Weblog

Jeg har på det seneste været på udkig efter forskning om staveundervisning. Min antagelse var at kontekstfri staveundervisning ikke er tiden værd fordi eksplicit undervisning i korrekt stavning af enkeltord, grammatiske regler for stavning - og diktat ikke mindst - bygger på den forestilling at vi er i stand til at omsætte regler til praksis, og at vi kan øve os i delelementer og derigennem udvikle integrerede kompetencer. Og den teori om læring er ikke rigtig... Min antagelse var og er at stavning læres bedst når vi udfolder de praksisser hvor stavning opleves som væsentlig for os. Her kan eleven og læreren kigge på og arbejde med stavning når det gør en forskel, fx fordi det er en tekst som skal læses af en fremmed eller når det er en tekst der skal publiceres.

Nu har jeg fundet forskning der støtter min antagelse. Uddannelsesforskeren Stephen Krashen  udfordrer (se her) resultaterne af en undersøgelse der viser at børn der undervises i stavning lærer at stave.  

Krashen henviser til en del forskning - bl.a. den sandsynligvis første forsker i stavning, amerikaneren J.M. Rice, der i 1897 publicerede en undersøgelse der viste at børn der havde fået staveundervisning, ikke blev bedre til at stave. Krashen har efterprøvet Rices data med nye statistiske metoder. Konklusionerne holder.

Andre undersøgelser viste at børn der får kontekstfri staveundervisning fx i 3. og 4. klasse bliver bedre til at stave.... Men i 4. og 5. klasse har børn der ikke fik tilsvarende undervisning, lært at stave de samme ord af sig selv. Og så er tiden de første børn brugte, jo spildt.

Krashen henviser også til Sandra Wilde som har estimeret tiden det tager at lære at stave et ord til 20 minutter. Der er måske 50-100.000 ord i dansk. God arbejdslyst!

Så Krashens svar er: Læsning! (i øvrigt er det vigtigt at ordene eleverne læser, er korrekte - ellers lærer de at stave forkerte ord...). Og skrivning hvor fokus på stavning kommer efter at teksten er indholdsmæssigt færdig. Hvis eleverne oplever at det er vigtigt at teksten er "korrekt" - fx fordi der er nogle andre end deres lærer der skal læse den, så er de motiverede for at stave korrekt. Og når de arbejder med at stave de ord de bruger, så lærer de at stave de ord de bruger. Og det er jo smartere end at de kan stave ord de ikke bruger...

Så lad os få smidt de diktater og staveord på porten! Det er spild af alles tid - og det ødelægger ungernes glæde ved skriftsprog. Det er synd - det er hårdt nok i forvejen at skrive - det behøver ikke også at være meningsløst eller meningstomt eller meningsfremmed...

Jeg fortsætter jagten på forskning i staveundervisning... Hvis der er nogen derude der kender forskning i stavning - så sig til. Også hvis den modsiger min antagelse - det er godt at blive udfordret, for så kan man enten blive skarpere på sine egne argumenter - eller overbevist...

Redigeret 7. juni

Jeg er blevet skolebestyrelsesmedlem på mine børns skole fra august - og min første gerning var at skrive et indlæg til et igangværende arbejde om fremtidens skole i Odense. Læs en lidt længere udgave end den der var i Fyens Stiftstidende, her.

I projektet KOMPIS (www.kompis.dk) er vi nået til at skulle udvikle kompetenceorienterede årsplaner. Det er en interessant udfordring af mange grunde - bl.a. skal vi finde ud af hvilke indholdsområder lærerne og eleverne skal arbejde med og hvorfor. Derfor har jeg arbejdet på at udvikle en mere logisk sammenhængende model for udvælgelse af indhold i dansk- og andre fags undervisning.

Jeg tager udgangspunkt i en bestemmelse af fem prototypiske identiteter som vi alle bærer på, og spørger hvilke typiske situationer disse identiteter typisk kommer ud for. Dernæst spørger jeg: Hvilke typiske deltagelsesformer skal vi kunne udleve som disse identiteter i disse situationer. Herfra kan jeg så overveje: Hvilken viden, kunnen og villen (kompetencer) skal man have for at kunne det? Og så er vi ved at være tæt på danskfagets indhold - for spørgsmålet er nu: Hvilke danskfaglige metoder og viden kan bidrage til at eleverne udvikler disse kompetencer?

Modellen er her - og den er under løbende revision regner jeg med. Jeg modtager meget gerne kommentarer og ideer.

Når man har børn i børnehave- og indskolingsalderen, så taler man jo en del om konger og dronninger. Takket være HC Andersen og venner, så har disse typer jo fået et eventyragtigt skær over sig. Men der er jo ikke noget eventyrligt over den brutalitet og egoistisk-ondskabsfulde og umættelige magtsyge som denne institution jo ret beset er udtryk for. Så hvordan taler man på en og samme tid med børnene om disse fiktionsfigurer som de har hørt om - og som er grundlaget for meget af den banale nationalromantik og ekskluderende stammedyrkelse som vi lider under i disse år - på en måde så man ikke tager afstand fra ungernes levende optagethed af disse særprægede historier, men heller ikke støtter historiernes grundlæggende antidemokratiske og voldsforherligende logik? Se, det er ikke let. Og det bliver jo ikke lettere når vi her i verdens ældste kongedømme møder røgelsen (et rigtig godt begreb faktisk, for det er jo netop hvad det er: Et røgslør over den sande historie) alle vegne...

Nå, jeg forsøger det bedste jeg kan at balancere interesserne - at støtte deres tolerance og glæde ved det mærkværdige, det mærkelige og det fremmedartede og at opdrage ægte demokratisk sindede og deltagende børn.

Hvorfor kan man i øvrigt ikke melde sig ud af monarkiet, som man kan melde sig ud af kirken? Det burde man kunne... Vi er jo nu 25% som egentlig helst var fri for det alvorlige pjat.

Jeg skal holde et oplæg om Future City ved en konference arrangeret af Akademiet for de tekniske videnskaber (atv.dk) om Science i skolen - mulighed for en ny begyndelse.

I den forbindelse sendte Foreningen af Rådgivende Ingeniører mig et link til en rapport fra IDA - Ingeniørforeningen (Prognose for ingeniørmangel). Det er UHYGGELIG læsning. Det er ikke pjat at vi mangler og kommer til at mangle ingeniører - det kommer til at koste det danske samfund milliarder af kroner - hvert år!

Det er i den grad noget vi må gøre noget ved. For det nytter jo ikke noget at vi har så travlt med at lade være med at betale skat at vi ikke har råd til at uddanne ingeniører... og ikke gør noget alvorligt ved at stadig færre lærere får en naturfaglig uddannelse... Uddannelse er vejen frem - så lad os da gå fremad i stedet for tilbage til naturtilstanden!

Og den naturlige konsekvens af det synspunkt er: Lad os få en nyregering der ikke tænker kortsigtet, nationalchauvinistisk og populistisk og holder ferie når der er arbejde der skal gøres!

Så er dét ligesom sagt...

Vi holdt en konference på DPU med titlen Dansk Løfter (med eller uden mellemrum) - som viste at dansk er meget mere end læsning. Jeg synes det var en ret vellykket dag - døm selv på www.dpu.dk/danskloefter - hvor der er videoer og slides fra konferencen.

Var til konference om it i skolen forleden - ikke en konference for skolefolk så meget som for administratorer og it-folk. Det slår mig tit til den slags arrangementer hvor mange der synes at lidt viden om it og egne erfaringer med skolen - fx som elever eller forældre - gør dem i stand til at udtale sig skråsikkert om emnet. Fx overhørte jeg en person (meget højt placeret i en stor it-virksomhed) forklare en læremiddeludvikler fra Alinea hvordan deres nye superbog.dk ville blive meget bedre hvis der lige var nogle forståelsesspørgsmål og adgang til at læreren kunne holde øje med om eleverne havde læst bogen og svaret på spørgsmålene. Underforstået: Så ville arbejdet være gjort. Tænk hvis det var så let... (udvikleren havde lige forklaret hvordan læreren havde overblik over hvilke bøger eleverne havde læst - og hvilke de havde adgang til, men det er en anden sag...).

Nå, det der virkelig bragte mig ud af fatning var endnu engang at måtte lægge øre til den ideologiske vrangforestilling at lærere med it faktisk kan alting selv - eller endnu bedre: At eleverne nu skal være dem der vælger hvilke læremidler der skal bruges i skolen - de er jo digitalt indfødte. Lad dem få "serveretten"!

Lærerne kan lige gå på nettet og finde nogle fede applikationer som lige kan bruges til at lave en film,   og eleverne kan lige læse på wikipedia om 2. verdenskrig, og der er også nogle fede programmer som eleverne kan lege med, så de får testet deres viden. Og så kan de lige skrive i et weblogprogram som lærerne lige selv kan installere. Og så skal de tage nogle billeder og lægge dem op i flikr. Og de kan lægge deres film op på youtube. osv. osv. Og når skoledagen er omme, kan eleverne tage en national test, så læreren ved hvor kloge hendes elever er efter hver skoledag.

Lad os lave en analogi. Vi stiger om bord på et fly. Der er ikke så mange stole, for kaptajnen har lige fundet nogle nye smarte stole på en auktion som han er ved at sætte op. Der er nogle der lige kan foldes sammen rigtig smart så passagererne kan vende sig rundt og komme hinanden ved. Der er også en der kan pumpes op, så man kan sove. Ude i cockpittet har kaptajnen fjernet alle styringsinstrumenter, for han har fundet et sejt program i beta som kan klare det hele meget bedre. Han er ved at installere det. Alle måleinstrumenterne har han erstattet med en ny rigtig smart multiple choice-test som han selv kan svare på. Så det er der helt styr på. Ready to take-off?

Ærlig talt. Jeg er glad for at der er klare regler for hvem der skal bygge fly, hvem der skal sikre sig at de er teknisk i orden og jeg er rigtig glad for at der sidder en ekspert der løbende uddannes, bag styrepinden - og ikke mindst er jeg glad for at han har en andenpilot til at hjælpe sig. Jeg er glad for at der er respekt for eksperterne - men ikke overdreven tillid til at én person kan alt på en gang.

En lærer er ikke ekspert på alle områder. Ingen mennesker kan vide alt om hvad der sker i alle skolens fagområder. Ingen mennesker kender til alle teorier og indsigter i hvordan elever lærer og hvordan deres arbejde bedst muligt tilrettelægges osv. osv. Derfor er der forlag (som i øvrigt sagtens kunne blive meget mere velfunderede i deres udvikling af læremidler, men det er en anden sag), derfor er der folk der bruger deres tid på at undersøge hvordan computere kan bruges til at understøtte elevernes læring bedre, og derfor er der folk der overvejer seriøst hvad det er hensigtsmæssigt at lære eleverne osv.

Så lad os i stedet for at videreformidle fremtidsfiktioner om hvordan læreren lige kan det ene og det andet, bruge vores tid på at skabe bedre redskaber som læreren kan bruge i den ufatteligt komplekse praksis hun står i med 20-30 elever, meget stramme tidskrav,

relationer til forældre og kolleger - og ikke mindst de meget komplekse læringsmål hun har på sine elevers vegne.

Så ville vi være kommet langt...

Undervisning kommer let til at være svar på spørgsmål som aldrig bliver stillet.

Hitler gik ind i Polen i 1939 (hvorfor er det vigtigt? - hvilket spørgsmål er det svar på? Fx: Hvordan startede 2. verdenskrig).

Vand koger ved 100 ℃ (hvorfor koger vand, hvilken forskel gør det? kunne spørgsmålet være: Hvad er forskellen på damp og vand? Eller hvordan kan noget der er flydende, blive til luft (gas)?).

Der er altid et verbum i en sætning (er det svar på: Hvad er en sætning? eller måske på: Hvad er sammenhængen mellem den måde vi bygger vores ytringer op på og verden? eller måske: Hvordan får vi ting til at ske ved bare at sige noget (fx "jeg lover dig")? osv.

Elever og studerende får en masse svar, men stiller de egentlig nogensinde spørgsmålene som gør at svarene giver mening?

Hvor får vi svarene fra? Ofte fra videnskaberne. Videnskab handler om at undre sig over verden, stille spørgsmålet: Hvorfor mon? - og så går man ellers i gang med at undersøge sammenhænge og finde strukturer og forklaringer til den store guldmedalje. Til sidst kan man præsentere en beskrivelse af et sprogs grammatik, tal for kogepunkter, forklaringer på historiske begivenheder. Tak for det!

Men måske skulle vi som lærere blive bedre til at stille spørgsmålene igen før vi giver svaret?

Er ved at skrive en artikel til KvaN om mediedidaktik - dette mærkværdige fænomen... Og så bliver jeg igen opmærksom på hvor problematisk det er at ordet er så uklart -   selv (eller nogen gange får jeg fornemmelsen af at det er særlig) for dem der kalder sig medieforskere. Se fx på denne indledning til et call for papers til et tidsskrift:

Hvad betyder medier her? Først betyder det de   konkret manifesterede teknologier/platforme som anvendes til kommunikation. Og så vælger forfatteren at citere Luhman som siger at alt vi ved, ved vi gennem medier. I en fortolkning ville mediebegrebet her betyde: Aviser og tv. Men det er ikke det Luhman mener - det er at kommunikation altid foregår gennem medier - medium betyder: Det der er imellem. Kommunikation uden medier er umulig.

Men se - det er jo noget helt andet end de it-baserede medier som forfatteren har henvist til i første del. Han henviser til teknologier (og, ak, tekster) og kalder det medier.

Så er det noget vrøvl at sige at medier i dag er alle steder - for det er pr definition (altså luhmans (og min for den sags skyld) sådan at medier altid er der hvor der er mennesker der kommunikerer...

Forfatteren til introduktionen til et call for papers til et "medie"-tidsskrift ved ikke at han ikke ved hvad han taler om! Sikke en fattig videnskab, medievidenskaben...

Den første omgang Future City er gennemløbet - og i den forbindelse har der været en del gode omtaler - fx vedhæftede artikel i Politiken - det fede ved artiklen (ud over at journalisten formår at præsentere et komplekst projekt rigtig indsigtsfuldt) er at den viser hvordan læreren har tænkt med projektet - og har haft eleverne med ude i den virkelige verden og set på forbrændingsanlæg, rensningsanlæg og hørt om   kommunens havvindmølle mm. Tak til lærer Bastian Kuke Larsen!