Weblog

Jeg holdt et oplæg for lærerne på Rosengårdskolen (mine børns skole) i dag om det jeg kalder den entreprenante skole (se slides her). Tanken er at undervisningen skal sætte eleverne i (evt. simulerede) autentiske situationer hvor de fx samarbejder med en virksomhed om at spare på strømmen, hjælper en forening med at få flere medlemmer eller producerer en avis om et aktuelt emne.

Jeg havde et forslag til hvordan en skole som Rosengårdskolen kunne komme i gang med at arbejde på denne måde; ideen består i at afsætte fx fire uger på et år til entreprenant undervisning. Jeg tænkte at det på en gang ville være en konkret og synlig ændring - og overkommeligt. Og det gør jeg sådan set stadig...

Men skolelederen havde hvad der kunne være en endnu bedre ide. Han sagde: Når der i overbygningen er 6-8 timers dansk, så afsætter vi to af dem til "kernedansk" - læsning af litteratur, fokus på grammatik (det kan vi vel ikke helt undgå) osv. Resten er timer som kan bruges i tværfaglige samarbejder med de andre fag. Så i en periode er disse timer knyttet op på et samarbejde med fysik/kemi hvor eleverne i disse timer arbejder med Future City eller Dragssag Melved, mens de i en anden periode er knyttet til historie, hvor eleverne arbejder med at skrive en lærebog om skolens tidligste historie i Danmark, en lærebog som skal læses af en yngre klasse.

Det synes jeg var en interessant tanke...

Katrine Winkel Holm siger i Information sidste mandag om DRs nye rolle i kulturkampen der nu toner rent flag som korstog:

»Det er en markering af, at i det her land har vi en folkekirke, og et flertal af danskerne er medlem af den luthersk-evangeliske kirke. Jeg synes, det ville være diskrimination, hvis man i lighedens navn ikke måtte markere det. Vi skal ikke gå multikulturalistisk amok, men i stedet markere, at vi har en kristen kultur, vi kan være stolte af,«

Og måske har hun en pointe? Der er så mange medlemmer af kirken, at folk jo må mene noget med det. Eller hvad? Alle I, der af en eller anden traditions-romantisk grund stadig er medlem af foreningen: I er med til at gøre religionen - også i denne ekstremistiske form - stueren. Det er den ikke længere. Den er et kampvåben i kampen mod alt fremmed. Jeg synes I skal gøre jeres stilling op: Er I med Katrine Winkel Holm, eller vil I gøre noget for at vinde kirken tilbage til de bløde, ufarlige 'humanistiske' rækker? Eller bedre endnu: Vikle jer ud af dette overtroiske spin(d)?

Nu er det gået for vidt! DR skal nu ifølge Politiken ikke blot formidle "den danske kulturarv" - hvad det end er, men er nu forpligtet på "formidlingen af den kristne kulturarv".

Hvad fanden ligner det at jeg og mine børn skal indoktrineres med kristent sludder og forløjet overtro fordi nogle selvgode og hadefulde fundamentalister har fået lov at placere sig i centrum af det danske demokrati? Hvornår er det blevet kutyme i vores engang så frisindede land at påtvinge andre sin barnlige forestilling om at der findes noget så idiotisk som en "gud"? Indtil nu har jeg forsøgt at acceptere at der findes et mentalt efterslæb, en lidt grinagtig dyrkelse af traditionens forsøg på forklaring af den mærkværdige verden. Men nu er det nok.

Vi må skride til kulturkamp mod religiøs fordummelse af det offentlige rum!

Jeg har været involveret i en speget sag om ansættelse af ny skoleleder på mine børns skole (se fx artikel og indslag her og her og vedhæftede sagsresume). Sagen drejer sig om mange ting (herunder en utroligt ringe kommunal sagsbehandling) - men jeg tror det mest karakteristiske er at den er eksemplarisk for en centralistisk bevægelse som vi ser på rigtig mange offentlige områder for tiden. Den centrale embedsmand mente at han med sin viden om skolelederne og skolerne i Odense kunne sige hvilke ledere der ville passe til hvilke skoler. Det faldt ham ikke ind, at der måske var viden som han ikke besad, og som kunne have kvalificeret hans beslutning. Som et gammelt ordsprog sarkastisk siger: Den Gud giver embede, giver han forstand.

Men hele vores demokratiske, kapitalistiske og delvis liberale samfund er netop bygget på en forestilling om at der ikke findes én sandhed som kan udregnes ét sted fra. Det kapitalistiske marked er på mange måder genialt ,fordi det netop flytter intelligensen ud tæt på beslutningerne. Hvis der er brug for en vare - eller kan skabes en efterspørgsel for den - så produceres den fordi der er nogen der opdager behovet eller kan skabe det. Problemet i den "videnskabelige" marxismes højborg, Sovjet, var netop at centralt placerede bureaukrater troede de kunne beregne behov alle steder i systemet. 5-årsplanerne var og er den centralistiske bureaukrats drømmeledelsesinstrument.

Det er ikke bare i Odense Kommune man ser genkomsten af den i egen selvforståelse guddommeligt indsigtsfulde bureaukrat, det er på rigtig mange områder. Ønsket om at skabe gigantiske universiteter er et eksempel på samme tendens. Hvis ikke lederene på disse megainstitutioner har stor ydmyghed over for deres opgave, så kan de meget let komme til at beslutte oprettelse og nedlæggelse af enheder ude i organisationen på baggrund af en viden der forekommer dem tilstrækkelig, men i praksis er kontraproduktiv.

Et andet område hvor tendensen måske er endnu tydeligere er på evalueringsområdet og udliciteringsområdet. Det lyder jo rigtig fint at man vil evaluere de produktioner fx af velfærdsydelser, der finder sted - udliciteret eller ej. Men forudsætningen for en sådan evaluering er for det første at den ideelle praksis er beskrevet og for det andet målbarhed. Men i samme øjeblik man begynder at formulere idealer i målbare termer, risikerer man at bortskære alt det der faktisk gjorde produktet noget værd.   Med en lettere omskrevet analogi kan man sige, at selv om det værdifulde ligger fint og glimter på stien, så vælger man at gå hen under gadelygten og lede efter det man vil måle. Hvis nu de, der beskriver den ideelle praksis, og evaluatorerne var uendeligt vidende, ville det måske kunne gå, men de er netop bureaukrater for hvem verden ser ud på en given måde.

Man kan undre sig over at der på den ene side råbes op om frie markeder og såkaldt liberalisering af den offentlige sektor, og på den anden side sker en fuldstændig modsatrettet bevægelse mod centrum. Det geniale ved det frie marked er jo netop at beslutningerne er distribuerede. En gordisk knude? Eller skulle vi måske bare erkende at den offentlige sektor ikke kan metaforiseres som et frit marked, men at der er udviklet et fremragende styringsværktøj til den slags produktioner som den offentlige sektor yder - nemlig det demokratiske?

Min gode ven Joachim har gjort mig opmærksom på den meget væsentlige forening Den Republikanske Grundlovsbevægelse - en forening til afskaffelse af monarkiet og revision af grundloven så den kommer i overensstemmelse med det samfund vi faktisk lever i - hvor der findes partier, hvor gud ikke deles af alle og hvor ingen længere tror på at den Glückberske familie har blåt blod i årerne. Se denne interessante Kronik af Ole Thyssen med samme budskab.

Jeg har længe gået med tanker om at oprette et website: www.udafmonarkiet.dk hvor man kan melde sig ud af monarkiet og overlade det til resten af befolkningen at ligge og rode med det der kongelige. Dem om det - lidt ligesom folk også må selv om hvilken overtro de vil bekende sig til. Men indtil videre har jeg ikke selv taget skridtet, og selv om mange har syntes ideen var god, har ingen andre heller gjort det der skulle til for at gøre det muligt at melde sig ud af monarkiet. Så som plaster på såret kan man jo passende melde sig ind i Den Republikanske Grundlovsbevægelse - og det har jeg så gjort.

Tak Joachim!

Har lige udfyldt et spørgeskema om den bibliometriske forskningsindikator som er en forholdsvis ny måde at opgøre forskningskvalitet på. Der er udpeget en lang række tidsskrifter - overvejende engelsksprogede, men også nogle danske - som giver 1 eller 2 points. Så handler det ellers om for universiteterne, dvs. forskerne, om at få optaget publikationer i disse tidsskrifter. Det er der en lang række problemer ved. Som afslutning på spørgeskemaet blev jeg spurgt om jeg havde noget at sige om indikatoren - og det fik mig til at formulere følgende tre problemstillinger - hver for sig meget alvorlige, til sammen dybt problematiske:

Den bibliometriske forskningsindikator er med til at gøre forskningen konservativ fordi nye tidsskrifter med anderledes tilgange ikke er optaget på listen - og da det derfor er uhensigtsmæssigt at publicere i dem, vil de have meget svært ved at trænge igennem.

Den bibliometriske forskningsindikators fokus på udenlandske tidsskrifter betyder at vores forskning bliver stadig mindre tilgængelig på dansk og at den i stadig højere grad ikke beskæftiger sig med specifikt danske forhold.

Den bibliometriske forskningsindikator betyder at vi i stadig mindre grad interesserer os for at formidle vores forskning i "nær"-videnskabelige sammenhænge - fx i danske tidsskrifter rettet mod højtuddannede praktikere (i mit tilfælde tidsskrifter rettet mod læreruddannere, lærere og lærerstuderende).

Evaluering måler ikke bare - den forandrer også. I dette tilfælde meget uhensigtsmæssigt.

Har lige set en fremragende fransk film med det sigende navn: "Klassen". Francois er klasselærer og fransklærer for 8. klasse. Vi følger ham og klassen fra sommerferie til sommerferie. Filmen virker meget dokumentarisk, men er det ikke. Instruktøren baserer den på en bog der hedder "Entre les murs" - "Indenfor murerne". Jeg har læst at instruktøren lavede en et år lang forberedelse sammen med skuespillerne hvor de improviserede og på den måde sammen udviklede filmen.

Under alle omstændigheder får man i den grad oplevelsen af at være inde i en virkelig klasse - på godt og ondt. Francois virker som om han ønsker at være en god lærer der har et godt forhold til sine elever, han forsøger at få sine elever til at lære noget, han forsøger at forklare og at inddrage elevernes erfaringer. Men det går galt - faktisk uhyggelig galt. Man sidder måske endda tilbage med en fornemmelse af at han alligevel ikke ville gøre det der skulle til - illustreret ved den elev der til sidst i filmen kommer hen til ham og siger: "Jeg har ikke lært noget i år, og det har alle de andre". Det er meget smertefuldt - jeg vil undlade at sige mere, for I skal jo selv have glæden. Se den gratis på www.filmstriben.dk.

Det slog mig hvor let læreren kom til at gøre grin med eleverne når de forsøgte at svare på hans spørgsmål. Når de åbnede sig mod ham - fx ved at svare på hans spørgsmål om hvad det vil sige at være flov, så kom han meget nemt til at udnytte det ved at stille "dumme" spørgsmål som betød at eleverne som ikke havde ordet i deres magt, kom til at sige ting de ikke skulle have sagt - for de kunne udnyttes af de andre elever i de indbyrdes kampe om at være hip eller nørd. Ofte gjorde han også - venligt og kammeratligt - grin med dem, men det forekom mig at det virkede langt stærkere på dem end han opdagede som lærer. Det er i den grad ikke nogen let rolle at have at være lærer med ansvaret for de sociale strukturer blandt 25 mennesker.

Så simpelt kan en borgerlig grundforestilling formuleres (for det gør de selv). Jeg formoder at det hænger sammen med en anden forestilling, nemlig den, at sådan som virksomhederne gør, skal alt gøres.

Men de folk som hævder denne sammenhæng begår en brøler, der bunder i en misforståelse af metaforen konkurrence.

Logikken er:

Virksomheder konkurrerer.

Vi skal konkurrere på alle områder ligesom virksomheder.

Konkurrence er jo det der med sport, og der handler det om at vinde.

Vi skal måle om vi har vundet.

For øjeblikket er det jo særlig undervisningsområdet der udsættes for denne logik.

Men. Virksomheder konkurrerer ikke om at vinde, men om at tjene penge. Det kan handle om at sælge varer billigst, producere det som flest muligt vil købe dyrest muligt. Eller om at producere det som giver køberen en særlig oplevelse af at være noget særligt - sådan at de køber varen dyrt og loyalt (dette gælder alt fra haute couture modetøj til Apple, dette uhyggelige firma). Virksomheder er ikke interesserede i at vinde - for de er afhængige af hinanden. De er måske nok i en vis grad interesserede i at aflive deres nærmeste konkurrenter, men det ender altid i usunde monopoler som enten selv går under eller tvangsopløses af stater og unioner.

Virksomheder konkurrerer i den forstand ikke om at vinde - og derfor har konkurrencefortalerne misforstået den grundlæggende metafor i deres argument. Man kunne sige at de burde gå skolen om igen og lære lidt om sprog og metaforer (i stedet for den evindelige grammatik, som de heller ikke lærte noget af).

Lad os antage at lande er i konkurrence som virksomheder. Så handler det jo ikke om, at vi skal være det bedste land til det, de andre er bedst til - det handler om at vi som virksomhed skal finde vores nichemarked og specialisere os der. Ikke at jeg synes det er en rar tanke at tænke på os på den måde, men det ville være den korrekte tolkning af metaforen.

Lad os antage at vi mennesker er i konkurrence som virksomheder. Så handler det jo ikke om at vi skal være den bedste i alle konkurrencer, men om at vi skal udvikle vores unikke personlighed, så andre vil købe den af os. Heller ikke den tanke bryder jeg mig om, men den er dog rarere end sportsmetaforen: At vi skal vinde for at de andre kan tabe.

Så, kære I der taler om at vi skal konkurrere, vil I ikke i det mindste få styr på jeres grundlæggende metafor?

Ja, så er vi kommet til 3.0-bølgen... Dansk IT er i gang med et arbejde der har til formål at skabe grobund for en vision om et mere it-anvendende samfund: Danmark 3.0 - og forleden var turen kommet til at tage undervisningssektoren under kærlig behandling. Desværre var den ikke kærlig...

Niels Chr. Sauer har nogle rigtig gode pointer i forlængelse af Folkeskolens artikel om sagen. Jeg selv har også forsøgt at blande mig i debatten derinde...

Jeg er blevet gjort opmærksom på et nyt danskudviklet værktøj til visualisering af udvikling. Det er helt vildt hvor indsigtsfuldt det er at følge fx udviklingen i huspriser over tid og sted eller udviklingen i ledighed over tid og sted.  

Værktøjet er oprindelig udviklet til offentlige og private virksomheder til intern analyse og ekstern formidling, men nu er det måske planen at udvikle det til brug i folkeskolen. Det lyder meget lovende, for med denne type interaktive værktøjer bliver komplekse sammenhænge pludselig meget lettere at forstå.

Jeg glæder mig på elevernes vegne til at de får adgang til dette nyskabende værktøj - absolut en af fremtidens undervisningsværktøjer.