I stedet for virkeligheden

Skal man tro politikere, erhvervsfolk, uddannelsesfolk og andre, der har noget at sige, er internettet fremtiden. Så det er nok rigtigt. Spørgsmålet bliver nu, hvorvidt vi selv vil være med til at skabe denne fremtid, eller om vi med hænderne i skødet vil sidde afventende og lade den uundgåelige fremtid komme til os. Internettet, der i sin World Wide Web-form (den med den grafiske brugerflade) blot er små 5 år gammel, får i disse år skyld for mange ting, primært af positiv art. Men der er mange spørgsmål, der indtil videre har stået ubesvarede og sågar ustillede hen. Hvad betyder internettet for vores samvær med hinanden eller mangel på samme? Hvad betyder internettet for vores samfund og vores demokrati, hvad betyder internettet for vores uddannelse og kultur?

Jeg er selv tidligere computernørd, men har siden bevæget mig i retning af de humanistiske videnskaber. Jeg kan stadig fascineres af teknologiens vidundere, men er knap så sikker, som jeg har været, på, at teknologien kan løse alle problemer og skabe betingelserne for det bedste samfund af alle. Blandt fortalerne for internettet finder man blandt andre journalisten, videnskabsformidleren og videnskabsfilosoffen Tor Nørretranders. Han har i sin bog: Stedet som ikke er spået internettet og dermed vores samfund og liv en lysende fremtid. Med internettet er det åbne demokratiske samfund, som videnskabsmænd fra Bohr til Habermas har ønsket, inden for rækkevidde.
    Der er næppe mange, der er helt så fanatisk og ubetinget sikre på disse forudsigelsers vidunderlighed, som Tor Nørretranders er. Men positionen, skarpt trukket op, som den er, indeholder den fremskridts- og teknologitro, der gennemsyrer debatten om internettet i denne tid. Har vi et problem, skal teknologien nok løse det. Sådan hænger det bare ikke sammen. At mennesker kan udveksle lige så megen information over nettet, som de kunne, hvis de var tilstede i samme rum, gør ikke deres samvær autentisk. Omfavnelsen mister sin mening, hvis det blot er noget, jeg sanser, men ikke noget, der virkelig foregår. Nørretranders opfinder som pendant til nærvær ordet fjernvær. Når der via nettet kan udveksles 11 megabits per sekund (Mbps), og vi har udviklet teknologier til at omsætte disse til sanseindtryk, kan vi i princippet ikke opfatte mere med vores sanser. Så kan vi opleve fjernvær med en person på den anden side jorden, eller som Nørretranders så ærligt udtrykker sine egne længsler: "Tænk at kunne have sex med Madonna uden at være bange for at blive smittet eller holdt fast." (158).
    Hvad Nørretranders glemmer, er, at en del af glæden ved at være sammen med et andet menneske eller ved at være på slædetur på Grønland er det at være til stede, være der med hele sin krop og med de farer og udfordringer, den virkelige verden byder os. Og det er at blive holdt fast.

Internettet lover os den ultimative frihed. Uden at være bundet af vores krop kan vi allerede nu rejse hele verden rundt, møde og tale med alverdens anderledes mennesker, se fremmede kulturers billeder, høre deres musik. Det er blot om at gribe denne mulighed for frihed.

Men det er lidt som fuglen, der ikke tør forlade sit bur, selv om lågen åbnes: Frihedens teknologi er for døren. Tør vi tage udfordringen op? Eller foretrækker vi trygheden i de andres valg? Som den computerkyndige ungdomsoprører Ole Grünbaum udtrykker det i sin artikelsamling Computer Visioner: "Vi er ligesom fuglen, der har siddet så længe i buret, at den dag der kommer en og lukker lågen op og siger: 'flyv hvorhen du vil' – da sidder vi og virrer med hovedet og tænker over, om vi mon alligevel ikke har det bedre her i buret end derude, hvor vi selv skal skaffe os føden hver dag, og vi ikke ved, hvor vi skal sove næste dag, hvor rovdyr kan angribe os o.s.v. (147)

Det er med friheden som med tilfældigheden, den er livsnødvendig, for ellers bliver det hele for kedeligt og forudsigeligt. Men hvis alt var frihed, var der ikke noget at være fri fra og noget valg, der var mere værd end andre. Frihed er kun noget værd, hvis der er nogle grænser, der kan vælges indenfor, og som indimellem kan overskrides. Jeg føler mig allermest fri, når jeg ligger sikkert i min elskedes arme. Netop i samværet med andre mennesker bliver friheden meningsfuld – og begrænset. Hvad er friheden værd, hvis jeg hvert øjeblik kan rejse mig fra mit virtuelle fællesskab og forlade de mennesker, der påstås at være mine venner?
    Grundlaget for det menneskelige liv er det samvær og den samhørighed, der har en fælles fortælling om meningen med livet, om samfundet som det evige og identitetsskabende, om et liv i sammenhæng. Vi har brug for at kunne tro på vores omgivelsers udlæggelse af sandhederne, langt hen ad vejen må og skal vores (mere eller mindre selvvalgte) autoriteter tros på deres ord, ellers skal vi bruge al vores tid på mistænkelig undersøgelse af alting. Vi har brug for overskuelige og nogenlunde bestandige menneskelige netværk, hvor det betyder noget, om vi er der, hvor vi gør en forskel. Ikke for hvem som helst, men for dem, der gerne vil gøre en forskel for os.

Internettet ses oftest som det ultimative medie for udveksling af information. Hvad denne opfattelse ser bort fra, er, at information har et indhold, og at den måde informationen udveksles på afgør formningen af indholdet. Under nogle synsvinkler kan det, der foregår mellem mennesker siges at være udveksling af information. Fx for teleteknikeren, der ikke interesserer sig for, hvad der siges i telefonen, men blot for, om alle lyde, det menneskelige øre kan opfatte, kan transmitteres med nogenlunde naturtrohed. Men informationsudvekslingen har netop et formål ud over sig selv. Fx et sige, at jeg elsker dig, eller at fortælle om lille Oles første skoledag, altså at fortælle mit liv ind i den store sammenhæng. For Nørretranders bliver internettet mediet, hvor informationsudvekslingen er målet i sig selv. Det drejer sig om for de enkelte (narcissistiske) individer at opnå mange modtagere af deres selvpromoverende information. Informationens mål bliver at formidle mig selv og min eksistens og (enestående) individualitet.
    Det, der foregår mellem mennesker, mellem mig og min kæreste, mellem mig og mine venner, er kommunikation. Det er væsentligt. Faktisk er samværet med menneskene i mine omgivelser det eneste, der virkelig betyder noget. Det forstår Nørretranders godt: "Nogle vil endda sige, at menneskelige relationer altid har været det vigtigste i tilværelsen" (217). Desværre går det galt i næste trin for Nørretranders, idet han tilsyneladende mener, at når noget er godt, må meget af det være meget godt. Derfor bliver kommunikation mål i sig selv. Det er lidt som med sukker. I passende mængder er sukker livsnødvendigt; både brød og frugt indeholder således sukker. Men det er jo ikke ensbetydende med, at cola er sundere end brød, selvom der er mere sukker i cola end i brød. På samme vis med kommunikation. I nogle situationer er kommunikationen sundere for os end i andre; det er vigtigere at tale med sine børn end med ti andre internettere. Nørretranders har på den ene side øje for den kvalitative side af kommunikation, men fascineres alligevel af teknologiens kvantitative overlegenhed: "Vi værdsætter visdom, fordi den opstår gennem en livslang udvælgelse af det essentielle i menneskelige oplevelser ... Nu bliver det billigere at sende alle kladderne med end at rydde op først. Der er ingen, der siger, at det bliver bedre af den grund, tværtimod. Men det er anderledes. Denne radikalt nye situation er helt i pagt med det nye som Internettet har bragt: Alle og enhver får muligheden for selv at redigere og udvælge, selv at navigere i et enormt landskab af information." (140f) Men pointen er jo netop, at vi taler sammen, fordi vi har noget at sige hinanden, noget, vi mener er vigtigere end andet, en viden, som hvis det sættes på spidsen kan gøre livet bedre for den anden.
    Der er al for megen information på internettet, til at et menneske kan overskue at finde frem til det, der har mening for lige netop hende. Derfor er de såkaldte push-tjenester opstået. Her filtreres informationen fra en række forskellige internetsider, så den passer til den enkelte modtager, den skubbes (push) i stedet for at blive hevet (pull) ud til internetbrugeren. "Nettets store løfte er anarkiet: at man hver især selv bestemmer, hvad man vil vide om og erfare. At hver mand er sin egen redaktør. Push-teknologierne vil den anden vej." (145) Her træder Nørretranders' forståelse af kommunikation som informationsudveksling tydeligt frem. Jo mere information, der kommunikeres, des bedre. Det er det enkelte individ, der egenhændigt kan udvælge lige netop det, hun har brug for. Problemet med pushteknologierne er ikke så meget udvælgelsen, for den sker på den ene eller anden måde, tilfældigt eller efter råd og vejledning fra venner og andre autoriteter. Problemet opstår, når varesamfundet helt gennemsyrer internettets indtil videre delvist ukommercielle form. Jeg har ingen kommerciel interesse i, at andre mennesker besøger min hjemmeside. Men på et tidspunkt tilbydes jeg sikkert penge per besøgende mod at reklamere for alverdens produkter og for at besøge andres hjemmesider. På samme måde får jeg gratis vha. pushteknologien lige netop de oplysninger og nyheder, jeg har brug for, mod at tage et par reklamer med i købet.

Kapitalisten har som mål at tjene penge. Til det formål kræves der produkter og at folk ved, de eksisterer. Tor Nørretranders introducerer begrebet opmærksomhedsøkonomi: Alle er forbrugere, hvis opmærksomhed, det handler om at tiltrække sig, så de kan købe varerne. Men internettet handler ikke blot om at sælge varer, det handler helt grundlæggende om opmærksomhed. Jo flere, der retter deres opmærksomhed mod et givent fænomen, des flere reklamer kan der sælges. "Ja, det største gode, man har i sit liv, er, at man har sin opmærksomhed, som man kan rette mod det, man vil." (179). På det globale ikkested bliver vi alle sælgere af os selv. Målet med vores liv bliver at tiltrække os opmærksomhed og vie vores opmærksomhed til de steder, der giver mest igen. I vores kommercielle narcissistiske individualisme drejer det sig ikke om menneskeligt samvær, men om opmærksomhed. Samvær og menneskelighed er et spørgsmål om hyperaktiv opmærksomhedstiltrækning. Ikke for anden skyld end sin egen. På samme måde kommer det til at gå de marginale og "eksotiske" kulturer. De kan blive storleverandører af fortællinger, myter, mysticisme og anden pirrende information og oplevelse, hvorved de får nye overlevelseschancer. Som autentiske vilde.

Internettet kan bruges til mange gode formål. Men vi skal konstant være på vagt og ikke tro, at alt internettet kan bruges til, er godt. Vi skal være opmærksomme på, at internettet vil ændre mange forhold i samfundet og mellem mennesker, og at vi må følge med og skabe institutioner og nye måder at omgås på, efterhånden som vores nuværende institutioner og omgangsformer ændres og nedbrydes.
    Målet er, at vi fortsat kan have - og måske kan udvide - de nære forhold, vi har til mennesker, fysisk og psykisk. Og målet er, at vi ikke bevidst eller ubevidst undertrykker grupper eller enkeltpersoner i samfundet som følge af anvendelsen af internettet. Vi skal samtidig sørge for, at vi ikke hægter personer eller grupper af udviklingen, fordi det går for stærkt. Selv om nogle synes, vi har travlt, er det ikke altid, de har ret. Og i sidste ende er samfundets mål vel, at vi alle er unikke og uerstattelige, og at vi derfor er et mål i os selv. Også selv om vi ikke helt kan følge med fortroppen.