Fri og afhængig!
MED BORGERSKABETS REVOLUTION i Frankrig i 1789 holdt begreberne frihed, lighed og broderskab deres indtog i den vestlige tænkning. Siden har specielt de to første, frihed og lighed, fejret altomfattende triumfer i hele den vestlige civilisation. I dag er begreberne så grundlæggende i al vores tænkning, at vi anser dem for almenmenneskelige og uimodsigelige. Hele vores demokratiopfattelse bygger på et krav om, at alle mennesker skal have frihed og være lige.
Her finder vi en af grundene til, at vi i den vestlige verden har så svært ved at acceptere brud på de menneskerettigheder, som jo bygger på de to begreber. Andre steder i verden, Rusland og Kina for at nævne nogle, har man aldrig oplevet gennembrud i tænkningen som modsvarer den oplysningstid, der var vores forudsætning for at ophøje begreberne til lov og erklære dem evigt gyldige.
I Rusland og Kina finder man stadig udpræget tilslutning til det hierarkisk patriarkalske system som vi jo trods alt ikke heller har rystet helt af os i Vesten. I patriarkalske systemer som disse har man stor tillid til autoriteter, og her forstår man sig selv, ikke som individ, men som et led i den hierarkiske orden.
Det er blandt andet derfor, menneskerettighederne ikke er helt så indlysende sande i disse kulturer. Jeg skal ikke her diskutere menneskerettigheder og deres berettigelse yderligere, derimod vil jeg gribe fat i begrebet frihed og gøre nogle overvejelser over dets indhold.
FOR GODT 20 åR SIDEN skrev K.E. Løgstrup en bog om sprog. Den hed noget så underligt som Vidde og prægnans.
Hver for sig er ordene til at forstå. Vidde møder vi, når vi spadserer i vestkystens vilde og skønne klitter, hvor marehalmen skærer i de bare tæer, og vi møder den på Vestjyllands lyngbevoksede heder, hvor den krydrede duft blander sig med salten fra havgusen og varmen fra sandet. De åbne vidder, hvor havet runder ude i horisonten.
Prægnansen er lidt sværere. Prægnansen er som nålestikket, hvor smerten centreres og bliver uudholdelig. Eller, for at komme tilbage til billedet fra Vesterhavet, som ravklumpen, som pludselig skinner foran fødderne på en og koncentrerer hele dagens duftrige oplevelser i en gullig prik i en blåbrun sandbaggrund.
Vidde: udbredt, åben, storslået, og prægnans: kort, klar, fyndig. Men sammen, vidde og prægnans? Det er straks sværere at få til at hænge sammen. Så uendeligt som havet og så småt som et punkt, på samme tid? Jo, det er faktisk muligt. Tænk på et kys af din elskede: en kildrende fornemmelse i kroppen, i fødderne, i armene, håret som rejser sig, og dog er det hele koncentreret i maven, som en varm og næsten smertende sugen. Vidde og prægnans.
Og det er netop i dette møde, hele Løgstrups sprogteori samler sig. Sproget bærer nemlig både uendelig vidde og bidende prægnans i sig.
FOR DEN FÆNGSLEDE ER FRIHED at komme ud af fængslet, for skoleeleven er friheden fri for skole, for vandreren er friheden havets blå. Frihed fra tvang, frihed til selvudfoldelse. Men man kunne også tale om naturens frihed, økonomisk eller økonomiens frihed, demokratisk frihed, trosfrihed osv. Ordet frihed spænder altså over et nærmest uendeligt antal betydningsklasser og -nuancer. Men brugt i sætningen: 'Endelig kom jeg fri af fængslet', er betydningen skrænket ind til den helt specielle frihed, som er friheden fra voldelig begrænsning af bevægelsesfriheden. Og først i anvendelsen i udsagnet, i den givne kontekst, sammenhæng, kan man tale om, at der menes noget med ordet frihed. Begrebets vidde har fået en prægnant betydning.
Vi associerer altså ikke alle det samme med frihed, og derfor kan det nogle gange være svært for to mennesker at diskutere frihedsbegrebet, også selvom de begge taler om den personlige frihed eller individets frihed.
ORD HAR VIDDE, lærte Løgstrup os. Og meget af vidden stammer fra ordenes historie, fra deres anvendelse i forskellige sammenhænge. Ved detektivarbejde kan vi læse nogle af de spor, som forskellige tider har sat på ordet. Vi kan komme på sporet af ordet.
Lad os derfor i grove, generaliserende og subjektive rids følge frihedsbegrebets spor gennem de seneste 30 års tid, vel vidende at vi i bund og grund ikke engang kan sige noget klogt og rigtigt om os selv, og altså slet ikke om andre. Men lad os nu prøve alligevel.
MED DEN FORØGEDE materielle frihed, som blev de fleste til del i løbet af de glade 60'ere, fulgte en opmærksomhed på forhold af mere åndelig karakter. Traditionen, som forældrene til 60'er-generationen anså som autoritet, mistede sin legitimitet som forklaringsgrundlag. Det var ikke længere nok at sige, at sådan er det, for sådan har det altid været. Man skulle nu også kunne forklare, hvorfor det var rimeligt, at det var som det var ellers måtte man lave det om. Derfor eksperimenterede avantgarden af 60'ernes og måske i højere grad 70'ernes unge med forskellige livsformer. 68'erne, som denne tids unge ofte kaldes med et i vore dage nedsættende navn, gjorde op med den indskrænkede kernefamilie og skabte storfamilier, kollektiver og Christiania. Onde tunger siger, at man ikke nøjedes med at vende bollerne i kollektiverne men det er vist bare misundelse.
Mange forsøgte sig med euforiserende stoffer eller rejste til Indien for at finde sig selv. Alt skulle gives en forklaring, man skulle finde en ny og rigtig løsning, som man kunne leve med og acceptere som sin egen selvvalgte. Samtidig med disse forsøg på at finde den rette livsform så man store bevægelser for fred, for kvinders frigørelse, for universiteternes demokratisering osv.
Forsøgene på at finde sin egen identitet var således ofte styret af en fornemmelse af, at den fælles flok var stedet, hvor problemerne skulle løses og livet leves.
Familiens traditionstunge arne blev erstattet af individernes magtfrie møde. Frihed i fællesskab, kunne man, generaliserende, sige.
GENERATIONEN EFTER 68'er-generationen, symboliseret ved yuppierne, tog skridtet fuldt ud. Den individuelle frihed kunne ikke længere finde sin fulde udfoldelse i et fællesskab, nu skulle man være helt fri, fri af alle bånd, som snærer. Det var, måske i erkendelse af at der alligevel ikke findes nogen let løsning, slut med at eksperimentere med samlivsformer. Diskotekerne bugnede af mennesker i tøj af det sidste skrig, diskorytmerne pumpede ud af højtalerne, de blinkende lys skabte konstant de svedige kroppe i nye billeder, det ene mere grotesk end det andet. De mange individer mødtes, kopulerede og skiltes, frie fra at skulle belastes af de andres krav og luner. Den ultimative frihed, en evig flugt fra stilstanden.
De mere rolige 80'er-unge bosatte sig i parcelhuse eller lejligheder, familien sneg sig langsomt tilbage i plusordenes rækker. Man forsøgte at genskabe en sikkerhed i traditionen, de nye husmødre gjorde stille oprør mod deres højtråbende forgængere, det blev legitimt at passe mand, børn og hund. Men hvor man ville genskabe traditionen, stod individernes frihed i vejen, man kunne ikke længere trænge sig på hos naboen, de skulle have lov til at passe sig selv, og mere end nogen sinde før fandt begrebet ligusterfascisme sin berettigelse.
Med de manges krav på egen uafhængig frihed, fulgte en forøget tilslutning til partiet Venstre, Danmarks liberale parti. Liberal kommer af det latinske 'liber', som betyder netop 'fri'. For liberalisterne betyder frihed, at man er fri økonomisk og politisk. Staten skal minimeres til det mindst mulige, i sin yderste konsekvens til det Anders Fogh Rasmussen med den amerikanske politiske filosof Robert Nozicks ord kalder for minimalstat. I en sådan stat skal der kun findes et militær til at beskytte nationen og en politietat til at beskytte borgeren og hans ejendom. I Fogh Rasmussens version skal der desuden findes et socialt net for handicappede og forældreløse børn. Samfundet bliver et alle mod alle samfund, hvor de frie individer indgår pagter, for ikke at slå hinanden ihjel og for at beskytte hinanden mod udefrakommende trusler.
I 90'ERNE ER DER IKKE MEGET, der er ændret, selvom mange unge har vendt den ekstreme pengebegærlighed ryggen. Man forsøger nu at finde Meningen i et af de utallige tilbud fra trosretninger eller pseudovidenskaber. For de mere autoritetstro stiller psykologien og filosofien med løsninger på alskens spørgsmål. Desværre for 90'ernes søgere resulterer hvert svar i ti nye spørgsmål.
Hvor 80'ernes unge var kommunistforskrækkede og skråsikre, er 90'ernes ikke nær så intolerante. Så længe du ikke forhindrer mig i at finde meningen for mig selv, så længe du ikke presser dig på med dine problemer, møder du kun venlighed fra 90'ernes typiske unge. En generation af venlighed. Venlighed som uinteresserethed i bund og grund. Venlighed for at bevare den absolutte individuelle frihed; friheden og uafhængigheden.
I DE SENESTE 30 åR har begrebet frihed altså haft betydninger spændende fra frihed i fællesskab til frihed i ensomhed, betydninger som alle er med i bagagen, når vi anvender ordet i vores samtaler. Men hvad kunne man forestille sig, bliver sen-90'ernes og 0-årenes forhold til frihed, nu, hvor vi ikke kan komme længere i frihedens ensomhed?
DEN NETOP AFDøDE filmskaber Krzysztjof Kieslowski var en stor humanist, som med ironi og indlevelse behandlede nogle af livets store spørgsmål, bl.a. i sin suite over de ti bud.
Kieslowski afsluttede sin storslåede karriere med en filmtrilogi over de tre farver, som forbandtes med den franske revolutions slogan, blå for frihed, hvid for lighed og rød for broderskab. Trikoloren kaldes de tilsammen, og som sådan udgør de farverne i det franske flag.
ORDENE UAFHÆNGIGHED OG FRIHED kaldes synonymer. Men er frihed altid lig med uafhængighed? Kunne man tænke sig, at afhængighed også kunne være synonym med frihed?
Det har Kieslowski et svar på i Blå, den første film i trilogien Tre Farver. Her behandles resultaterne af 80'ernes og 90'ernes frihedsforståelse, og der vises en mulig vej ud af de problemer, som den yderliggående frihedsforståelse har medført.
Blå begynder med en bilulykke, hvor filmens hovedperson, Julie, overlever, mens hendes mand, der er en kendt europæisk komponist, og hendes barn dør. I sin sorg sælger Julie næsten alt, hvad hun ejer, og sætter pengene ind på en bankkonto. Hun beholder blot en blå glasklar perlemobile, sin skuldertaske og en kladde med noder. Som en sidste handling ringer hun til sin mands gamle arbejdskammerat, Olivier, som hun, efter at han har indrømmet, at han elsker hende, inviterer ud på landstedet, hvor hun bor. Da hun efter at have elsket med ham forlader ham, siger hun, at hun er en kvinde som alle andre og altså ikke specielt værd at savne. Hun flytter ind til Paris og bosætter sig i en lejlighed i en ejendom uden børn.
Hun har nu frigjort sig fuldstændigt økonomisk og menneskeligt, så hun kan stå i et rent handelsforhold til sine medmennesker. I denne totale frihed og uafhængighed er hun sikker på ikke at opleve den smerte igen, som det var at miste dem, hun holdt allermest af.
Hun afviser alle sine medbeboeres forsøg på tilnærmelser, og tilbringer sin tid med at ryge cigaretter, drikke kaffe på café og svømme helt alene i en mørk svømmehal. Det blå vand symboliserer naturligvis friheden, men som en lille ironisk kommentar er det ikke det vilde og oprørte uendelige hav, Julie svømmer i. Det er det indelukkede, uskadeliggjorte bassin. Friheden, ja, men en stærkt begrænset sådan.
Julies mor har opnået en tilsvarende position af uafhængighed. Hun er senil. Hun anvender al sin tid foran et fjernsyn, hvor hun betragter mennesker udføre bungy-jump, faldskærmsudspring osv. Med sin korte erindring er hun ude i stand til at oprette og vedligeholde menneskelig kontakt, fordi den kræver medleven og erindring.
På trods af sine forsøg på at holde sig på afstand af alle menneskelige forhold involveres Julie alligevel med en stripteasedanserinde, Sandrine, der bor i samme ejendom som hun.
Da Sandrine en dag besøger Julie træder hun op på en forhøjning i lejligheden, og leger med den blå mobile, som Julie ikke havde solgt. Fra sin ophøjede placering og i direkte kontakt med dette symbol på friheden fortæller Sandrine Julie om, at hun som barn altid drømte om at kunne nå op til en lignende blå mobile, som hendes forældre havde hængende, men at hun aldrig nåede den. Friheden, selvstændigheden er barnets uopnåelige længsel.
Men nu, hvor Sandrine kan nå mobilen, friheden, har den mistet sin tiltrækningskraft som andet end et kært minde om den søde længsel. Sandrine fortæller om sit forhold til mænd, om sin trang til at sove sammen med dem, hendes ulyst til at være alene. Sandrine vil ikke være fri og uafhængig. Stripteasedanserinden Sandrines samvær med mennesker er naturligvis perverteret, måske som følge af vore dages pumpende og overfladiske kropsfikserede samfund. Men på trods deraf er Sandrine mere glad og oprigtig end den navlebeskuende Julie. Selv i det umenneskelige samfund er det godt at være menneske.
DA JULIE SER en udsendelse i fjernsynet om sin afdøde mand, forstår hun, at den store europakoncert, som han var i gang med, vil blive forsøgt afsluttet af Olivier, arbejdskammeraten, og hun finder ud af, at hendes mand har haft en hemmelig elskerinde i flere år. Elskerinden er gravid med mandens barn. Julie giver landstedet til sin elskedes og hans elskerindes barn og ønsker, at barnet skal få mandens navn. Julie beslutter sig efter lange overvejelser for at hjælpe Olivier med at færdiggøre arbejdet på koncerten og tillader til sidst, at hendes navn kommer til at optræde på komponistens plads.
Julie er igen involveret med mennesker på et andet niveau end det rent økonomiske. Da filmen slutter, elsker Olivier og Julie. Julie skubbes op mod en glasvæg ind til et akvarium, hvorefter Julie ses bag et vindue, først alvorlig, dernæst smilende. Afhængighed gør glad.
DET ER SÅLEDES til at begynde med uafhængigheden af andre mennesker, der er Julies forståelse af friheden. Det er altså korrekt at sige, både at Julie gør sig uafhængig, og at hun gør sig fri. Men til slut i filmen forstår Julie, at uafhængigheden ikke er mulig, at man som menneske må interessere sig for andre mennesker. Føle omsorg og engagement. Men det er ikke ensbetydende med, at man bliver ufri, tværtimod slipper Julie for at lægge de bånd på sig selv, som uafhængigheden pålagde hende i forholdet til hendes medmennesker. Så i den anden ende er uafhængighed og frihed det modsatte af synonymer og afhængighed og frihed synonymer.
KUNNE MAN HÅBE på, at frihed som afhængighed skulle vise sig ikke bare at være en død filmskabers naive håb, men hans visionære forudsigelse af sen-90'ernes kollektive bevidsthed?
VIL DU UD af ensomhedens suppedas, er det på tide, at du bliver fri og afhængig.
|
|
