.'"¹³¹ Men med trykpressen skiltes deres veje.
    Den første bog, Gutenberg producerede, var en bibel på latin; men der gik ikke lang tid, før trykkere rundt omkring oversatte eller fik oversat Bibelen til nationalsprog og udgivet i stort antal.¹³² De mange forskellige udgaver af Bibelen på latin og græsk intensiverede opfattelsen hos de lærde af, at det var nødvendigt at komme til bunds i alle fejlene og frem til en 'sand' og 'korrekt' udgave af Guds ord. Men forskningen i og diskussionen af Bibelen førte blot til "a thickening special literature devoted to variants and alternative theories of composition."¹³³

It is surely one of the ironies of the history of Western civilization that Bible studies aimed at penetrating Gothic darkness in order to recover pure Christian truth – aimed, that is, at removing glosses and commentaries in order to lay bare the pure 'plain' text – ended by interposing an impenetrable thicket of recondite annotation between Bible-reader and Holy Book.¹³⁴

Sideløbende med, at lærde blev klar over, at Bibelens ord ikke var så troværdige, som de hidtil havde troet, og derfor mistede tilliden til den kristne religion, betød trykpressens mangfoldiggørelse af Bibelen, at 'det glade budskab' af driftige sælgere kunne spredes til stadig flere: "Where indulgence sellers were discredited, Bible salesmen multiplied."¹³⁵ Så mens den lærde overklasse blev afkristnet, blev folket mere kristent.
    Trykpressen muliggjorde ligeledes mangfoldiggørelsen af empiriske data og af tabeller over matematiske funktioner¹³⁶. Det betød, at naturvidenskabsmændene kunne sidde forskellige steder i Europa og studere de samme data, og at de selv kunne foretage undersøgelser (f.eks. af stjernernes baner), der be- eller afkræftede dataene.¹³⁷ Mens bibelstudierne kun havde tidligere udgaver af Bibelen at sammenligne, havde naturvidenskabsmændene således både tidligere tænkeres tekster og den fysiske verden at sammenligne. Disse sammenligninger kunne de meddele hinanden ved at udgive bøger, som igen kunne fungere som grundlag for nye observationer og rettelser.
    Både i bibelstudier og i naturvidenskabelige studier var målet altså at nå til en mere sand forståelse af verden. Men mens trykpressen betød, at naturvidenskaben opnåede klarhed og revolutionerende resultater, der i sidste ende førte til vore dages naturvidenskab, betød den, at studiet af Bibelen førte til stadig mere uklarhed om den oprindelige tekst:

[…] the changes wrought by printing provide the most plausible point of departure for explaining how confidence shifted from divine revelation to mathematical reasoning and man-made maps.¹³⁸

Delresumé

Tese: Kommunikationsteknologier dannes, udvikles og virker dialektisk determineret af samfunds eksisterende kommunikationsteknologier, af transhistoriske og kulturelle rekursbaser samt af produktionsrelationer og samfundsformationer.

Tesen har jeg nu underbygget gennem en gennemgang af kommunikationsteknologihistorien. At nye kommunikationsteknologier er determineret dialektisk af tidligere, eksemplificeres af alle de udviklinger, jeg har gennemgået. Nye teknologier hviler på gamle: Nye kommunikationsteknologier skabes ikke pludselig ud af intet.
    Fonocentrismen er et vigtigt eksempel på, at nye kommunikationsteknologier får betydning for tidligere kommunikationsteknologier. Med udviklingen af den fonetiske skrift priviligeres talen som (næsten) eneste væsentlige kropslige kommunikationsteknologi.
    Min diskussion af Jakobson og Bangs undersøgelser af udviklingen af ord (mennesket har en krop, gennemgår et livsforløb og handler i verden – derfor danner de nogle ord og ikke andre (jf. Mor)) viser, hvordan transhistoriske og kulturelle rekursbaser dialektisk determinerer dannelse og udvikling af kommunikationsteknologier.
    At kommunikationsteknologier også virker tilbage på de kulturelle rekursbaser kan udledes af, at autoritetskernemodsætningen fornys af den upersonlige autoritet, som teksten (først som liste over alle verdens ting) bliver et udtryk for, og af Derridas påvisning af, at logocentrismen følger af fonocentrismen. Et tredie eksempel er trykpressens betydning for, at videnskab erstatter religion som forklaringsmodel.
    Den dialektiske sammenhæng med samfundsformationer og produktionsrelationer er bl.a. eksemplificeret af, at trykpressen ikke i Asien fik den omkalfatrende betydning, den siden fik i Vesteuropa, omvendt er fremvæksten af centralistiske bureaukratier afhængige af udviklingen af en skriftteknologi til vareudveksling.

Min tese fører altså til – for at foregribe temaer og konklusioner i afhandlingens anden del – at det ikke bare er et spørgsmål om at komme først i det globale IT-kapløb, og ikke blot handler om at kunne kommunikere, finde informationer og købe let og ubesværet ind ved hjælp af nettet. Den måde vi udvikler vores praksis på gennem anvendelse af internettet, får betydning for vores liv som tænkende og handlende væsener på helt andre måder, end vi forventer. Vi skal ikke tro, at internettet er en neutral teknologi, vi bruger til det, vi vil, men som vi lige så godt ikke kunne bruge og alligevel være de samme. Internettet vil ændre vores liv. Hvordan? Det giver jeg nogle bud på i anden del af afhandlingen, ligesom jeg diskuterer, om vores brug af nettet i dag er på rette vej.

Internettet

En internethistorie

Information

Social sense-betydning af information
Lektor ved Danmarks Lærerhøjskole dr. pæd. Steen Larsen har skrevet en bog om IT og nye læreprocesser, hvori information spiller en fremtrædende rolle. Larsen er ophavsmand til megen god og sund kritik af den såkaldte tankpasserpædagogik, hvor viden hos eleverne formodes at svare en-til-en til de informationer, eleverne får fra katederet. I stedet er han fortaler for projektorienteret og laboratoriepræget undervisning og læring. I IT og nye læreprocesser hedder det om information og viden:

Hvor informationer er håndgribelige objekter af lys og lyd, der kan eksistere og opbevares uden for mennesker, er viden en uhåndgribelig subjektiv tilstand inde i et menneske. Viden kan derfor ikke komme ud af et menneske som viden. Det er simpelthen derfor, vi har opfundet informationsteknologien.¹⁴⁹

I citatet adskilles information fra viden, idet information forstås som en art byggesten eller atomer, som indgår i den personlige vidensdannelse. Disse atomer er løsrevne enheder, der kan kodes på en hvilken som helst måde og sendes afsted til en kendt eller ukendt modtager. Nu er mennesket ifølge Larsen ikke informationsbeholdere alene; viden, som er en personlig vinkel på informationerne, "et førsprogligt landskab af indsigt"¹⁵⁰, kan ikke uformidlet gives videre til eleverne. Men ved hjælp af den offentlige kode, sproget, er det muligt.

For at disse videnslandskaber kan videregives, må de formidles, d.v.s. "oversættes" til de alment definerede begreber, som vores fælles sprog betjener sig af. Denne oversættende transformation fra personlig viden til offentlig information, er den egentlige kerne i kommunikationsprocessen, […]¹⁵¹

Tanken om sproget som en arbitrær kode uden eget indhold eller egen normering af ordene hænger ganske godt sammen med den strukturalistiske konception af tegnet, som jeg har behandlet tidligere (se f.eks. s. 12). Koden er fuldstændig offentlig og ens for alle sprogbrugere, der blot kan modtage den offentlige information og transformere den tilbage til deres egne indre videnslandskaber.¹⁵² Bag denne forståelse af information og formidling af viden gemmer der sig således en traditionel maskinmetafor for kommunikation, som den er kendt f.eks. fra Shannon og Weavers såkaldte proceskommunikationsmodel. Shannon og Weaver arbejdede med transmission af telesignaler under anden verdenskrig og opstillede en teknisk model for informationstransmission, som de selv og andre siden har anvendt som model for menneskelig kommunikation. Modellen ser således ud¹⁵³:

En lignende forståelse af begrebet information finder vi i Lone Dybkjær og Søren Christensens Info-samfundet år 2000 – Rapport fra udvalget om "Informationssamfundet år 2000" fra 1994, populært kaldet Info-2000-rapporten.

Et dansk syn på information, viden og velfærd.

Information er ikke noget nyt. Viden har i flere tusind år været baseret på behandling af informationer. Historisk set har knaphedsfaktoren været information.¹⁵⁵

Også Dybkjær og Christensen giver således udtryk for, at viden er funderet på behandling af informationer. Når informationer i samme åndedrag konciperes tingsliggjort som entiteter i verden, som man kan behandle, som en computer behandler elektriske signaler, betyder det, at jo flere informationer, vi har, des mere viden har vi, eller for at sige det med rapportens metafor: "Information er led i den fødekæde, som fører til viden."¹⁵⁶
    Det historiske udsyn er jo flot, men problematisk. Den sidste sætning i citatet før det foregående må forstås således, at blot der er nok information, så er vi også mætte, raske og varme – for ellers ville det vel være mad, hygiejne eller brændsel, der ville have været knaphedsfaktoren? Det er jo en sandhed med modifikationer; hvilket bliver særlig tydeligt, hvis vi kaster et blik ud i verden, hvor adgangen til informationer vha. internettet i princippet (men også kun i princippet – der skal jo både strøm og maskiner til) er lige så stor som herhjemme. Der er ikke noget som tyder på, at tredjeverdenslande er på vej til at løse deres dybe problemer, blot fordi internettet dukker op.

Både Larsens og Dybkjær og Christensens informationsbegreb svarer således til indholdet af signalet i Shannon og Weavers kommunikationsmodel. Men opfattelsen har en række problematiske konsekvenser. Hvem siger det, der siges? Hvem tjener på det? Hvem mister på det? Hvem dør af det? Hvad siges ikke og hvorfor? Hvilke informationer holdes hemmelige? Hvem har adgang til dem? Osv. Spørgsmål, som enhver kommunikationssituation i større eller mindre grad giver anledning til.

Informationer i (den rette) sammenhæng
Som det fremgik i behandlingen af det dialektiske tegn, hænger betydningen af udsagn sammen med en basis, som består af den enkelte sprogproducents rekursbaser, krop osv., og af øvrige tegn, af tradition, af tegnets fysiske form osv. Tegnet er ikke arbitrært, og det indgår altid i konkrete kommunikationssituationer (et tegn er abstraheret fra konkrete kommunikationssituationer). Der findes ikke informationer i social sense-forstand. Derimod eksisterer der tekster; tekst kommer af det latinske ord, textus, for vævning eller sammenføjning. En tekst væves ind i den eksisterende situation og sammenføjer den på ny, den er med andre ord dialektisk domineret af situationen (og konteksten). I det følgende undersøger jeg, hvordan denne sammenhæng med situation og kontekst kan beskrives, og hvordan producenten og konsumenten af den enkelte tekst kan gennemskue, hvilke sammenhænge en konkret tekst indgår i.
    Roman Jakobson holdt ved en konference i 1958 "Closing Statement" om "Linguistics and Poetics". I dette foredrag fremlagde han en udmærket model for kommunikation. Denne model supplerede han med en model, der fremhævede, hvilke konstituenter eller funktioner¹⁵⁷ meddelelsen (message), det vi hidtil har kaldt informationen, er dannet af, og dermed implicit eller eksplicit bærer vidnesbyrd om. Jakobsons mål med foredraget var at undersøge, hvad der adskiller en poetisk tekst fra en hvilken som helst anden tekst. Til dette formål opstillede han først en model for, hvilke konstituenter (eller faktorer, som Jakobson kalder dem) der indgår i en kommunikationssituation. Modellen ser således ud¹⁵⁸:

The ADDRESSER sends a MESSAGE to the ADDRESSEE. To be operative the message requires a CONTEXT referred to (”referent“ in another, somewhat ambiguous, nomenclature), seizable by the addressee, and either verbal or capable of being verbalized; a CODE fully, or at least partially, common to the addresser and addressee (or in other words, to the encoder and decoder of the message); and, finally, a CONTACT, a physical channel and psychological connection between the addresser and the addressee, enabling both of them to enter and stay in communication.¹⁵⁹

Modellen har samme kerne som Shannon og Weavers, men omfatter endvidere en tematisering af konteksten. Der er dog ikke tale om kontekst i bred forstand (som samfundsformation, institutioner, ideologier osv.), men om det, der refereres til i meddelelsen. Der, hvor denne model adskiller sig markant fra Shannon og Weavers, er i dens sammenhæng med funktionsmodellen, som jeg kommer ind på nedenfor.
    Modellens 'message' er tilsyneladende forenelig med den social sense-betydning af information, jeg har fremdraget ovenfor. Men det er den ikke. Jakobson siger selv:

If we analyze language from the standpoint of the information it carries, we cannot restrict the notion of information to the cognitive aspect of language. A man, using expressive features to indicate his angry or ironic attitude, conveys ostensible information […]¹⁶⁰

Informationer kan altså ikke løsrives fra kommunikationssammenhængen, uden at noget væsentligt går tabt. Eller for at sige det med Jakobson, der er andet end strengt kognitivt informative sider af kommunikation. Denne opfattelse hænger sammen med Jakobsons opfattelse af meddelelsen som en konjunktur¹⁶¹ af funktioner af kommunikationssituationens faktorer. Det betyder noget for meddelelsen, hvem der siger den, hvordan den siges, til hvem osv. Jakobson har som sagt fået til opgave at beskrive, om og hvad der er specielt lingvistiske kendetegn ved poesi. Derfor sætter han sig for at undersøge, hvilke funktioner meddelelsen består af, og om der er en eller flere af dem, som er specielt 'poetiske'. Tesen er, at der til hver faktor svarer en sproglig funktion, som indgår i et 'funktionshieraki' i den enkelte meddelelse.¹⁶² "The verbal structure of a message depends primarily on the dominant function"¹⁶³ Men selvom en funktion er dominerende, må "the accessory participation of the other functions in such messages […] be taken into account by the observant linguist."¹⁶⁴ Meddelelsen kan således ikke beskrives som afsenderens ene og alene, men må forstås som et produkt af en række situationelle faktorer, som har medformet meddelelsen.
    Jakobson giver funktionerne følgende navne (de er placeret på deres tilsvarende faktors plads):¹⁶⁵

Findes der informationer på internettet?
I den tidligere omtalte Info-2000-rapport er de fleste af anbefalingerne til politiske tiltag af teknisk art: Offentlige institutioner skal have en epost-adresse, virksomheder skal kommunikere via en ny elektronisk standard osv. På folkeskoleområdet handler det om, at: "Alle børn må rustes til at beherske moderne informationsteknologi", og endvidere at IT skal indgå i alle fag og anvendes til, at undervisningen tilpasses den enkelte elev.¹⁷³ Denne form for optagethed af mediet i stedet for reelle visioner for målet (f.eks. at børn lærer at begå sig som selvstændige, demokratiske, kritiske og vidende mennesker i samfundet)¹⁷⁴ kritiserer Steen Larsen som en del af den "børnesygdom, der altid har hærget skolen: at gøre midlerne til et mål i sig selv. At kunne regne uden at kunne regne den ud, at kunne læse uden at kende til litteratur og at kunne skrive uden at have noget på hjerte. […] Du skal beherske teknikken og teknologien uden at spekulere over, hvad du skal bruge det til."¹⁷⁵
    Steen Larsen har selv en vision for anvendelsen af IT, som jeg skal gå lidt dybere ned i. Den er godt tænkt, men den hviler på en række falske forudsætninger. Visionen har desuden den fordel, at den er blevet til som en integreret del af et større uddannelsesteoretisk hele: "IT kan være et uhyre effektivt middel til at nå nye pædagogiske mål."¹⁷⁶. Udgangspunktet er, at der i disse år sker en eksplosion i mængden af informationer. Samtidig bliver der "flere og flere informative døgnfluer og tilsvarende relativt færre af de evigt varende informationer [a la 'Jorden er rund']."¹⁷⁷ Konklusionen bliver, at elever ikke længere skal fyldes med informationer, men skal lære "selv at opdatere deres vidensniveau: altså erstatte den traditionelle informerende undervisning med en vidensskabende."¹⁷⁸ I denne vidensskabende skole er der to 'dimensioner': Auditoriedelen og laboratoriedelen. "Computeren er født i laboratoriet, og her har den udviklet sig til et uhyre effektivt problemløsende redskab."¹⁷⁹ I auditoriet bliver eleverne informeret, i laboratoriet sætter eleverne "de modtagne informationer i spil […]"¹⁸⁰.
    Denne sætten informationerne i spil skal ske ved hjælp af en computer og internet. Hver gruppe af elever opretter et 'album', der er teknisk implementeret som en internethjemmeside, og som fungerer som en art beskrivelse af og 'organiserende redskab' på den rejse, eleverne tilbagelægger i deres tilegnelse af viden gennem informationssøgning og -behandling. Målet for eleverne er nu at fastlægge en søgestrategi, som de kan anvende, når de søger informationer på nettet: "[…] de informationer, eleverne har brug for findes på Internet i en form der netop er søgbar for eleverne."¹⁸¹
    Denne søgbarhed borger de såkaldte søgerobotter for. Ifølge Larsen er en søgerobot "en computer, der konstant befinder sig på Internettet, hvor den systematisk opsøger og kopierer de mange eksisterende hjemmesider. Den overvåger, om der kommer nye til, som den så kopierer ind i sin hukommelse efterhånden som de dukker op på Nettet."¹⁸²

Larsens udsagn om, at alle informationer ligger på nettet og kan findes, udtrykker en udbredt og central fordom om internettet. Med den nuværende organisering af nettet og de nuværende søgemaskiner, er det en sandhed med modifikationer.
    Der findes overordnet to forskellige søgemaskiner på nettet: registre og robotter. De førstnævnte fungerer som en mellemting mellem en telefonbog og bibliotekets emneregister, mens en robot i princippet er et program, der går fra side til side på nettet og registrerer dem efterhånden. Implementeringen af den enkelte maskine er forskellig.¹⁸³
    Søgeregistrene optager nye sidehenvisninger efter anmodning fra sidernes ophavsmænd. Siderne evalueres af 'bibliotekarer', der undersøger, om siden er det, den giver sig ud for og ikke bryder med registerets politik for optagelse (f.eks. kan racisme, børneporno osv. udelukkes). Registrene henviser kun til hovedsider (hver personlig hjemmeside, én henvisning) og indeholder således ikke henvisninger til alle de forskellige artikler eller emneområder, en hovedside er paraply for.¹⁸⁴ Der er to veje til siderne i registeret. Den ene går via emneord, den anden via søgning. Søgningen foregår i producenternes egne beskrivelser af siderne og i emneordene.
    Der er ingen former for genreopdelinger i registrene. I et register, hvor også undersider blev registreret kunne jeg forestille mig genrekategorier som 'teoretiske artikler', 'debatartikler', 'nyhedsartikler', 'encyklopædiske artikler', 'henvisningssider' (eller: linkssider), 'præsentationssider', 'hobbysider' osv. En sådan underopdeling ville naturligvis kræve mere arbejde både af sidernes ophavsmænd og af 'bibliotekarene', men ville samtidig gøre registeret væsentligt mere anvendeligt – om end det stadig ville være uoverskueligt.
    Til søgning efter firmaer, foreninger, organisationer o.lign. fungerer registeret i dag ganske udmærket. Men mere specifikke informationer finder konsumenten sjældent ad den vej. Det er altså ikke her, Steen Larsens elever skal forvente at finde guldkornene om guldhornene.¹⁸⁵
    De mere tekniske sider af søgerobotternes funktion er en hemmelighed; af konkurrenceårsager, men også fordi offentligt kendskab til den mere præcise funktion af robotterne ville betyde, at de enkelte sider kunne opbygges, så de ofte ville komme op som bedste svar på søgningen. Er det bedste svar f.eks. det, hvor søgeordet optræder flest gange, gælder det blot om at skrive centrale nøgleord rigtig mange gange. Og den fristelse kan firmaer, hvis eksistens afhænger af besøg på hjemmesiden, let falde for. I internettets liberalistisk-anarkistiske konkurrence er det svært at henstille til fair play.
    Firmaet bag søgerobotten AltaVista påstår¹⁸⁶, at funktionen af deres robot er, at alle sider, der findes af robotten, kopieres ind i AltaVistas hukommelse, hvorfra alle forekomster af enhver søgestreng kan genkaldes på 1/3 sekund. Jeg har foretaget forsøg med forskellige søgestrenge, som jeg vidste befandt sig i en tekst, AltaVista havde indekseret. Det tyder på, at hele teksten virkelig er kopieret ind i AltaVistas hukommelse. Derimod er det langt fra alle sider, der indekseres. Af min hjemmesides 27 sider er kun 16 indekseret.¹⁸⁷
    Andre søgerobotter søger alene på metatags¹⁸⁸, andre læser siden igennem og opregner de ord, der optræder et antal gange og antager, at de er centrale for indholdet (det giver naturligvis problemer med ord som optræder ofte i alle tekster (stærke verber, konjunktioner, artikler osv.)). Atter andre henter de første linier på siden.
    Søgemaskinerne har vist sig at være en rigtig god forretning for dem, der overlever¹⁸⁹, og derfor postes der mange penge i at forbedre søgningerne. Et af de store områder er forsøget på at gøre robotterne 'intelligente', så de kan vurdere sidens art og indhold, også uden at bestemte søgeord optræder på den (en side om guldhornene kunne rubriceres under emner som runer, vikinger, arkæologi, romantik osv. på trods af, at disse emneord ikke optrådte i sidens tekst). Men forskningsområdet giver nok flere løfter, end det er lovende.¹⁹⁰
    Det paradoksale er, at jo mere 'intelligente' robotterne bliver, des mindre kontrol får mennesker over, hvad de finder, når de søger. Så den højt besungne frie adgang til alverdens informationer indskrænkes måske af, at maskinen ikke 'associerer' som et menneske. Derved får vi stadig mindre kontrol over vores informationsadgang, endda mindre end hvis det var mennesker, der sorterede for os – de har da i det mindste præferencer som os selv i form af biologiske, sociale og ideologiske fordomme, som fører til motiverede og forståelige fra- og tilvalg. Den form for afhængig frihed er, synes jeg, langt at foretrække for en atopisk¹⁹¹ fri adgang uden reel mulighed. For det andet er menneskers dømmekraft en del vanskeligere at omgå end en maskines, hvorfor vi, hvis det var mennesker, der sorterede, måske kunne få offentlig adgang til søgekriterierne.

I bilag 2a findes en udskrift af den amerikanske søgerobot AltaVistas hovedside den 24. januar 1999. Virksomheden AltaVista fungerer her som S₁.
    Da AltaVistas søgerobot ikke er målrettet specielle behov er S₂ (konsumenten) potentielt alle, der er på nettet – hvilket naturligvis betyder, at tekstens konative funktion er målrettet simpel og hurtig anvendelse, der ikke kræver forkundskaber i form af søgekoder o.lign. (der er dog mulighed for at anvende simple koder såsom '+', hvis et blandt flere nøgleord skal optræde i søgningen). Mere avancerede koder (bl.a. boolske) kan anvendes i den såkaldte 'Advanced Search'.
    Tekstens centrale O er søgning på nøgleord på internettet, men teksten omfatter en lang række andre emner. Det såkaldte Speciality Searches indeholder flere forskellige henvisninger, først til filtre (f.eks. 'Family Filter', der giver mulighed for at filtrere alle de 'grimme' sider fra, hvor der er porno, vold osv.) og siden til emner som Travel, Online Shopping osv. Det viser sig, at disse henvisninger ikke fører til registre, men direkte til kommercielle virksomheder. 'Travel' fører således til rejsebureauet Travel Zone på http://search.thetrip.com/.
    Desuden er der mulighed for at modtage nyheder gennem henvisningen til 'News by ABCNEWS.com'. ABCNEWS er en stor medievirksomhed, som er finansieret gennem reklamer. Til venstre finder konsumenten 'Categories', der er et almindeligt søgeregister. Og til højre ses reklamer og henvisninger til 'sponsorer'.
    Teksten er altså en uigennemskuelig blanding af henvisninger til 'services' fra AltaVista og kommercielle henvisninger. Det viser, at den lange række af personer og institutioner, der som S₃ følger opmærksomt med i AltaVistas kommunikation på nettet, restringerer teksten på en måde, der er mere til fordel for deres salg, end den er rettet imod, at konsumenterne kan navigere i et gennemskueligt system.
    De såkaldte sponsorer, annoncørerne, har ikke alene interesse i, hvor mange der ser deres annoncer; de er også interesserede i, at de vises til de købere, der mest sandsynligt vil investere i annoncørens produkt. Dette løser søgerobotten Infoseek bl.a. ved at vise reklamer, der 'svarer' til søgningerne – f.eks. vil et søgeresultat, der indeholder mange danske henvisninger, blive vist med danske reklamer. På AltaVista vises alle søgninger med en henvisning til et udtræk af bøger fra Amazon.com, der indeholder søgeordene. Når søgninger indeholder bestemte søgeord, henviser AltaVista til steder, som måske opfylder konsumentens ønsker; f.eks. søgte jeg på 'fonts download' og fik ud over de almindelige henvisninger bl.a. at vide, at AltaVista havde svaret på spørgsmålet: "Where can I download font shareware for Windows?" Sætningen står på en form, der ikke umiddelbart ligner en reklame, men et tryk på "Answer" fører til den reklamefinansierede side DOWNLOAD.COM.
    I det danske Jubii-register er det muligt at købe specielle henvisningsplaceringer (bl.a. de såkaldte PlusLinks), så siden altid får en fremhævet placering højt på listen. S₃ restringerer altså teksten i udpræget grad i denne sammenhæng.¹⁹²
    Som jeg berørte tidligere fungerer computerne (AltaVistas og konsumenternes) også som S₃. AltaVista giver i sin hjælpsektion enkelte oplysninger om programmeringen. Bl.a. fortælles det, at de henvisninger, der er mest i overensstemmelse med nøgleordene, kommer først. Hvad der kvalificerer som den bedste overensstemmelse, fremgår ikke. Hele problematikken omkring robottens registreringsmønster (de personer og institutioner, der programmerer robotten) indgår således også som S₃.
    De kommercielle S₃'er leder opmærksomheden hen på en central kontekst, nemlig den globale kapitalisme, som internettet i sin nuværende form på en gang er et produkt af og et væsentligt middel til produktion af. Søgning og salg af reklameplads er helt integreret i hinanden. Det betyder med andre ord noget for søgningen, at AltaVista skal sælge reklamer. Sat på spidsen er AltaVista ikke interesseret i at lave den bedste søgning for konsumenternes blå øjnes skyld, men for at være førende på markedet og for derigennem at kunne sælge reklameplads dyrt.

Nødvendige informationer?
Steen Larsens påstand var som bekendt, at vi på nettet finder de nødvendige informationer i en form, der er 'søgbar' for eleverne – underforstået at de både er tilstrækkelige til at dække elevernes 'informationsbehov' og mulige at afgrænse. Guldhornene er så centrale i dansk kultur og historie, at vi vel må formode at finde gode, væsentlige oplysninger, der er dækkende for en folkeskoleelevs behov og samtidig til at forstå. En søgning på 'guldhorn' i AltaVista den 17. januar 1998 gav 39 resultater (se søgeresultatet i bilag 2b).¹⁹³
    Den første henvisning sker til en antikvarboghandel, der sælger en akvarel, der viser guldhornene, og Asger Jorns Guldhorn og lykkehjul; den anden henvisning er til værtshuset Guldhornet på banegårdspladsen i Århus (der optræder yderligere to henvisninger til Guldhornet på den første henvisningsside, blot til en engelsk og en tysk oversættelse af teksten). Den tredie henvisning er til en quiz, mens den fjerde efter beskrivelsen måske dækker over noget interessant. En nærmere undersøgelse viser, at den side, der henvises til, er en del af en beskrivelse af Sønderjylland, hvor nøgleordet guldhorn optræder i et digt og i forbindelse med en omtale af en kronprins (Christian V): "Det var i øvrigt selvsamme prins, der skulle ende med at drikke sig ihjel, blandt andet i det fem år senere fundne Guldhorn."¹⁹⁴ Henvisningerne fortsætter med et kalenderfirma, et bryggeri, Tønder turistbureau, en underlødig festsang osv. Alle er det steder, hvor ordet optræder som i eksemplet, uden at det forklares yderligere. Der er desuden et par henvisninger til sider, der ikke eksisterer længere, og til sider, hvor ordet guldhorn ikke optræder.
    Tre sider behandler de guldhorn, der blev fundet ved Gallehus i 1639 og 1734. En side behandler således i forbindelse med en kort gennemgang af runerne på det korte guldhorns indskrift. Her hedder det, at indskriften er: "Ek Hlewagastir Holtingar horna tawido"¹⁹⁵, hvilket oversættes: "Jeg Lægæst fra Holting/Holte, gjorde hornet/hornene."¹⁹⁶ Oversættelsen af holtijaz som 'fra Holting/Holte' har jeg ikke fundet belæg for, idet en ældre oversættelse lyder 'Holtes søn'¹⁹⁷, mens en nyere lyder 'fra Holt' og en nyere igen 'skovsbo'.¹⁹⁸ Resten af teksten bærer samme præg af amatørrunestudier (og ikke et ondt ord om kærlighed til runerne). En anden side (fra Amtscenteret for undervisning i Birkelund, Aabenraa) omtaler hornene kort i forbindelse med en redegørelse for lejrskolemuligheder i Sønderjylland og viser en illustration. Her lyder indskrift og oversættelse: "ER HJEWAGASTIR HOLTINGAR HORNA TAWIDO som oversat betyder: Jeg Lægast Holtingen har gjort hornet."¹⁹⁹ Transkriptionen har jeg ikke fundet belæg for andre steder; oversættelsen, der ligger tæt op ad Salmonsens Konversationsleksikons fra 1920, finder ikke mange støtter blandt runeforskere i dag. Den tredie side nævner blot guldhornenes findested og de mindesten, der er opsat ved fundstederne.
    Elever, der ad søgerobottens vej søger informationer om guldhornene, vil altså finde et par spredte oplysninger om findested og -år og lettere fejlagtige oversættelser af indskriften på det korte horn²⁰⁰, alt sammen blandet godt op med informationer om bryggerier, værtshuse, lokumsdigte osv.
    Opslag i dette århundredes to store danske leksika, som står (eller bør stå) på ethvert folkeskolebibliotek, Salmonsens Konversationsleksikon (Bd. X, 1920) og Den Store Danske Encyklopædi (Bd. 8, 1997), giver begge betydeligt flere, mere korrekte og bedre ordnede informationer om guldhornene.²⁰¹

Nålen i høstakken
Den almindelige fordom eller hypotese om, at "der åbnes hidtil uanede muligheder for bred og fri adgang til information og informationsudveksling"²⁰² er altså tvivlsom, med mindre der ved fri adgang forstås en fuldstændig abstrakt mulighed for at finde 'informationer' af en hvilken som helst slags, men ikke nødvendigvis af den slags, man har behov for eller glæde af.
    En anden udbredt fordom lyder noget i retning af: "Nettet vil indeholde de sidste nye oplysninger, det gør et leksikon jo ikke!"²⁰³. Men gør nettet nu også det? Hvordan skal vi vide, om der er tale om nye oplysninger? Var oversættelserne ikke forkerte i de omtalte behandlinger af indskriften på det korte guldhorn, så nyder de, på trods af at der var tale om nye tekster, i hvert fald ikke udbredelse blandt runeforskere i dag.
    Implicit i tanken om de altid nye informationer på nettet ligger en forestilling om, at nye ideer og tanker let og ubesværet kan formuleres skriftligt og lægges op på nettet. Sådan fungerer det bare ikke. Som Vygotskys undersøgelser viste (se særlig her), er skrift ikke en lige så uvilkårlig og letflydende proces som tale; det kræver tværtimod arbejde at skrive, fordi skrift skal formes villet og struktureres efter andre krav end tale.
    En væsentlig teknisk vanskelighed med de evigt nye informationer på nettet er, at søgemaskinerne ikke søger nettet igennem på et døgn eller for den sags skyld på en uge. Så nye informationer ligger godt gemt i havet af lys, lyd og elektromagnetisme.

I min søgning var jeg heldig at finde et nøgleord, som ikke optrådte et uoverskueligt antal gange på AltaVistas henvisninger til sider på nettet. 39 sider kan ses igennem. Men ofte er vi interesserede i fænomener, som har langt mere opmærksomhed og derfor nævnes rigtig mange gange på nettet. Enten giver søgning på sådanne emner et uoverskueligt stort arbejde med at sortere – ellers sorteres anvendelige sider fra.²⁰⁴
    Så længe vi overlader til computere at sortere internettet, er vi ilde stedt. Vi har ingen som helst mulighed for at bedømme omfanget af sorteringen og hvilke kriterier, der ligger til grund for robottens registrering. At søge på internettet med de nuværende søgerobotter og registre er som at søge efter en nål i en høstak.

Internetsider: Atom eller fragment?
Eleverne finder altså langt fra de store mængder informationer på internettet, de kan bruge i opbygningen af deres viden. Men hvad finder de så?
    Sider på internettet indgår gerne i et hierarki med en hovedside og undersider derfra. Hovedsiden, der ofte kaldes index.html (eller index.htm), hentes ind, hvis ingen side specificeres. I web-adressen for den tekst, der mest udførligt behandlede runerne på det korte guldhorn, fjerner jeg sidens navn: runer.htm fra http://www.netby.net/Nord/Mandelvej/odin/runer.htm og står nu i hovedsiden²⁰⁵, der hedder Lidskjalv – Organ for dansk kultur og historie. På siden ses et Danmarkskort med den sydvestlige del af Sverige indtegnet. På Sveriges del af kortet er der tegnet et rødt flag med gult kors. Nederst på siden er der en invitation: "Tryk her, for til tings at drage", som fører videre til Lidskjalv – Odins højsæde. Til venstre er der en menu. Til højre to appetitvækkere: En om Pia Kjærsgaard, "danskhedens dronning, som hun så smukt er blevet døbt", og en om Fremskridtspartiets nyligt veloverståede landsmøde.²⁰⁶ Så lang tid tog det før en prås gik op for mig: Dette er en højreradikal hjemmeside.²⁰⁷ Det fremgår, at sidens (og formentlig også runetekstens) ophavsmand hedder Mads Kierkegaard Otto. Menuen viser videre til ganske velformulerede sider om historie, førkristen religion, kilder, samfund og politik mm. Det er siden om historie, der viser videre til runeteksten, der pludselig står i et andet lys.
    Runeteksten indgår i en kontekst, der er præget af kamp mod EU og det multietniske samfund og for ariernes overherredømme i et Danmark for danskerne – "Altid Danmark" som det fælles kampråb lyder gentagne gange i den tilknyttede gæstebog²⁰⁸. Denne kontekst artikuleres i en lang række af runetekstens kotekster på Lidskjalvsiden. Teksterne handler bl.a. om asetro, om vikinger, om de ariske folks rødder, deres folkevandringer og krigslykke, om de fremmede, der trænger ind i vores land, om Kjærsgaard og Søren Krarup og det løgnagtige politisk korrekte Overdanmark.
    Væsentlige S₃'ere for teksten er folk som Krarup og Kjærsgaard, der begge hyldes som helte, og hvis skrifter citeres flittigt. Andre betydende S₃'ere er alle de andre, der deltager i fællesskabet om fremmedhadet. De giver sig i stort tal til kende i gæstebogen.
    Runeteksten er altså ikke skrevet som den 'objektivt' informerende tekst, den umiddelbart kan fremstå som, men indgår i en fællesskabsskabende fortælling om den danske slægts enestående overmennesker, som angribes udefra af de muslimske horder. Med den viden får teksten pludselig et andet skær, og citater, som jeg blot studsede over, før jeg kendte sammenhængen, får nu en helt anden central betydning for teksten.²⁰⁹
    Runeteksten manifesteres i et medie: min computerskærm. På skærmen ser jeg en tekst med billeder. Der er ikke nogen af de såkaldte hyperlinks, som kan fremkalde en anden tekst på min skærm. Siden er tilsyneladende frit svævende uafhængig af sammenhæng – faktisk ikke engang et fragment (latin: fragmentum af frangere: at bryde), for da jeg først undersøgte teksten, opfattede jeg den ikke som et brudstykke af noget, men blot som et atom i en udifferentieret suppe – den var en tekst om runer, som indeholdt en oversættelse af det korte guldhorns runetekst: Informationer.
    I sin atomistiske form, tilsyneladende helt fri af nogen sammenhæng i et hierarki eller en anden struktur, har runeteksten ingen forfatter. Det er en problematik, der ofte opstår på nettet. Forfatteren giver sig måske til kende et andet sted i hierarkiet, men mange kommer ind ad bagvejen via søgemaskiner eller henvisninger fra andre sider. I dette tilfælde gav det umiddelbart teksten et præg af den objektivitet, vi forventer fra en usigneret leksikonartikel: Dette er noget, alle kan blive enige om (det er vel sjældent tilfældet, men sådan er social sense). Men i anden omgang viser det sig at være en del af problemet med informationer i ordets social sense-forstand. Som i alle andre sammenhænge – og mere i internetsammenhæng end i andre – er det vigtigt at kende de konstituenter, teksten er en funktion af. I dette tilfælde er teksten en funktion af, situeret af, en højreradikal kontekst, på trods af, at det ikke umiddelbart kommer særlig tydeligt til udtryk i selve teksten. Og den er restringeret af S₃'ernes – fællesskabets – forventning om en tekst, der bærer véd til bålet om danernes strålende historie.

Med internettet får Larsens elever mere end nogensinde brug for at analysere, hvilke kommunikationssammenhænge, de selv og de tekster, de finder, indgår i. Hvor Larsen lagde vægten på, at eleverne kan finde informationer, vil jeg sige, at det væsentligste mål for folkeskolen må være at vejlede eleverne (f.eks. med støtte i en dialektisk kommunikationsmodel) i en kritisk imødekommende tilgang til andre menneskers tekster. At forstå internetsider som fragment, ikke som atom.

Den anden side af informationstankegangen er, at alle informationer så at sige er på samme tilgængelighedsniveau – at runeindskriften på guldhornet er informationer på samme måde som vejrudsigten, så det blot er et spørgsmål om, at de gives den rette formidling, så alle kan erkende deres vidensindhold.
    Det er naturligvis ikke tilfældet. I tilfældet med guldhornsindskriften så vi, at der kan laves et utal af tolkninger, som aldrig kan blive udtømmende, og som for at blive sandere må bygge på en teori om samfundet i årene omkring produktionen og nedlæggelsen af hornene, såvel som en teori for de religiøse, ideologiske og materielle forhold...
    Derfor kan Larsen ikke blot sætte sine elever til 'at finde informationer'. De skal findes i en form, så de kan anvende dem til at udvide deres forståelse af verden. Og det er der ikke så mange informationer, der nødvendigvis gør.
    "Our civilization's goal of wisdom (perfect knowledge) has warped into a deluge of information. While valid knowledge is inescapably human because it resides tacitly and actually in bodies, machine-readable information is technical. Technology abstracts us from our existence as physical beings in the world. We ignore the boundedness of experience that leads to knowledge. Without limits we have just information and data."²¹⁰

I deres atomistiske form har teksterne på internettet tilsyneladende ingen historie, de indgår ikke i en kanon – og de står ikke udenfor en kanon. Læserne af internettekster, som er fundet via søgemaskiner, må altså hver gang starte forfra; der er ingen at støtte sig til i bedømmelsen af teksten. Det kan være sundt og godt, at konsumenten kan møde en tekst med nye, friske øjne, som ikke er blændet af traditionens fejllæsninger. Men ikke hver gang.
    Uddannelse, information/informering, dannelse, oplysning eller hvad vi vælger at kalde det, har ikke blot som mål at fylde os med viden om hvad-som-helst. Larsen har i sin forskning udviklet det, han kalder "den ultimative formel for effektiv læring. Ifølge denne formel, lærer eleven kun noget, hvis de:/ 1) arbejder/ 2) engageret/ 3) indenfor deres aktuelle 'båndbredde', d.v.s. deres nuværende kompetencefelt."²¹¹ Udover den sympatiske learning-by-doing-tankegang, der ligger i denne formel, finder vi også et centralt problem i social sense-forståelsen af informationer og deres funktion i vores liv og verden. Uddannelse er ikke kun effektiv læring; uddannelse handler ikke blot om at formidle sandheder eller veje til selv at finde frem til informationer (som er det nye navn for sandheder). Først og fremmest drejer uddannelse sig om at medskabe rammerne hos eleverne for, at de kan forstå og deltage i det samfund – i bredeste forstand – de er en del af. Derfor er tekster ikke blot tekster, informationer ikke blot informationer; de er holdepunkter i vores hverdag, som vi kan holde og forholde os til, som vi kan acceptere eller kritisere. Derigennem kan eleverne (og vi) blive dannede mennesker, ikke atomer i en udifferentieret suppe.
    Den ene side af forståelsen af og deltagelsen i samfundet er den kognitive, åndelige side, men der er en anden, mindst lige så væsentlig side (som er dialektisk forbundet dermed): Den kropslige, følelsesmæssige; kroppen er ikke alene et redskab til kommunikation – den er vores møde med verden, vores udgangspunkt. Så det handler om, hvordan vi (ud-)danner os selv og hinanden, så vi ikke blot kan indgå som produktive tænkende tandhjul i det store maskineri, men også kan handle og tænke engageret og situeret i en yderst kropslig kamp for et bedre samfund: Et samfund, hvor vi mennesker har det bedre, med krop og sjæl.

Fra informatom til kludetæppetekster
Jeg brugte en del timer på at søge informationer om guldhornene, men fandt intet. På hele nettet ligger der tilsyneladende ikke en eneste tekst, som har guldhornene som centralt emne, eller som behandler dem mere end overfladisk. Dette er ikke et isoleret tilfælde. Derfor er det første helt uomgængelige – og vel, når det kommer til stykket, også indlysende – krav, at der skal ligge relevante tekster på nettet, for at vi kan finde relevante tekster på nettet.
    Indtil videre har det været op til den enkelte forsker, lærer, forfatter, tidsskriftudgiver osv. at lægge artikler og bøger på nettet. Det er sket, men i en meget usystematiseret form, hvilket vel på den ene side skyldes, at internetpublicering kræver en smule teknisk indsigt, men også, at der er penge i artikler, bøger, tidsskrifter osv.²¹² Ønsker beslutningstagere, uddannelsesforskere med flere, at nettet skal fungere som et sted, hvor den nyeste viden, såvel som nyformuleringen af den gamle, kan findes og læses, er det nødvendigt at sætte massivt ind med elektronisk publicering. Det første skridt kunne være at kræve, at al dansk offentlig finansieret forskning (også) blev publiceret elektronisk på nettet. Der ville nok gå noget tid, før der var større mængder materiale om guldhornene, men det ville komme stille og roligt.
    Min søgen efter guldhornene bragte mig til et væld af fuldstændig irrelevante hjemmsider. I tilfældet Tysklands historie var det uoverskueligt overhovedet at gå igang med at sortere i henvisningerne. Når jeg overlod det til søgemaskinen endte jeg med en række nyttesløse henvisninger. Jo større nettet bliver – jo flere sider, der lægges op – des flere irrelevante informationer giver selv meget specifikke søgninger. Og så står vi med en gigantisk masse af atomistiske informationer, af informatomer.
    Hvis nettet skal fungere som det store lager af tekster om alt mellem himmel og jord, hvoriblandt vi kan søge og finde lige netop de tekster, vi har brug for, skal det struktureres på en helt anden måde, end vi har set det hidtil. På nettet findes der allerede en lang række såkaldte specifikke emneregistre, der indeholder henvisninger til sider om et givet emne. For det første er problemet at finde disse registre, for det andet er problemet kvaliteten af registrene: Indeholder de henvisninger til et forholdsmæssigt stort udsnit af sider om emnet, eller er det blot en lille tilfældig samling henvisninger? Og hvordan er prioriteringen foregået? Er det en persons idiosynkratiske vinkel på emnet, eller er det et udtryk for flere faglige traditioner og holdninger? Det er godt og sundt med disse forskellige tilgange. Men skal vi forlade væsentlige dele af vores uddannelser på tekster fra nettet, må vi sikre os, at der er ordentlig adgang til dem.
    Larsen har fostret en ide om Den Store Landsdækkende Projektdatabase²¹³, der skal indeholde henvisninger til folkeskoleelevers projekter, til lærernes projektbeskrivelser og til eventuelle andre sider om emnerne på nettet. Larsen forestiller sig en sådan database organiseret efter bibliotekernes decimalklassesystem.
    Denne ide forekommer mig fornuftig at tage udgangspunkt i. Men hvorfor holde sig til folkeskolen? Lad os udvide tanken til at omfatte hele det danske vidensproduktions- og -behandlingssystem, så alle fra forskeren til folkeskoleeleven, fra lærebogsforfatteren til baggrundsartikelskribenten publicerer deres tekster på nettet og får indført en henvisning i det, vi kunne kalde Danmarks Internetbibliotek. Henvisninger kan komme efter skribentens eller en læsers anmodning, eller ved at bibliotekarerne finder dem frem. Bibliotekarerne kan være fast tilknyttede, men det kan også være forskere, lærere osv., som med et kendskab til fag og pædagogik kan placere tekster i registeret.
    Internetbiblioteket skal ikke indeholde selve teksterne, men blot henvisninger til, hvor de findes på nettet. Derved bevares den decentrale produktion og publikation, som er en fordel ved nettet, fordi alle uanset deres oppositionelle stilling i samfundet kan komme til orde. Samtidig giver det mulighed for 'levende' tekster, som udvikles, fordi der kommer nye oplysninger til, fordi skribenten ændrer holdning til emnet osv.
    Hvorvidt der skal ske en egentlig bedømmelse af teksterne før placering i registeret, kan der tales for og imod. På den ene side må der ikke være en alt for ideologisk betinget udelukkelse af materiale, på den anden side skal registeret fungere i søgningen – der må ikke være for meget underlødigt materiale. Fordelen ved nettet er, at hvem som helst kan oprette alternative registre indenfor de forskellige områder, hvis de finder udvælgelsen for slap eller for stram.
    De enorme mængder tekster, der efterhånden registreres, skal sorteres, så det er let at finde frem til tekster af lige netop den sværhedsgrad og indenfor det område, konsumenten har brug for. Hertil kan bl.a. udarbejdes detaljerede genrekategorier, som søgningen kan rettes ind efter. Der kan være tale om forskningsartikler, andre teoretiske artikler (universitetsprojekter, artikler i tidsskrifter), introduktionsartikler, læreartikler/-bøger, baggrundsartikler, nyhedsartikler, gymnasieprojekter, folkeskoleprojekter, monografier, afhandlinger osv. Derved kan folkeskoleeleven såvel som den universitetsstuderende og journalisten finde egnet materiale (hvis det er publiceret) på rette niveau.
    Hvis henvisningerne går direkte til teksterne uden andre oplysninger, bliver der tale om atomtekster. Derfor skal henvisningen til alle tekster ske i følgeskab med en henvisning til hovedsiden i tekstens hierarki. Derved fastholdes bevidstheden om, at en tekst er et fragment i et kludetæppe (et tekstil) af tekster, og det bliver lettere at undersøge, hvilken kontekst kommunikationssituationen er indskrevet i.

I den form, nettets tekster overvejende har i dag, er kommunikationen monologisk. Runeteksten var skrevet og fungerede derfra som en envejskommunikation, som jeg ikke kunne kommentere direkte, så andre læsere fik kendskab til min kritik. En mere dialogisk form (men vel tæt på en duologisk²¹⁴), som kan iværksættes ved tekster på nettet uden særlige tekniske vanskeligheder, ville det være, hvis der til hver tekst tilknyttes en debatside. På denne debatside kan læsere, der har lyst, give sig til kende – evt. blot med mulighed for at sige: "Jeg var her og læste teksten, jeg har ingen kommentarer". Men læsere kan også give kritik, råd og vejledning, henvise til egne eller andre relevante tekster om emnet, stille spørgsmål osv. Derved bliver teksterne levende udtryk for en levende dialog, som væver teksterne sammen i et kludetæppe af tekster, som hænger sammen på kryds og tværs. Således opnås også, at nogle tekster kanoniseres (græsk: kanon, rør, rettesnor) og andre apokoperes (græsk: apokope, afskæring), så konsumenter, der ikke har et indgående kendskab til traditionen, på godt og ondt informeres af (formes ind i) traditionens læsning af teksterne.

Kommunikation

Elektronisk kommunikation giver mulighed for hurtigt at udveksle ideer og synspunkter mellem børn i forskellige lande på forskellige kontinenter og [kan] dermed være med til [at] øge den mellemfolkelige forståelse allerede tidligt i skoleforløbet.²¹⁵

Udvekslingen af ideer og synspunkter er central for hele internetteknologien. Det er nemlig kun den psykologiske dimension af den menneskelige kontakt, som kan formidles med elektronisk kommunikation – og det er egentlig ligegyldigt, om der er billede og lyd på også. Egentlig sam-tale, -vær og -eksistens kommer mest udfoldet til udtryk i forhold, der er forankrede i en fælles fysisk, social virkelighed, hvor mennesker har fælles livsbetingelser.²¹⁶ Der skal med andre ord være noget at være fælles om at ville og være engageret i. Dette er både en hypotese for og en konklusion af det følgende. En sådan opmærksomhed på kommunikationens O kommer ikke i særlig grad til udtryk i Info-2000-rapporten – det er tilsyneladende ligegyldigt, hvad vi kommunikerer; blot vi kommunikerer, kommer der 'mellemfolkelig forståelse' ud af det. Nu kan kommunikation på tværs af grænser jo sagtens føre noget godt med sig; f.eks. er økologiske bevægelser i vore dage godt hjulpet af en international kommunikation mellem personer, grupper og organisationer – fordi de har fælles mål og ideologi²¹⁷. Men sådan er det ikke med al kommunikation over grænser; én uhyggelig konsekvens af den netværksforbundne kommunikation er eksplosionen i udveksling af og kommunikationen om børneporno. En sådan kommunikation fører ikke til større mellemfolkelig forståelse.
    Et centralt spørgsmål i forbindelse med internet og kommunikation er, hvorvidt internettet kan medvirke til at skabe bedre vilkår for demokratiet lokalt, nationalt og globalt. Svaret på dette spørgsmål tjener som et udmærket eksempel på de muligheder og faldgruber, der ligger i kommunikation på internettet. Og det er et spørgsmål, som er centralt for mig, fordi jeg som politisk aktiv og engageret har gjort mig overvejelser over demokratiets forcer og udfordringer i vores samfund.²¹⁸

Fremvæksten af et moderne demokrati
Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas har i sin bog Strukturwandel der Öffentlichkeit. Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft undersøgt, hvorledes ideen om en 'borgerlig offentlighed' med en 'offentlig mening', der kunne fungere som legitimeringsgrundlag for statens beslutninger og handlinger, blev udviklet sideløbende med den borgerlige klasses fremvækst i England, Frankrig og Tyskland i løbet af 16-1800-tallet, og hvordan den siden har mistet sin legitimeringskraft. Er internettet redskabet, vi kan bruge til at få skabt et nyt legitimt grundlag for den offentlige myndigheds udøvelse af magt, eller med andre ord, et nyt demokrati?
    I det feudale Europa²¹⁹, hvor kongen og adelen sad på statsmagten, voksede i løbet af det 16.-18. århundrede en ny klasse af ejendomsbesiddere frem: Købmænd, bankfolk, intellektuelle, ingeniører osv. Denne klasse, som blev kaldt borgere, havde ingen eller lille indflydelse på statsforvaltningen, men fik efterhånden fælles interesse i, at staten skabte de bedste forhold for det kapitalistisk organiserede marked. Borgerskabet var i kraft af den økonomiske velstillethed en uddannet klasse, som havde adgang til at købe kunst og litteratur. Borgerskabet udviklede i løbet af 1600-tallet hoffets traditionelle selskabelige konversation om kunst og litteratur til en offentlig kritik, som fandt sted i 'salons', 'coffeshops' og 'Tischgesellschaften'. Snart udviklede denne diskuterende litterære offentlighed sig også til en politisk offentlighed. I disse offentlige diskussioner dannedes idealet for det, Habermas kalder den herredømmefri diskurs. Her er idealet, at argumentets autoritet hersker, at al status skal falde bort, at økonomiske afhængighedsforhold skal være uvirksomme, at alt principielt står til rationel debat, og at publikum principielt er uafsluttet (der er måske andre, der kan komme med mere rationelle argumenter).
    Købmændenes nyhedssamkvem, som voksede frem med den stadig mere omfattende handel over store afstande, udviklede sig til en offentlig presse, som i løbet af 1700-tallet blev organ for en kritisk offentlighed. Denne borgerlige offentligheds selvforståelse blev efterhånden, at beslutninger truffet af den offentlige myndighed for at være legitime skulle være resultatet af argumenternes kamp i den borgerlige offentlighed. Efter store omvæltninger og revolutioner i det 18. århundredes slutning og det 19. århundredes begyndelse førte kampen mellem den feudale stat og borgerklassen til et samfund med parlamentarisk regeringsform, hvor offentligheden spillede en central rolle. Habermas opstiller en idealiseret model af den borgerlige offentligheds forestillinger om de sociale områder. Bemærk, at de to kolonner til venstre betragtes som private områder, idet de ikke er en del af den offentlige magtsfære (staten). Den borgerlige offentlighed er altså privat.

Anden del af Strukturwandel der Öffentlickeit helliger Habermas en analyse af forvandlingen (eller forfaldet) af den borgerlige offentlighed og det borgerlige samfund. I forordet til 1990-udgaven modificerer han flere af analyserne, men fastholder grundtrækkene i analysen. I korte træk handler forvandlingen om, at stadig flere grupper i befolkningen får stemmeret og dermed principielt adgang til den borgerlige offentlighed. Det betyder bl.a., at arbejderklassen gør sit indtog i offentligheden, hvorved det bliver tydeligere, at idealet om den interessefrie diskussion ikke kan realiseres. Sideløbende bevæger staten sig ind på stadig flere af det private områdes felter, ligesom private organisationer og korporationer overtager stadig flere af statens opgaver. Denne proces kalder Habermas refeudalisering.²²² Jeg har symboliseret dette ved at lade området for den offentlige myndighed omfatte en del af det tidligere privatområde i nedenstående figur.
    Omkring århundredeskiftet vokser massemedierne og reklameinstitutionen frem; det kulturræssonerende bliver til kulturkonsumerende publikum, hvorved kommercielle interesser får stadig større betydning for den offentlige diskurs. Derved trænges diskussionen tilbage til fordel for manipulationen. Habermas slår fast, at mediemagten, "[…] manipulativ eingesetzt, dem Prinzip der Publizität seine Unschuld raubte."²²³ Der er med andre ord sket det, at den borgerlige offentlighed har fået stadig mindre plads i det moderne samfund.
    Nedenfor har jeg skitseret en model for det moderne danske (eller vestlige) samfund på tærsklen til det 21. århundrede. Det væsentligste i denne sammenhæng er den midterste kolonne, hvor jeg har antydet, hvordan de politiske offentligheder må deles om legitimeringsfunktionen med organisationer (herunder interesseorganisationer og politiske partier), lobbyister, videnskab og massemedier.

Etisk diskurs eller demokratisk-økologisk dialog?
Habermas accepterer troen på "Argumentationen als das geeignete Verfahren für die Lösung moralisch-praktischer Fragen"²²⁵; hvor argumentationen foregår som en herredømmefri dialog, hvori kun det gode argument udøver 'tvangsløs tvang'. Habermas opfatter den herredømmefri dialog som en idealtilstand, hvis principper vi i den praktiske dialog har som (uudtalt) pragmatisk forudsætning²²⁶, og som vi i moralske dialoger stræber efter at opfylde. De to principper kalder Habermas hhv. universaliseringsgrundsætningen²²⁷ (U) og den diskursetiske grundsætning²²⁸ (D). Hvor den første er målet, moralprincippet, er den anden proceduren til at nå dertil i et heterogent kommunikationsfællesskab som det menneskelige. (D) har altså, ifølge Habermas, ikke i sig selv noget moralsk indhold, men beskriver blot, hvad enhver specifik moralsk norm må kunne leve op til.
    Habermas opstiller i sin diskursetik, som også er en etik for diskursen – på trods af at han eksplicit forsøger at undgå det²²⁹ – alligevel en række indholdskrav til idealsituationens dialogdeltagere²³⁰. Disse krav er mere subtile end de krav, det 18. og det 19. århundredes borgerlige offentlighed stillede, men alligevel i overensstemmelse med flere af dem. For Habermas er grundlaget for en ideel dialogsituation, at der er "Kommunikationsbedingungen, unter denen sowohl das Recht auf universellen Zugang zum, wie das Recht auf chanchengleiche Teilnahme am Diskurs ohne eine noch so subtile und verschleierte Repression (und daher gleichmäßig) wahrgenommen werden können."²³¹ Den herredømmefri kommunikation (uden nok så subtil eller tilsløret repression) forudsætter altså lighed, at "die Intention, jene allgemeinen Symmetriebedingungen zu rekonstruieren, die jeder kompetente Sprecher, sofern er überhaupt in eine Argumentation einzutreten meint, als hinreichend erfüllt voraussetzen muß"²³², også virkelig er opfyldt. Man kan som Habermas argumentere for, at disse krav ikke er indholdskrav, ikke har moralsk indhold, men blot skaber en ramme for den moralske diskurs.
    Men det bliver nødvendigt et eller andet sted at trække grænsen for, hvem der kan deltage som ligeværdig dialogpartner. I den politiske borgerlige offentlighed blev den grænse trukket ved kvinder og besiddelsesløse, hvilket for os i dag er indlysende undertrykkelse af værdige deltagere i den moralske diskurs. Derfor trækker Habermas grænsen, hvor den for ham forekommer rimelig, dvs. hvor den tilsyneladende er uden moralsk indhold. Han bestemmer "den Kreis der potentiellen Teilnehmer im Sinne einer Inklusion ausnahmslos aller Subjekte, die über die Fähigkeit verfügen, an Argumentationen teilzunehmen."²³³ Hvis disse også skal være rationelle i Habermas' forstand, udelukkes i hvert fald børn, åndssvage og senile. Og i hvilken grad er u-dannede, analfabeter osv. egentlig i stand til at deltage i kommunikationen? Som disse problematiseringer antyder, kan det ikke lade sig gøre at trække en grænse for, hvem der bør deltage i den moralske diskurs, som ikke i en eller anden grad selv har et moralsk indhold.
    Hele vanskeligheden for Habermas, mener jeg, opstår i og med, at han tager udgangspunkt i en idealtilstand, der reducerer konstituerende træk ved en dialog bort. Det er netop konstituerende for dialoger, at deltagerne er forskellige og har deres særheder. Derfor er en ideal dialog snarere én, hvor dialogens deltagere accepterer forskelle og særheder – og tager hensyn til dem. En etisk diskurs forudsætter altså ikke ens eller ligestillede subjekter med lige muligheder.

"Dialogen er brugen af sproget til at forstå, forklare og kritisere vores praxis"²³⁴, siger Jørgen Døør, der har opstillet en dialogetik, der tager udgangspunkt i, at mennesker er forskellige. Det sker i artiklen "Økologi & Moral. Tre principper for en demokratisk-økologisk kommunikationsform". Døørs mål med artiklen er at formulere tre diskursprincipper, som han "hævder er betingelser for enhver rationel diskurs". En sådan rationel diskurs handler om en praksis, som er fælles eller har betydning for dialogens deltagere. At diskursen er rationel, betyder, at den er fornuftig i den forstand, at den fører til en bedre praksis. Der er megen kommunikation, der ikke fører til en bedre praksis, ikke er rationel – og det kan ikke undgås, men vi har behov for også at føre rationelle dialoger, der kan føre til en bedre praksis. Derved får også de ikke-rationelle dialoger sundere kår – de bliver mindre stressende²³⁵.
    Døørs tre diskursprincipper forudsætter et nulte princip²³⁶, som pålægger dialogens parter at klarlægge, hvem der deltager (S₁ og S₂), og hvem der påvirkes (S₃) af dialogen.
    Døørs første princip pålægger dialogparterne at få klarhed over, hvad de deler med med-modparten. Hvad er de fælles forudsætninger, hvad er de fælles mål og hvilke (biologiske, sociale og ideologiske) betingelser deler de, hvadenten de vil det eller ej. Det andet princip er modsat det første, idet det pålægger at finde frem til forskelle (der gør en forskel) i de forudsætninger og mål, som situationen aktualiserer. Forskellene skal gøre en forskel: Det skal være muligt at gøre noget ved dem i de handlinger, der følger efter for-handlingerne om det fælles og det forskellige.
    Her indfører jeg²³⁷ et supplement til det andet princip, som pålægger dialogens parter at komme til klarhed over særheder. Særhederne er de usammenlignelige (kvalititativt forskellige), som f.eks. køns- og alderskernemodsætningerne. Disse særheder handler det om at eksplicitere – men ikke om at ophæve (som nogle af forskellene skal i den moralske dialog).
    Som redskab til at komme til klarhed over væsentlige særheder fungerer den model over den sociale praksis' kernemodsætninger, Bang og Døør har udarbejdet, udmærket. Den sociale praksis' kernemodsætninger (som Bang og Døør også kalder de kulturelle kernemodsætninger) gør sig gældende ved menneskeligt samvær i vores kultur og tid. Disse kernemodsætninger kan forstås som en spørgeramme, der giver et praj om, hvor i en kommunikationssituation, der kan være betydende modsætninger mellem de implicerede. Kernemodsætningerne omfatter: race, alder, køn, klasse, autoritet, ideologi, by-land, kultur-natur.²³⁸ Men Bang og Døør har også opfattet privat-offentlig²³⁹ som kernemodsætning og Døør desuden indre-ydre og fjern-nærkommunikation.²⁴⁰ At disse tre kernemodsætninger er kommet til i senere formuleringer af Bang og Døørs teori, er næppe noget tilfælde. Det er til en vis grad alle tre (og specielt naturligvis den sidste) kernemodsætninger, som aktualiseres af IKT. Bang og Døør opstiller kernemodsætningerne i et tredimensionelt system af biologik, sociologik og ideologik, for at understrege, at alle kernemodsætninger determineres dialektisk af logikkerne og derfor også er indbyrdes dialektisk forbundne²⁴¹.

Demokrati med nettet – Visioner og virkelighed
Jeg har nu argumenteret for, hvorfor den borgerlige offentligheds selvforståelse som rummet for den herredømmefrie diskurs forhindrede dialogens deltagerne i at komme rigtig til klarhed over problemerne, samt deres årsager og veje til deres løsning. Med den demokratisk-økologiske dialogpraksis har vi en skitse til, hvordan dialoger i den politiske offentlighed kan føre til en bedre praksis. Derved kan jeg formulere det spørgsmål, som jeg vil undersøge i det følgende:

Spørgsmål 3: Kan en moderne politisk offentlighed med en demokratisk-økologisk dialogpraksis drage fordel af nettet og hvordan?²⁴⁴

I Danmark er Tor Nørretranders²⁴⁵ en begejstret fortaler for internettets muligheder som redskab til at give demokratiet fornyet liv. Grundstenen i Nørretranders forståelse af demokrati er ytringsfriheden, ikke blot som retslig institution, men som reel mulighed for at ytre meninger, som alle andre har adgang til. Derfor ser Nørretranders internettet som den teknologi, der kan føre til: "Den radikale demokratisering af ytringsfriheden"²⁴⁶.
    Men for at de teknologiske forudsætninger skal være helt i orden, er der, ifølge Nørretranders, behov for et netværk, hvor alle kan sende og modtage 11 Mbps (megabits per sekund), hvilket er det, vores sanser ifølge Nørretranders' beregninger kan kapere.²⁴⁷ Når først det tekniske er på plads, ligger vejen åben for et radikalt demokrati:

Demokratiet kan udøves gennem denne forbundethed, alle borgere kan nås, alle kan komme til orde, alle kan præge billedet. […] Med en symmetrisk 11 Mbps infrastruktur vil borgerne ikke alene have ytringsretten, men også den ytringsmulighed, som idag ligger hos aviserne og de elektroniske medieejere.²⁴⁸

Denne teoretiske mulighed karakteriserer Nørretranders udmærket et andet sted som "[…] Internettets formidable mulighed for, at enhver kan sige hvad som helst til hvem som helst, der gider lytte."²⁴⁹
    Den sidste sætning har fat i et ret interessant problem. For det samme gør sig jo gældende med talen. Jeg kan sige hvad som helst til hvem som helst, der gider lytte. Nok giver internettet mulighed for, at flere kan tage stilling til, om de gider lytte. Men for det første skal de vide eller finde ud af, at jeg har ytret mig, og for det andet er det jo langt fra sikkert, at de 'lytter' til mig; at alle kan betyder ikke, at alle gør.²⁵⁰ Hvem er 'alle'? Hvem er det egentlig, som kan og gør alvor af at deltage i diskussionerne og specielt i dem, der mere eller mindre direkte er en del af en demokratisk dialog? Og er der mennesker eller grupper, der udebliver fra eller undertrykkes i diskussionen? (Disse spørgsmål formulerer det nulte princip i den demokratisk-økologiske diskurs).
    Lad mig først slå fast, at de, der ikke er 'opkoblet', ikke deltager i diskussionerne på nettet og ikke er en del af 'virtuelle fællesskaber', vil miste væsentlige muligheder for at deltage i samfundet, også det udenfor nettet, hvis debat og fællesskaber i en eller anden grad flytter over på nettet.²⁵¹ Mennesker, der ikke er koblet op hjemmefra, på arbejdet eller lignende, kan komme på nettet på biblioteker og andre offentlige infocentre, men den time en gang om ugen, det måske bliver til, giver et væsentligt dårligere udgangspunkt for deltagelse end den daglige opkopling.
    I alle demokratiske sammenhænge er der fire faktorer, der fungerer som grovsortering af, hvem der deltager: Pris, uddannelseskrav, tid og kendskab til diskussionen.²⁵² Også i forbindelse med internettet er de fire sorteringsfaktorer særdeles relevante at undersøge.
    I det 18. århundredes borgerlige offentlighed var kravet for deltagelse, at man var ejendomsbesidder. Det betød, at kun en meget lille del af befolkningen kunne deltage i de diskussioner, der skulle legitimere beslutningerne taget af den offentlige myndighed. Udelukkelse med baggrund i økonomisk formåen er ikke helt så tydelig og institutionaliseret, som den af ideologiske årsager var i det 18. århundrede. Men det betyder ikke, at alle frit kan deltage. Det computerudstyr, der er en forudsætning for at komme på nettet, har i de seneste mange år ligget i et prisleje omkring 10.000 kr. Hver gang ydelsen for samme pris fordobles (det sker ca. hvert 1œ år), fordobles kravene groft sagt til, hvad computerne skal kunne for at køre de nødvendige programmer.²⁵³ Det betyder, at computeren skal udskiftes i hvert fald hvert 4.-5. år. Derved er computeren væsentlig dyrere end både aviser og fjernsyn, og mere eller mindre utilgængelig for den laveste indkomstgruppe.²⁵⁴
    Den anden sorteringsfaktor er uddannelse. Den var ifølge den borgerlige offentligheds selvbevidsthed en naturlig konsekvens af ejendomsbesiddelse. I vore dages velfærdssamfund er der ni års skolepligt, så en vis grad af uddannelse kommer alle til gode. Bl.a. derfor er alle også principielt berettiget til at deltage på lige fod med alle andre i diskussionerne. Men heller ikke her er der fuld overensstemmelse mellem idealet og realiteterne. Udover at have tålmodighed med computernes tekniske uforudsigelighed²⁵⁵ og udover at kunne forstå og håndtere ganske abstrakte programmer skal deltagerne i en dialog på nettet kunne formulere sig på skrift. Denne forskel på forsamlingshus- og partiforeningsdemokratiet og det netbaserede demokrati ser kommentatorer ofte bort fra.²⁵⁶ På nettet skal langt den overvejende del af kommunikationen bæres af sproglige udtryk, der (indtil videre) er skrevet på computertastaturet²⁵⁷. Som Vygotsky formulerede det, er der altså tale om en vilkårlig (villet) proces, hvor kommunikationen foregår som bevidst udveksling af vilkårligt formede meddelelser. I talen dannes argumenterne uvilkårligt, der er plads til ophold, tankespring, afbrydelser, uden at dialogpartnerne nødvendigvis finder argumentationen dårlig eller usammenhængende. Den indtastede tekst skal derimod hænge sammen som et helstøbt argument, hvor præmisserne er udfoldede og konklusionerne underbyggede, der skal være orden på syntaksen, og teksten skal 'lyde' godt (jf. Jakobsons poetiske funktion). Alle disse krav, som mere eller mindre drejer sig om at kunne abstrahere fra den konkrete dialog, stiller store krav til producentens uddannelsesniveau, både pga. kravet om skriftlig velformulerethed (jf. det oplevede behov for instruktorer i skriftlig fremstilling på nordiskuddannelsen i Odense) og pga. kravet om udfoldede præmisser og underbyggede konklusioner.
    Den tredie sorteringsfaktor er tiden. Både de græske borgeres og den borgerlige offentligheds politiske diskussioner havde som forudsætning, at deltagerne var fri for fysisk arbejde og for selv at producere livsfornødenhederne. De havde kvinder og slaver eller tjenere, som tog sig af husholdningen. Derfor havde de også fri tid, som de kunne udfylde med kulturelle oplevelser og politiske diskussioner. Døgnets 24 timer sætter en principiel grænse for, hvor meget den enkelte kan deltage i dialogen. Af disse 24 timer går væsentlige dele til søvn, spisning og ikke mindst arbejde (for kvindernes vedkommende stadig i høj grad dobbeltarbejde: ude og hjemme), ligesom sociale aktiviteter såsom avislæsning, tv-kigning, sport osv. lægger beslag på en god bid af dagen for de fleste. Overskuddet af tid (og ikke mindst kræfter) til deltagelse i den demokratiske proces er altså stadig begrænset.
    Den sidste sorteringsfaktor er særligt relevant i internetsammenhæng. For at deltage i en diskussion skal man vide, at den eksisterer. I vores atomiserede offentlighed er det ikke let at holde sig ajour med, hvilke diskussioner, der løber af stablen rundt omkring. Og slet ikke, hvilke der findes på nettet. Jo mere man følger med i den daglige nyhedsstrøm i aviser, på tv og i radioen, des større er chancen for at få kendskab til diskussioner, man finder relevant.
    Ud over disse socialt bestemte udskillelses- eller undertrykkelseskriterier findes en række mere ideologisk-socialt bestemte mekanismer, der betyder, at bestemte grupper tillægges mere vægt og betydning i dialogerne alene pga. køn, race, hjemsted osv. Blandt dem er det særligt udelukkelse fra eller undertrykkelse i kommunikationen af kvinder, der har opmærksomheden i forskningen i disse år. Således har Susan C. Herring undersøgt kvinders deltagelse i diskussionsgrupper (af den type, som kaldes mailinglister, hvor en computer modtager indlæg og udsender dem til alle, der 'abonnerer' på listen). Herring konkluderer, at: "A tendency is noted for a minority of male participants to effectively dominate discussions both in amount of talk, and through rhetorical intimidation."²⁵⁸ Og senere: "Moreover, when women do attempt to participate on a more equal basis, they risk being actively censored by the reactions of men who either ignore them or attempt to delegitimize their contributions."²⁵⁹ Tendens til at undertrykke kvinder i diskussionen, antager jeg, gælder i lige så høj grad i forbindelse med andre kernemodsætninger (f.eks. race, alder, land-by osv.). Forestillingen om, at alle har lige adgang til at ytre sig og i udgangspunktet tages lige alvorligt, tilbagevises af Herrings undersøgelser. Internettet er ikke i sig selv en kommunikationsteknologi, som ophæver sociale, ideologiske og biologiske særheder. Arbejdet for at opnå ligestilling både for kvinder, etniske grupper osv. kan altså ikke uden videre skyde genvej vha. IKT, men IKT kan måske med fordel anvendes i arbejdet med at ændre de sociale og ideologiske forhold, som er årsager til undertrykkelse og udelukkelse.
    Der findes en lang række forskellige diskussionsformer på nettet. Den største og mest undersøgte er de titusinder af diskussionsgrupper²⁶⁰ på det såkaldte Usenet, hvor diskussionerne er opdelt efter emner, og hvor alle har adgang. Her diskuteres og udveksles erfaringer om mange emner, og her sælges varer, udveksles programmer, findes pennevenner osv. Man finder mange andre diskussionsgrupper på private og offentlige hjemmesider²⁶¹, som ikke på samme måde er systematiseret efter emner nogen steder og som ofte kræver adgangstilladelse. Andre diskussionsformer er de nævnte mailinglister, chat osv. En spændende implementering af diskussionsgrupperne er de såkaldte telehøringer, hvor en offentlig myndighed eller andre sender et spørgsmål i høring blandt interesserede over et vist tidsrum, med henblik på at få diskuteret og legitimeret politiske spørgsmål eller beslutninger.

Telehøring – Et eksperiment med perspektiver

"Og ønsker vi at bruge det nyeste på den teknologiske front - informations- og kommunikationsteknologierne - i demokratiets tjeneste, er vi nødt til at eksperimentere mere med Internettets demokratiske potentialer i stedet for at sidde med hænderne i skødet."²⁶²

Denne opfordring til eksperimenteren kommer fra Jens Hoff, der er lektor i forvaltning og informatik på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, i et af de fire interviews, der fungerer som oplæg til Teknologirådets "Telehøring" om "hvordan demokrati, livskvalitet og kvalifikationer kan indgå i IT-politikken."²⁶³ Jens Hoffs opfordring til eksperimenter indgår altså selv i et sådant eksperiment, som har til formål at anvende internettet i en legitimerende demokratisk dialog mellem borgere, der er interesserede i Danmarks IT-politik.²⁶⁴ Formålet med eksperimentet var, udover at skabe debat om IT-politikken, at komme med inspiration til Forskningsministerens arbejde med Det Digitale Danmark – et projekt, der skal munde ud i en opfølger til Info-2000-rapporten (og som også har Lone Dybkjær som det ene medlem af et tomandsudvalg).
    Kendskabet til diskussionen fik jeg gennem en lille notits i Politikens Computer-tillæg. Ingen andre steder er jeg stødt på henvisninger til diskussionen. Der er altså, uden at jeg har undersøgt informationen omkring telehøringen yderligere, noget, der tyder på, at deltagerne i høringen skal interessere sig for emnet ud fra en mere 'teknisk' vinkel for at få kendskab til diskussionen. Der er tillige meget i diskussionen, der tyder på, at det overvejende er mennesker med computerinteresse, der deltager.
    I bilag 3a har jeg beskrevet en undersøgelse, jeg har foretaget af telehøringen. Telehøringen lider under en kraftig underrepræsentation af kvinder (der deltager en kvinde for hver fem mænd), men langt mere betænkeligt er det, at kvinderne udelukkes af diskussionen. Hver gang en kvinde får et svar på sit indlæg, svares tretten mænd. Telehøringen ophæver altså ikke på nogen måde diskrimineringen af kvinder. Indlæggene indeholder (med enkelte undtagelser) hverken oplysninger om alder, beskæftigelse, uddannelse eller andre mulige udskillelsesfaktorer, men min fornemmelse er, at deltagerne overvejende er 20 til 40 år og har eller tager en videregående uddannelse. Mange arbejder med IKT, nogle privatansat, andre offentligt, særligt med undervisning. Der er altså langt fra tale om, at deltagerne er et repræsentativt udsnit af Danmarks befolkning (der er et enkelt engelskklingende navn blandt deltagerne, resten er tilsyneladende danske). Dette har Teknologirådet forsøgt at råde bod på ved at lade et såkaldt borgerpanel prioritere i de forslag, deltagerne i diskussionen når frem til. Borgerpanelet består af 30 personer, der er udvalgt tilfældigt og jævnt fordelt geografisk, ligeligt kønsfordelt og fra forskellige erhvervsgrupper. Af de 30 personer var de 15 internetbrugere.²⁶⁵
    Dialogen har altså, allerede før den er gået igang, en kraftig slagside i form af udelukkede/udeblivende personer.
    Dialogen i telehøringen har et mål: At komme frem til nogle forslag, som en borgergruppe skal udvælge nogle 'konsensus'-forslag iblandt. Disse forslag skal siden indgå i arbejdet med rapporten om Det Digitale Danmark. Der er med andre ord ikke alene noget at tale om, der er også forberedt et sted, hvor eksperimenter kan formuleres, og hvorfra parlamentarikere kan hente forslag til eksperimenter. Døør fremhæver i sin artikel "Økologi og Moral", at den demokratisk-økologiske dialog altid handler om at "forstå, forklare og kritisere vores praxis"²⁶⁶ med henblik på at opstille eksperimenter, der kan føre til en bedre praksis. Muligheden for at opfylde dette krav er altså til stede i Teknologirådets telehøring.²⁶⁷
    I min undersøgelse af telehøringen (se bilag 3a) koncentrerede jeg mig om en enkelt afgrænset diskussion blandt de mange diskussioner. Min undersøgelse af diskussionerne viser, at der kun er et meget begrænset antal indlæg og argumenter for hvert eksperiment eller forslag, der formuleres. Diskussionen om de enkelte forslag bliver sjældent til noget. Således er der fire indlæg om det forslag om lokale IT-centre, borgergruppen vælger at prioritere. Alle fire indlæg er fortalere for hver deres forståelse af lokale IT-centre, og ingen af dem henviser til eller argumenterer mod eller med hinanden.
    Ordstyrer Henrik Føhns mener, at udviklingen af forslagene til IT-centre og oplysnings- og demokratiprojekterne "har afsløret dette forum [telehøringen] som et godt sted at brainstorme."²⁶⁸ Hvis det er alt, telehøringen er, lever den ikke op til forventningen om, at internettet kan fungere som et væsentligt medium for demokratiske diskussioner. For mig at se tager Føhns til dels fejl. Der sker mere end en brainstorming, men der sker også mindre, end man kan forvente i en grundig demokratisk diskussion. Det kan for mig at se hænge sammen med, at sammenhængene i de mange diskussioner i telehøringen er ganske komplekse. Der er mange tråde i diskussionerne og mange diskussioner, som kører parallelt. Dertil kommer, at de fleste indlæg har mange udsagn om forskellige emner og ikke altid henviser eksplicit til, hvad de taler om.²⁶⁹
    Det var ikke særlig let at foretage de opdelinger i materialet, som jeg har gjort i min undersøgelse. Ordstyreren i telehøringen lever desværre ikke op til sit navn. Han refererer blot de forskellige indlæg siden sidste opsummering (ofte citeres hele indlæggets ordlyd); enkelte gange giver han en kort oversigt over diskussionen i begyndelsen af opsummeringen. I "Ordstyrerens sidste ord"²⁷⁰ giver han dog en grundigere opsummering. Men da er diskussionen forbi, så de deltagende ikke kan forholde sig til de opridsede linier i diskussionen.
    Min analyse viser, at der i en telehøring – måske mere end nogen andre steder – er behov for, at der samles op, antydes hvilke argumenter, der har været for hvilke forslag, gives retningslinier for hvilke diskussioner, der føres, hvor de overlapper, hvordan de modsiger hinanden osv. Skal telehøringen samtidig være udtryk for en fælles holdning (eller i det mindste for en grundigt belyst holdning (jf. Manin og Habermas' deliberative democracy)), er det heller ikke nok, at et emne kun er diskuteret af tre-fire personer udaf godt 70 som i tilfældet, hvor forslagene til erfaringsopsamlings-, oplysnings- og demokratiprojekter diskuteres (se bilab 3a). Når en diskussion er ved at være moden til beslutning kunne ordstyreren således opfordre til en meningstilkendegivelse fra alle deltagere: "Er dette vores holdning, eller skal vi forkaste forslaget?"

Teknisk og organisatorisk er telehøringer et seriøst bud på, hvordan den politiske offentlighed kan få fornyet liv. Telehøringerne kan fungere som en ramme om diskuterende og kritiserende offentligheder af selvstændige, 'uafhængige' borgere, som på den måde kan supplere organisationerne og massemedierne i deres formulering af, hvad der er legitimt at beslutte.²⁷¹
    Derved er svaret på spørgsmål 3 (se her) et delvist 'ja'. Men før vi drager en konklusion om, at her har vi de vise sten, må jeg understrege, at problemet med, hvem der deltager, og hvordan de gør det, ikke er løst. Der er tilsyneladende strukturelle problemer, når kvinder og ikke-computerinteresserede (og formodentlig andre grupper) i den grad udebliver og udskilles af diskussionen.²⁷² Og der er problemer, når deldiskussioner ikke tiltrækker mere end tre til fire mennesker, som måske knap omtaler, endsige diskuterer, hinandens indlæg.
    Nogle af vanskelighederne kan, tror jeg, afhjælpes med en grundig ordstyringsfunktion og med større øvelse hos deltagerne i at deltage i telehøringer. Men før en sådan konklusion kan drages med større sikkerhed, skal der foretages eksperimenter med telehøringer i forskellige sammenhænge. Boligforeninger, børnehaver, byråd, universiteter osv. Ligesom der kan gøres forsøg med kombination af telehøringer og forsamlingshøringer, for at det kan undersøges, om de kan supplere hinanden, om de forskellige fora appelerer til forskellige deltagere, og om de fører til forskellige resultater.
    Som ramme for undersøgelser af sådanne eksperimenter, vil jeg stille tre spørgsmål, som jeg ikke behandler yderligere her:
    1) Hvilke mennesker er det, der får mindre adgang til de demokratiske diskussioner end andre? Hvorfor? Og hvordan forbedrer vi forholdene?
    2) Grundtvig og andre tog konsekvensen af demokratiseringen af Danmark i løbet af 1800-tallet og satte ind med en massiv folkeoplysningsindsats og lagde dermed grunden for vi danskeres høje dannelses- og uddannelsesniveau. Hvilke former for 'folkeoplysning' skal vi sætte ind med, for at vi kan være godt rustede til et demokratisk samfund præget af internettet?
    Og 3) hvad er det, der adskiller den samtale eller diskussion, der foregår mellem hhv. få personer ansigt-til-ansigt, fra den hvor flere deltager (f.eks. til høringer), og igen fra den, der foregår i telehøringer som Teknologirådets? Er det samme type argumenter, der anvendes? Opnås enighed på samme måde? Hvem overhøres, og hvorfor? Er det de samme velformulerede, som klarer sig de to steder? Opstilles der fælles eksperimenter? Lever deltagerne op til dem på samme måde? Osv.

Internet – Kropsløs kommunikation
Internettet er, som alle andre kommunikationsteknologier, ikke blot en neutral teknologi, som vi kan bruge, uden at det får konsekvenser for os. Canadierne Dan Thu Nguyen og Jon Alexander diskuterer, hvilke aspekter af vores menneskelighed, nettet får os til at udvikle og være opmærksomme på.
    Deres teoretiske udgangspunkt er inspireret af Merleau-Ponty, af hvem de citerer følgende:

Le corps est le véhicule de l'être au monde, et avoir un corps c'est pour un vivant se joindre à un milieu défini, se confondre avec certains projects et s'y engager continuellement.²⁷³

Nguyen og Alexander konkluderer, at: "To put oneself within borders is a prerequisite for ethical considerations of any kind."²⁷⁴ Netop kroppen mister betydning i omgangen med mennesker via internet, hvor det er det indtastede ord, der er i centrum. Her får alle tilsyneladende lige adgang til at sige, hvad de mener, uden at skulle ligge under for den virkelige verdens hierarkiers og autoriteters krav og grænser og uden at skulle ligge under for deres medfødte 'ulemper', såsom køn, race, hårfarve osv. Men internet-re-præsentationen "lack the responsibility of an actual bodily commitment"; de indtastede ord får ingen konsekvenser. Det giver sig udtryk i på den ene side en ellers uset åbenhed omkring meget personlige og intime anliggender (hvilket bliver tydeligt under en surftur gennem folks personlige hjemmesider) og stor venlighed og hjælpsomhed overfor andre i diskussionsgrupper og på chatlines og på den anden side et spil med folks egen identitet²⁷⁵, hvilket kan føre til udpræget grovhed, til fornærmelser og sågar til ondskab.²⁷⁶
    Fænomenet med at overhøre kvinder og andre, der ikke ligner social sense-idealet af en borger, er ikke et rent internetfænomen. Det sker tit. Men nettets teknik gør det særligt let at 'overhøre' indlæg, der ikke anses for passende eller ikke ytres af den rette.
    K.E. Løgstrup beskriver i sin Den etiske fordring, hvordan tilliden er grundstemningen i mødet med det andet menneske: "På hvor mangfoldig vis kommunikationen mellem os end kan arte sig, den består altid i at vove sig frem for at blive imødekommet."²⁷⁷ Løgstrup beskriver, hvordan denne tillid som et grundlæggende menneskeligt fænomen stiller et krav til den anden om at tage vare på den, der viser tillid: "[…] der er en uudtalt, så at sige anonym fordring til os om at tage vare på det liv, tilliden lægger i vor hånd."²⁷⁸ Dette krav kalder Løgstrup den etiske fordring. Det er netop denne fordring, som tilsyneladende falmer, når mødet foregår i internettets kropsløse rum.
    Netop kroppen er en central årsag til, at den etiske fordring overhovedet erkendes. Løgstrup finder denne kropsligt forankrede fordring manifesteret i stemmens tone:

[…] at der i tiltalen som sådan – uanset indholdets vægt – anslås en bestemt tone, i hvilken den, der taler, så at sige går ud af sig selv for nu at eksistere i talens forhold til den anden. Hvorfor fordringen – uudtalt – går ud på, at der tages imod een selv ved at ens tone tages op. Ikke at høre eller ikke at ville høre ens anslåede tone betyder derfor, at ens selv overses, forsåvidt det er een selv, der har vovet sig frem i den.²⁷⁹

Denne fordring opleves åbenbart ikke særligt insisterende af telehøringens deltagere. Spørgsmålet er, i hvilken grad den, der viser tillid ved at ytre sig i høringen, selv forventer og lægger vægt på, at "tonen tages op". Her er det væsentligt at holde fast i, at den, der skriver, selv gør det med sin krop, mens den, der læser, ikke i samme grad opfatter det som et kropsligt udtryk. Derfor kommer der til at bestå et ulige forhold mellem producent og konsument. Og noget tyder altså på, at det særligt er de producenter, der ikke er hvide mænd i 20-40-årsalderen, der må se deres ytringer ubesvarede.
    Kropsløsheden betyder, at vi på nettet tilsyneladende er mere lige, men den betyder også, at det bliver frivilligt, om vi vil mødes krop-til-krop med andre mennesker: "Soon we forget that our stand-in bodies lack our primary identity's vulnarability and fragility […] Without face-to-face, personal and private communication, our very 'etichal awareness' based on lived experiences 'shrinks and rudeness enters'."²⁸⁰
    I dialoger opstår og løses konflikter. Indimellem vender vi ryggen til konflikten og fortrækker, fordi det er lettest, fordi vi ikke ser anden udvej, eller fordi vi ikke tør se konflikten og den anden i øjnene. En sådan konfliktløsning har konsekvenser i krop-til-krop-dialoger. Når vi mødes næste gang, sidder konflikten stadig i os, stemningen er fra begyndelsen forurenet af de uløste knuder, som med tiden kan udvikle sig fra måske ubetydelige uoverensstemmelser til betændte sår af fortielser og undertrykt harme. Skal forholdet afklares, og luften renses, må de, der har konflikten, finde veje til at få formuleret og løst den. Det er bl.a. til sådanne konfliktløsninger, Døør har udviklet sin demokratisk-økologiske kommunikationsform. Her understreger han, at: "En saglig bearbejdning af en modsætning, konflikt eller krise ser ud til at forudsætte både (a) en detaljeret og dyb indsigt og (b) en involvering og et engagement i situationen"²⁸¹
    Opstår der konflikter i telehøringer eller andre fora for diskussion på nettet, er vejen til løsning slet ikke nem. Det er let blot at sige: "Nå", og 'gå' sin vej. Der er altid en ny diskussion, man kan deltage i. Fernback og Thomson gør opmærksom på, at i et samfund, hvor der bliver stadig mere 'computer mediated communication', vil konsekvensen være, at der skabes "communities that are less stable than traditional geographic, historic or ethnic communities."²⁸²
    Hvis vores krop mister sin betydning for vores liv, fordi vi tilbringer mere tid med at spille med vores identitet og med at udveksle informationer om vores hobbyer indenfor islandske frimærker, australske tudser eller østtyske bilmærker²⁸³, risikerer vi at miste grundlaget for disse, fordi vores mellemværender (inter-esser) i den virkelige verden ikke længere har vores opmærksomhed.

[…] virtual communities will be communities of interest rather than of geographical proximity or of historical or ethnic origin. As such, they will be further insulated from having to deal with vagaries of the workaday world. So although communities may be formed that reinforce social relationships among like-minded individuals, those groups will have a decreasing need or opportunity to interact with other members of the larger society.²⁸⁴

Hvis ikke vi interesserer os for vores sociale og materielle delesfære, er der ingen grund til at deltage i vores legitimeringsdialog. Og så er det slut med demokratiet.

Six Degrees of Seperation
En internettjeneste, der kalder sig sixdegrees, tager løftet om, at alle kan komme i kontakt med alle via nettet alvorligt. Ideen bag sixdegrees bygger på en teori om, at alle i verden er forbundet til hinanden via maksimalt 6 andre. Både ideen og måden, sixdegrees har implementeret den på, giver ganske spændende perspektiver på, hvordan og under hvilke former mennesker anvender nettet som kommunikationsteknologi.
    Opfinderen af den trådløse radiotelegraf, Guglielmo Marconi, havde en ide om, at alle mennesker på jorden er forbundet til alle gennem en vej på seks mennesker eller mindre. Det fik forfatteren John Guare til at skrive stykket "Six Degrees of Seperation", hvilket har givet navnet til sixdegrees (på adressen http://www.sixdegrees.com)²⁸⁵.
    Ideen i sixdegrees er, at venner hjælper venner, og at venner også hjælper deres venners venner. Når alle mennesker bliver klar over, at de er forbundet, vil de hjælpe hinanden. sixdegrees har i dag (31. januar 1999) over 1,8 mio. medlemmer, hvoraf knap 1,6 mio. er forbundet i en kæmpe 'sky' af relationer.
    Formålet med sixdegrees set fra medlemmernes synspunkt (et synspunkt, som sixdegrees forventer eller forudsætter) er kontakt til og kommunikation med andre medlemmer. Dertil har sixdegrees oprettet mulighed for 'peoplesearch' og for kommunikation via chat (synkron skriftbaseret 'snak'), diskussionsgrupper og opslagstavler (bulletin boards).
    Opbygning. Alle kan blive medlem, det er helt gratis og kræver blot, at ansøgeren opgiver en epostadresse, sit navn og to eller flere venner, der enten er eller kunne tænkes at blive medlemmer af sixdegrees. Når medlemskabet er oprettet, er der en række muligheder for at uddybe, hvem medlemmet selv er. Derudover kan medlemmet undersøge, hvem der ellers er medlemmer af sixdegrees og sende beskeder til disse medlemmer mm. Medlemmets første to 'grader' (vennerne og vennernes venner) blev tidligere²⁸⁶ betragtet som særligt interessante, idet det forventedes, at de ville være særligt behjælpelige med svar på spørgsmål og lignende. Derfor var der direkte adgang til de oplysninger, de selv havde givet tilladelse til, at andre så. Nu skelnes der ikke mellem de forskellige grader, idet det er muligt at surfe igennem de medlemmer af sixdegrees, medlemmet er forbundet til, grad for grad.
    Der er på forhånd stillet en række muligheder op for (eller begrænsninger af), hvilke oplysninger, medlemmerne kan give. Til de 'personlige' hører oplysninger om navn, bopæl, beskæftigelsesområde, fritidsinteresser og evner. Desuden er det muligt at give anbefalinger af musik og websteder (frem til ændringen af sixdegrees var det også muligt at fortælle om 'brushes with fame', møder med berømmelsen (eller snarere med de berømte)).
    Interaktivitet. Mediet for medlemmernes kommunikation med sixdegrees og sixdegrees' andre medlemmer er medlemmets computerskærm. Når et medlem af sixdegrees logger sig ind, viser computeren medlemmets personlige startskærm med meddelelser om hvilke beskeder, der venter på at blive læst og besvaret, hvordan forbindelserne til andre medlemmer er (hvor mange andre medlemmer medlemmet er forbundet til), hvad nyt der er sket på sixdegrees og hvilke 'celebrities', der chatter med sixdegrees' medlemmer hvornår.
    Internettet er en teknologi, der giver mulighed for en særlig form for interaktivitet, der består i valg mellem på forhånd etablerede muligheder. På sixdegrees har medlemmet en række muligheder for at få informationer og for at kommunikere om og med andre medlemmer. På computerskærmen²⁸⁷ (i mediet) er disse valg tilgængelige via klik med musen på billeder og understreget tekst (det, der på engelsk kaldes hyperlinks eller bare links. Jeg foretrækker det danske 'henvisning'). Øverst på alle sixdegrees skærmbilleder er der en reklame, som medlemmet kan trykke på, hvorved hun/han kommer til annoncørens eller produktets hjemmeside (eller mere præcist formuleret: hvorved computerskærmen afbilder det, producenten af annoncørens hjemmeside har programmeret den til). Nedenunder er der en 'vælgeboks' med mulighed for at vælge 'my info', 'my bulletin board', 'groups', 'chat', 'people search' og 'marketplace' og nedenunder disse valg bl.a. valg af web og movie 'recs' (recommandations). I teksten nedenunder vælgeboksen findes desuden en række valg, som fører til samme steder eller forklaringer på indholdet af dem.
    Der er altså en række valgmuligheder, som er stillet til rådighed af sixdegrees' programmører. Set fra medlemmets side kan det også betragtes som en række begrænsninger i de valg, hun/han kan foretage. Begrænsningerne er på den ene side opstillet af programmørerne og på den anden af de øvrige medlemmer, som, igen indenfor på forhånd opstillede valgmuligheder, kan bestemme, hvem der kan se givne personlige oplysninger (ikke i form af personer, men i form af relationer (f.eks.: kun første og anden grad må se min privatadresse)).²⁸⁸ Interaktiviten på internettet er altid begrænset til valgmuligheder, der er opstillet på forhånd. I medlemmernes kommunikation indbyrdes og med sixdegrees restringerer computeren altså, som en væsentlig S₃, teksten.

Vi kan opstille to forskellige typiske kommunikationssituationer i forbindelse med sixdegrees. Den ene er den, medlemmet oplever ved hvert 'besøg' på siden. Her er sixdegrees S₁, og de godt 1,8 mio. medlemmer og de potentielle medlemmer er S₂. Den anden kommunikationssituation er den, hvor medlemmerne kommunikerer indbyrdes.
    I sixdegrees' kommunikation med medlemmerne er væsentlige S₃'er (udover de begrænsninger der er for interaktivitet) overvejende sponsorer, der er hele grundlaget for, at sixdegrees eksisterer. Uden penge er der ikke mulighed (eller interesse?) for at vedligeholde tjenesten. Sponsorerne restringerer altså teksten i en dialektisk relation, hvor sponsorerne er determinerende.
    Der er en lang række tekster på sixdegrees' sider, som i forskellige aktuelle kommunikationssituationer fungerer som hhv. tekst og kotekster. Væsentlige kotekster er desuden reklamerne og de tekster, de henviser til.
    Teksternes O er overvejende kommunikation mellem mennesker, der er forbundet via relationer til hinanden direkte eller gennem andre.²⁸⁹ Medlemmerne forventes at besøge sixdegrees-siden for at se, om der er beskeder fra andre eller svar på egne spørgsmål, for at chatte med andre medlemmer og for at læse og skrive indlæg i diskussionsgrupperne.
    To tekster er særlig interessante som kotekster for de øvrige tekster. Det er de tekster, der bl.a. henvises til fra 'mystartpage'²⁹⁰ under navnene 'privacy' og 'affiliate program'. 'Privacy', privatliv, er et centralt begreb i amerikansk social sense-ideologi.²⁹¹ I korte træk er privacy-målet at opfylde sixdegrees-'filosofien' i et:

[…] safe and enjoyable environment, where no person is required to provide more information than we have determined is absolutely necessary to fulfill the goals of this innovative community - although all members are encouraged to provide as much information as they are comfortable with, consistent with the goal of nurturing the community's growth.²⁹²

Vi har med andre ord nogle informationer, som vi selv bestemmer over, og som vi kan give videre i forskellige situationer og til forskellige formål. Men der er både en nedre og en øvre grænse for, hvilken information vi kan give fra os. Det fremgår af citatet, at den nedre er bestemt af sixdegrees udfra, hvad de har "determined as absolutely nessesary". Det drejer sig om navn, epostadresse, køn, primære beskæftigelse og hjemsted (i USA og Canada postnummeret, som er unikt for hver by; andre steder blot landet).²⁹³ 'Private oplysninger' er interessante for kommercielle virksomheder at komme i besiddelse af, og dem, der skal opgives, er centrale for målrettede reklamer. sixdegrees lover, at de ikke sælger informationer om medlemmerne til tredieparter. Men samtidig gøres det klart, at informationerne bliver brugt til målrettede reklamer.²⁹⁴ Som dansker vil jeg sandsynligvis møde danske reklamer og som studerende reklamer for studieartikler osv.²⁹⁵
    Det fremgår ikke af citatet, at der skulle være nogen øvre grænse for, hvilke informationer, medlemmet kan give om sig selv. Men det er der. Ikke i form af antal, men i form af typer. sixdegrees giver nemlig kun mulighed for at give informationer indenfor nogle faste kategorier (arbejds- og hjemmeadresser mm., fødselsdag, alternative navne og epostadresser, websider, hobbies og evner, øvrige beskæftigelser, akademiske grader, film- og webstedsanbefalinger)²⁹⁶, og har ovenikøbet også fastsat hvilke valgmuligheder, medlemmet har.²⁹⁷ Disse faste rammer for valgene gør det let for sixdegrees at målrette reklamer og at lave statistik på medlemmerne. Men de gør det sværere at få udbytte af sixdegrees, fordi de sætter en række grænser for, hvem jeg kan møde med sixdegrees. Det er f.eks. ikke alle folk, der studerer eller forsker, der interesserer mig i forbindelse med denne afhandling, men bl.a. folk, som finder ord som dialektik, kommunikation, økologi, internet mv. interessante at sammentænke. Hvorfor sixdegrees ikke har valgt at give medlemmerne mulighed for selv at give en beskrivelse af, hvem de er, ved jeg ikke – men vanskeligheden ved at lave statistik til målrettede reklamer på sådanne beskrivelser er sikkert en betydelig årsag.
    En anden central kotekst omhandler muligheden for at tjene penge gennem at blive 'affiliate', tilknyttet, sixdegrees. 'Affiliates' placerer et eller flere sixdegreeslogoer på deres hjemmesider: Til gengæld modtager de 25% af den indtjening, sixdegrees har på salg af reklamer til de sider, medlemmer, der klikker på logoet og derigennem kommer til sixdegrees, ser.
    Målet for sixdegrees er altså på den ene side at tilbyde muligheden for, at alle mennesker på jorden kan finde ud af, at de er forbundet med hinanden, og at de kan få udbytte af hinanden gennem søgning i informationer om hinanden. På den anden side er målet for sixdegrees at tjene penge på at formidle disse forbindelser. Relationer mellem mennesker formidles af penge. Denne konklusion er ganske godt i overensstemmelse med Døørs karakteristik af relationer i det kapitalistiske samfund:

Kapitallogikken subsumerer således alle forhold til at være vareralationer – ækvivalensbytter. Eftersom den universelle ækvivalent, dvs alle tings mål, er og bliver penge, så vil alle relationer enten være eller tendere mod at blive reduceret til cash-nexus.²⁹⁸

Det er ikke noget tilfælde, at de to tekster om 'privacy' og 'affiliates' er to af de længste på sixdegrees' sider: Der skal være orden i juraen, når det handler om penge. Derved har vi fundet centrum af konteksten for sixdegrees: Den globale kapitalisme²⁹⁹ og den liberalistiske individualisme. Det handler om at tjene penge i en global verden, hvor mennesker er forbrugere, der kan sælge deres opmærksomhed mod at få adgang til information og kommunikation.

Hvilken kommunikation er det så, sixdegrees stiller teknikken til rådighed for, og medlemmerne har? Det kan vi få svaret på gennem en undersøgelse af den anden typiske sixdegreeskommunikationssituation: Den mellem to eller flere medlemmer.

Kommunikation i sixdegrees – Dialog eller duolog?
sixdegrees stiller som sagt tre former for kommunikation til rådighed for deres medlemmer: Chat, opslagstavler og diskussionsgrupper. I det følgende koncentrerer jeg mig om diskussionsgrupperne³⁰⁰, fordi de giver mulighed for den mange-til-mange-kommunikation, som i social sense fører til demokratiske diskussioner, og fordi de er ganske udbredt på nettet.
    sixdegrees har opstillet 31 kategorier, hvorindenfor medlemmerne frit kan oprette nye grupper til diskussion. På mindre end en måned har medlemmerne oprettet knap 4500 sådanne grupper.³⁰¹ Der er med andre ord gode kvantitative grunde til at mene, at der foregår en livlig og væsentlig debat på sixdegrees. Jeg vælger kategorien Organisations and Associations og får et skærmbillede med de første 20 grupper sorteret efter antal medlemmer. De mest populære er en gruppe om 'American Sign Language', en gruppe for folk, der ønsker pennevenner, en gruppe for medlemmer af Mensa (en verdensomspændende forening, som kun optager folk som medlemmer, hvis de kan svare rigtigt på at stort antal spørgsmål i en bestemt psykologisk test), en gruppe for medlemmer af den internationale studenterudvekslingsorganisation AISEC osv. Der er også en gruppe, 'Jedi Knights', for folk "who like the meaning behind Star Wars", og en for vampyrer: 'Vampire: The Mascarade'. Grupperne spænder altså over et bredt felt af forskellige menneskers 'interesse'-områder. Der er tale om fora for udveksling af information om et emne, men ikke umiddelbart om fora for dialog om en given praksis.
    Jeg vælger en gruppe, som jeg synes lyder væsentlig: 'International Development'. Gruppen har 13 medlemmer og beskrives af ophavsmanden (der for øvrigt har en kandidatgrad i international udvikling fra Roskilde Universitetscenter) som et forum for diskussion af alle emner, der vedrører international udvikling. Alle kan se opslagstavlen i gruppen, men for at læse indlæg i debatten og selv deltage, skal man være medlem. Det er heldigvis let – man trykker på en af henvisningerne eller diskussionsindlæggene og berigtiger, at man ønsker at blive medlem – så er man medlem. Desværre viser det sig, at de 13 andre medlemmer ikke har ønsket at diskutere noget (eller ikke har haft noget at diskutere) – der er ingen indlæg. Adgangen til diskussion er altså ikke tilstrækkeligt til, at der virkelig foregår en diskussion.
    Jeg søger videre og finder en gruppe om og for 'Feminist women and men' i kategorien 'Women'. Her er flere indlæg, hvoriblandt jeg undersøger "Are we backsliding?", som er skrevet af Lisa Roth (6. februar 1999), og som resulterede i en diskussion, som løb over ni dage og havde yderligere 9 indlæg.³⁰² Lisa Roths indlæg handler om, at kvindesagen har tabt til en kommerciel udnyttelse af den kvindelige krop som sexobjekt. Roth giver udtryk for et oprigtigt ønske om at forstå, hvorfor kvinders ligestilling udsættes for tilbageskridt. Svarene på Roths indlæg diskuterer først og fremmest, om der er sket et tilbageskridt og i anden omgang, hvad det skyldes. De foreslåede årsager spænder fra nøgne kvinder i reklamer til en forestilling om, at der er en "active campaign"³⁰³ igang mod kvinders hævdvundne rettigheder.
    Diskussionen bliver aldrig til andet end udveksling af synspunkter, hvor hver enkelt deltager kommer med sine forestillinger om sammenhængen, men hvor der ikke opnås nogen form for enighed eller sker nogen bevægelser. Derfor kan diskussionen bedre beskrives som en duolog end som en dialog. En samling af monologer uden egentlig afklaring af, hvem der deltager i dialogen og hvorfor, hvad dialogens deltagere deler, hvor de har forskelle, hvori deres særheder består, og hvad der kan opstilles af eksperimenter. Og i den forstand er det ikke en rationel diskurs, som Døør skitserer den. Jeg forsøgte selv i et indlæg at lægge op til, at vi i fællesskab formulerede hvilke forskelle, vi kunne finde fra "the 'I am a Woman, hear me Roar' era"³⁰⁴ til vore dage, med henblik på at vi kunne opstille fælles eksperimenter, der kunne føre til en bedre praksis. Svaret, som var det sidste indlæg i diskussionen indtil videre (18. marts 1999), på dette indlæg kom fra diskussionens initiativtager, som fandt mit indlæg "right on target", men for øvrigt mente, at "politics has such a bad name these days", så vi enten må se nederlaget i øjnene eller stole på, at "it's the written word that can change things".
    Roth får det sidste ord i denne diskussion, og så bevæger vi deltagere i diskussionen os ellers videre mod nye relationer til andre os endnu ukendte mennesker, som de atomer vi er; videre til nye interessante diskussioner om alt og intet mellem himmel og jord. Deler vi ikke noget af det, vi taler om, bliver kommunikationen til spil.

Atomers udveksling
sixdegrees er et projekt med det formål at skabe global kommunikation og derigennem global forståelse. Men så let er det naturligvis ikke. En teknisk implementering af relationer gør det ikke alene. Hvis der ikke er noget at kommunikere om, er der ingen grund til debat. I debatten om, hvorfor kvindesagen lider tilbageskridt, har deltagerne tilsyneladende meget begrænset fysisk, menneskelig interesse for hinanden. De har ikke et fællesskab eller et fælles samfund, de vil gøre bedre.
    sixdegrees' bagvedliggende teori om kommunikation har mange lighedspunkter med den, strukturalismen hævder. Saussure afbilder i sin Cours de linguistique générale (s. 27) to fuldstændig ensformede hoveder, der kommunikerer fra munden via øret til hjernen. Selve kommunikationen er tegnet som stiplede linier mellem mund, øre og hjerne. De to hoveder har tilsyneladende ingen krop. Jeg argumenterede ved præsentationen af det dialektiske tegn for, at al kommunikation hviler på en basis af betydning og mening, som kroppen gennem sin handlende omgang med verden har bygget op. Netop denne basis har ringe kår i sixdegrees.
    Som jeg omtalte tidligere kan vi måske sætte vores lid til, at telehøringer kan supplere og måske endda give vores demokrati nyt liv. Med sixdegrees er der derimod tale om et stort kommercielt projekt, som ikke har egentlig politikdannelse for øje, men som blot prøver at tjene penge på at formidle menneskelig kontakt – ligegyldig hvilken.
    sixdegrees er ikke den eneste virksomhed, der forsøger at tjene penge på at skabe kontakt mellem mennesker på nettet. Tværtimod. sixdegrees er prototypisk for en lang række virksomheder, ligesom måden f.eks. diskussionsgrupperne er implementeret på, er typisk også for diskussionsgrupperne på Usenet og mange andre steder.³⁰⁵
    Ideologien bag sixdegrees kan skitseres således: Mennesker er egennyttemaksimerende individer, som har til formål at udveksle informationer og andre værdier, og som gennem relationer til hvem-som-helst får tilfredsstillet deres 'sociale' behov. Målet med sixdegrees er at fungere som formidler af disse relationer, hvilket betales gennem, at individerne vier nogle reklamer deres opmærksomhed.
    sixdegrees ideologi er sammenfaldende med den dominerende ideologi på nettet: At vi alle er individer, der har relationer og har interesse i at udveksle informationer og varer.
    Mennesker indgår i autoritetsforhold, som bestemmes af biologiske, ideologiske og sociologiske forhold, såsom køn, race, klasse, geografisk herkomst osv. Der er mange af disse autoritetsforhold, som er autoritære – og derved usunde, som vi gennem demokratisk-økologiske dialoger skal have klarlagt og ophævet gennem eksperimenter. Men de kan ikke ophæves gennem et simpelt dekret eller, som Nørretranders, sixdegrees og mange andre 'internetpionerer' tror, omgås via elektronisk kommunikation. Mellemfolkelig forståelse kommer ikke naturnødvendigt af kommunikation (som det forventes i Info-2000-rapporten (se her)). Mennesker er ikke blot individer (atomer), som har relationer til hinanden, der til enhver tid kan kappes over og erstattes med nye relationer. En sådan tankegang bunder i troen på, at den generelle ækvivalent, penge, kan udstrækkes til at formidle alle forhold – som cash-nexus.

Resumé og perspektiver

I min indledning stillede jeg to spørgsmål:

Spørgsmål 1: a. Hvad er information? Hvilke former for forståelse og deling af information fremmer internettet? b. Hvad er kommunikation? Kan kommunikation via nettet føre til et mere demokratisk samfund?

Spørgsmål 2: Hvordan kan vi (individuelt og kollektivt) medvirke til, gennem eksperimenter og praksis, at internetteknologien anvendes, så den medvirker til at skabe sunde sammenhænge mellem mennesker og mellem mennesker og deres omgivelser.

Jeg har i afhandlingen givet en række svar på disse spørgsmål. Informationer – som jeg foretrækker at kalde tekster – eksisterer ikke udenfor mennesker. De har forskellig betydning for forskellige mennesker, og de indgår i og bestemmes af sammenhænge mellem mennesker og deres (bio-, ideo- og sociologiske) omgivelser. Forstillingen om, at alt kan findes på nettet, er forkert. Der findes mange informationer på nettet, men langt fra altid dem, man skal bruge. Og ofte er de mangelfulde eller direkte forkerte. Nettet er organiseret således, at det let fører til, at tekster opfattes som om, de ikke indgår i nogen sammenhæng. Disse sammenhænge er ikke altid lette at gennemskue i den praktiske anvendelse af internettet, men med den dialektiske kommunikationsmodel, som jeg har overtaget fra Bang og Døør, stilles en god spørgeramme op. Den foreslår jeg, at vi anvender, når vi (i uddannelsessystemet og andre steder) skal (ud-)danne os selv og hinanden, så vi kan blive bedre til at analysere tekster fra internettet. Desuden foreslår jeg, at en offentlig myndighed (f.eks. Det Kongelige Bibliotek) opretter et Danmarks Internetbibliotek, så vi kan styrke den opfattelse, der ser internettet som et kludetæppe af tekster (fragmenter), frem for den, der ser internettet som en anarkistisk samling ligeværdige atomistiske informationer.
    En central vision for internettet lyder, at det kan være et redskab for forbedring af vores nationale og lokale demokrati. Efter at have skitseret en model for, hvordan den politiske offentlighed er situeret i vores moderne samfund, og hvordan en demokratisk-økologisk kommunikation kan tage form, undersøgte jeg denne vision i kapitlet om kommunikation. Internettet skaber ikke, som de mest ivrige fortalere mener, radikalt eller direkte demokrati af sig selv – demokrati kræver en indsats, uanset hvilke kommunikationsteknologier vi råder over. Internettet fører til en række udelukkelses- og undertrykkelsesmekanismer (tid, penge, uddannelse, køn, alder, kendskab til eksistens osv.), som mennesker ved anvendelse af nettet som demokratisk forum ikke kan se bort fra.
    Demokrati bygger på diskussioner, der fører til handling. Der er utallige diskussionsgrupper på nettet, men de lider bl.a. under ringe potentiale for fælles handling. Teknologirådets eksperiment med telehøring løser flere af diskussionsgruppernes problemer ved at indføre ordstyrer, ved at have en tidsramme og et klart defineret formål med diskussionen og ved at tilstræbe fælles formulering af forslag og eksperimenter. Jeg anser telehøringer for det bedste bud på, hvordan vi kan anvende internettet som forum for en politisk offentlighed. Men der er en række problemer ved telehøringer, hvoriblandt de væsentligste er, at bl.a. kvinder udelukkes eller undertrykkes i diskussionerne, og at diskussionerne kun belyser emnet overfladisk. Alligevel foreslår jeg, at vi igangsætter flere forsøg med telehøringer i forskellige demokratiske sammenhænge.
    Nettet anvendes til mange andre former for kommunikation. En væsentlig form er den, der foregår mellem mennesker, der ikke umiddelbart kender hinanden, men som søger kommunikation enten for dens egen skyld eller for at udveksle informationer og viden om hobbyer og interesser.
    Den type kommunikation formidler den amerikanske internetvirksomhed sixdegrees. sixdegrees er typisk for en stor gruppe af kommunikations- og kontaktformidlingsvirksomheder på nettet. Formålet er ifølge sixdegrees' egne udsagn at skabe et sted, hvor mennesker kan komme i kontakt med andre mennesker, som de kender gennem deres venner, og hvor de kan snakke, diskutere, dele interesser og udveksle erfaringer og viden. Kommunikationen på sixdegrees er formidlet af kommercielle interesser, og det sætter sit præg på den type kommunikation, sixdegrees tilbyder. Den bagvedliggende forestilling om mennesker er, at vi er uafhængige individer, der løbende skaber nye relationer til hinanden og dropper gamle, og som har interesse i at udveksle hvilke som helst informationer og varer med hvem som helst. Denne forestilling får (for) gode kår ved kommunikation på nettet.

To veje – Atom eller fragment
Som jeg omtalte i mit skrifthistoriske rids (se her) fremhævede Derrida lineariseringen som et frugtbart klassifikationsprincip for skriftteknologiernes udvikling. Derrida argumenterer således for, hvordan vores lineære skriftteknik, metaforisk symboliseret ved bogen, har betydet, at vores kultur har undertrykt og fortrængt den 'pluri-dimensionale' symboltænkning. Men lineariseringen begynder at løsne sit greb, fordi den i stedet for at fremme den tekniske og videnskabelige økonomi, efterhånden lammer udviklingen. Derrida ser denne begyndende linieløse skrift foregrebet som en uro i filosofien, i videnskaben og i litteraturen³⁰⁶. Noget tyder på, at Derridas forudsigelser af lukningen af bogens epoke kan komme til at holde stik. Accepterer vi den udvikling, hvor internettets informationer forstås som atomer, der svømmer udelelige og uafhængige rundt i en suppe af betydningsløse relationer, og hvor mennesker opfattes som individer, der ligeledes udelelige³⁰⁷ driver fra interaktion til interaktion gennem relation til stadig nye fremmede individer, så er truslen, at vi får et 'pluri-dimensionelt' samfund, hvor ingen relationer er mere værd end andre, og hvor ingen information har særlig betydning for nogen, andet end som øjeblikkelig tilfredsstiller af nysgerrighed.
    Kaldte Derrida bogens epoke for logocentristisk, kan vi kalde internettets epoke for atomistisk, fordi både mennesker og ord betragtes som atomer. Og derved får vi ikke, som Derrida forventede det, skriftens epoke, men hyperskriftens³⁰⁸, metaforisk symboliseret ved atomet. Computeren blev, som Larsen formulerede det, født i laboratoriet, og internettet af frygten for atombomben. I det lys kan internettet betragtes som konsekvensen af atomalderen, eller som atomalderens fulde udfoldelse. Atombomben kunne splitte alt i atomer. Nu gør internettet det ganske effektivt. Internettet risikerer at blive et kæmpe molekyle af undværlige og erstattelige atomer; opgaven bliver at gøre internettet til Indras net.

Litteratur

Audan, Maurice: "L'imprimerie" I: Maurice Daumas (red.) Histoire Générale des techniques. Tome II: Les Premières étapes du machinisme. Paris, 1965.

Axboe, Morten: "Guldhornene" I: Jørn Lund (red.), Den Store Danske Encyklopædi. København, 1997.

Bang, Jørgen Chr. og Jørgen Døør: Sprogteori I-IX. Odense, 1985-1998.

Bang, Jørgen Chr. og Jørgen Døør: Language, Ecology & Truth – Dialogue & Dialectics. I: Alwin Fill: Sprachökologie und Ökolinguistik. Tübingen, 1996.

Bang, Jørgen Chr.: Lingva Lingvist Lingvistik. Odense, 1974.

Bang, Jørgen Chr.: Antydninger af en økologisk sprogteori - et semantisk essay. Odense, 1987.

Bang, Jørgen Chr.: Fleksiver som Relatorer. Odense, 1995.

Bang, Jørgen Chr.: "Runernes genealogi og grammatologi - til minde om to sprogforskere, Peter Skautrup og Kai H. Sørensen" I: MUDS 6. Århus, 1997a.

Bang, Jørgen Chr.: Runes : Genealogy and Grammatology, Odense, 1997b.

Bang, Jørgen Chr.: Runernes herkomst og medbyrd. Odense, 1998.

Bangemann, Martin m.fl.: Recommendations to the European Council – Europe and the global information society. http://www.ispo.cec.be/infosoc/backg/bangeman.html, 1994.

Bolz, Norbert: Am Ende der Gutenberg-Galaxis : Die neuen Kommunikationsverhältnisse. München, 1995 (1993).

Bradford, Richard: Roman Jakobson. Life, Language, Art. London, 1994.

Bundsgaard, Jeppe og Thorbjørn Hertz Jensen: Fortællingens gentagelse. Om fortælling og tid i Svend Åge Madsens forfatterskab. http://hjem.get2net.dk/JeppeB/litterat/madsen.htm, 1996 (overbygningsopgave).

Bundsgaard, Jeppe (red.): Demokrati i Uddannelsessystemet. U.s., Udg. Danske Studerendes Fællesråd m.fl., 1997.

Bundsgaard, Jeppe: "I stedet for virkeligheden". http://hjem.get2net.dk/JeppeB/teknolog/norretra.htm, 1998a.

Bundsgaard, Jeppe: "Den informationalistiske fejlslutning". http://www.stedetsomikkeer.dk/debat/almind/200598_jebbeb.html, 1998b.

Christensen, Jens: "Internettets historie", Mediekultur 27, Ålborg, 1997.

Clapham, Michael: "Printing" I: Charles Singer m.fl. (red.) A History of Technology. Volume III: From Renaissance to the Industrial Revolution. Oxford, 1957.

Clanchy, M. T.: From Memory to Written Record. England, 1066-1307. Cambridge, Mass., 1979.

Coulmas, Florian: The Writing Systems of the World. Oxford, 1989.

Crystal, David: The Cambridge Encyclopedia of Language. 2. udg. Cambridge, 1997.

Daly, Herman E.: Efter Væksten. Den bæredygtige udviklings økonomi (overs.: Ole Lindegård Henriksen). U.s., forlag: Hovedland, 1997 (1996).

Daniels, Peter og Willian Bright: The world's writing systems. Oxford, 1996.

Derrida, Jacques: De la grammatologie. Paris, 1967.

Derrida, Jaques: Om grammatologi (overs.: Lars Bonnevie og Per Aage Brandt). København, 1970 (1967).

Diringer, David: The Alphabet. A Key to the History of Mankind. 2 bd. 3. udg. London, 1968.

Diringer, David: Writing. London, 1962.

Drotner, Kirsten m.fl.: Medier og Kultur. København, 1997.

Dybkjær, Lone og Søren Christensen: Infosamfundet år 2000 – Rapport fra udvalget om "Informationssamfundet år 2000". København, 1994.

Dyson, Esther: Internettet og vores liv. Release 2.0. Overs.: Arne Herløv Petersen. København, 1998 (1997).

Døør, Jørgen: Historiefilosofi. København, 1973.

Døør, Jørgen: "Dialektikken mellem Fornuftens Instrumenter og Instrumenternes Fornuft" I: Jørgen Døør (red.): Bioetik & Kulturkritik – Fire Essays. Odense, 1994a.

Døør, Jørgen: "Økologi & Moral. Tre principper for en demokratisk-økologisk kommunikationsform" I: Jørgen Døør (red.): Bioetik & Kulturkritik – Fire Essays. Odense, 1994b.

Døør, Jørgen: Moralske Meditationer. Odense, 1998.

Eisenstein, Elisabeth: The Printing Press as an Agent of Change. Communications and Cultural Transformations in Early-Modern Europe. 2 bd. New York, 1979.

Fenger, Ole: Kirker rejses alle vegne. I: Olaf Olsen (red.): Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie. (Bd. 4). København, 1989.

Fernback, Jan og Brad Thompson: "Virtual Communities: Abort, Retry, Failure?", http://www.well.com/user/hlr/texts/VCcivil.html, u.å., besøgt 13. januar 1998.

Fiske, John: Introduction to communication studies. London, 1990.

Gore, Al: "Remarks Prepared for Delivery By Vice President AL GORE – International Telecommunications Union", http://www.iitf.nist.gov/documents/speeches/032194_gore_giispeech.html, 1994.

Habermas, Jürgen: "Diskursethik – Notizen zu einem Begründungsprogramm" I: Jürgen Habermas, Moralbewußtsein und komminakatives Handeln. Frankfurt am Main, 1983.

Habermas, Jürgen: Strukturwandel der Öffentlichkeit – Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft. Frankfurt am Main, 1996a (1990/1962).

Habermas, Jürgen: "Vorwort zur Neuauflage 1990" I: Jürgen Habermas: Strukturwandel der Öffentlichkeit – Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft. Frankfurt am Main, 1996b (1990).

Hansen, Thomas Illum: "Kroppen i tale". Odense, 1998 (Upubl. artikel).

Havelock, Eric A.: The Muse Learns to Write. u.s., 1986.

Herring, Susan C.: "Gender and democracy in computer-mediated communication" I: Ingvild Broch m.fl. (red.): Nordlyd – Tromsø University Working Papers on Language & Linguistics. No. 23. Tromsø, 1995.

Hesseldahl, Peter: "Bilag 1: Den globale kortslutning" I: Infosamfundet år 2000. Rapport fra udvalget om "Informationssamfundet år 2000". Bilag. København, 1994.

Høibraaten, Helge: "Jürgen Habermas' Borgerlig offentlighet, materialistisk historieoppfatning og moderne demokratiforskning" I: Jürgen Habermas: Borgerlig offentlighet – dens framvekst og forfall. U.s., forlag: Fremad, 1975.

Illich, Ivan: "A plea for the research on lay literacy" I: Olson, David R. og Nancy Torrance (red.): Literacy and orality. Cambridge, 1991.

Jakobson, Roman: "Why "Mama" and "Papa"?" I: Selected writings (2. udg.), Haag, 1971a.

Jakobson, Roman: "Linguistics and Poetics" I: Sebeok, T. A.: Style in Language. Massachusett, 1971b (1960).

Jakobson, Roman: "Lingvistik og Poetik" (overs.: Niels Erik Wille) I: Vindrosen 7, u.s., u.å. (1960).

Jensen, Hans Siggaard og Ole Skovsmose: Teknologikritik. Et teknologi-filosofisk essay. Aalborg, 1985.

Jensen, Klaus Bruhn (red.): Dansk mediehistorie. Bd. 1-3. København, 1996-97.

Jensen, Thorbjørn Hertz: Mellem stemmer (arbejdstitel). Odense, 1999 (upubl. specialeafhandling).

Jespersen, Otto: Sproget. Barnet, kvinden, slægten. København, 1941.

Kemp, Peter: Det uerstattelige. En bioetik. København, 1994 (1991).

Kemp, Peter: Døden og maskinen. København, 1981.

Kirkeby, Ole Fogh: Kroppens tanke – Om kunstig intelligens – det umuliges kunst. U.s., forlag: Samfundslitteratur, 1988.

Larsen, Mogens Trolle: "The Mesopotamian Lukewarm Mind. Reflections on Science, Divination and Literacy" I: F. Rochberg-Halton (red.): Language, Literature and History: Philological and historical studies presented to Erica Reiner. American Oriental Series 67. New Haven, Conn., 1997.

Larsen, Mogens Trolle: "What They Wrote On Clay" I: Karen Schousboe og Mogens Trolle Larsen (red.): Literacy and Society. København, 1989.

Larsen, Steen: IT og de nye læreprocesser. Hellerup, 1998.

Lindhardt, Jan: Frem mod middelalderen – det levende billede i det åbne rum. København, 1993.

Løgstrup, K.E.: Den etiske fordring. København, 1991 (1956).

Løgstrup, K.E.: Vidde og Prægnans. Metafysik I. København, 1976.

Marx, Karl: Das Kapital. Kritik der politichen Ökonomie. Erster Band. Berlin, 1998 (1962/1890/1864).

Merleau-Ponty, Maurice: Phénoménologie de la perception. Paris, 1945.

Nguyen, Dan Thu og Jon Alexander: "The Coming of Cyberspacetime and the End of Polity" I: Shields, Rob (red.): Cultures of internet – Virtual Spaces, Real Histories, Living Bodies. London, 1996.

Nielsen, Keld, Henry Nielsen og Hans Siggaard Jensen: Skruen uden ende. Den vestlige teknologis historie. København, 1991 (1990).

Nielsen, Niels Åge: Dansk Etymologisk Ordbog (4. udg.). København, 1989.

Nørretranders, Tor: Stedet som ikke er. U.s., Forlag: Aschehough, 1997.

Nørretranders, Tor: "Internettet og demokrati", http://www.stedetsomikkeer.dk/debat/demokrati/200198_tornor.html, 20. januar 1998.

Ong, Walter J.: Orality and Literacy – The Technologizing of the Word. London, 1982.

Saussure, Ferdinand: Cours de linguistique générale. Paris, 1971 (1915).

Schmandt-Besserat, Denise og Elisabeth Feldbusch: "Clay Tokens as Forerunners of Writing: The Linguistic Significance" I: Elisabeth Feldbusch m.fl.: Neue Fragen der Linguistik. Akten des 25. Linguistischen Kolloquiums, Paderborn 1990. Band 1: Bestand und Entwicklung. Tübingen, 1991.

Skautrup, Peter: Det Danske Sprogs Historie I: Fra Guldhornene til Jyske lov. København, 1944.

Simonsen, Simon S.: Science, Technology, Politics and Ethics. Odense, 1998 (upubl. speciale)

Smith, Jonas Heide: Digital Offentlighed. København, 1998 (upubl. artikel).

Spinelli, Martin: "Radio Lessons for the Internet",http://rorty.ist.utl.pt/issue1/pmc.html, 1996 (besøgt 3. juni 1998).

Stripp, Steffen (red.): Info-samfundet – direkte demokrati og overvågning. Teknologirådet, http://www.tekno.dk/udgiv/p98info/info.htm, 1998.

Thornton, Alinta: Does Internet Create Democracy? http://www.wr.com.au/democracy/intro.htm (besøgt 16. januar 1998).

Thyssen, Ole: Teknokosmos. København, 1985.

Turkle, Sherry: Life on the screen: identity in the age of Internet, New York, 1995

Vygotsky, Lev S.: Tænkning og sprog I-II (overs.: Søren Ole Larsen). København, 1971 (1934/1956)

Wittgenstein, Ludwig: Philosophische Untersuchungen I: Werkausgabe Band 1. Frankfurt am Mein, 1995 (1953).

Wrang, Joachim: Det andet menneske. Odense, 1996 (upubl. specialeafhandling).

Wrang, Joachim: Den andens talende ansigt. Odense, 1998 (upubl. mag.art.-opgave).

Bilag

Bilag 1: Oversættelse af franske citater

Side 13
den onde ydre skrift. Derrida, 1970, s. 59.

sandhedens skrift i sjælen. Derrida, 1970, s. 59.

logocentrismen: lydskriftens (for eksempel alfabetets) metafysik […]. Derrida, 1970, s. 41.

skriftens fonetisering […] som er historisk oprindelse og strukturel mulighed for såvel filosofien som for videnskaben […]. Derrida, jb.

Det sprogsystem, som er forbundet med den fonetisk-alfabetiske skrift, er det, hvori den logocentriske metafysik, som bestemmer værens mening som nærvær, er produceret. Derrida, jb.

Det [det vulgære (lineære) tidsbegreb] ligger i Vestens historie som helhed, i det som forener dens metafysik og teknik. Og vi skal senere se dens forbindelse med skriftens linearisering og forestillingen om den linearistiske tale. – Derrida, jb.

Skriften reducerede ikke stemmen til sig selv, men indordnede den i et system. Derrida, jb.

Side 14
[…] tingens nærvær for blikket, som eidos, nærvær som substans/essens/eksistens (ousia), tidsligt nærvær som tids-punkt (stigme) eller øjeblik (nun), cogitos nærvær for sig selv, bevidsthed, subjektivitet, jegets og den andens samnærvær, intersubjektivitet som egos intentionale fænomen […] Derrida, 1970, s. 55.

Tilhørsforholdet er essentielt og ureducerbart: det er umuligt at hævde den bekvemme og »videnskabeligt sande« modsætning mellem signans og signatum, således som stoicismen og derefter den middelalderlige tænkning gjorde, uden også at påføre sig selv alle denne modsætnings metafysisk-teologiske forudsætninger. Hertil hører ikke blot – men dette er allerede meget – en skelnen mellem det sanselige og det for forstanden eller ånden givne, sensibilis og intelligibilis, med alt hvad heraf følger, dvs. metafysikken i sin helhed. Derrida, 1970, s. 56.

Og selv om man forsøgte at henvise lydligheden til den sanselige og ikke-væsentlige signifiant (hvilket strengt taget ville være umuligt, idet formelle identiteter fremtrædende i en sansemasse allerede er rent sanselige idealiteter), måtte man indrømme, at dén umiddelbare og priviligerede enhed, som funderer tegngivningen [la signifiance] og sproghandlingen, er den artikulerede, udtalte enhed af lyd og mening. Med hensyn til denne enhed ville skriften altid være afledt, tilføjet, partikulær, udvendig, fordoblende le signifiant: det fonetiske. »Tegn for tegn«, sagde Aristoteles, Rousseau og Hegel om skriften. Derrida, 1970, s. 84.

Side 15
»Signifiant for signifiant« beskriver tværtimod selve sprogets bevægelse: ganske vist i dets tilblivelse, oprindelse, men man mærker allerede, at en oprindelse hvis struktur skrives sådan – signifiant for signifiant – bevæger og udvisker sig selv i sin egen produktion. Le signifié vil her altid allerede fungere som en signifiant. […] Skriftens tilsynekomst er spillets tilsynekomst. Derrida, 1970, s. 47.

Arkeskriften som spatiering kan ikke fremtræde som sådan, i et fænomenologisk erfaret nærvær. Den markerer det døde punkt i den levende nutids nærvær, i ethvert nærværs almene form. Det døde punkt arbejder. Derrida, 1970, s. 145.

[…] sporet er uophørligt i sin egen bliven-immotiveret. […] der gives ikke symbol og tegn, men en symbolets bliven-tegn. Derrida, 1970, s. 112.

Sporet må tænkes forud for det værende. Derrida, 1970, s. 111.

Sporet er netop den absolutte oprindelse til mening i almindelighed. Hvilket, endnu en gang, betyder, at der ikke er en absolut oprindelse til mening i almindelighed, Sporet er den differeren, som giver anledning til fremtræden og betydning. Derrida, 1970, s. 139.

Side 16
(Det rene) spor er differeren. Derrida, 1970, s. 136.

I nogen tid har man jo rundt om sagt »sprog« for handling, bevægelse, tanke, refleksion, bevidsthed, ubevidsthed, erfaring, sansning, osv., udfra dybt nødvendige motiver og i kraft af en praksis, hvis forfald er lettere at påpege end deres (dens) egentlige oprindelse. Man er nu blevet tilbøjelig til at sige »skrift« for de samme ting og desuden for noget andet: som betegnelse for ikke blot den bogstavelige, piktografiske eller ideografiske indskrifts fysiske gestus, men også alt det der gør den mulig; endvidere for selve indholdssiden, bag tegnets signifiant […] Derrida, 1970, s. 50.

Side 17
Denne begrænsning er i Saussures øjne dybest set funderet i forestillingen om tegnets arbitrære karakter. Når skriften defineres som »et tegnsystem«, gives der ingen »symbolsk« skrift (i saussuresk forstand), ingen figurativ skrift: der er ingen skrift, så længe indskriften bevarer en naturligt figurativ forbindelse eller en eller anden art lighedsrelation til det, som da ikke er signifié, betegnet, men repræsenteret, aftegnet, osv. Begrebet piktografisk skrift eller naturlig skrift ville altså være en selvmodsigelse for Saussure. Derrida, 1970, s. 89.

Side 19
naturlig basis – Saussure, jb.

[…] i lingvistikken er der ikke plads til naturlige forudsætninger – Saussure, jb.

Side 20
Sproget er på én gang et socialt produkt af sprogevnen og en samling nødvendige konventioner, som er optaget af den sociale krop for at tillade udøvelsen af denne evne hos individerne. – Saussure, jb.

Sansningens fænomenologi – Merleau-Ponty, jb.

Kroppen som udtryk og talen [ytringen] – Merleau-Ponty, jb.

[…] at talen af alle kropsfunktioner er den, der er tættest knyttet til eksistensen i fællesskab eller sameksistens, som vi siger. – Merleau-Ponty, jb.
   
Talen er en ægte gestus og den indeholder sin mening som gestusen indeholder sin – Merleau-Ponty, jb.

[…] jeg læser vreden i gestussen, gestussen får mig ikke til at tænke på vreden, den er vreden i sig selv. – Merleau-Ponty, jb.

Side 21
Mere præcist, forskel i mimik svarer til en forskel i følelserne selv. – Merleau-Ponty, jb.

Alt sker, som hvis den andens intention beboede min krop eller som hvis mine intentioner beboede hans. – Merleau-Ponty, jb.

Det er således at ytringen eller ordene bærer et første lag af mening som er sammenvokset med dem og som videregiver tanken som manér, som affektiv værdi, som eksistentiel mimik, snarere end som begrebsligt udtryk. Vi afdækker her under den begrebslige betydning af ytringerne en eksistentiel betydning, som ikke alene er en oversættelse af dem, men som bebor dem og er uadskillige fra dem. – Merleau-Ponty, jb.

Side 23
Det som bevidner sin forbindelse til kroppen, det er at sprogets tilbøjeligheder ikke kan redueres til enheden og at det primære problem drejer sig om dels ordets krop, det materielle instrument for det verbale udtryk, dels ordets ansigt [udseende], den verbale intention, denne slags helhedsplan fra hvilken det lykkes os at sige eller skrive præcis et ord, dels ordets øjeblikkelige mening, det som de tyske forfattere kalder det verbale begreb, dels tilsidst hele oplevelsens struktur, og ikke alene den lingvistiske oplevelse – Merleau-Ponty, jb.

Side 25
Men vi har længe vidst, at den kinesiske eller den japanske skrift, som er massivt non-fonetiske, meget tidligt har pådraget sig fonetiske elementer. Disse er imidlertid strukturelt forblevet underordnet ideogrammer eller algebraen, og vi har således i disse skrifter et vidnesbyrd om en mægtig civilisation, hvis udvikling finder sted uden for enhver logocentrisme. Skriften reducerede her ikke stemmen til sig selv, men indordnede den i sit system […] Derrida, 1970, s. 187.

Skriftens historie træder frem på baggrund af grammas historie som en speciel affære, et forhold mellem ansigtet og hånden. Derrida, 1970, s. 177f

Side 26
Sproget er et system af tegn, som udtrykker ideer, og derigennem sammenligneligt med skriften, de døvstummes alfabet, symbolske ceremonier, høflighedsformer, militære tegn osv., osv. Det er blot det vigtigste af disse systemer. – Saussure, jb.

Side 30
Det psykofysiologiske udstyr lader mængder af muligheder åbne og der er ikke mere her end på instinkternes område en menneskenatur givet en gang for alle. – Merleau-Ponty, jb.

Overvægten af vokaler i et sprog, af konsonanter i et andet, konstruktions- og syntakssystemerne repræsenterer ikke lige så mange arbitrære konventioner til at udtrykke den samme tanke, men flere måder for den menneskelige krop et fejre verden og at leve den. Dertil kommer, at den fulde mening af et sprog aldrig er oversættelig til et andet. Merleau-Ponty, jb.

Side 43
har altid betragtet logos som oprindelsen til sandhed i almindelighed; sandhedens historie, historien om sandhedens sandhed […]. Derrida, 1970, s. 42.

Side 44
den sociale kontekst, det vil sige det intense pres fra en mere generel kultur, der forlanger skabelsen af et reproduktionsredskab. Audin, jb.

Side 45
opfindelser gøres ikke når de er mulige, men først når de er nødvendige: trykpressen kunne være opfundet fra alfabetet var udbredt i Middelhavslandene. Audin, jb.

Side 94
Kroppen er bæreren af væren-i-verden, og at have en krop det er for et levende væsen at slutte sig til et bestemt miljø, forene sig med bestemte projekter og løbende engagere sig deri. Merleau-Ponty, jb.

Side 128
Det er desuden kendetegnende ved et system, som ikke på nogen måde tillader en absolut magts legitimitet, at forpligte alle sine samfundsborgere, uden ophold og ved enhver lejlighed, på at søge sandheden, fornuften, retfærdigheden, som bør regulere den faktiske magt. Det er det, det repræsentative system gør: 1. ved diskussionen, som forpligter myndighederne på at søge sandheden i fællesskab; 2. ved publiciteten, som sætter myndighederne, der er beskæftiget med denne søgen, under samfundsborgernes opsyn; 3. ved pressefriheden, som får samfundsborgerne til selv at søge sandheden og meddele den til myndighederne. – Guizot, jb.

Bilag 2: AltaVista

Se http://www.altavista.com.

Bilag 2b. AltaVista-søgeresultat med søgeord: 'guldhorn'. 17. januar 1999
AltaVista found 39 Web pages for you.

1. Peter Grosell Antiquarian Bookseller - Denmark
ART. L'ABBEILLE DES DAMES. Paris n.d. (c. 1860). Med håndkoloreret titelblad samt 16 farve-tavler. 232 s. Indb. med helt guldsnit i orig. lyserød kart....
URL: www.grosell.dk/pg1000.html
Last modified 16-Sep-98 - page size 183K - in English [ Translate ]

2. Guldhornet
nbsp; Banegårdsplads 10, 8000 Århus C Tlf. 86 12 02 62. På byens mest charmerende hjørne tæt ved banegården finder man Guldhornet. Speciel stemning, søde.
URL: www.aarhus-tourist.dk/dansk/doku/guldhorn.html
Last modified 28-Jul-98 - page size 1K - in Danish

3. 8a
10.MÅL. 9a. 9b. 9c. 8a. 8b. 8c. 7a. 7b. 7c. 6a. 6b. 6c. 5a. 5b. 5c. 4a. 4b. 4c. 3a. 3b. 3c. 2a. 2b. 2c. 1a. 1b. 1c. Start. Hvad har Gorm Guldhorn til pynt.
URL: www.horsenskom.dk/quiz/quiz1/a13.htm
Last modified 15-Apr-98 - page size 4K - in Danish

4. Landet bag digerne
Natur / Historie / Kultur / Områdebeskrivelser / Litteraturliste. Sønderjylland Rundt. af. Torbjørn
Ydegaard. Landet bag digerne. Afsnittet Landet bag...
URL: www.skolenet-syd.dk/~lejrskoler/TY.omr09.html
Last modified 12-Aug-98 - page size 20K - in Danish

5. Guldhornet
nbsp; (The Golden Horn) Banegårdsplads 10, 8000 Århus C Phone 86 12 02 62. Unique ambience, charming waitresses, and quick service put you right in the...
URL: www.aarhus-tourist.dk/engelsk/doku/guldhorn.html
Last modified 7-Jul-98 - page size 1K - in English [ Translate ]

6. 13
Almanackor. Till Almanacksförlagets almanackor. Till Filofax almanackor. Till reklamalmanackor. Almanacksförlagets almanackor 1999. Till Björk alm. Till...
URL: www.deltaoffice.se/13.htm
Last modified 16-Jun-98 - page size 46K - in Swedish

7. Guldhornet
nbsp; Banegårdsplads 10, 8000 Århus C Tel.: 86 12 02 62. An der reizvollsten Ecke der Stadt, unweit des Bahnhofs, liegt das Restaurant Guldhornet. Die...
URL: www.aarhus-tourist.dk/tysk/doku/guldhorn.html
Last modified 7-Jul-98 - page size 1K - in German [ Translate ]

8. Deltag i
Deltag i jagten på det tredje guldhorn.... Her er muligheden for at deltage i skattejagten som Indiana Jones forpustet ville give op over for.Der kræves...
URL: www.hjemsted.dk/dansk/kurser/Guldhorn.htm
Last modified 24-Jul-98 - page size 4K - in Danish (Win-1252)

9. Total list S
Total list S. Name (F=bottle) Brewery. Country (bought) vol % mean. n. t#/date/n. Dorada (F) Cervecera de Canarias. Spain. 3,77. 43/860113/9. Cruzcampo..
URL: www.pheromone.ekol.lu.se/TotallistS.html
Last modified 16-Sep-96 - page size 62K - in Swedish

10. Tønder Turistbureau - Seværdigheder
Apotekermuseet. Offizinet i "Det Gamle Apotek" er indrettet som apotekermuseum med mulighed for at se alle de gamle remedier og rekvisitter. Her findes...
URL: www.tdr-turist.dk/r5.htm
Last modified 18-Sep-98 - page size 4K - in Danish (Win-1252)

11. TØNDERS HISTORIE
TØNDERS HISTORIE. Tønder er Danmarks ældste by med officiel stadsret. Byen nævnes første gang i ca. 1130 som en havneby, og i byens våben er der da også...
URL: www.dentist.dk/toender.htm
Last modified 9-Aug-98 - page size 9K - in Danish

12. Jens August Schade 1
Please note: All files marked with a copyright notice are subject to normal copyright restrictions. These files may, however, be downloaded for personal...
URL: art-bin.com/art/aschade1.html
Last modified 30-Mar-98 - page size 60K - in Swedish

13. II.
II. I skärgården utanför Nykarleby ligger en stor, vacker holme, som kallas Alörn. Den är rik på buskar och träd, har utmärkta bärmarker, präktiga...
URL: wwis.upnet.se/selma/zachr/zachr10.html
Last modified 26-Apr-96 - page size 9K - in Swedish

14. AKB - Almene boliger
ALMENE BOLIGER. Tryk på nummeret i det område du vil springe ned til, f.eks. . Nr. påkort. Afd.nr. Afdelingens navn og art. Opførel-sesår. Antal boliger..
URL: www.akb.dk/almen.html
Last modified 24-Jul-97 - page size 45K - in Danish

15. Guldhornene
Hjemmesiden / Lejrskoler / Lejrpladser / Naturture / Natur / Kultur / Historie / Statistik / Find / Hjælp. Amtscentret for Undervisning. Lejrskole i...
URL: www.skolenet-syd.dk/~lejrskoler/F.022d.html
Last modified 11-Aug-98 - page size 2K - in Danish

16. Lidt om Danmark...
Flemming Ravn Neft's Denmark page in Danish Included subjects at this web side:
URL: inet.uni2.dk/~nefts/flemming.htm
Last modified 17-Jul-98 - page size 13K - in Danish

17. No Title
Melodi: Der bor en bager En nat jeg lå hjemme under dynen og trak mit vejr ind og ud af trynen kom lille Ole med paraply'en han viste mig nogle sære syn...
URL: www.festsange.dk/images/julnyt02.txt
Last modified 20-Apr-98 - page size 2K - in Danish

18. biblioteksavis
nbsp;BIBLIOTEKSAVISEN. Redaktionsudvalg: Eli Frederiksen og Kirsten Rasmussen. Udkommer kvartalsvis. Nr. 3/juli 1998 Til hovedside. Indhold: Tanker...
URL: www.skaelskoerbib.dk/global/avis.htm
Last modified 15-Jul-98 - page size 15K - in Danish

19. timetab5.htm
Hen over landskabet står endnu en tidløs em af nedgravede guldhorn og flinteflækker og stenøkser og bjørneurin. Hen over landskabet driver en tid endnu en.
URL: www.ikast-komm.dk/nordre/prakmusi/knapper/timetab5.htm
Last modified 6-Aug-97 - page size 1K

20. No Title
Henrik Holmboe Institut for Lingvistik Aarhus Universitet Otto Rudsgade 67-69 DK-8200 Arhus N KONKORDANS OVER DE DANSKE RUNEINDSKRIFTER De danske...
URL: www.nodali.sics.se/NoDaLiDa/1983_ups/NOD...1/NODA83-11.txt
Last modified 1-Aug-98 - page size 12K - in Danish

21. Lidt om Danmark...
Flemming Ravn Neft's Denmark page in Danish Included subjects at this web side:
URL: www.dna.affrc.go.jp:10081/-_-http:/inet....ts/flemming.htm
Last modified 17-Jul-98 - page size 14K - in Danish

22. En rejse til jernalderen
Søndagsavisen uge 40. En rejse til jernalderen. Stolper markerer omkredsen af Kongehallen i det område, hvor det arkæologiske center skal etableres. Foto:.
URL: www.sondagsavisen.dk/1996/40/Indland/40004/40004.html
Last modified 20-Jun-97 - page size 5K - in Danish

23. Jansen - Jørgensen
Jansen, Henrik M. Træskomaleren - Et fynsk kalkmaleriværksted i 1400-tallet. Skrifter fra Svendborg & Omegens Museum, Bind 30, 1991. Jensen, Anne E. Brønd.
URL: 130.225.121.228/english/feature/litlist/htm/litt12.htm
Last modified 24-May-97 - page size 2K - in Danish

24. No Title
Runerne. Umiddelbart kunne man måske foranlediges til at regne runerne for vor ældste nordiske skriftform, men således forholder det sig imidlertid ikke...
URL: www.netby.net/Nord/Mandelvej/odin/runer.htm
Last modified 1-Mar-98 - page size 7K - in Danish

25. Untitled Document
URL: www.balbib.balk.dk/VaegAvis/NytBib_CL.html
Last modified 6-Aug-98 - page size 21K - in Danish

26. Uddrag fra skrifterne
Det officielle Vinterskrift '97: Siden Sidst. Formandens beretning. Årets gang i stikord. Referat af generalforsamlingen. Elevforeningens regnskab....
URL: www.ryhojskole.dk/elevforening/vinter97.html
Last modified 2-Jun-98 - page size 65K - in Danish

27. No Title
1. Lär dig översikten om språks släktskap. Lär dig själv!!! 2. Till vilken språkgrupp hör finskan, ungerskan, samiskan? De tillhör de finsk-urgiska...
URL: www.geocities.com/TheTropics/Shores/4296/svenska.html
Last modified 25-Apr-97 - page size 10K - in Swedish

28. Hvem Hvad Hvor
Bøgerne på listen er alle udgivet efter den 1. august 1997.NADAS, PETER: MEMOIRERNES BOG Roman. Bind 1. Oversat af Peter Eszterhas. Munksgaard/Rosinante...
URL: www.hhh.dk/lister/tekst/boeger/skoen/n-skoen.htm
Last modified 16-Aug-98 - page size 8K - in Danish

29. Jansen - Jørgensen
Jansen, Henrik M. Træskomaleren - Et fynsk kalkmaleriværksted i 1400-tallet. Skrifter fra Svendborg & Omegens Museum, Bind 30, 1991. Jensen, Anne E. Brønd.
URL: kalk.historie.ku.dk/english/feature/litlist/htm/litt12.htm
Last modified 24-May-97 - page size 2K - in Danish

30. "Jeg hader Oehlenschläger"
04 May 1998 12:55 Skønlitteratur Item. From:Niels Ivar Larsen. Subject:"Jeg hader Oehlenschläger" To:Skønlitteratur. Derfor hader jeg Oehlenschläger...
URL: www.politiken.dk/konf/Sknlitteratur/1998...hlenschlger.htm
Last modified 27-Aug-98 - page size 11K - in Danish

31. MA-Service Lagerkatalog
ALMANACKOR. Detaljnr:Benämning:Antal. Sort. Enhet. 1550. ÅRSKALENDARIUM. 1. ST. ST. 1705. AFFISCHKALENDERN. 1. ST. ST. 2202. STORT KALENDERSTÄLL SVART. 1..
URL: www.dataphone.se/~andr-str/bamc/malkat/malkat70_Page3.htm
Last modified 15-Sep-98 - page size 27K - in Swedish

32. Artiklar: Brännbollens historia
Brännbollens historia. En spelplan, ett slagträ och en liten boll. Den utrustning som krävs för att spela brännboll är sannerligen inte avancerad....
URL: www.acc.umu.se/~brum/bb94/articles/Brnnbollenshistoria.html
Last modified 23-Sep-98 - page size 6K - in Swedish

33. Fotnot
nbsp; [ Burträskbygdens historia | När avskildes Burträsk som egen socken? | Geologi | Fornfynd | Fångstgropar ] [ Burträsk Bibliotek | Kalvträskskidan |..
URL: www.burtrask.com/historia.shtml
Last modified 15-Aug-98 - page size 45K - in Swedish

34. Untitled Document
URL: balbib.balk.dk/VaegAvis/NytBib_CL.html
Last modified 1-Sep-98 - page size 28K - in Danish

35. Ibsen ordliste: guden - guldkrans
Forrige side] [Indeks] [Neste side]Ibsen ordliste: guden - guldkrans. 4 guden 1 gudsforhadte 1 guldbollen 1 gudens 1 gudsfornægter 1 guldbrammende...
URL: kh.hd.uib.no/ibsen/ordliste/ord171.htm
Last modified 27-Feb-96 - page size 4K

36. Guldfund i Århus - Århus Stiftstidende 1997-08-28
Aring;rhus Stiftstidende 1997-08-28. Ulla Bendixens sang løfter folkeviserne fra det flade og almindelige til det fler-dimensionelle og dragende. Guldfund.
URL: www.sprog.auc.dk/~motr96/sortmuld/www/li...rs/as970828.htm
Last modified 6-Oct-97 - page size 5K - in Danish

37. Danske romaner før 1900 – en introduktion
Henrik Pontoppidan:Det forjættede Land. 1892. Romanen som genre Dannelsesromanen Udviklingsromanen Epoker og ismer Symbolisme Tradition og pendul....
URL: www.silkeborg.bib.dk/elekby/personale/~h.../velkommen.html
Last modified 15-Aug-98 - page size 32K - in Danish

38. Epoker og Ismer - 1
Epoker og ismer - 1. Nyskabelse og tradition Tradition og pendul Romantikken Romantik og Sort Romantik Til forsiden Til Epoker og Ismer - 2 Til Epoker og..
URL: www.silkeborg.bib.dk/elekby/personale/~h...r/epoker_1.html
Last modified 22-Sep-98 - page size 10K - in Danish

39. Peter Grosell Antiquarian Bookseller - Denmark
HISTORY. ALEXANDER I - HELLESEN, H.F.: Omrids af Alexander I, Kaiser af Ruslands, Liv og Regjeringstid. Efter H.E. Lloyds engelske Original. Kbhvn. 1829...
URL: www.grosell.dk/pg2000.html
Last modified 16-Sep-98 - page size 80K

Bilag 3: Teknologirådets telehøring

Bilag 3b. Seks indlæg i diskussion om oplysnings- og demokratiprojekt.
   
Oplysningsprojekt og demokratiprojekt
Indlæg i dette emne:
Steffen Stripp
Ole Aasmoe
Steffen Stripp
Steffen Stripp, ss@tekno.dk
Mandag d. 09 November 1998, 16:19
I indledningsoplæggene i fredags fremhævede Luc Soete nødvendigheden af at fremme den ikke kommercielle side af Internettet og Jens Hoff slog til lyd for at bruge IT som et værktøj til at styrke demokratiet. Teknologirådet har i et projekt om "IT og indflydelse" (se høringens baggrundsmateriale) beskrevet muligheder og trusler, for hvordan IT kan påvirke den enkeltes indflydelse. Det er slående, at det ser ud som truslerne kommer ‘af sig selv', fordi stærke private aktører via markedskræfterne vil realisere dem. Omvendt med mulighederne, de synes alle at skulle skabes ved en særlig indsats. Internets muligheder for at styrke demokratiet, og det muligheder for - gennem borgernes egen anvendelse - at skabe livskvalitet, kræver at der satses på det.
    Befolkningen skal inddrages langt mere aktivt i udformningen af info-samfundet. Der findes jo ikke et særligt informationssamfund, som adskiller sig fra det bæredygtige samfund, eller et andet tænkt eller ønsket fremtidssamfund. Vi står over for store sociale og kulturelle forandringer og ikke bare overfor en teknologisk udfordring. I øvrigt er det jo en almindelig erkendelse at den afgørende forudsætning for succesfuld indførelse af IT-systemer er organisatoriske forandringer; og det er også rigtigt på samfundsplan. Det er ikke nok at informere om at toget kører. Vi skal diskutere hvordan togvognen skal indrettes og hvor den skal køre hen.
    Jeg vil derfor foreslå to projekter, som skal inddrage borgerne i at finde måder til at udnytte Internets muligheder:
    - Et OPLYSNINGSPROJEKT, der tager udgangspunkt i holdninger og værdier. Hvordan vil vi leve med de samfundsforandringer der sker i disse år? Hvilke sociale og kulturelle forandringer skal vi satse på? På trods af den udbredte medieomtale af IT og informationssamfund kan man ikke sige der har været nogen bredere folkelig debat eller opbakning til IT politikken. Et oplysningsprojekt skal ikke bare handle om at informere befolkningen, men snarere være en teknologivurdering, hvor deltagerne har mulighed for at foretage deres egen vurdering af hvordan vi skal bruge informations-teknologien.
    - Et DEMOKRATIPROJEKT der giver økonomisk og praktisk støtte til borgere, som vil bruge informations-teknologien til øge egen indflydelse. Det kan f.eks. være opbygning af lokale borgernet, som led i udvikling af lokalsamfundet, etablering af patient-grupper til oplysning og gensidig støtte eller styrkelse af græsrodsnetværk. Tanken om, at man skal støtte borgernes egne initiativer er kendt fra miljøområdet med etablering af bla. en Grøn fond og Grønne familjer. Videre må der etableres egentlige forsøg med demokratiske projekter, f.eks. elektroniske forsamlingshuse og telehøringer.
    Et oplysningsprojekt og et demokratiprojekt kræver organisation og økonomi. Set i lyset af den milliard satsning der i disse år sker på at udbrede IT på alle samfundslivets områder er det på høje tid der satses millioner på at inddrage og aktivere borgerne i udformning af fremtidens samfunds anvendelse af IT.
-o-
Oplysningsprojekt og demokratiprojekt
Ole Aasmoe, oaa@mag3.aarhus.dk
Onsdag d. 11 November 1998, 11:18
Der mangler et væsentligt projekt i Steffen Stripps "projektkatalog", nemlig et erfaringsopsamlingsprojekt. Nu har både den offentlige og private sektor gennem lang tid samlet (forhåbentlig) værdifuld erfaring i brug af informations- og kommunikationsteknologi. Det ville være på sin plads at afkræve aktørene (og meningsdannerne) en form for dokumentation for de bastante udmeldinger.
    Hvad er de konkrete erfaringer ? Hvilke resultater er der opnået ? Bliver de formidlet, og i så fald, hvordan ? Hvad er successkriteriene, og hvad kendetegner fiaskoene ?
    Alt for mange IT-projekter (ikke mindst i offentlig regi) bærer præg af regionalt og/eller sektorielt snæversyn, og deraf følgende produktion af "dybe tallerkener". Leverandørene gnider sig i hændene, når de kan sælge halve løsninger til nye kunder, der ikke har en chance til at vurdere hvorvidt den anden halvdel følger med eller ej.
    Som IT-ansvarlig i en større offentlig organisation føler jeg et stort ansvar for at formidle resultater og erfaringer ud over vores egen svævre virkelighed, men det kræver engagement og gode personlige relationer at finde egnede miljøer og fora for dette.
    Man kan selvfølgelig deltage i uoverskuelige diskussionsgrupper på internettet eller spendere tid (og som regel mange penge) på at deltage i konferencer hvor udbyderne dirigerer (og manipulerer) dagsordenen, således at mange essentielle indgangsvinkler til problemer aldrig bliver belyst, da det kunne blotlægge en leverandørs (eller for den sags skyld en organisations) manglende kompetence.
    Jeg vil opfordre brancheorganisationer, foreninger, den offentlige sektor og alle andre til at nedtone (gruppe-)egoistiske holdninger, og lade alle få del i de erfaringer der er gjort, ikke mindst de dårlige !
-o-
Oplysningsprojekt og demokratiprojekt
Steffen Stripp, ss@tekno.dk
Mandag d. 23 November 1998, 15:57

Jeg har på en mail sendt til min mailadresse fået følgende kommentar til mit forslag om et
oplysningsprojekt:
    Fra mit forslag: "Et oplysningsprojekt skal ikke bare handle om at informere befolkningen, men snarere være teknologivurdering, hvor deltagerne har mulighed for at foretage deres egen vurdering af hvordan vi skal bruge informations-teknologien."
    Enig med dig, men uden deltagerne har en basis viden på området, hvordan kan de komme med en vurdering?
    Du rejser et reelt problem - som i teknologivurderings miljøet har fået et navn: innovationsparadokset.
    Ved en teknologis første udvikling, er der oftest store valgmuligheder; teknologien skal så at sige først udformes gennem forsøg og anvendelse. I starten er teknologien ikke synderlig udbredt og den har derfor heller ikke særlige konsekvenser - og der er heller ikke den store interesse og diskussion om den. Efterhånden vil teknologien blive mere fastlagt og dermed bliver valgmulighederne færre og færre. Samtidig får teknologien mere synlige konsekvenser og der opstår en bredere interesse og debat om den. Det bringer os i det paradoks, som altså er blevet kaldt for innovations paradokset, at indflydelsesmulighederne er bliver mindre på det tidspunkt hvor interessen for at få indflydelse bliver bredere.
    Et af målene med et oplysningsprojekt kan derfor siges at være at sætte gang i en bredere debat "i tide", dvs. mens der endnu er valgmuligheder og mulighed for politiske indgreb.
    Men vi vil stadig have det problem at vi må diskutere før vi kan se alle konsekvenser. Der er ingen let løsning, men i et oplysningsprojekt kan man bringe viden ind i debatten via oplæg og uddannelse; endvidere kan der åbnes mulighed for at deltagere med forskellig baggrund bringes sammen. Endelig tror jeg det er vigtigt at der netop er tale om et oplysningsprojekt (og ikke en informationskampagne), som tager udgangspunkt i værdier og holdninger og derfor stiller spørgsmålet: hvad vil vi; og ikke blot lægger op til at vi skal tilpasse os informations-teknologien med svar på hvordan bruger vi IT.
venlig hilsen Steffen, Teknologirådet
-o-
Danmark sakker bagud!!!
Jimmi Kristensen, kj310573@geo.geol.ku.dk
Torsdag d. 12 November 1998, 16:59
Danmark sakker bagud på IT-området, fordi vi prioriterer forkert på uddannelse og folkeoplysning. På aftenskolerne ser man næsten overalt i landet kurser i bolchekogning, karmatolkning, astrologi og lignende ting; men ser man overhovedet kurser, der omhandler IT; når man ser sådanne kurser er det ofte på et temmeligt lavt niveau, begynder - brugerniveau, mens eksempelvis kurser i opbygning af egen hjemmeside og lignende er sjældne.
    - IT skal derfor integreres i folkeoplysningen, hvor en mere kritisk vurdering af hvordan man bruger de mange penge også kunne være gavnligt. I folkeskolerne ser man mange steder idag computere, men på de videregående uddannelser, hvor der er klart større behov for IT, er der noget længere mellem maskinerne.
    Da jeg gik ud af mit gymnasium i 93, havde vi udover de forhadte picoliner, kun en enkelt (1) maskine til et helt gymnasium, da denne ikke var tilknyttet internet, og ikke forbundet med printer, blev den som oftest benyttet til spil. I øvrigt er der stor mangel på pladser på datalogi og en række andre IT-uddannelser, mens man udvider antallet af pladser på humaniora. Desuden lader rammerne og studiemiljøet en del tilbage på Københavns universitet, hvor det naturvidenskabelige fakultet skal spare en formue. Ønsker man en IT- udvikling, der ikke kun skal være på brugerniveau kræver det store ændringer i uddannelsessystemet:
    - Der bør derfor ske en styrkelse af de naturvidenskabelige fag allerede i folkeskolen, især matematik og fysik, flere lærere bør have liniefag i netop disse fag og timetal og pensa øges. Desværre gør vi eleverne en bjørnetjeneste ved at beskære krav og timetal i disse "svære" fag, det skader sidenhen vort samfund, når en stor del af eleverne anser naturvidenskab for svære fag, især i en tid erhvervslivet efterspørger folk med disse kvalifikationer.
    - på seminarierne bør de kommende lærere lære om IT og anvendelsesmulighederne.
    - på de videregående uddannelser bør der ske en kraftig styrkelse af IT. Hvorfor taler man kun i folkeskolen om en computer til hver elev, og ikke på de højere uddannelser, hvor behovet er enormt meget større?
    - udvalget/kendskabet til software ofte begrænset på uddannelses institutionerne, mange steder ville det være yderst gavnligt at anvende de samme programmer, som man anvender i erhvervslivet.
    - De naturvidenskabelige og ingeniørmæssige uddannelser bør styrkes, desuden skal erhvervslivet have mulighed for lettere at importere arbejdskraft med disse kvalifikationer, og samarbejde / handle med IT-virksomheder i tredielande Østeuropa, Asien og Latinamerika, ellers stiller vort erhvervsliv dårligt, ved ikke selv at have uddannet tilstrækkeligt med kvalificerede folk.
    - Vi må indse at med dansk middelmådighed når vi ikke ret langt, mange af de folk der idag beskæftiger sig profesionelt med IT, selv har lært sig, at bruge teknologien, eller har selv måttet betale for deres uddannelse.
    - det er nødvendigt med en REEL liberalisering af teleområdet, der kan sænke priserne, og svække TeleDanmarks monopol. Dette giver også mulighed for hurtigere netforbindelser og andre kvalitative forbedringer.
    - IT vil kunne tilføre demokratiet en ny dimension, idet der kan finde en åben debat sted om vigtige emner, det offentlige bør åbne op for debatter og høringer på internettet såsom denne. Specielt til store spørgsmål, hvor politikerne har behov for at høre befolkningen, kan internettet være et velegnet medie.
-o-
Kommentar til Oplysnings- og Demokratiprojekt
Stig A. Andersen, stig.a.andersen@get2net.dk
Onsdag d. 25 November 1998, 13:31
Kommentar til Oplysnings- og demokratiprojektet (17,18)
Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden andens ledelse. Hav mod til at betjene dig af din egen forstand!
Immanuel Kant
Kun de normer kan gøre krav på gyldighed, der finder (eller vil kunne finde) samtykke hos alle berørte parter som deltagere i en praktisk diskurs.
Jürgen Habermas

Forslag til projektindhold:
Udvikling af redskaber til forstærkning af individuel deltagelse i diskurs- og beslutningsprocesser med henblik på optimering af informationsudveksling, vidensudvikling og ressourceprioritering.
    For eksempel værktøj, som forener Kants og Habermas tanker:
    Et vurderingsværktøj, som indbyder dig til at betjene dig af din egen forstand uden andens ledelse gennem uopfordret selvstændig stillingtagen til hvad som helst, hvor som helst, hvornår som helst.
    Et diskursværktøj, som netværkssammenfatter alles stillingtagen til alt i en uenigheds-aktiveret, konsensus-fokuserende ordstyring.
    For eksempel et internetværktøj til kollaborativ navigation. Hvor navigationsfunktionen er baseret på brugernes uopfordrede individuelle vurdering af og aktive stillingtagen til fremkaldt information (jf. forslaget i indlægget "Direkte demokrati i debatten").
-o-
Direkte demokrati i debatten
Stig A. Andersen, stig.a.andersen@get2net.dk
Tirsdag d. 24 November 1998, 16:01
Forslag til direkte demokrati i debatten.
    Nøgleord: uopfordret stillingtagen, digitale markeringsdata, data-mining, kollaborativ navigation/ordstyring/beslutning.
    Forslaget går ud på at lade debattens synspunkter og forslag optræde som emner for digital stillingtagen/markering, og at udnytte de registrerede markeringsdata som grundlag for prioritering af emnerne. Denne kollektive prioriteringsfunktion kunne udnyttes til sortering af emnerne i forskellige situationer. Dels i debattens udvikling, som en kollektiv ordstyrings/navigationsfunktion. Og dels i debattens konklusion, som en kollektiv beslutningsfunktion.
    Digital stillingtagen kan f.eks. udføres ved at knytte holdningsmæssige nøgleord til udpegede (markerede) synspunkter og forslag. Brugerne kan være med til at definere disse nøgleord. Indledningsvis foreslås nøgleordene: negativ, usikker, positiv.
    Metoden kræver en software, som kan omsætte markeringsdata til relevant prioriteringsdata. For eksempel en prioritering af debattens ytringer med henblik på en navigations- ordstyrings- og beslutningsfunktion. Og - som noget nyt - en prioritering af debattens deltagere med henblik på en aktiv invitationsfunktion i debattens ordstyring (navigation). Dvs. en funktion, hvor deltagerne på grundlag af deres markeringsmønster inviteres/opfordres aktivt til at komme med et verbalt indlæg i debatten.
    En sådan (data-mining) software kunne forsøges modelleret over debattens grundlæggende funktion: at forene modstridende synspunkter i en verbal konkurrence, hvor alle deltagere er dommere. Dvs. således, at alle deltagernes bedømmelse af alle fremkomne ytringer sammenfattes til en ordstyring (navigation), som fokuserer på uenighed med det formål at uddybe/forstyrre/opløse den. Modellen kunne fx udnytte, at uenighed kan lokaliseres ved en analyse af polariseringen af de registrerede markeringsdata.
    Modellen kunne tage udgangspunkt i eksisterende modeller, som har vist sig hensigtsmæssige med hensyn til fremkaldelse af generel og specifik information fra en samling af individuelle eksemplarer. Det er disse modellers evne til at modellere individuelle kognitive processer, f.eks. visuel ordgenkendelse, som tænkes udnyttet til modellering af kollektive kognitive processer i form af kollaborative ordstyrings- og beslutningsprocesser.
    I forhold til debattens nuværende stade indeholder den skitserede ordstyringsmodel to nye samvirkende funktioner til stimulering af deltagelse i debatten. For det første giver den en ny mulighed af at reagere spontant. Det, at man gennem en aktiv personlig reaktion kan afgive en indstilling til selvstændigt udpegede synspunkter i debatten, kan antages at virke stimulerende på læselysten. For det andet giver den en ny mulighed for at komme til orde. Det, at man gennem en aktiv kollektiv invitation opfordres til at give et indlæg i debatten, kan antages at virke stimulerende på skrivelysten.
    Dette forslag kunne indgå som konkret element i følgende af de fremsatte forslag:
    19. Videnshåndteringsprojekt ("fordi vi ikke er gode nok til at håndtere og sortere de enorme mængder information").
    18. Demokratiprojekt ("økonomisk og praktisk støtte til borgere, som vil bruge informations-teknologien til øge egen indflydelse..Videre må der etableres egentlige forsøg med demokratiske projekter")
    17. Oplysningsprojekt ("en teknologivurdering, hvor deltagerne har mulighed for at foretage deres egen vurdering").
    3. Borgerpaneler og demokratiske hensyn ("Vi skal insistere på, at nye IT-projekter også vurderes ud fra demokratiske hensyn")

Bilag 4: Borgerlig offentlighed

Den borgerlige offentligheds form og indhold
Den borgerlige offentlighed udviklede først i anden omgang en politisk offentlighed. Først voksede en litterær offentlighed frem, der kan betragtes som en udvidelse af den nye kernefamilies³²⁵ intimsfære, hvor privatfolk (mænd og siden også kvinder) i en art selvoplysningsproces behandlede erfaringer fra kernefamiliens privathed litterært og diskuterede dem. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at den anden nye specifikt borgerlige videnskab, som opstod i 1700-tallet, udover den politiske økonomi, var psykologien. Den litterære (kulturelle) offentlighed byggede på, at kunsten antog varekarakter, blev til salg for et alment publikum. Den fandt sted i de læsesale, teatre, museer og koncertsale, som blev offentligt tilgængelige, og i de 'salons', 'Tischgesellschaften' og 'coffee-houses' som i løbet af 1600-tallet skød op i de engelske, franske og tyske byer. I disse offentlige rum udviklede de borgerlige intellektuelle hoffets traditionelle selskabelige konversation til offentlig kritik, hvor idealet var, at argumentets autoritet hersker.³²⁶
    I de litterære offentligheder udvikledes tre af de principper, som blev så centrale for den politiske offentlighed og som den dag i dag ofte betragtes som ideale principper for en rationel debat. For det første: Alle mennesker kan udtale sig med lige god ret om det 'blot menneskelige'. Derfor fører kravet om argumentets autoritet til, at al status skal falde bort. Folk skal ikke være lige, men i diskussionen skal de se bort fra rangforskelle, ligesom økonomiske afhængighedsforhold bør være uvirksomme. For det andet kravet om, at alt principielt står til rationel debat. Og for det tredie at publikum principielt er uafsluttet. Der er altid andre i andre dele (andre kaffehuse) af det store borgerlige publikum, som muligvis kan bidrage med mere rationelle argumenter.³²⁷
    Den politiske offentlighed udviklede sig på baggrund af den selvforståelse, det borgerlige publikum havde udviklet i den litterære offentlighed. Der havde længe i Europa været kritik af de enevældige kongers magt, men med den politiske offentlighed voksede et alternativ til kongens herredømme over det umyndige folk frem. Det rationelle ræsonnement: "ihrer Idee nach verlangt eine aus der Kraft des besseren Arguments geborene öffentliche Meinung jene moralisch prätentiöse Rationalität, die das Rechte und das Richtige in einem zu treffen sucht."³²⁸ På baggrund af dette retfærdige og rigtige resultat af argumenternes kamp kan legitime beslutninger om, hvad der er legalt, træffes.
    I den borgerlige offentligheds selvforståelse var den litterære offentlighed, hvor deltagerne var mennesker slet og ret, "homme", og den politiske, hvor deltagerne var ejendomsbesiddere, "bourgeois", én og samme offentlighed. Men i virkeligheden var det ikke helt sandt. Kvinder og uselvstændige var både faktisk og juridisk udelukket fra at deltage i den politiske offentlighed, mens de udgjorde den største gruppe i den litterære.³²⁹
    I den politiske kamp, der efterhånden tog fart i de store europæiske lande, for at den borgerlige offentligheds offentlige mening skulle komme til fungere som legitimeringsgrundlag for den offentlige myndigheds beslutninger, spillede pressen en væsentlig rolle. I England etablerede pressen sig som kritisk organ for den politiske offentlighed med tidskriftet Craftsman (1735). Fra da af blev kravet om offentlighed i myndighedsudøvelsen et stadig stærkere krav: Parlamentsforhandlinger og -debat, politiske intriger, statens forvaltning osv. blev efterhånden beskrevet og kritiseret i pressen. England oplevede aldrig en borgerlig revolution som Frankrig og Tyskland, men gennemgik en langsom bevægelse mod at parlamentet blev hjemsted for den politiske offentligheds diskussioner. Ved overgangen til det 19. århundrede var det politiske ræsonnement organiseret i så udstrakt grad, at den politiske offentlighed var parlamentets delegeredes officielle diskussionspartner. Både i Frankrig og Tyskland skulle man igennem en periode med streng censur af pressen og voldelige revolutioner, før en lignende status var opnået. Efter disse udviklinger og revolutioner står vi tilbage med et samfund med parlamentarisk regeringsform, hvor offentligheden spiller en central rolle. Franskmanden G. Guizot formulerer i 1851 den ideale offentlige menings herredømme: "C'est le plus le caractère du système qui n'admet nulle part la légitimité du pouvoir absolu d'obliger tous les citoyens à chercher sans cesse, et dans chaque occasion, la vérité, la raison, la justice, qui doivent régler le pouvoir de fait. C'est ce que fait le système représentatif: 1. par la discussion qui oblige les pouvoirs à chercher en commun la vérité; 2. par la publicité qui met les pouvoirs occupés de cette recherche sous les yeux des citoyens; 3. par la liberté de la presse qui provoque les citoyens euxmêmes à chercher la vérité et à la dire au pouvoir."³³⁰
    Den borgerlige offentlighed hentede altså sin legitimering i, at de, der var medlem af borgerskabet og derfor havde position og evner til at deltage i den offentlige diskussion, også havde reel adgang til det. Den offentlige mening var en mening, der var konsensus om, og som var rationel. Den borgerlige offentlighed kunne altså fungere som legitimering af, hvad og hvordan det var legalt at dele.
    Bemærk, at jeg i det foregående afsnit taler om, at kun de, der havde position og evner, havde adgang til den borgerlige offentlighed. Det var der naturligvis nogen, der ikke havde. Dengang som nu var langt størstedelen af befolkningen uden den ejendom, som var den ene forudsætning for at blive betragtet som egnet. De, der havde ejendom var nemlig også de, der var dannede.³³¹ Denne udelukkelse af arbejdere, kvinder, tjenestefolk osv. fra beslutningsprocessen blev forklaret med, at den offentlige mening skulle være rationel og ikke bære præg af særinteresser. De borgerlige havde i deres egen selvforståelse ikke en egentlig klasseinteresse. De var interesseret i at skabe muligheden for, at alle kunne blive vareejere og dermed opnå (ud)dannelse, så de kunne deltage i den borgerlige offentlighed. Borgerne var udmærket klar over, at der var nogen, der blev udelukket, og de retfærdiggjorde det med, at de udelukkede havde mulighed for at blive en del af den borgerlige offentlighed, hvis de blev ejendomsbesiddere. Den mulighed eksisterede, mente man.³³² Men holdningen blev kritiseret allerede fra begyndelsen af det 19. århundrede. Den mest kendte i dag er nok Karl Marx, som kaldte den offentlige mening for falsk bevidsthed. Han analyserede, hvorledes de kapitalistiske produktionsformer beror på en udnyttelse af den merværdi, der opstår, når arbejderen er tvunget til at sælge sit arbejde billigere, end det er værd. I stedet for et middelklassesamfund, der består af selvstændige småvareproducenter, der udveksler produkter på det frie marked, opstår et klassesamfund med store masser af besiddelsesløse arbejdere, der lever i armod, og en lille overklasse af besiddere, der udnytter arbejderne.³³³ Denne forudsigelse skulle jo vise sig ikke at være helt (men dog noget) i overensstemmelse med historiens gang. Men Marx havde blandt andet ret i, at der består og vil bestå klasse- og dermed interessemodsætninger i et kapitalistisk samfund.

Bilag 5: sixdegrees

Se http://www.sixdegrees.com (kræver medlemskab – som opnås gratis af alle).

Bilag 5b. Indlæg i 'Are we backsliding?'-diskussionen.
Are we backsliding?
Sex and gender
Lisa Roth
2/6/99 07:16 PM
When I was in high school, during the 'I am Woman, hear me Roar' era, I honestly *believed* in the equality of women. I was sure that the rest of the world had come to the same reasonable conclusion that women and men are equal. There was open discussion of the issue everywhere you looked. At the same time, due to certain constraints placed on television and magazines, there were no almost-nude photo layouts, and commercials actually seemed product related, rather than sex related. With the relaxation of those guidelines/constraints, we are now subject to sex selling everything. This is so belittling. It's an insult to anyone's intelligence, be they female or male. I believe it has contributed to the 'backsliding' we can witness today with women's issues. But sex sells, and it sells more than the product. It sells a new generation on the thought that women are only good for two things, and it's obvious which is more important.

Summary in English

The internet. Atom or fragment

Thesis: Communication technologies are formed, developed and function dialectical determined by society's existing communication technologies, by transhistorical and cultural recurs bases and by production relations and society formations.

Man and his world is not the same after the formation of a new communication technology. I prove the thesis by investigating three important communication technologies: Body, writing and printing press. In this way I also characterise important features by the three communication technologies, which helps me in the characterisation of the internet. It is a result of the thesis that the internet as a communication technology will have consequences for us and our society as outlined in the thesis.
    I begin the second part with a short outline of the history of the internet. It is comprised by three main types of agents: Military, scientific and commercial, who's co-operation and interests has left their separate traces on the internet as it is today. Parliamentary agents has not in any considerable extent found their role. Most political initiatives is concentrated on improving the conditions for the market to develop the internet. Since the Info-2000-rapport from 1994 Danish initiatives has been taken to get the technology spread out to primary schools, in public libraries etc. among other things to avoid that the so-called technological B-team are 'left behind the development'. These initiatives are not discussed in the dissertation, among other reasons because they are not really focused on the use of the internet, but more on the admittance thereto. I set the stage for the use perspectives to be investigated thoroughly.
    In the rest of part two of the dissertation I investigate the two conceptions 'information' and 'communication', which are both central in the debate on the internet, while an investigation into the conceptions in general and in concrete uses can explain characteristics of the internet as a communication technology. I ask the following question:

Question 1: a. What is information? What kind of perception and sharing of information does the internet encourage? b. What is communication? Can communication via the internet lead to a more democratic society?

It is a part of my dialectical theory that the scholar is committed to and concerned in the subject investigated. This implies that the scholar proposes suggestions for better and healthier ways to organise the subject under investigation, and draw up experiments that he or she is ready to participate in him- or herself. Therefore I ask along the way and in the end the question:

Question 2: How can we (individually and collectively), through experiments and praxis, contribute to that the internet technology is used to assist in the creation of healthy connections between people and between people and their environments.

In the dissertation I give a number of answers to these questions. Information – which I prefer to call texts – does not exist outside human beings. Information has different meaning to different people, and it is part of and is decided by connections between people and their (bio-, ideo- and sociologic) environment. The idea that everything can be found on the net is wrong. There are lots of information on the net, but far from always the information one needs. Often it is insufficient or outright wrong. The net is organised in a way, that easily leads to that information is perceived as if it is not a part of a context. This context is not always easy to see through in the practical use of the internet, but the dialectical communication model that I take over from Bang and Døør, is a good heuristic model. I suggest that we use this model when we (in the education system and elsewhere) educate our self and each other, so that we can be better to analyse texts from the internet. More over I suggest that a public authority (The Royal Danish Library for example) establish a Danish Internet Library, so that we can strengthen the perception, that sees the internet as a texture of texts (fragments) in stead of seeing the internet as an anarchist collection of equal worthy atomistic information.
    A central vision for the internet is that it can be a tool for an improvement of our national and local democracy. After having outlined a model for how the political public sphere is situated in our modern society and how a democratic ecological communication can take form, I investigated this vision in the chapter on communication. The internet does not, as the most eager protagonists seem to think, automatically lead to radical or direct democracy – democracy demands effort, no matter what communication technologies we have. The internet leads to a lot of exclusion and suppression mechanisms (time, money, education, sex, age, knowledge of existence etc.), which people can not ignore if they want to use the internet as a democratic forum.
    Democracy is based on discussions, that leads to action. There are a number of newsgroups on the internet, but they are among other things suffering from inferior potential for common actions. The experiment with tele hearing set forth by the technology council solves several of the newsgroups' problems by introducing an chairman, by having a time limit and a clearly defined purpose with the discussion and by aiming at collective formulation of proposals and experiments. I view tele hearing as the best recommendation for how we can use the internet as a forum for political public sphere. But there are a number of problems in relation with tele hearings, among which the most considerable ones are that women and other groups are excluded or suppressed in the discussions and that the discussion only throw light on the subject in a superficial way. Anyway I suggest, that we initiate more experiments with tele hearings in different democratic contexts.
    The internet is used in many other types of communication. One considerable one is the one, that goes one between people that does not at first know each other, but seeks communication either for its own sake or to exchange information and knowledge on hobbies and interests. That type of communication does the American internet company sixdegrees offer. sixdegrees is typical for a large group of communication and contact arrangement companies on the net. The goal is according to sixdegrees' own words to create a place, where people can get in touch with people they know through their friends and where they can chat, discuss, share interests and exchange experiments and knowledge. The communication on sixdegrees is mediated by commercial interests and that characterizes the types of communication sixdegrees offer. The fundamental conception of human beings is that we are independent individuals that are constantly creating new relations to each other and give up existing ones and that has interest in exchanging any information and commodities with anyone. This conception gets (too) good conditions by communication on the net.
    Internet was born by the fear for the atom bomb. In that light the internet can be seen as the consequence of the atom age or as the full realisation of the atom age. The atom bomb could split everything in atoms. Now the internet does it rather effectively. The internet risks being a giant molecule of dispensable and replaceable atoms; the task is to make the internet Indras net (cf. the Buddhist tale).

Fodnoter