Bidrag til danskfagets it-didaktik. Ph.d.-afhandling. Forlaget Ark 2005.
Weblog
Abonner
Login
Opret ny bruger
Grafisk overblik
Kapitalisme, etik og ansvar
29/08/200800:19
AfJeppe Bundsgaard
0svar
Mit universitet, Århus Universitet, og for øvrigt også ATP, er medejer af Cheminova som nu igen er kommet ud i et uvejr på grund af uetiske dispositioner. Cheminova sælger et meget giftigt sprøjtemiddel, kaldet methyl parathiol, i Brasilien (men ikke i Europa, for der er det forbudt).
Politiken skriver:
Cheminovas direktør Bjørn Albinius afviser, at virksomheden gør noget galt. »FAOog plantebeskyttelsesmiddelindustrien har sammen udarbejdet en ’Code OfConduct’, som beskriver, hvad ansvarlige virksomheder og myndighederbør gøre for at sikre forsvarlig omgang med plantebeskyttelsesmidler.Den gør vi alt, hvad vi kan for at leve op til – også i Brasilien. Deter jeg sikker på, at FAO vil være enig i, dersom FAO kendte til vorebestræbelser for at sikre ansvarlig brug af methyl parathion i de fåmarkeder, hvor vi fortsat sælger produktet«, skriver han i mail tilPolitiken.
Dette er et fremragende eksempel på en meget typisk afvisning: Vi overholder reglerne, og på et rigtig godt argumentationsgreb: "i de få markeder, hvor vi stadig sælger produktet". Det er ikke noget særligt, tag det dog med ro. Jeg spørger: Få markeder? Altså de par millioner bønder i Brasilien, dem regner vi ikke? Bjørn vælger også at kalde sine pesticider, giftstoffer der slår mennekser ihjel hvis de kommer i berøring med dem, for "plantebeskyttelsesmidler" - og det er jo smart, for beskyttelse er jo godt.
Og så frem til det jeg faktisk ville sige noget om: Etik og Ansvar i en kapitalistisk verden. Hvordan kan Bjørn Albinius forsvare over for sig selv at han deltager i dette svineri? Det kan han fordi han siger til sig selv: Det er virksomhedens bedste. Andre ville måske sige: Jeg fik besked på det, så det er ikke min fejl at det gik ud over nogen.
Men der tager de fejl. Så alvorligt fejl. Så snart mennesker sætter deres menneskelighed ud af kraft, overtager andre kræfter. I kapitalistisk sammenhæng indskrænkes logikken til en økonomisk logik: Det vi kan tjene penge på, det er godt.
Men det er det jo ikke altid. Derfor: Dem der deltager i beslutninger der er uetiske, de er ansvarlige for de beslutninger - om de sælger, producerer, beslutter eller udfører ordrer. Uden personligt ansvar, er der ikke noget ansvar, og uden ansvar er der ikke nogen etisk handlen.
Svar
Abonner
Stanford School of Education giver åben adgang til alle forskningsartikler
07/08/200808:23
AfJeppe Bundsgaard
0svar
Min host på Stanford John Willinsky er en stor fortaler for åben adgang til forskningsresultater. Han har blandt andet deltaget i udviklingen af en webplatform til open access-tidsskrifter, og han har arbejdet for åben adgang til forskningsresultater inden for medicin og samfundsvidenskab.
Men det helt store gennembrud har han fået for nylig, da han fik iværksat en afstemning blandt sine kolleger på Stanford School of Education om at give åben adgang til alle forskningsartikler produceret af medarbejderne på School of Education. Forslaget blev enstemmigt vedtaget!
Beslutningen betyder at alle artikler som optages i journals (forskningstidsskrifter), også skal offentliggøres på en åben platform vedligeholdt af Stanford. Det er en meget stor sejr for den åbne offentlige adgang til forskning. Og det er en rigtig kraftfuld opfordring til andre videnskabelige institutioner. Opfordringen er hermed givet videre.
David Carr har skrevet en fin lang artikel i New York Times og Magasinet Atlantic: ”Is Google making us stupid?” om hvordan vi læser anderledes end vi gjorde i gamle dage. Han tager udgangspunkt i sin egen fornemmelse af at han ikke kan holde koncentrationen over særlig mange sider, før han bliver afledt eller klikker på et link og kommer væk. Hans venner har samme oplevelse og han finder også belæg i et forskningsprojekt fra London der viser at læserne af forskningsartikler online sjældent læser ret mange sider og sjældent vender tilbage når de har klikket videre (jeg vil umiddelbart sige at de sandsynligvis skriver artiklen ud, når de har læst et par sider som de mener de kan bruge – det er lettere at læse og understrege på papir end på skærm).
Der er næppe tvivl om at vi læser anderledes – og at vi, børn som voksne, læser meget mere end vi (eller dem der nu levede og læste dengang) gjorde for 30 år siden. Men passer det så at vi generelt (og altid, som Carr antyder) læser mindre koncentreret og hopper videre? Oplevelsen kan naturligvis være ægte nok – og det kan være at vi hopper mere end vi (de) gjorde for 30 år siden. Men hvis vi læser mere, kan det jo være at vi stadig også læser i lange stræk. Carr giver en del anekdotiske eksempler – jeg vil give tilsvarende anekdotiske modeksempler: Harry Potter! Jeg læser selv bind 4 for ungerne for øjeblikket. Hver gang jeg er færdig med et kapitel og det er langt over sovetid, siger de: ”Vil du ikke godt læse lidt mere – bare et par sider, far?” Og sådan må det have været i millioner af hjem gennem de sidste 10 år. Var det bedre da det var ”De 5”? Eller ”Jan”-bøgerne? Jeg tror – uden at have empirisk belæg for det – at Harry-bøgerne og de mange andre fantacy-bøger fint opvejer hvad vi der er voksne i dag, læste, både i omfang og litterær kvalitet. Læser de voksne så ikke? Mig bekendt er der ikke sket et voldsomt fald i bogsalget eller i udlånet på bibliotekerne. Og der er jo i den grad ikke opstået et papirløst samfund. Jeg har alt for store bunker af artikler liggende på mit skrivebord. Nogle når jeg aldrig at læse, men mange gør jeg altså. Ovenikøbet fra ende til anden.
Carr har i sandhed mange interessante historiske analyser fra den ret omfattende litteratur om medie- og teknologihistorien, og der er ingen tvivl om at teknologier forandrer den måde vi gør samfund og tænker på. Samfund over landsbystørrelse var ikke mulige uden udviklingen af en form for skrift eller tælle-redskab. Og bogtrykpressen er forudsætningen for moderne naturvidenskab, en medvirkende årsag til protestantismen og ateismen osv. Men det er meget farligt at tillægge enkelte fænomener i sin samtid motiver for og magt til ondskabsfulde udviklinger. Carr forenkler virkeligheden når han antager at kapitalistiske firmaers ønske om at sælge os produkter og påståede modvilje mod fordybelse, skulle føre til at vi ikke fordyber os. Og han laver en kortslutning når han antager at Googles ønske om at stille den information til rådighed for os som vi ønsker eller har brug for uden at vide det – ultimativt gennem at skabe kunstig intelligens – en umulighed, naturligvis – skulle føre til at ”our minds should operate as high-speed data-processing machines”. Vores måder at tænke på forandrer sig, ja. Men ikke på måder der er så lette at udtænke.
Carr fortsætter med andre ord en bevægelse der har kørt sideløbende med udviklingen af nye medier og teknologier gennem de sidste hundrede år. Først var det film, så radioen, så tv, så tegneserier, så videospil og nu internettet. Der er meget fornøjelig læsning imellem sortseernes tekster fra Neil Postmans ”Amusing ourselves to death” til Jan Lindharts ”På vej mod middelalderen”. Men uanset hvor overbevisende og fanden-på-væggen-malende de er, så er tingene ikke så simple at man kan sige: ”Nu går det tilbage”. Hvad er mon årsagen til at alle børn i Danmark ved mere om verden, end deres bedsteforældre gjorde i deres barndom? TV vil det korte svar være. Ungerne i dag får ikke bare adgang til informationer om verden. De kan selv være med til at skabe dem. Indrømmet: Der er rigtig meget tomt og meningsløst stof imellem hvad de producerer. Men bliver de pludselig optaget af et emne, så bliver de også let eksperter – oven i købet eksperter der formidler deres viden. Fx om Harry Potter (søg på hans navn og se hvad der er af semiprofessionelle hjemmesider om drengen med aret produceret af børn og unge), dinosauer, biler, fisk, kaniner og hvad hjertet begærer.
Carrs artikel er som sagt lang. Mange skærmsider lang, faktisk (jeg læste noget af den i New York Times mens jeg fløj til Californien – og læste den igen på skærmen mens jeg skrev dette). Så han modsiger jo lidt sig selv – hvordan kan han koncentrere sig om at skrive så langt? Og så henviser han til en lang række tekster – som han vel må formodes at have læst.
Ja, helt klart: Vi læser anderledes. Og måske går det galt. Men det er ikke muligt at lave analyserne mens vi er i det. Fx kunne Derrida som den første lave en analyse af årsagerne til den europæiske fokus på fornuft og rationalitet 2400 år efter de første årsager. Derrida gør opmærksom på at vores skriftsystem er baseret på lyde: Det er fonocentrisk. Og fordi vores skrift fokuserer på hvad vi siger, på ordet, logos, så ender vi med at tildele det der kan siges særlig status. Hvad kan der siges? Der kan siges logos – som også betyder fornuft eller tænkning. Så vi får et logocentrisk samfund. Et samfund som fokuserer på logos mere end på følelse eller krop. Det kinesiske og andre ikoniske skriftsystemer fører modsat til større fornemmelse for kroppen, følelsen. Forskellen kan ses alle steder. Måske man kan lave en lignende analyse af internetsamfundet – og måske vil det betyde at vores fornyede brug af billeder, ikoner osv. hjælper os til at opdage følelser og krop igen. Men det er meget svært at se hvilke træk ved teknologien der kommer til at gøre udslaget. Så Carrs bud kan jo være så godt som nogens. Men det kan lige så vel være helt forkert.
Mit bud vil være at vi skal være opmærksomme på vores måder at kommunikere på – og at vi skal gøre hvad vi kan for at skolerne er klar til at bidrage til at eleverne selv bliver opmærksomme på at kommunikation er så kraftfuld i vore dage. Det var egentlig det mit speciale Internettet: Atom eller fragment, handlede om, tror jeg.
Hvad skal vi være opmærksomme på? Fx at vi ikke skal tro på alt vi læser, at vi ikke skal lade os overbevise af reklamer, at vi skal være kritiske. Og så skal vi opøve en dele-mentalitet. Internettet er fremragende som platform vi kan dele vores viden og interesser på. Og derigennem måske muligheden for at skabe det globale fællesskab, vi bliver nødt til at skabe i vore dage. Og så skal vi helt sikkert være opmærksomme på ikke at spilde vores liv på at klikke bevidstløst på links og fjernbetjeninger uden at fordybe os. Det er til gengæld sådan at først i vores tid er det overhovedet et problem – tidligere var en lille elite i den heldige situation at de havde tid, lys og kræfter til at fordybe sig.
I dag var min første dag på Stanford. Jeg har fået nøgler, kontor, internetadgang osv. Så jeg er i gang. Jeg havde læst på Stanfords hjemmeside at Media-X, som er et samarbejdsforum mellem Stanford og virksomheder, sammen med det finske Tampare Universitet var vært for et seminar om Social Mobile Media, og jeg tænkte at det var en god måde at tilbringe sin første dag på og få mødt nogle kolleger. Så jeg cyklede til Wallenberg Hall og overværede en række foredrag af udviklere fra Nokia og forskere fra finske og amerikanske universiteter.
En af de forestillinger som igennem flere år har været promoveret er ideen om at indhold kan opmærkes og stedsangives. Jeg har været meget kritisk over for om det overhovedet er så interessant. Men der må jeg renoncere - lidt i hvert fald. Før jeg kom herover, havde jeg meget glæde af andre folks billeder af Stanford, Palo Alto (som er byen Stanford ligger i) og Menlo Park (som vi bor i - lige nord for Palo Alto). Jeg fandt dem på Google Earth hvor de var placeret der hvor deres motiv var. Så jeg havde set mange af de smukke bygninger og det facinerende område i forvejen.
Men jeg er nu stadig i tvivl om mobile learning er så interessant som det gøres til. Jeg har fx ofte - og også i dag - hørt ideen om at elever kan gå rundt i byen med deres mobiltelefon og læse hvad andre har skrevet om de bygninger de ser, se andre folks billeder og lære. Der er mange problemer med den ide. Fx er det spørgsmålet om eleverne synes det er særlig interessant (for det er jo det, ideen hviler på). Og så er det spørgsmålet om det er målet med skolen at tilegne sig mere eller mindre tilfældige oplysninger om mere eller mindre tilfældige objekter.
Et tredje problem, som stod meget klart for mig i dag er tagging-problemet. Det blev formuleret af en af arrangørerne, Gurminder Singh, som gjorde opmærksom på at alle oplæggene kredsede om problemet med tagging. Der var flere oplæg som handlede om hvordan mobile enheder kan stå i forbindelse med en server og dele indhold synkront. Jeg tager et billede af en statue, opmærker (tagger) det og publicerer det. Telefonen har GPS, så der er automatisk angivet et sted. Et af oplæggene (Arttu Perttula og Scott Carter, Palo Alto Laboratory, Inc, USA: ”Retrospective vs. Prospective”) handlede om hvordan brugere kan give steder "point" gennem eksplicit at tildele point, eller gennem implicit at tage et billede. Andre brugere kan dernæst se på et kort hvor der er varmt (markeret med rødt), eller koldt (markeret med rødt). Og de kan søge i og på tags for at finde frem til billeder og steder de interesserer sig for. Uden tags vil det være umuligt at finde frem til billeder der kunne interessere
Men denne - meget vigtige - funktion hviler på at brugerne tagger meningsfuldt. I Perttula og Carters eksempel havde en forsøgsperson taget et billede af en plakat med noget håndskrevet tekst om is og socialisering, tror jeg, det var. Og brugeren havde tagget billedet ”Poster”. Man kan forestille sig en situation hvor en anden person vil finde eksempler på plakater, hvor den tag kan være god. Men ellers er det vel småt med anvendelighed af taggen. Problemet er to ting: For det første vores ”dovenskab” – hvorfor sætte tags på billeder? Som Singh sagde, så har vi masser af billeder på vores computer, som hedder JPG000123.jpg – og det bliver de ved med. For det andet så er vi jo ikke ret gode til at tagge. Poster er hvad der lige kommer op, når vi har taget et billede af en poster. Men i vores indre organisering af billedet, tagger vi det væsentlig mere sofistikeret – vi forbinder det med stedet, stemningen, indholdet og associationer fra og til indholdet osv. James Paul Gee har nogle rigtig gode overvejelser over hvordan vi tænker i sin fremragende bog What Video Games have to teach us about learning and literacy. Vi tænker i netværk og den poster vi ser forbindes med en række netværk og kategoriseres som et element i alle disse netværk, som kommer til at hænge sammen gennem dette minde om en plakat.
Men hvordan skulle det lade sig gøre at eksplicitere sådanne netværk? Det ville tage timer for hver enkelt ting, og derfor vil det aldrig blive en del af vores hverdagspraksis at tagge ting, steder, billeder.
I frokostpausen talte jeg med en af oplægsholderne (Hong-Siang Teo fra Naval Postgraduate School, USA) om netop alle disse ting med tagging, og Singh og en danskudseende kvinde, Susanne Jul – som jo viste sig at være dansker med mange år i Palo Alto bag sig – stødte til. Vi havde en meget interessant samtale om tagging og om forskellige måder at skabe tags på. Fx kan man tænke sig at tagging kan ske gennem ligheder (lidt ala den måde Gee præsenterer netværkstankegangen) – så vi ser en række billeder eller ikoner og siger ”Den der ligner” og ”den der er forskellig fra” og ”den der har samme farve” osv. Så kan det gå ret stærkt og der kan skabes noget der ligner de netværk vi tænker i. Det er en meget stor, filosofisk (hvordan tænker, associerer, forstår vi), lingvistisk (hvad betyder ord, billeder, relationer) og teknisk udfordring, vi (eller de) står over for. Amazon har jo lavet en rimelig smart tagging-baseret anbefalingsmaskine. Men de er jo også godt hjulpet af at deres produkter allerede er tagget på kryds og tværs. Spørgsmålet er hvordan tagging integreres i hverdagslivet. Der er lang vej, tror jeg.
Et andet af oplæggene vil jeg blot nævne kort. Det var Haikki Haaparanta fra Tampare, der var ved at lægge sidste hånd på sin ph.d.-afhandling. Han havde fundet ud af at lærerne i skolen i dag ved hvordan de skal bruge teknologi (og det tror jeg i store træk han har ret i), men DE VED IKKE HVORDAN DE SKAL BRUGE DET. Hans bidrag var en cirkel med fire kvadranter: Diskussion, Tilstedeværelse, Profil og Information. Heri placerede han forskellige internettjenester. Jeg tror at tanken så er, at lærerne kan bruge den hvis de vil inddrage computeren: Jeg skal lave noget med diskussion og information. Så må jeg hellere bruge newsgroups, kunne det måske lyde. Jeg tror der er længere vej end det. Der er brug for overvejelser over alle de didaktiske aspekter, og for konkrete projekter som kan tages i brug af lærerne, så de vender sig til selv at tænke it ind, også hvor der ikke er gode råd i forvejen.
Nok om det. Det er blevet tirsdag og jeg poster indlægget…
Forlaget Alinea har været så venlige at tildele mig en prøveadgang til deres nyeste skud på it-stammen, kaldet Dansklandskabet.
Undervisningsmaterialet præsenteres således:
Dansklandskabet er et 100% internet undervisningssystem [ja, særskrivningen er Alineas], der opfylder fælles mål for danskfaget i første til fjerde klasse. Dansklandskabet er bygget op med 26 lokaliteter, som eleverne går på opdagelse i - på egen hånd og i fællesskab. Hver lokalitet har en hovedfigur, der introducerer eleverne for en række oplevelser og opgaver. Undervejs dukker 4-5 andre figurer op inden for hver lokalitet. De sjove handlingsforløb og den humoristiske streg understøtter elevernes lystbetonede engagement uden at gå på kompromis med fagligheden.
Jeg har nu prøvet materialet et par timer. Ikke nok til at have været i alle hjørner, men nok til at se opgavetyper gå igen og til at have en fornemmelse af hvad principperne bag systemet er. Det er ikke lykkedes mig at finde Alineas beskrivelse af teorien eller tankerne bag. Skal jeg forklare dem kort som jeg læser dem, er de:
Dansk er overvejende at kunne stave og læse ord uden for deres kontekst.
Derudover skal man kunne lave referat af tekster uden hoved og hale, tilsyneladende skrevet af børn. Referaterne skal skrives uden kontekst (hvem skal bruge referatet? Hvad er det vigtigste i situationen?)
Man skal skrive tekster frit fra fantasien (skriv et postkort til en du selv vælger)... osv.
It er godt til at motivere med "sjove handlingsforløb" og "den humoristiske streg".
Computeren er god til at stille spørgsmål som den selv kender svarene på. Computeren er god til at give positiv feedback.
I praksis betyder det jo at det er nogle helt utroligt uinteressante opgaver eleverne stilles over for - og jo desværre også u-lærerige opgaver. Det svarer til behavioristisk læringsteori som Skinner formulerede den for et halvt århundrede siden, og en forståelse af hvad det vil sige at lære dansk fra nogenlunde samme periode. At sige at systemet opfylder Fælles Mål for første til fjerde klasse, kræver en helt særlig måde at læse Fælles Mål på.
For at give et eksempel: En sikkerhedschef i Dansklandskabets lufthavn står foran nogle kufferter der kører igennem en maskine som kan gennemlyse kufferterne. Sikkerhedschefen fortæller gentagne gange at intet kommer forbi hans falkeblik. Eleverne skal nu løse opgaver der består i at skrive ord der starter med to givne bogstaver (fx står der kl___, og man kan så skrive klaphat). Ordene har ikke noget at gøre med det der befinder sig i kufferterne der kører forbi. Skriver man et rigtigt ord (givetvis ord der står i systemets ordbog) får man en opmuntrende besked. Skriver man et forkert ord, får man en lidt lunken støtte a la: "Det kan du da også tage med". De ord man skriver, får man lov at tage med. Jeg har ikke forstået hvorhen. Sjovt handlingsforløb? Ja, jeg tror eleverne gennemskuer det rimeligt hurtigt.
En lærer jeg kender fortalte mig en sjov (eller rettere sørgelig) iagttagelse. En opgave går ud på at høre et ord og gætte sig til indlyden i ordet. Der er et antal muligheder, som eleverne kan trække ned foran resten af ordet. Når de gør det på papir sidder de (i det mindste) og prøver at sige indlyden og lytte sig frem til svaret. Når de leger (!?) med opgaven på skærmen, trækker de bare lydene ned indtil én af dem hænger fast. Ja, det er hvad man får ud af at gøre skolen til et computerspil...
Alinea fortsætter ovenstående beskrivelse af deres system med at bekendtgøre: "Dansklandskabet har vundet Undervisningsministeriets konkurrence som det bedste bud på et 100 % it-baserede [sic!] dansksystem til fremtidens folkeskole". Ja, den fremtid har jeg ikke lyst til at leve i.
Jeg ved ikke om der er fornuftige aktiviteter i Dansklandskabet. Jeg har kun set aktiviteter som spilder elevernes tid og som lærer dem at dansk er kedeligt og helt frakoblet de vigtige ting der sker i deres liv. Bare bunden dog var nået og det nu gik fremad.
Svar
Abonner
Skal lærere være it-eksperter?
30/05/200809:44
AfJeppe Bundsgaard
0svar
Det har i en del år efterhånden været god stil at sige at eleverne ofte er meget bedre til "computer" end deres lærere - og det er ikke noget problem, for lærerne kan så bruge tiden på det faglige og støtte sig til eleveksperterne.
Jeg er sådan set enig. Men det må ikke føre til at læreren helt føler sig fritaget fra at kunne noget som helst "computer". Det er meget svært at gennemskue hvad der er faglighedspotentialer i, hvis ikke man selv har brugt den teknologi man inddrager i undervisningen. Hvad er de faglige udfordringer i at kommunikere via internettet? Hvad er overvejelserne når man skal finde informationer på nettet? Hvordan kan man følge sine elevers arbejde i læringsplatformen? Disse spørgsmål kan man næppe svare på hvis ikke man har gjort sig den ulejlighed selv at arbejde med de redskaber der indgår i praksis.
Læreren skal med andre ord i mine øjne ikke nødvendigvis være ekspert i alle nørdede aspekter af teknologien. Men de skal arbejde med it i det daglige, de skal udvikle en fortrolighed i omgangen med it, der gør at de ikke skal bruge al deres tid i undervisningen på at komme over den tekniske hurdle. Det er forudsætningen for at de kan få det overblik der gør at de kan genkende de faglige udfordringer og vejlede eleverne i udviklingen af de kompetencer som de ikke udvikler af sig selv.
Og det er ikke længere i orden som lærer ikke at arbejde med it i sin hverdag på et rimeligt brugerplan og ikke at inddrage det i undervisningen. Det var det måske for 5 år siden. Men i dag er karensperioden ovre.
Svar
Abonner
Visiting Scholar
05/05/200821:55
AfJeppe Bundsgaard
0svar
Til efteråret skal jeg være Visiting Scholar på Stanford Universitet. Vi tager hele familien til Palo Alto lidt syd for San Fransisco i Californien fra midt-juli til start-december.
Jeg skal forske i hvordan man kan bruge computere til at understøtte læring gennem deltagelse i praksisfællesskaber i skolen. Jeg skal bl.a. undersøge hvordan Ekstra Bladet Redaktionen anvendes i praksis.
Og så skal jeg netværke... det må jeg jo så se at lære...
Jeg har deltaget i udviklingen af Ekstra Bladets Redaktionen som er en platform til elevers online-produktion af en avis. Ekstra Bladet trykker avisen i 1000 eksemplarer når den er færdig.
Jeg er i gang med at forske i hvordan Redaktionen virker i praksis. Og jeg har skrevet om hvad der gør Redaktionen til et helt nyt koncept for it-støttet undervisning. Jeg kalder det for en Praksis-stilladserende Interaktiv Platform (PracSIP).
Nu er det godt nok ved at være noget tid siden... Men jeg vil ikke snyde jer for henvisning til den bog om Danskfagets it-didaktik, som jeg har skrevet sammen med Lisbet Kühn. Den er udkommet på Gyldendal.
Webmaster:
Jeppe Bundsgaard Sidst opdateret: 25-01-2016
Denne sides adresse: jeppe.bundsgaard.net/weblog/index.php
108364 besøg på sitet. Vis flere statistikker.