Island fra oven
AF ALLE VANVITTIGE ideer, mennesket har fået, er denne dog den vittigste: At flyve. Jeg har netop sat mig til rette i en kæmpe jern- og plastickonstruktion og kan ikke lade være med at være en lille smule bange. Jeg har langt om længe forstået princippet i, at kæmpemæssige jernskibe kan flyde, omend det falder mig svært at forstå, hvordan de gør, når de er fyldt med olie. Men at sende tusinder af tons jern op i luften ved egen hjælp. Det forstår jeg ikke.
Jeg er på vej til Island, hvor jeg skal opholde mig i en måned for at modtage, behandle og forhåbentlig forstå viden om det islandske sprog, Islands kultur og ikke mindst Islands litteratur. Jeg har forberedt mig lidt, men har indset at det ikke rækker, og at den eneste måde rigtigt at få fat på noget fremmed er at finde et rum, det fremmede har gennemsyret.
I forhold til Danmark er Island et lille land. Man kan som dansker pludselig opleve forholdet mellem David mod Goliath fra den stores side. På vej i lufthavnsbussen mod Reykjavík fulgtes jeg med en lille flok oprømte fodboldfans, som stolt kunne fortælle mig, at de havde været i Sverige og overvære Island banke Sverige 1-1 i fodbold. På samme tur fortalte en apoteker fra Nordvestisland mig, at vores store danske nationaldigter H.C. Andersen blev "opdaget" af en islænding. Og han kunne fortælle vidt og bredt om den største islanske forfatter gennem tiderne, Halldór Laxnes, som i hans mund blev den største nordiske forfatter overhovedet. Og stor er han ganske bestemt Laxess, med et enormt fortælletalent og en ækvibrilistisk sprogbeherskelse, som apotekeren mente det var umuligt at oversætte til noget sprog, hvilket jo princippielt er sandt for alle sprogkunstværker. Sikkert er det i hvert fald, at man først rigtigt forstår en forfatter, når man har set, hvordan hans land ser ud.
AT ISLAND KAN BEBOS er næsten lige så utroligt, som at jeg kunne sidde i en flyver på vej dertil. Langt størstedelen af landet, som er godt et par gange større end Danmark, er hede-, klippe- og lavabedækket eller isbelagt året rundt. Rundt i kanten er der en strimmel, der er grøn i sommerhalvåret. Her har islændinge i godt tusind år kæmpet for at holde skindet på næsen. Ved hjælp af nogle får, køer og heste og slidsomt fiskeri er det lykkedes nogle, men mange er bukket under efter et kort liv i kummerlige kår. En slentretur på en kirkegård i Reykjavik viser med al ønskelig tydelighed at livet var alt for kort: Steinunn Guðmundsdóttir 1918-1919, Þorstein Sigurðarsson 1923-25
De døde har fået det, der ikke blev dem forundt som levende: Træer. Næsten ingen træer ses på Island, men på kirkegårene er der mindst ét på hver grav, måske skal træerne symbolisere, at nyt liv vokser af de dødes hvilende kræfter, klar til at fortsætte det anstrengende arbejde, som kan synes så ufrugtbart.
Men selv om arbejdet er hårdt, forstår man alligevel godt inderst inde, hvad der har holdt islændingene på Island. De kom som stolte frie norske bønder, som søgte væk fra Norges nye erobrer Harald Hårfagers skatter og nye styreformer, og de slog sig ned på Island og delte landet imellem sig. Landet ligner på mange måder den folkesjæl, som har betvunget det, det er storslået, med enorme floder, vandfald, klipper og vulkaner. I det vestlige Island ses utrolige formationer af størknet lava. Fordi det hurtigt afkøledes af kontakten med havet, har det dannet høje klipper af fem- og sekskantede søjler. Når man står på toppen af en sådan klippe, ser man mågernes reder på hver eneste perfekt formede afsats og ti til tyve meter under sig ser man havet. Nogle steder er der dannet små indsøer på nogle få kvadratmeter omringet af disse søjlevægge. Mod havet har lavaen dannet naturlige broer, som i et havestykke af Monet. Jeg føler stadig, her i min varme stue, den friske vind mod mine kinder, hører skrigene fra de tusind måger, føler græstørven mellem mine fingre. Det er smukt og imponerende og burde opleves.
Hvert år bevæger Islands to halvdele sig 2 centimeter væk fra hinanden, op i hulrummet kommer vulkansk materiale, som med jævne mellemrum forårsager enorme vulkanudbrud. Island er midt i sin skabelse og kan se frem til endnu millioner af ungdomsår.
Men på trods af de krævende forhold er det alligevel lykkedes for islændingene at bygge et højteknologisk samfund op, som ganske langsomt er ved at gøre sig fri af den ensidige afhængighed af fiskebestandens uforudsigelige foranderlighed.
ISLAND ER SAGAERNES Ø. Det glemmer man aldrig på island. Ganske som H.C. Andersen misbruges på det skammeligste i Odense, anvendes sagatilhørsforholdet flittigt af Islands turistindustri, som i dag formår at tiltrække knap 200.000 mennesker om året til denne fjerntliggende ø. Det er mere end 2/3 af Islands samlede befolkning. Men sagaerne er, som H.C. Andersen, meget mere end turisme. De er sjælen på Island, de er årsagen til, at islændinge ikke bøjer nakken, men stolt knejsende møder det nye.
Islændingene holder så meget af deres sprog, at de med næb og klør forsvarer det imod fremmede ord og vendinger. I stedet for at optage et fremmed ord i sproget dannes et nyt af gamle stammer. En jetjager hedder fx þrýstiloftsflugvél altså trykluftsflyvemaskine. Denne renholdelse af sproget er islændingene meget stolte af. De har radioprogrammer, hvor lytterne kan ringe ind til sprogeksperter og diskutere, hvad nye ord og begreber skal kaldes. For øjeblikket diskuterer man, hvad Internet skal hedde på islandsk. Net er et ligeså islandsk ord, som det er dansk, så det bevarer de. Men inter- er latin, så dertil må der findes et andet ord. Og det tager tid, før man er kommet til enighed om det endelige ord. Da man skulle finde et ord for AIDS var der mere end 20 seriøse forslag, som læger, journalister og lægfolk stredes om. I dag er man nede på to i daglig tale og yderligere et i medicinsk litteratur.
Sprogrensningen trænger igennem overalt. På mælkekartonerne belæres islændinge om at en hest foler, en kvinde føder, et får læmmer osv. Eller at trykket i en spørgesætning afgør spørgsmålets art. Vedligeholdelsen af det gamle sprog, som i store træk svarer til det sprog der taltes i hele Norden for 1100 år siden, betyder, at små skolebørn kan læse de sager, som deres forfædre skrev for 7-800 år siden. Derved bevares islændingenes forståelse af sig selv som et folk med en storslået arv, litterært såvel som historisk. Det diskuteres voldsomt om sagaerne blot er gode historier, de er skrevet 300 år efter at de begivenheder, de beskriver, gik for sig. Men historier eller ej, islændingene sætter de idealer i højsædet, som deres forfædre beskrev så tidløst. Derfor er folkesjælen ualmindeligt liberalt borgerligt sindet, fiskere, bønder, arbejdere og direktører stemmer næsten alle som én borgerligt.
Det betyder, at man skal led e meget længe efter et velfærdssamfund som i resten af Norden. Bliver man arbejdsløs på Island værger man sig meget mod at melde sig hos myndighederne, det er skammeligt at modtage hjælp forfædrenes evige kamp for frihed og uafhængighed sætter sine spor. Derfor ser man mange akademikere arbejde i fiskeindustrien eller som buschauffører o.lign.
Tager man skridtet og melder sig arbejdsløs, er det en ussel støtte man får. Omkring 1000 kroner om ugen, uanset hvad man har tjent før, hvor længe man har arbejdet osv. Der er nemlig ingen arbejdsløshedskasser på Island. Har man børn får man yderligere omkring 200 kroner per barn. Med Islands høje prisniveau er det meget svært at holde skindet på næsen for de penge. Som en dame, der var blevet arbejdsløs efter at have været ansat 40 år i det islandske socialvæsen, udtrykte det: "Jeg tager mig den frihed at købe en kop kaffe 3 gange om måneden".
SAGAERNES INSISTEREN på at afklare slægtsforholdene mellem heltene er en af årsagerne til, at slægttilhørsforholdet er så vigtigt på Island. Alle islændinge er principielt i familie med de første nordiske beboere på Island, landnamsmændene, men ikke alle familier er lige fine. De fleste islændinge opkaldes efter deres far, således at Thors søn hedder Thorsson. Men i forrige århundrede var det populært hos embedsmænd og studenter at fordanske eller latinisere sit efternavn, hed man fx Ivarsson ændrede man det til Ivarsen, og vupti var man mere end de almindelige islændinge.
I dag er navneloven særdeles stram, så den slags finurligheder går ikke. Selv udlændinge, der ønskede islandsk statsborgerskab, skulle indtil for kort tid siden tage et helt islandsk navn og opkalde sig efter en af sine forældre, nu skal man blot tilføje et islandsk mellemnavn til sit dåbsnavn.
Mange slægter har bevaret deres latinske eller danske efternavn. Hvis man kan føre sin slægt tilbage til embedsmands- og overklassefamilie er man stadig mere i sin egen selvforståelse end de andre. Men i takt med urbaniseringen af island har fremmedgørelse og amerikanisering gjort sit til at udvande vigtigheden af slægten. Dog véd de fleste islændinge stadig hvor de kommer fra og hvem de er i familie med. Vores sproglæreinde kunne med et lille selvironisk smil stolt berette, at hun er i familie med sangerinden Björk.
SAGATRADITIONEN OG DET HåRDE LIV betyder, at islændingene stadig er ganske overtroiske. Alfer, trolde og spøgelser er særdeles virkelige eksistenser i den islanske bevidsthed. Når der skal bygges nye veje ud over de store smukke sletter, er bygningsarbejderne og med dem ingeniørerne ikke i tvivl om, at uforklarlige ulykker og problemer skyldes indblanding fra trolde og alfer, som ikke er interesseret i at få en landevej igennem deres baghave. Er der for mange problemer koncentreret i et område, tager man konsekvensen, og lægger vejen udenom, for så er man stødt direkte ind i alfebosteder. Med denne metafysiske viden havde vi i Danmark aldrig gennemført anlæggelsen af Storebæltsbroen
TYVÄRR OPKLAREDE en svensk medstuderende mysteriet for mig. Vingen er hvælvet på oversiden, hvorfor der bliver kortere for luftmolekylerne at bevæge sig under vingen, hvorved der skabes et overtryk, som presser jernfuglen op i skyerne. Endnu en af livets få tiloversblevne gåder er løst. På en måde misunder man islændingene og vores forfædre deres tro på trolde, alfe og spøgelser. Verden var mere litterær, der var flere historier, der skulle fortælles, dengang.
PLUDSELIG bryder klapsalverne løs. Jernfuglen har land under hjulene. Så på trods af de stolte traditioner må de modige sagahelteefterkommere alligevel som jeg have samme frygtsomme fornemmelse for flyvningens umanerlige overmod. Og det på trods af, at intet teknisk skulle være mig og teknikkens andre børn fremmed. Lad os håbe, at vi kan bevare en lille rest af ærefrygten for den ikke-menneskeskabte verden, der trods alt stadig omgiver os.
|
|
